
LYSERE TIDER PÅ SOSTRUP SLOT
Lige så statelig og fornem Sostrup Slots facade er, lige så forunderlig ser bagsiden ud med de aldrig fuldførte sidefløje, hvad der forklarer de usædvanligt synlige bindingsværksmure. Miseren går helt tilbage til begyndelsen af 1600-tallet. Broen over voldgraven er ikke ældre end 1970’erne. Foto: Lars Kalmer Kastanje.
I juni 2014 havde jeg en artikel i By & Land om den situation, som det fredede Sostrup Slot befandt sig i dengang, hvor slottet skiftede ejer. Katolske nonner, der havde brugt ejendommen siden 1960, opgav besiddelserne, og i stedet overtog Kirsten Bundgaard Swift dem.
Artiklens overskrift var: ”Sostrup på vej mod lysere tider”, og det må man sige, at de er kommet nu! Inden jeg fortæller lidt om de positive resultater, vil jeg lige meget kort rekapitulere historien for Sostrup Slot, som deltagerne i By og Land Danmarks årsmøde i maj 2023 vil få fornøjelsen af ”at få ind under huden”.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 138 – marts 2023. Af arkitekt Lars Kalmer Kastanje, formand for Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Norddjurs Kommune
Den første historie
De første beretninger om Sostrup findes fra 1300-tallet, hvor storbonden Svort, der boede i landsbyen Gjerrild, havde en udflyttergård kaldet Svortstorp, senere benævnt Sostrup. Hovedbygningen var en lang kampestensbygning, som i dag står renoveret på slotspladsen.
Efter 1586 blev godset solgt til rigsråd Jacob Seefeld og hans kone Sofie Bille. Disse besluttede sig for at opføre en vandborg i 1599, det vi i dag ser som Sostrup Slot, fredet siden 1918.
Jacob Seefeld døde allerede omkring år 1600 og nåede således ikke at se sit værk færdiggjort. Hans enke Sofie Bille fortsatte imidlertid byggeriet, indtil hendes penge slap op, og der for øvrigt heller ikke var mere egeskov tilbage på godsets land.
Det betød, at det, der ellers skulle have været en stor firlænget borg med fløje på tre etager over en kælder, endte med gennemførelsen af bare halvdelen, således at de to korte sidefløje den dag i dag ender abrupt med store bindingsværksgavle, et lidt sælsomt, men fascinerende syn!
Jørgen Skeel overtog godset i 1612. Herefter forblev godset i slægten Skeel/Scheels eje i over 200 år. Men i 1823 var det hele forbi. Danmarkshistoriens nok største konkurs ramte også Skeel’erne.
En dynamisk ritmester, Jacob von Benzon, købte nogle år herefter slottet og det resterende gods. Ved kongelig bevilling i 1903 fortsatte godset nu i ejerskab ved de Mylius-Benzon-slægtens sammenføring. Slægten Benzons og derpå de Mylius-Benzons ejerskab strakte sig over i alt 116 år frem til indtil 1945, hvor staten grundet en dom imod ejer for værnemageri overtog slot og gods, siden 1944 igen kaldt Sostrup.
De næste 15 år brugte staten slottet til først flygtningelejr og senere – op gennem 50’erne – til en skole for den
frie opdragelse. I denne periode satte et forfald ind.
Kloster fra 1960-2013
I 1960 begyndte en ny epoke, da staten solgte det forfaldne slot til cistercienserordenen under den katolske kirke i Danmark, og cisterciensernonner flyttede ind. Det gamle slot blev herefter renoveret, og kirken købte i 1966 avlsbygningerne, der var blevet fredet i 1964, og istandsatte ligeledes den oprindelige kampestensbygning på slotsgrunden. I 1992 byggede cistercienserordenen et firfløjet klosteranlæg med klosterkirke som nabo til slottet, som herefter blev forladt og begyndte at forfalde på ny.
I sommeren 2013 forlod lederen af klosteret Sostrup og tog nonnerne med sig. Bag kulisserne snakkedes der om et magtmisbrug, som den katolske kirke ikke kunne tolerere. Men de historiske bygningers fremtid tegnede sig endnu mere uvis end før.
Ny ejer af slottet i 2014
Kirsten Bundgaard Swift købte heldigvis slottet i 2014. Den nye ejer var ikke i forvejen kendt for interesse for gamle bygninger, men en helt særlig oplevelse gjorde, at hun faldt for slottet, da det var sat til salg i 2014.
Om ejeren kan det oplyses, at hun voksede op på en stor gård i Vendsyssel i 1950’erne. I 1981 blev hun journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, og herefter arbejdede hun på Politiken, indtil hun i 1983 blev gift med amerikaneren John Swift og flyttede til Californien. Her havde hun sit virke i det familieejede Swift Foundation.
