Riv det ned!
Det er nemlig et sprog, som vore politikere forstår, for nedrivninger får dem til at virke handlekraftige og fremsynede og så er nedrivning det mindst besværlige, for skal man bevare skal man til at tænke sig om.
Så derfor ser vi snart den mønske Katrinedal, en klassicistisk bygning fra 1808, beliggende ved Stege Nor, blive forvandlet til murbrokker, på trods af et dygtigt redningsarbejde, ikke fra politikere men fra kommunens forvaltning, for at redde bygningen fra nedrivning, ved at nedlægge et §14 forbud, der så afløses af en lokalplan. For øvrigt den samme fremgangsmåde, som kunne have reddet det hedengangne Marienborg på Vestmøn.
Men i dagbladet “Sjællandske”, fredag d.16 august 2019, kan man læse om et flertal i kommunens Plan- og Teknikudvalg, 3 socialdemokrater og en radikal, der går imod deres forvaltning og stemmer for nedrivningen, mens et mindretal på 2 venstrefolk stemmer imod.
Men sager som disse, om vores bygningsarv, skal selvfølgelig op til endelig afgørelse i byrådssalen, så alle politikere bliver stillet til ansvar for deres beslutning og deres vælgere herefter ved hvor de står, for det er ethvert mindretals ret, at få en sag bragt fra udvalget, til en endelig afgørelse i byrådssalen. Det ved mindretallet på de to venstrefolk jo udmærket, så derfor er det kun spil for galleriet de har foretaget, når de ikke går videre med sagen, og hvem ved, måske får ændret resultatet.
Bent Jørgensen, Askeby, Møn
Holdninger i debatindlægget deles ikke nødvendigvis af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur med er forfatterens personligeholdning.
Inspirationsmøde: Få styr på planerne – Materiale fra mødet
Bliv en attraktiv samarbejdspartner for jeres kommune og bliv hørt, når det gælder.
Det er i planlægningen, at kulturmiljøer, bevaringsværdige bygninger og udviklingen af omgivelser besluttes. Hvis du, en lokalforening eller ildsjæle gerne vil bidrage med relevante input, er det vigtigt at kende processerne, mulighederne og aktørerne i kommune- og lokalplanlægning.
Få styr på, hvem I skal tale med hvornår, hvad kommuneplanen bestemmer, hvad lokalplanen bestemmer og hvad kommune og borgerene er forpligtet til.
På inspirationsdagen var der fokus på, hvordan dette samarbejde kan udvikles til gavn for kulturmiljøerne og den bedste og mest nænsomme bevaring af vigtige bygninger.
Materialet fra mødet kan du finde her:
Kommuneplanen – hvad skal vi samarbejde om? v/Ole Kaae, Landsforeningens sekretariat
Lokalplanen – Hvad er en lokalplan og hvordan bliver den til? Lokalplaner med bevaringssigte v/Ditte Thye, formand planudvalget
De formelle former indsigelser og klager – Når vi er uenige i kommunens beslutninger, hvilke muligheder er der så? v/ Henriette Soja, partner i Horten Advokater.
Støtte i lokale plansager – Hvordan kan Landsforeningen bistå lokalforeninger med plansager? Eksempler på plansager, hvor Landsforeningen har rådgivet lokalforeninger og medlemmer v/ Ditte Thye
Fandt du noget du kunne bruge? Det er frivillige kræfter, der driver Landsforeningen. Du kan støtte ved at blive medlem eller give foreningen en gave på 200,-. Vi modtager donationer via mobile pay på 85 969. Du kan læse mere om, hvorfor gaver er vigtige for os her.
Dødsfald: Henrik B. Hoffmeyer
Foto: er venligst udlånt af Lemvig Folkeblad v Johan Gadegaard
Henrik B. Hoffmeyer døde den 20. juni i en alder af 79 år efter flere års kamp mod kræften.
