WIEN: PÅ GRÆNSEN MELLEM DET GAMLE OG DET NYE – MEDLEMSREJSE APRIL 2025

Wien var som kejserlig hovedstad én af Europas rigeste byer i årtierne på hver side af år 1900 og blomstrede intellektuelt og kunstnerisk. Hér udviklede Freud sine moderne idéer inden for psykiatrien, komponister som Mahler, Strauss og Schönberg skabte i hver deres årtier fremtidens musik, og Musil beskrev med knusende indsigt den kendte verdens moralske og mentale forfald.

Også arkitekturen var i Wien banebrydende og trendsættende, men bar samtidig på kejsertidens konservative arv. Ved at studere Wiens bygningskultur fra vor egen Theophilius Hansens bygninger på den nyanlagte Ringstrasse fra 1800-tallets senere del, over Otto Wagners boligblokke og små raffinerede stationsbygninger i jugendstil til eleven Adolf Loos’ gryende modernisme fra 1910’erne og 20’erne får man en levende forståelse for og usædvanlig oplevelse af den vældige dynamik og de markante modsætninger, der kendetegner hele den europæiske arkitektur i tiden.

Den spændende fortælling om århundredeskiftets arkitektur vil danne kernen i By & Lands medlemsrejse til Wien – men der vil naturligvis også være plads til at se et udvalg af barokkens forrygende værker og tid til at besøge nogle af Hundertwassers helt egenartede og eventyrlige bygninger … og ja, i det hele taget at afsøge byens bygningskultur for at forstå dens udvikling fra romersk garnisonsby til kejserlig hovedstad – og det, der fulgte.

Der planlægges særlige besøg i blandt andet:

Schönbrunn-slottet med sin imponerende barokhave

Hansens Musikverein, hovedsæde for Sværdridderordenen og det nyrenoverede Parlament- Wagners ”Postsparkasse”

Villaen i Penzing, kirken ”zum Hl. Leopold” (et moderne religiøst mesterværk i bydelen Steinhof vest for Wiens centrum) og den eksklusive kejserlige stationsbygning ved Schönbrunn.

Udflugt til Karl Ehns ikoniske 1,2 km lange boligkompleks ”Karl-Marx-Hof” opført mellem 1927-30.

Det forsøges endvidere at få adgang til Loos’ banebrydende hus på Michaelerplatz (Raiffeisenbank)

NB: Vær opmærksom på, at manglende muligheder for besøg, praktik i forhold til turplanlægningen og lignende kan betyde ændringer i det endelige program.

Hvornår?

By og Land planlægger turen til Wien som flyrejse i dagene den 21. april til 27. april 2025 med seks overnatninger på det centralt beliggende hotel Astoria. Rejsen tilrettelægges i samarbejde med Vitus Rejser.

Pris bliver cirka kr. 15.900 (tillæg for enkeltværelse), som dækker: fly, hotel, entrébilletter, 1 fælles middag, transport i forbindelse med besøg.

Reserver allerede nu dagene, og send gerne en interessetilkendegivelse til Karen Margrethe Olsen på: karenmargretheolsen@byogland.dk.

Bemærk, at en interessetilkendegivelse ikke tæller som egentlig tilmelding, men blot er en hjælp for foreningen til den videre planlægning. Der kræves således efterfølgende egentlig tilmelding for at deltage i turen. Personer, der har tilkendegivet forhåndsinteresse, vil dog have forkøbsret i de første to uger, efter rejsen er blevet udbudt i salg. 

I løbet af efteråret annonceres et detaljeret dagsprogram, pris, tilmeldings- og betalingsoplysninger med mere. Det vil ske i By og Lands elektroniske nyhedsbrev og her på hjemmesiden. Frist for betaling af rejsen er den 1. februar 2025 – rejsen betales samlet ad én omgang. Du kan også få det endelige program tilsendt direkte ved henvendelse til Karen Margrethe Olsen på: karenmargretheolsen@byogland.dk