Efter en skilsmisse overvejede hun at skabe sig en ny tilværelse i Californien. Men da hun i julen 2013 og dagene derefter besøgte familien i Vendsyssel, fik en niece i januar et brev fra en ejendomsmægler: Sostrup var til salg.
Til Aarhus Stiftstidende har hun fortalt, at familien så tog til Djursland, og der faldt hun pladask for stedets charme og muligheder: ”Et sted i smukke omgivelser, hvor man kunne blive sparket ud af hjulet og finde ro og berigelse. Et sted, der berører alle sanser. Derfor så jeg med det samme mulighederne på Sostrup, hvor mennesker kunne bevæge sig fysisk og mentalt. Mødes til morgensang i kirken, andagter for alle slags religioner, lave tai chi i parken, modtage behandlinger hos massører eller akupunktør. Det var oplagt.”
Omkring et halvt år senere satte Kirsten Bundgaard Swift sit navn under på skødet til det gamle slot.

Del af pragtinteriør i opholdsrum i hovedbygningen med loft med trukken gesims og brystningspaneler samt ikke mindst en stukdekoreret kamin og grisaille-vævninger på væggene. Sat i stand efter den nuværende ejers overtagelse i 2014 med assistance af arkitekt Lars Kalmer Kastanje. Foto: Lars Kalmer Kastanje.
Genopretning af slottet
Allerede i 2015 begyndte renoveringen af slottet og kampestenslængen. En renoveringssnedker/tømrer blev ansat, og andre lokale håndværkere blev tilknyttet projektet gennem en treårig periode. Jeg blev selv hyret som arkitekt på projektet.
Samtlige vinduer og døre i hele slottet er blevet renoveret nænsomt og nymalet. Nye vinduer indsattes dog i tårnet. I stueetagen blev jagtstuen (anvendes som restaurant) renoveret, herunder med nye gulve. Panelerne er ført tilbage til den originale farveholdning.
På første sal er næsten alle saloner blevet totalt restaureret, og møblerne dér er blevet istandsat og nypolstret. 2. sal står dog fortsat urestaureret. Kirsten Bundgaard Swifts filosofi har været, at renoveringen skulle foretages med mådehold, så slottets identitet og ånd ikke gik tabt. Fornemmelsen af slitage skulle hele vejen igennem bevares; renoveringen måtte ikke tage overhånd.
I dag fungerer Sostrup Slot & Kloster som en blanding af retrætested, hotel og ferielejligheder samt møde-, kursus- og konferencecenter, ligesom det byder på fine rammer for familiefester.
Og til maj er der så årsmøde i By og Land Danmark på og med udgangspunkt i slottet. Velkommen!
Vær med til at støtte bygnings- og landskabskulturen
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.

DEN FYNSKE SULEGÅRD – OM EN FORSØMT BYGNINGSTYPE
Isometrisk gengivelse af en sulegård. Til forskel fra bindingsværk, hvor trykket fra tag og øvring hviler på stolper ydervæggene, er det stolper (kaldet suler, afledt af søjler) fra gulv til tagryg midt i bygningen, som bærer tagets vægt.
Den danske kulturarv i byer og landskaber er truet. Ikke kirkerne og som regel heller ikke slottene, herregårdene og byernes fornemste bygninger. Det går også fint med det kendte: Dybbøl Mølle, H. C. Andersens Hus i Odense og Nyhavn i København har det udmærket. Nej, det truede er de såkaldte ”almindelige” bygninger, som rummer historien om danskernes hjem og arbejde gennem århundrederne.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 137 – december 2022. Af Peter Dragsbo, forhenværende museumsdirektør og Torben Lindegaard Jensen, formand for Stråtagsforeningen.
Prioriteres der rigtigt?
Industribygninger i København fjernes for at give plads til ejerlejligheder. Smukke villaer i forstæderne erstattes af typehuse i Bauhaus-stil eller ombygges til ukendelighed. Tomme butikker og forfaldne baggårde breder sig på og bag provinsbyernes historiske strøg. I stationsbyerne breder tomme grunde sig, og flere og flere landsbyer ligner noget, der burde være løgn.
Der er dog trods alt meget, der bevares, fredes og restaureres til glæde for både historien, os andre – og ressourceregnskabet. Men er det nu altid det rigtige, der satses på? Vi har for eksempel over 250 fredede og bevarede militæranlæg, men kun fire fredede andelsmejerier (hvoraf ét, på Langeland, er ved at blive ruin). Og så må man jo spørge: Hvor er Danmarks bidrag til Verdenshistorien mest unikt: med krige eller med andelsbevægelse? Vi har også 5-10 bevarede krigsfartøjer fra nyere tid – mens den sidste Storebæltsfærge ligger med en usikker fremtid i Korsør. Det er egentlig lidt som med naturen: Det er især
diversiteten, der er truet.