Henrik havde livet igennem en glødende interesse for historie og arkitektur og var fra starten af 1980’erne dybt involveret i bygningsbevaringssagen. Det begyndte i Holstebro, hvor han i mange år var formand for lokalforeningen, men der skulle ikke gå mange år, før han indtrådte i bestyrelsen for Sammenslutningen for Bygnings- og Landskabskultur (senere Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur) og var sammen med Klaus Eggers Hansen initiativtager og redaktør for bladet By & Land, der første gang udkom i 1985. Efter en kort afstikker til Gamle Bygningers Bevaring, hvor han i to år var formand, vendte Henrik i 1995 tilbage til Landsforeningen som formand, en post som han bestred indtil 2006.
Det var i denne periode Landsforeningen tog det store spring fremad og fik sekretariat i København samtidig med, at Landsforeningen fik tilkendt retten til at rejse bygningsfredningssager og fik plads i Det Særlige Bygningssyn. Dette var først og fremmest Henriks fortjeneste, ligesom Henrik var involveret i oprettelsen af de regionale kulturmiljøråd. Sideløbende var Henrik fortsat en aktiv formand i Holstebro, bestyrelsesmedlem i Hjerl Hede, Herningholm Museum og fik etableret årlige regionalmøder i Landsforeningen, som han altid selv deltog i.
At stå i spidsen for en landsdækkende folkelig forening i stærk vækst og med mange ambitioner er bestemt ingen nem opgave, hvilket Henrik også måtte sande, men både i medgang og i modgang viste Henrik format. Han var en sand gentleman, og havde altid overskud til altid at være venlig og opmærksom overfor sine omgivelser.
Henrik var til det sidste optaget af bygningsbevaringssagen og var fra 2008 og til sin død aktiv som bestyrelsesmedlem i Foreningen Straatag, hvor vi har haft stor gavn og glæde af hans tilstedeværelse.
Henrik har haft en meget stor betydning for bygningsbevaringssagen, og vi vil huske ham som et prægtigt menneske.
Af Torben Lindegaard Jensen
Undervisning: Unge blikke på bygningsarv
Foto: Julie Trojaborg for projektet
Unge Blikke på Bygningsarv er et nyt undervisningsmateriale til et forløb på ungdomsuddannelserne om, hvordan vi vurderer bygningers arkitektoniske og kulturhistoriske værdi i Danmark. I undervisningen introduceres også nogle af de diskussioner, der er inden for det bygningskulturelle felt om, hvad der er vigtigt at bevare. Materialet skal være med til at give eleverne lyst til at deltage fagligt kvalificeret i diskussioner om bygningskultur i Danmark, både i dag og fremadrettet.
I materialet bliver stillet skarpt på spørgsmål som:
– Hvad er bygningsarv?
– Hvem udpeger bygningsarven i Danmark?
– Hvordan vurderer man, hvilken bevaringsværdi en bygning har ud fra SAVE-systemet
(Survery of the Architectural Values in the Environment)?
Bygningskulturen er vigtig på linje med billedkunst og musik
”Projektet er rigtig godt fordi Bygnings- og landskabskultur er allestedsnærværende i vores hverdag. Når der bliver undervist i forståelse af vores bygningskultur og de værdier, der findes i byerne, så bliver gymnasieeleverne klædt på til at opleve byens rum og bygninger. Vi kunne ønske os, at der også undervises i bygningskultur i folkeskolen ligesom, der bliver undervist i billedkunst og musik. Bygningskultur og arkitektur er en kunstart, vi alle møder i byerne; det hører derfor til almen dannelse at blive undervist i de byggetraditioner og værdier, der findes i vores byggede miljøer” udtaler formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Karen Margrethe Olsen
”Materialet giver mulighed for, at mange fag byder ind, både historie, oldtidskundskab, billedkunst og dansk. I virkeligheden kunne naturgeografi også være med, hvis man ville have et klimablik på byen og på byudvikling og klimakvarterer” udtaler Dorthe Rasmussen Kjær, Rysensteen Gymnasium
Materialet indeholder en udførlig lærervejledning og Powerpoint-præsentationer, som kan anvendes direkte i undervisningen, samt et elevmateriale med en række små film. Det er oplagt at underviseren kombinerer materialet med en lokal byvandring.
