En del af svaret ligger lige for: vores bygningskulturarv. De historiske bygninger, der fortæller, hvordan tidligere generationer har levet, arbejdet og formet det samfund, som vi står på skuldrene af.

Derfor er det dybt bekymrende, at en ny rapport fra Kulturministeriets nedsatte arbejdsgruppe om bygningsfredning indeholder en række anbefalinger, der vil medføre en stærkt forringet beskyttelse af vores historiske bygninger.

Bygningskulturen i Danmark er allerede under pres. Over hele landet rives historiske bygninger ned til fordel for nybyggeri.

Kommunernes beskyttelse af bevaringsværdige bygninger i kommuneplansystemet har vist sig utilstrækkelig.

Selv den 1,4 promille (!) af Danmarks bygninger, der er fredede efter bygningsfredningsloven, lever livet farligt.

Kulturministeriets seneste gennemgang af landets fredede bygninger viste, at flere af dem var så ombygget – især indvendigt – at de havde mistet deres fredningsværdier, og mange var i kritisk tilstand, hvilket førte til adskillige affredninger.

Står ikke på de historiske bygningers side

Samtidig oplever vi en voksende modbevægelse.

Lokalt protesterer borgere, når historiske bygninger står til nedrivning. 

De 3.000 høringssvar, der er kommet i forbindelse med nedrivningsplanerne for Palads-bygningen i København, er blot det seneste eksempel på, at mange forstår, hvad vi mister, når kulturarv forsvinder.

At tillid alene ikke beskytter vores fredede bygninger, viser sagen om Hotel Plesner i Skagen.

Ejeren gennemførte en omfattende modernisering af det fredede hotel uden den lovpligtige godkendelse.

Sagen illustrerer, at fredning uden effektivt tilsyn og håndhævelse kan udhules, og at uoprettelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier kan gå tabt.

I Odense Kommune blev fredningen af det middelalderlige murværk i Overgade 37 ophævet – idet flere skifter af det middelalderlige murværk var blevet fjernet, og derfor kunne fredningen ikke opretholdes. Netop derfor er forebyggende kontrol og fagligt tilsyn afgørende.

Desværre har Kulturministeriet tilsyneladende valgt ikke stille sig på de historiske bygningers side i denne kulturkamp om bevaring af vores bygningskulturarv.

Kulturministeriet nedsatte i oktober 2024 en ekspertgruppe med det formål at »lette« administrationen af bygningsfredningsloven og gøre det »mere fleksibelt« at være ejer af en fredet bygning.

Hverken By og Land Danmark, videns- og forskningsinstitutionerne, museumsverdenen eller Arkitektforeningen blev inviteret til at deltage i gruppens arbejde.

Resultatet foreligger nu.

For vores børnebørns børnebørn

Rapporten anbefaler ændringer, som i realiteten yderligere vil udhule den i forvejen utilstrækkelige myndighedsbeskyttelse af vores bygningskulturelle arv.

Det foreslås blandt andet, at en lang række ændringer af fredede bygninger, der i dag vil kræve godkendelse og dialog med fredningsmyndighederne og den ekspertise, de kan rådgive med, fremover kan gennemføres enten helt uden myndighedskontakt eller blot ved en orientering.

Især beskyttelsen af de indre dele står til at blive nedprioriteret, selvom det ofte er her, vi kan aflæse de måder, vores forfædre har levet og arbejdet på. 

Rapporten lægger op til at halvere antallet af bygninger, der både er fredet i det ydre og det indre.

I dag er 91 procent af de fredede bygninger beskyttet både ind- og udvendigt.

Fremover foreslås det reduceret til 48 procent. Det svarer i praksis til en omfattende delvis affredning.

Bygningskulturarv adskiller sig fra mange andre områder ved, at skader er irreversible.

Når en historisk planløsning, et rokokostukloft eller en baroktrappe først er fjernet, kan det ikke genskabes.

Man kan genopføre en bygning – men man kan ikke genoprette dens kulturhistoriske autenticitet. 

Vi freder ikke for os selv, men for vores børnebørns børnebørn.

Ejernes økonomi kan blive påvirket

Der er grund til at frygte, at rapportens forslag om at opdele de fredede bygninger i en hel række forskellige fredningsklasser – i modsætning til den ene kategori, der findes i dag – vil skabe et kaos.

Først og fremmest for ejerne af de fredede bygninger. 

De nye, mere komplicerede regler kombineret med forslaget om, at mange bygningsændringer fremover kun skal anmeldes, ikke godkendes, vil skabe en usikker situation for ejerne.

Det vil for eksempel kunne gøre det sværere at sælge en fredet ejendom, når sælger ikke – som i dag – kan dokumentere, at ændringer er udført korrekt og lovligt.

Også ejernes økonomi kan blive påvirket.

Hvis store dele af de indre fredningsværdier reelt ophæves, er det svært at forestille sig, at staten på sigt vil opretholde de særlig favorable beskatningsregler for fredede ejendomme.

Usikkerhed om økonomien vil gøre det vanskeligt for ejerne at investere i vedligeholdelse.

På ingen andre vigtige samfundsområder accepterer vi, at regulering og fagligt tilsyn erstattes af tillid alene.

Vi har regler for miljø, arbejdsmiljø, sundhed og skat – netop områder, hvor værdierne er fælles, sårbare og vanskelige at genskabe, hvis de først går tabt.

Det samme gælder vores bygningskulturarv.

De fleste ejere af fredede bygninger ønsker oprigtigt at passe godt på deres ejendomme.

Men erfaringen viser også, at mange mangler den nødvendige viden, og at mange håndværkere ikke har tilstrækkelig indsigt i historiske konstruktioner og materialer.

Derfor er rådgivning, dialog og faglig støtte ikke et problem – men en forudsætning for god bevaring.

Bevaring handler ikke om tillid alene, men om viden og faglig støtte.

Hvad vi kommer af

Når rapporten fremstiller regulering og myndighedsdialog som modsætninger til tillid, opstiller den et falsk dilemma.

I et velfungerende samfund eksisterer tillid og kontrol side om side – netop for at sikre kvalitet og ansvarlighed.

I denne tid, hvor trusler fra forskellige dele af verden har rystet vores forståelse af, hvilken type verdensorden vi lever i, er spørgsmål om vores nationale sammenhængskraft og psykiske og kulturelle beredskab blevet rejst med stigende styrke.

Vores bygningskulturarv – den meget synlige og håndgribelige del af vores fælles historie, som vi kan glæde os over, når vi går rundt i vores byer, eller kan opleve som fortællinger om vores landboliv udenfor byerne – er et af de vigtigste elementer i at fastholde et nationalt fællesskab om vores fælles danske historie.

Fortællingen om, hvem vi er, og hvad vi kommer af.