Vi har omkring 400 fredede herregårde, som fortæller historien om de danske godsejere, som engang på godt og ondt var en betydende faktor i samfundet. Det er fint nok, ikke én af dem kan undværes. Men for hundrede år siden var 80 % af danskerne landboere og halvdelen af dem bønder. Hvad er der blevet af deres gårde? Tager vi de firelængede bindingsværksgårde, som for blot 70 år siden kunne tælles i titusinder, er der i dag næppe 100 tilbage, og tallet falder år for år. Ligesom med naturen: Vi har reddet havørne og orkidéer. Men vi har kun en brøkdel af de lærker, viber, agerhøns og harer, der var for 50 år siden.
De fynske sulegårde
En lille gruppe af bondegårde er så sjældne og interessante, at de kan kaldes for ”bygningskulturens orkidéer”: De ynske sulegårde. I en sulegård bæres tagryggen af lodrette stolper, ”suler”, der står midt inde i huset – i modsætning til almindeligt bindingsværk, der er opdelt i ”fag” med vægstolper, forbundet med spær og bjælker.
Sulerne er et pust fra middelalderen. De blev udviklet i 1200-tallet og var engang udbredt over en større del af landet, ligesom de også kendes fra Nordtyskland og Østsverige. Men i nyere tid blev denne unikke byggeskik kun bevaret på Vestfyn, hvor man brugte suler til omkring 1800.
Sulerne er ikke bare et lokalt særtræk. Nogle af dem er også de ældste bygningsdele, man overhovedet finder i danske landbygninger. Nogle af sulerne er nemlig blevet dendrokronologisk dateret til midten af 1500-tallet. Og der gemmer sig muligvis flere af lige så høj alder. På to måder har de vist deres bæredygtighed.
Men hvor mange sulegårde er der så tilbage? Kan vi roligt sige, at der er rigeligt af dem?
Lige nu er der siden 1980’erne fredet 15 sulegårde. Men hvert år er der en af dem, der brænder eller bliver revet ned, fordi ejeren ikke kan eller vil gøre noget. Af ikke-fredede gårde med suler i en eller flere bygninger er der skønsvis mellem 30 og 50. Og de forsvinder også én for én, endda i stadigt større tempo: i 2019 forsvandt 1, i 2020: 2, i 2021: 4-5 og i 2022 foreløbig: 2-3. Havde det været en blomst eller en fugl, var sulegården for længst blevet ”rødlistet” og aktioner sat i gang.

Her ses gedigne suler i en længe til Lille Pederstrup, hvor man kan se den bageste sule række op til tagåsen. Gården har i alt hele tolv suler. Foto: Torben Lindegaard Jensen
To solstrålehistorier
Nu er det jo ikke sådan, at der ikke er nogen, som forsøger at gøre noget. I ”bevaringsverdenen” er der behjertede folk, som forsøger noget uden særlig opbakning fra det officielle Danmark, og nogle katastrofer er dog også afværget.
I denne fortælling spiller gården Lille Pederstrup ved Odense en helt særlig rolle. Gården er nærmest alle sulegårdes ”moder” med sine 12 suler fordelt på tre længer, med en historie, som går tilbage til 1600-tallets begyndelse og med samme jord og ejerfamilie. I 2010 var gården på randen af total kollaps, men med fondshjælp og god og entusiastisk rådgivning blev kurven knækket. Redningsaktionen er ikke fuldt gennemført, men vi vil nu alligevel vove at kalde gården for reddet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at det ikke er lykkedes at vride én eneste krone ud af hverken staten eller Odense Kommune!
En anden solstrålehistorie er gården Askhøj i Brændekilde, også nær ved Odense. Det er en utroligt velbevaret gård med suler i to længer. I en af sulerne i den smalle og ældgamle ladelænge er indhugget årstallet 1517. Om det holder, vides ikke, men gammel er den i hvert fald. For nogle år siden skiftede gården ejere, men de nye ejere accepterede en bygningsfredning, og gården fremstår i dag eksemplarisk.
Mistrøstige eksempler lige nu
Disse to eksempler hører desværre til undtagelserne. Mange sulebygninger nedrives uden nogen opmærksomhed fra omverdenen, og ikke sjældent gives der nedrivningstilladelse, uden at kommunen er klar over, at det er unik kulturarv. Blandt andet fordi der endnu i mange kommuner mangler udpegning af bevaringsværdige bygninger i landdistrikterne.