Materialet er gratis og ligger til download på København Museums og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs hjemmesider. Du kan finde det her.
Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og udviklet i samarbejde mellem Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur og Københavns Museum med Rysensteen Gymnasium og Frederiksberg Gymnasium.
Tillykke med bygnings- og landskabskulturprisen til Kirsten Lund-Andersen
Til årsmødemiddagen i Hjørring blev årets bygnings- og landskabskulturpris uddelt til Kirsten Lund-Andersen, der med en utrættelig indsats som formand for Have- og Landskabsudvalget har været med til at forme Landsforeningens politik for haver, parker og det kultiverede landskab.
Hun har lært os ordene Selvstændigt Landskabsarkitektonisk Værk og så arbejder hun sammen med udvalget på at sætte fokus på De Betydningsfulde Haver.
Fagligt og socialt dygtig
I sin tale sagde formand Karen Margrethe Olsen: ‘Kirsten Lund-Andersen er ikke bare meget dygtig på sit felt, men evner også at samle fagligt dygtige folk omkring sig. Folk med dejlige og spændende personligheder, vi alle har stor fornøjelse af i vores arbejde for Landsforeningen.’
Tillykke til Kirsten Lund-Andersen og tak for den kæmpeindsats du har lagt i foreningen. Vi glæder os til at arbejde sammen med dig i fremtiden også.
Inspirationsmøde: Få styr på planerne
Bliv en attraktiv samarbejdspartner for jeres kommune og bliv hørt, når det gælder.
Det er i planlægningen, at kulturmiljøer, bevaringsværdige bygninger og udviklingen af omgivelser besluttes. Hvis du, en lokalforening eller ildsjæle gerne vil bidrage med relevante input, er det vigtigt at kende processerne, mulighederne og aktørerne i kommune- og lokalplanlægning.
Få styr på, hvem I skal tale med hvornår, hvad kommuneplanen bestemmer, hvad lokalplanen bestemmer og hvad kommune og borgerene er forpligtet til.
På inspirationsdagen er der fokus på, hvordan dette samarbejde kan udvikles til gavn for kulturmiljøerne og den bedste og mest nænsomme bevaring af vigtige bygninger.
Vi er så heldige, at centrale beslutningstagere fra Odder Kommune stiller op i en paneldebat og et giver deres bud på det gode samarbejde.
Vi glæder os til at se jer i Odder.
P R A K T I S K
Dato: Den 24. august 2019
Mødested: Centralhotellet, Rosensgade 18, 8300 Odder
Pris: 200,- kr. for medlemmer af Landsforeningen og lokalforeninger
Alle andre er velkommen, men skal betale 250,- kr. i deltagergebyr
Tilmelding: Senest den 18. august 2019 i forumlaren her under
P R O G R A M M E T:
10.00 Ankomst, indskrivning og kaffe
10:30 Velkomst – Borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen og Ditte Thye, formand for By og Lands planudvalg
10:45 Kommuneplanen – hvad skal vi samarbejde om? v/Ole Kaae, Landsforeningens sekretariat
11:30 Lokalplanen – Hvad er en lokalplan og hvordan bliver den til? Lokal-planer med bevaringssigte v/Ditte Thye, formand planudvalget
12:15 De formelle former indsigelser og klager – Når vi er uenige i kommunens beslutninger, hvilke muligheder er der så?