Selv Odense Kommune har netop givet nedrivningstilladelse til én af de fem bevarede sulegårde i kommunen, Troelsegård. Det er trist, for det var et meget smukt anlæg, som for godt 30 år siden var tæt på at blive fredet.
I Hårby og Brylle er der også netop blevet nedrevet et par sulegårde, som lå inde i landsbyen, lige ved den middelalderlige kirke. Nu udslettes den historiske fortælling til fordel for ny bebyggelse uden arkitektoniske ambitioner.
At se en sulegård med måske 400 år gammelt tømmer blive revet ned og brændt af, er som at se en strandeng, der bliver bebygget, et overdrev, der bliver pløjet op, eller en hede, der bliver beplantet med nåletræer. En følelse af tab, af kultur og historie.

Troelsegård er en sulegård, som Odense Kommune i oktober har tilladt nedrivning af. Herved går kommunen imod tidligere planlægning på området, hvor udvalgte bygninger på landet i en lokalplan blev erklæret beskyttede, men gården her blev taget ud af planen igen. Foto: Torben Lindegaard Jensen
Registrering og støtte er nødvendigt
Men hvad kan vi så gøre? For det første har vi brug for en nøjere registrering: Kulturhistorikere, der banker på døren, ligesom botanikere, der går ud i mosen. For det andet en indsats med hjælp til konkrete gårde. Nogle ejere ved ikke, hvad de har mellem hænderne, andre har ikke råd til at gøre noget. Her kan vi ikke lade være med at pege på indsatser, som for eksempel A.P. Møller-fonden og Realdania udøver i andre truede miljøer: Ballum og Højer ved Vadehavet, Fredericia og Nakskov – eller til den rolle, som Michael Jebsen Fonden spiller på Løjt Land ved Aabenraa – det er ligesom med orkidé-engen ikke nok med registrering og formidling, der skal også pleje til.

Stuehuset til Dalgård i Hårby. Stedet er nu historie, for selv om gården rummede sulekonstruktion, blev den tilladt nedrevet, et tab i sig selv, men også for det landsbymiljø, som gården udgjorde en del af, beliggende tæt ved den middelalderlige kirke. Foto: Torben Lindegaard Jensen
Vær med til at støtte bygnings- og landskabskulturen
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.

AARHUS UNIVERSITETSPARK
Denne artikel er udgvet i bladet By & Land Nr. 136 – september 2022
Af Lisbeth Brorsen, medlem af Have- og Landskabsudvalget
Aarhus Universitetspark udgør kernen i Aarhus Universitet, og den indgår i dag som ét af universitetets tre hovedområder. De to andre er Universitetsbyen (det tidligere Aarhus Kommunehospital) og Katrinebjerg. Fælles for alle bygninger i Universitetsparken er, at de er opført i gule mursten og har gule tage.
Mange undrer sig over, at Aarhus Universitet – og ikke mindst Universitetsparken – ikke for længst er fredet. Landsforeningen har i mange år været fortaler for dette overfor Slots- og Kulturstyrelsen, og i 2019 indsendte vi et forslag om fredning af Aarhus Universitet som en områdefredning, da bygninger og par ker udgør en både visuel og historisk samlet helhed. Sagen er stadig under behandling. Denne artikel omhandler alene Universitetsparken.
De store landskabstræk
Aarhus Universitetspark ligger på en sydvendt skråning nord for Aarhus’ historiske bykerne. Syd for Universitetsparken ligger Vennelystparken, som i dag også indgår i universitetsområdet. Parkerne er anlagt omkring en morænedal med en lille kilde i bunden. Der er åben adgang til begge parker fra de omgivende veje.
Universitetsparken kan groft opdeles i en østlig del med et kuperet morænelandskab og en vestlig del med en jævn flade. I den østlige del løber en kilde, som forsyner to søer. Herfra løber kilden videre, under Vennelyst Boulevard og ned i Vennelystparken.
Morænedalen er karaktergivende for hele Universitetsparken. Parkerede biler og cykler er stort set holdt væk fra synsfeltet, og som gående drages man uvægerligt ind til det store, åbne område. Skråningerne ned mod vandløbet i dalens bund fremstår som bløde, græsklædte bakker med solitære egetræer.
Universitetets bygninger er placeret på toppen af morænedalens skråninger og i områderne bag. De fritstående egetræer forsætter imellem bygningerne og binder områderne sammen.
Både morænedalen og den centrale del af sletten er friholdt for bygninger. Fra dalens sydlige del går en sigtelinje op mod den høje aula i universitetets hovedbygning. En tilsvarende sigtelinje anes fra slettens sydlige del op mod ”Bogtårnet”, som er universitetets højeste bygning.
Syd for hovedbygningen danner et amfiteater en organisk og glidende overgang fra hovedbygningens svagt krummede støttemur og ned til parken. Teateret er indbygget i et kvart cirkelslag og har 3.000 siddepladser.
Beplantningen
Parken indgyder umiddelbart den besøgende et indtryk af storhed og ro. Dette skyldes i høj grad det meget selektive plantevalg, som helt overvejende er egetræer og klippede græsflader.
C. Th. Sørensen valgte eg fremfor bøg, selvom bøgen opfattes som Danmarks nationaltræ, da det indgår i nationalsangen ’Der er et yndigt land’. Hans argumenter herfor var: Egen trives godt i nærheden af bygninger, modsat bøg, hvis rodnet er sart. Egens skygge er let, mens bøgen kaster en tung skygge allerede få dage efter løv spring. Egen tåler afsavning af store grene, mens bøgen har svært ved at læge store sår. Endelig er egen ældre i Danmark end bøgen.
I bogen Aarhus Universitets Bygninger (1978) har C. F. Møller fortalt, at de først plantede egetræer ikke trivedes. Derfor lagde han og C. Th. Sørensen egenhændigt agern ned i små runde bede med 5-10 agern i hvert bed. Efter nogle år blev de dårligste træer fjernet, så det kun var de bedste træer, der blev stående i hvert enkelt bed. Sidst i 1970’erne var egetræerne groet til, og området havde fået skovkarakter.
Nu skulle der tages stilling til, om denne karakter skulle bibeholdes, dog med fritlæggelse af områderne umiddelbart omkring bygningerne, så de kom til at ligge i lysninger i en egeskov, eller om området i stedet skulle have parkkarakter med store, fritstående træer. Videre foreslog C. F. Møller, at der blev foretaget en udtynding, så der op stod sigtelinjer. Endeligt foreslog han, at andre træer, som for eksempel ahorn, pil, bøg og elm blev fældet, når egetræerne havde nået samme højde som den fremherskende bygningstype, det vil sige tre etager eller 10-15 meter.
I dag har Aarhus Universitetspark parkkarakter og er helt domineret af store, fritstående egetræer. På sletten mod vest er der ligeledes store, fritstående egetræer og store, græsklædte arealer, men området er også karakteriseret af mange lave hække, der afgrænser tilkørselsveje og parkeringsarealer.
Mod Nørrebrogade blev der ikke plantet eg, men en række kastanjetræer. I 2008 blev disse træer fældet for at udvide gaden og skaffe plads til den kommende letbane. Der er efterfølgende igen plantet kastanjer, men nu seks meter længere inde i Universitetsparken.
Mange af bygningernes store, gule murstensflader er dækket af efeu eller vildvin. Disse begrønninger mildner de karske murflader, både når de om vinteren står som et fint filigran, når de om sommeren er overvældende grønne og frodige, og når de om efteråret står med brune og røde farver. Begrønningerne får bygningerne til at vokse sammen med græsset og træerne, så bygninger og vækster tilsammen danner en helhed.
Kilden løber flere steder igennem vandtrapper og afgrænses andre steder af lavere beplantninger, herunder af to grupper af store skræpper. I de stensatte søer er der grupper af siv og tagrør samt små øer med en varieret bevoksning, herunder nogle store hængepile. Set fra parken dækker disse træer for udsigten til den store, dominerende bygning med Søauditorierne (2001). Der er ingen blomster i Universitetsparken.
Det meget beherskede plantevalg betyder, at parken udgør en robust ramme for store arrangementer, herunder ikke mindst de studerendes årlige kapsejlads på søerne, som overværes af over 30.000 tilskuere.
Historisk
Aarhus Universitet er det første universitet eller højere læreanstalt, som blev etableret udenfor København.
Bygningerne er fra begyndelsen tænkt ind i landskabet, da den udskrevne konkurrence både omfattede et forslag til en bebyggelsesplan og et projekt for universitetets første bygning. Begge konkurrencer blev vundet af arkitekterne Kay Fisker, Povl Stegmann og C.F. Møller i samarbejde med landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.
Deres konkurrencebidrag indeholdt i alt fem forslag til bebyggelsesplaner, som alle friholdt morænedalen for bebyggelse. I dommerbetænkningen blev samspillet mellem bygninger og landskabet fremhævet med formuleringen: ”Projektet udnytter Terrænet på en Maade, der tager Hensyn til dets landskabelige Formation og uden Udgifter til Jordarbejder lader dets Skønhed komme til sin fulde ret”.
Nogle jordarbejder var dog nødvendige. Da de første bygninger var opført, blev C. Th. Sørensens ideer fra konkurrenceprojektet realiseret. Terrænet blev bearbejdet, så bygningerne lå som vokset op af jorden, og dalens form og bløde linjer blev fremhævet. Disse arbejder blev betalt af Aarhus Kommune.