13:00 Frokost
13.45 Planlægning i dialog mellem kommune og lokalforening – Panel-
debat om praktiske erfaringer med samarbejdet med lokalforeningen i Odder og kommunen. Kommunaldirektør Henning Haahr, Formand for Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget, Ole Lyngby Pedersen og Formand for By og Land Odder Nicolai Bisgaard
14:45 Kaffe og Kage
15.15 Støtte i lokale plansager – Hvordan kan Landsforeningen bistå lokal-foreninger med plansager? Eksempler på plansager, hvor Landsforeningen har rådgivet lokalforeninger og medlemmer
16:00 Tak for i dag og på gensyn
Tilmelding i formularen herunder, hvis du oplever en fejlmelding, så send de relevante oplysninger til os via mail@byogland.dk
Det er ikke længere muligt at tilmelde sig dette arrangement.
Spørgsmål kan rettes til Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs sekretariat på 70 22 12 99
Tur til Sprogø
Besøg Sprogø, spis frokost i en bevaringsværdig bygning og slut af med en rundtur i det historiske Nyborg
Historiske Huse, The Danish Club og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur inviterer på fælles tur til Sprogø med en guide, der fortæller om øens historie, bagefter er der frokost i DSB’s gamle godstogsværksted og til slut er der byvandring i Nyborg.
På Sprogø bliver der fortalt om øens historie i forskellige tider. Sprogø ligger midt i Danmark, er berømt for sit fyrtårn, sit pigehjem og som forbindelsespunkt for øst og vest via Storebæltsbroen.
Der er kun adgang til Sprogø på guidede ture. Denne tur er åben for alle, men der er begrænset pladser, derfor sker tilmeldingen efter først til mølle-princippet.
Vi glæder os til at se dig til en unik tur til Sprogø i selskab med andre bygningsentusiaster fra hele landet.
P R A K T I S K
Dato: Den 23. juni 2019
Mødested: Nyborg Station kl. 10:00, parkeringspladsen
Pris: 280,- kr. for Sprogøturen alene
480,- kr. for Sprogøtur med efterfølgende frokost og byvandring i Nyborg
Tilmelding: Senest den 16. juni 2019
Køb din billet via Safeticket – Husk at vælge den rigtige billet
Sprogø er kuperet og turen er ikke egnet for gangbesværede og kørestolsbrugere.
09:30 Vi mødes ved Nyborg Station – ved parkeringsplads på Nyborg station, hvor bussen samler os op
10:00 Afgang mod Sprogø
På Sprogø bliver vi guidet af en erfaren guide fra Visit Nyborg guider, der vil fortælle om øen, naturen, trafikken og bygningerne. Efter rundturen på Sprogø kører vi tilbage til Nyborg.
13:15 Frokost – På Nyborg Destilleri i DSB’s gamle værksted for godstog, bliver der serveret to stykke smørrebrød og en valgfri øl/vand
14:30 Byvandring – Efter frokost er der byvandring i hjertet af Nyborg, hvor vi bliver guidet rundt til byens historiske steder.
15:45 Farvel og tak for i dag – Efter byvandringen takker vi af.
Spørgsmål kan rettes til Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs sekretariat på 70 22 12 99
Nyhedsbrev den 20. maj 2019
Kom til Dragør og hør om egnsbyggeskik i bindngsværk, bliv klogere på hvorfor Carl Nielsen Skolen er fredningsværdig og læs om, hvorfor vi mener, at der skal et regionalt overblik til, når det gælder bygnings- og landskabskulturen.
Vi siger velkommen Jens Aaberg i bestyrelsen, ønsker Kirsten Lund-Andersen tillykke med bygnings- og landskabskulturprisen og så byder majs nyhedsbrev på et fredningsforslag for Trinitatis Kirkeplads i Købehavn.
Hvorfor er Carl Nielsen Skolen fredningsværdig?
By og Land Midtfyn, Carl Nielsen Skolen m.fl. er gået sammen om et møde, der handler om, hvorfor Carl Nielsen Skolen er fredningsværdig. Alle er velkomne.
Hvorfor er Carl Nielsen Skolen Fredningsværdig ?