Samtidigt blev søerne etableret, dog først efter at Ny Carlsbergfondet havde skænket cirka 50.000 kr. til arbejdet. C. F. Møller oplyser, at donationen sikkert blev givet som en gave til C. Th. Sørensen som havekunstner. Den dybe del af dalen blev foret med en kerne af ler, og den spæde kilde, der rislede i dalens bund, blev suppleret med tag- og drænvand fra bygningerne. Det gav tilstrækkeligt vand til at fylde søerne selv i tørkeperioder. Videre sikrede en indstillelig overløbsordning (en munk) midt i søerne, at vandtilførslen mod syd kunne reguleres. Endelig blev de vandårer, som senere dukkede op i forbindelse med opførelse af nye bygninger, lagt i dræn og ført ud til søerne.
I det af Aarhus Kommune donerede ’gavebrevsområde’ var der kolonihaver. Havernes bedste og største træer blev købt og indgik i de første år i områdets beplantning. Til at begynde med var der lokalt meget lidt forståelse for Universitetsparkens kvaliteter. Der var både kritik af det landskabelige anlæg og af bygningerne. Samtidig var der længe stor usikkerhed om universitetets økonomi og dermed også om dets videre skæbne. Så først trak arkitekt Povl Stegmann sig fra opgaven, senere også Kay Fisker. Videre var det tæt på, at C. F. Møller blev fyret. Men med dygtighed og snilde fastholdt han sin rolle, som senere overgik til tegnestuen ’C. F. Møller Arkitekter’.
Vokseværk
Dog har andre arkitekter, de såkaldte ’gæstearkitekter’, igennem årene haft mindre opgaver i området. Det er først med opførelsen af Skou-bygningen (2018), at denne kontinuitet er brudt. Det er Cubo Arkitekter, der står for denne bygning.
Efterhånden som universitetet voksede, blev der jævnligt behov for mere areal. Blikket faldt derfor ofte på Høegh-Guldbergsgades Kasernes store, tilgrænsende arealer mod vest. Igennem årene lykkedes det universitetet at fravriste militæret større eller mindre dele af disse arealer, indtil hele arealet til sidst overgik til universitetet. Et andet tilkommet areal er området mod øst, hvor Bartholinbygningen (1974) nu ligger. Her lå et savværk, som brændte i begyndelsen af 1960’erne, og arealet blev derefter erhvervet af universitetet.
Områdets parkkarakter blev minimeret i begyndelsen af 1970’erne, da de oprindelige professorboliger og hovedbygningens auditorium i det nordøstlige hjørne desværre blev nedrevet og erstattet af den nuværende højere og mere kompakte bebyggelse.
C. Th. Sørensen og C. F. Møller
Både C. F. Møller og C. Th. Sørensen mindedes deres arbejde med Aarhus Universitet og Aarhus Universitetspark med glæde. Således skrev C. Th. Sørensen i 1975, 82 år gammel: ”Men trods alt er det arbejde det, jeg mindes med størst Glæde.” Og C. F. Møller skrev i 1978, 80 år gammel: ”Det har været en alt overskyggende del af mit liv gennem de forløbne 50 år.”
C. Th. Sørensen (1893-1979) var uhyre produktiv. Han søgte at give hvert anlæg et kendetegn, som kunne give området en identitet. Han tog udgangspunkt i en enkelt idé, som var tilpasset forholdene, som var robust og praktisk, og som indeholdt et rumligt aspekt. Ikke mærkeligt, at han indgik i et utal af samarbejder med tidens førende arkitekter.
Forventninger til fremtiden
Aarhus Universitet har i 2019 overtaget det tidligere Aarhus Kommunehospital på den anden side af Nørrebrogade. Det betyder, at behovet for nybyggeri i Universitetsparken foreløbig er minimeret.
Med den rette forståelse for helheden skulle det også fremover være muligt at indpasse nye aktiviteter i området og samtidig bevare både park og bygninger med den sammenhæng og særpræg, som er så karakteristisk for dette enestående anlæg.
Aarhus Universitets historie:
– 1928: Universitetsundervisning begynder i eksisterende bygninger i Aarhus.
– 1929: Aarhus Byråd donerer et areal i nordlige del af den nuværende Universitetspark til et egentligt universitet.
– 1931: I marts udskriver Aarhus Byråd en konkurrence om opførelse af universitetet. I september vinder arkitekterne Kay Fisker, Povl Stegmann og C. F. Møller konkurrencen i samarbejde med landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.
– 1933: Den første, nye bygning står færdig; en værkstedsbygning. Senere samme år fulgte de første undervisningsbygninger med midlertidig funktion af hovedbygning.