Centralskolerne har haft og har afgørende samfundsmæssig betydning. Den virkelig repræsentative centralskole er først og fremmest hverdagsarkitektur (tegnet af lokale arkitekter), der løbende ændres for at følge udviklingen. Tendensen går i dag mod yderligere centralisering og ny åbenplans skoleindretning og det har haft afgørende konsekvenser for centralskolerne. Der er lukket mange centralskoler de sidste 10-15 år.
En af de helt store kvaliteter ved Carl Nielsen Skolen er derfor, at den både bærer historisk vidnesbyrd om centralskolerne og samtidig fremstår som en stadig levende og levedygtig kulturarv. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur anbefaler på denne baggrund, at se Carl Nielsen Skolen som en helhed, inklusiv den nærliggende hal og omkringliggende udearealer.
Derfor vil der lørdag den 25. maj, kl. 10-12 på Carl Nielsen Skolen i Nr. Lyndelse
være en dialog om fredningsforslaget, hvor alle er velkomne.
Program
kl. 10.00 Velkomst ved By og Land Midtfyns formand Peter Flint Jensen
kl. 10.05 Centralskolen – den historiske baggrund – skoleforsker Ning de Coninck-Smith
kl. 10.50 Sange ved Carl Nielsens Skolens kor
kl. 11.00 Hvorfor er Carl Nielsen Skolen fredningsværdig? – arkitekt Grethe Pontoppidan i forbindelse med en rundvisning
kl. 11.45 En frednings betydning for en folkeskole i dagens Danmark – skoleleder John Jakobsen
kl. 12.00 Forventet afslutning
Med venlig hilsen
Peter Flint Jensen
Fmd. By og Land Midtfyn
Vestergade 13
5750 Ringe
(m) 20 23 39 70
pfj@pfj.dk
Du kan læse hele Landsforeningens fredningsforslag her
Du kan læse hele Faabrog-Midtfyn Kommunes udviklingsplan for området her
Velkommen i bestyrelsen Jens Aaberg
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur byder velkommen til Jens Aaberg, arkitekt maa, i bestyrelsen.
På foreningens årsmøde i Hjørring den 11. maj 2019 blev Jens Aaberg valgt ind i Landsforeningens bestyrelse med et løfte om at arbejde for
• at styrke samarbejdet med de lokale foreninger
• at styrke organisationens økonomi
• at styrke Landsforeningens sekretariat, så der altid er ekspertise til rådighed for alle, der har brug for det.
Jens Aabergs hjerte banker for bygningskulturen og det er et mål for ham at bidrage til, at dette bliver et politisk emne både lokalt og nationalt.
‘Jeg er vokset op på en præstegård med strå på taget, og jeg tror det er gået i blodet på mig, for jeg har interesseret mig for det traditionelle byggeri lige siden.’ sagde han i sin valgtale.
Bygningerne er fysiske aftryk af historien, der fortæller om hvordan man tænkte og levede, hvad man var i stand til økonomisk og håndværksmæssigt og derfor er de en del af vores fælles arv, mener Jens Aaberg.
Han uddybede: ‘Vores generation har ansvaret for at passe på fortidens bygninger, som vi har til låns. Hvis de forsvinder, så forsvinder en del af os. Det er ubærligt, når en unik, uerstattelig, fin, gammel eller nyere bygning rives ned – jeg får det dårligt.’
Jens Aaberg har været medlem af Landsforeningens Frednings- og Bevaringsudvalg siden efteråret 2016 og bidraget til udviklingen af projektet ‘En fælles sag’, som netop har fået fondsstøtte til gennemførelse af 1. fase.
Tillykke med valget til både Jens Aaberg og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
Fakta om Jens Aaberg
• Er uddannet arkitekt maa og Byggeøkonom mdb og driver egen tegnestue
• Han bor sammen med sin familie i den københavnske forstad Valby
• Ejer en olivengård med 200 oliventræer i Italien