– 1946: Indvielse af den nuværende hovedbygning, herefter opføres løbende nye bygninger
– 2006: AAU udpeges som et af tolv danske arkitekturværker i Kulturministeriets Kulturkanon.
– 2018: Skou Bygning opføres som den nyeste bygning
– 2019: Landsforeningen indsender forslag om områdefredning af AAU.
I bladet By & Land 136 finder du mere:
Læs også:
– Formand Iben Bækkelund Jagds leder: Grøn omstilling skal tage hensyn til kulturværdier
– Jørgen v. Larsen: Det forkætrede torv i Ringsted
– Iben Margrethe Thomsen, Simon Skov og Oliver Bühler: Bevaring af træer ved byggeri og anlæg
– Flemming Brandrup: Bygningshistori i lokalavisen
– Se glimt fra foreningens studieture og læs boganmeldelser af spændende bøger inden for emnet.
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.

Nyt liv i Holmegaard Glasværk
Traditionen tror er juni-udgaven af bladet By & Land en temaudgave, der lægger op til Arkitekturens Dag. Temaet for Arkitekturens Dag i 2022 er Stedsans. Derfor har vi samlet en lang række artikler, der forholder sig til steder og deres iboende værdier. Hvilken sans skal man bruge for at forstå et sted.
Holmegaard Glasværk blev forladt, genfundet og opstået som en svane. Erik Brandt Dam og Camilla Løntoft Nybye har skrevet en artikel om hvordan de har givet Holmegaard Glasværk nyt liv, ved at bruge sin stedsans og bygge videre på de historier, der allerede var til stede.
Læs hele artiklen ‘Nyt liv i Holmegaard Glasværk’ af Erik Brandt Dam og Camilla Løntoft Nybye her
I bladet By & Land 135 finder du også artiklerne:
– Leder ‘Tid til status – og farvel’ af Karen Margrethe Olsen
– ‘Hvilket sted skal fremhæves på Arkitekturens Dag’ af Katrine Østergaard Bang
– ‘Engelsholm restaureres med sans for stedets historie’ af Ditte Schmidt
– ‘Hav også sans for de ydmyge steder’ af Torben Lindegaard
– ‘Carsten Thau – Den gudsbenåede formidler’ af Mette Lund Jørgensen
– ‘Formandsskifte i forbindelse med årsmødet i Sorø’ af Helge Torm
– ‘Iben Bækkekund Jagd er ny formand’ af Helge Torm
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst ti at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.

Sorø som oplevet af H.C. Andersen
Alle der kender vores årsmøder, ved at der har været en god og lang tradition, hvor redaktør af Bladet By & Land Helge Torm holder en dejlig tale om værtsbyen, og ofte hvordan og hvornår H.C Andersen har besøgt byen. Årsmødet har fået nyt format, hvor det er én dag og gratis at deltage for medlemmer af foreningen. Derfor får du allerede nu den spændende historie om hvordan Andersen oplevede Sorø og byens fortræffeligheder, da han bevægede sig rundt, hvor vi skal mødes den 7. maj. 2022.
I bladet finder du også artiklerne:
– Leder ‘Folketinget diskuterer bevaringsværdige bygninger’ af Karen Margrethe Olsen
– ‘Nyt og gammelt i akademiets og hele byens have’ af Margrethe Floryan
– ‘Schackenborgs herskabsstald transformeret’ af Jørgen Overby
– ‘Landskabeligt detektivarbejde – genskabelse af Vestbad’ af Jacob Fischer
– ‘Bygnings- og landskabskultturen i Rudersdal Kommune’ af Helge Torm
samt invitationer til årsmødet i Sorø, Netværk for Bindingsværks møde på Nyholm og Arkitekturens Dag
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst ti at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.

Entusiaster holder liv i Børkop vandmølle
Børkop Vandmølle kører stadig. Den kan køre, for nogle frivillige entusiaster vedligeholder og kæres om møllen. Læs den spændende reportage fra vandmøllen, hvor de frivillige fortæller om vedligeholdelse, mølledage og venneforening. Vi synes de gør et virkelig solidt stykke arbejde. i artiklen kan du også læse om hvornår du kan besøge møllen og se de smukke landskaber, der omgiver den.
Læs hele artiklen fra fra bladet By & Land 133 udgivet december 2021 her
I bladet finder du også artiklerne:
– ‘Kulturmiljøråd bør spille en større rolle i fremtiden’ af Ellen Warring
– ‘Der er stadig noget at opdage – overraskende Dovergård’ af Torben Lindegaard Jensen
– ‘Land og By i forandring – når huse forsvinder’ af Anita Ulrik Sørensen
– ‘Et forsvundet kvarter i Helsingør rekonstrueret’ af Allan Tønnesen
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Hvis du vil vide endnu mere om Børkop Vandmølle, så kan du læse meget mere på deres hjemmeside her.

Screening af Danmarks kulturmiljøer
Hvad er et kulturmiljø? En definition, der har været anvendt siden kulturmiljø blev et begreb i dansk planlægning, er: ‘Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der i sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling’.
Vil du læse om hvorfor kulturmiljøer et vigtige, og hvad det mest overraskende fund var, da Aarhus Arkitektskole lavede projektet Screening af kulturmiljøer, så skal du bare klikke på linket herunder, hvor hele Simon Ostenfeld Pedersens artikel ligger gratis tilgængelig
Læs hele artiklen fra fra bladet By & Land 132 udgivet september 2021 her
Hvis du har lyst til at læse mere om:
– ‘Kulturmiljøer: Service-eftersyn af 25 års udpegninger’ af Per Grau Møller og Morten Stenak
– ‘Kulturmiljøer i forstandens sammensatte kvarterer’ af Bitten Larsen
– ‘Kortlægning af Lundtofteområdet’ af Vibeke Nellemann og Uffe Wainø
– ‘Farumgård – et lystfyldt kulturmiljø ved Farum Sø’ af Jesper Munk Andesen
– ‘Mindeord over professor, arkitekt Hans Munk Hansen’ af Jørgen Toft Jessen
så meld dig ind i Landsforeningen og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.

Maribos kulturmiljø opgraderet for millioner
Har ud lyst til at dykke ned i, hvordan Lolland Kommune har realiseret et stort initiativ med udvikling af Maribo kulturmiljøer? Så har du chance her, hvor vi deler artiklen ‘Maribos kulturmiljø opgraderet for millioner’. Redaktør af bladet By & Land Helge Torm har været på studietur til købstaden og dannet sig et billede af, hvordan tre udvalgte indsatsområder er blevet opdateret.
Læs hele artiklen fra fra bladet By & Land 131 udgivet juni 2021 her
Hvis du har lyst til at læse mere om:
– ‘Genskabelsen af brygger Bies have i Hobro’
– ‘Når byen opsluger landet’
– ‘Frederiks IV’s rytterskoler fylder 300 år’
så meld dig ind i Landsforeningen og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Verdensarv i Rigsfællesskabet

Hvordan bliver et sted til verdensarv? Hvad er de 10 kriterier og følger der forpligtelser med, når et sted bliver udnævnt?
At komme på UNESCO’s Verdensliste er ikke noget, der sker over nat. Der stilles med rette mange krav til de steder, der skal optages på listen. I Danmark er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for arbejdet med verdensarven i Rigsfællesskabet. Styrelsens medarbejder Bolette Lehn Petersen har skrevet en artikel om alt, hvad der er værd at vide om at blive optager som verdensarv.
Du kan læse hele artiklen gratis her: ‘Verdensarv i Rigsfællesskabet’, Artikel er udgivet første gang i bladet By & Land nr. 129 december 2020.
Bladet er en temaudgave der fokuserer på verdensarv. I bladet kan du også læse artiklerne
- ‘Verdensarv: En vigtig del af en bæredygtig fremtid’ af Mille Gabriel og Anna Enemark,
- ‘Christiansfeld er levende verdensarv’ af Lise Thomsen og Jakob Revsbeck
- ‘Parforcejagtlandskabets skjulte fortællinger’ af Jesper Munk Andersen
- ‘Ny bro skyld i tab af verdensarvs-udpegning’ af Helge Torm
Fik du ikke bladet da det udkom, kan du melde dig ind i Landsforeningen her. Så får du det næste blad, når det udkommer.
Du kan læse mere om bladet By & Land og hvordan du kontakter redaktøren med idéer, hvis du følger linket her.
En have til læring og lyst

Planerne om et byggeri i hjørnet af Forstbotanisk Have i Charlottenlund fik mange lokale op af stolene i protest mod byggeri i den grønne oase. Protesterne lykkes og byggeriet blev afblæst, men hvorfor er den grønne park så vigtigt?
Læs Margrethe Floryans artikel om hvordan haven er tilrettelagt og hvilken vigtige værdier og oplevelserne den gemmer. Du kan bliver klogere på, hvorfor at den er kategoriseret som en betydningsfuld have. Artikel er udgivet i bladet by & land nr. 128 september 2020.
Du kan læse hele artiklen gratis her: ‘En have til læring og lyst – Forstbotanisk have’
Fik du ikke bladet da det udkom, kan du melde dig ind i Landsforeningen her. Så får du det næste blad, når det udkommer.