Isometrisk gengivelse af en sulegård. Til forskel fra bindingsværk, hvor trykket fra tag og øvring hviler på stolper ydervæggene, er det stolper (kaldet suler, afledt af søjler) fra gulv til tagryg midt i bygningen, som bærer tagets vægt.
Den danske kulturarv i byer og landskaber er truet. Ikke kirkerne og som regel heller ikke slottene, herregårdene og byernes fornemste bygninger. Det går også fint med det kendte: Dybbøl Mølle, H. C. Andersens Hus i Odense og Nyhavn i København har det udmærket. Nej, det truede er de såkaldte ”almindelige” bygninger, som rummer historien om danskernes hjem og arbejde gennem århundrederne.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 137 – december 2022. Af Peter Dragsbo, forhenværende museumsdirektør og Torben Lindegaard Jensen, formand for Stråtagsforeningen.
Prioriteres der rigtigt?
Industribygninger i København fjernes for at give plads til ejerlejligheder. Smukke villaer i forstæderne erstattes af typehuse i Bauhaus-stil eller ombygges til ukendelighed. Tomme butikker og forfaldne baggårde breder sig på og bag provinsbyernes historiske strøg. I stationsbyerne breder tomme grunde sig, og flere og flere landsbyer ligner noget, der burde være løgn.
Der er dog trods alt meget, der bevares, fredes og restaureres til glæde for både historien, os andre – og ressourceregnskabet. Men er det nu altid det rigtige, der satses på? Vi har for eksempel over 250 fredede og bevarede militæranlæg, men kun fire fredede andelsmejerier (hvoraf ét, på Langeland, er ved at blive ruin). Og så må man jo spørge: Hvor er Danmarks bidrag til Verdenshistorien mest unikt: med krige eller med andelsbevægelse? Vi har også 5-10 bevarede krigsfartøjer fra nyere tid – mens den sidste Storebæltsfærge ligger med en usikker fremtid i Korsør. Det er egentlig lidt som med naturen: Det er især
diversiteten, der er truet.
Vi har omkring 400 fredede herregårde, som fortæller historien om de danske godsejere, som engang på godt og ondt var en betydende faktor i samfundet. Det er fint nok, ikke én af dem kan undværes. Men for hundrede år siden var 80 % af danskerne landboere og halvdelen af dem bønder. Hvad er der blevet af deres gårde? Tager vi de firelængede bindingsværksgårde, som for blot 70 år siden kunne tælles i titusinder, er der i dag næppe 100 tilbage, og tallet falder år for år. Ligesom med naturen: Vi har reddet havørne og orkidéer. Men vi har kun en brøkdel af de lærker, viber, agerhøns og harer, der var for 50 år siden.
De fynske sulegårde
En lille gruppe af bondegårde er så sjældne og interessante, at de kan kaldes for ”bygningskulturens orkidéer”: De ynske sulegårde. I en sulegård bæres tagryggen af lodrette stolper, ”suler”, der står midt inde i huset – i modsætning til almindeligt bindingsværk, der er opdelt i ”fag” med vægstolper, forbundet med spær og bjælker.
Sulerne er et pust fra middelalderen. De blev udviklet i 1200-tallet og var engang udbredt over en større del af landet, ligesom de også kendes fra Nordtyskland og Østsverige. Men i nyere tid blev denne unikke byggeskik kun bevaret på Vestfyn, hvor man brugte suler til omkring 1800.
Sulerne er ikke bare et lokalt særtræk. Nogle af dem er også de ældste bygningsdele, man overhovedet finder i danske landbygninger. Nogle af sulerne er nemlig blevet dendrokronologisk dateret til midten af 1500-tallet. Og der gemmer sig muligvis flere af lige så høj alder. På to måder har de vist deres bæredygtighed.
Men hvor mange sulegårde er der så tilbage? Kan vi roligt sige, at der er rigeligt af dem?
Lige nu er der siden 1980’erne fredet 15 sulegårde. Men hvert år er der en af dem, der brænder eller bliver revet ned, fordi ejeren ikke kan eller vil gøre noget. Af ikke-fredede gårde med suler i en eller flere bygninger er der skønsvis mellem 30 og 50. Og de forsvinder også én for én, endda i stadigt større tempo: i 2019 forsvandt 1, i 2020: 2, i 2021: 4-5 og i 2022 foreløbig: 2-3. Havde det været en blomst eller en fugl, var sulegården for længst blevet ”rødlistet” og aktioner sat i gang.
Her ses gedigne suler i en længe til Lille Pederstrup, hvor man kan se den bageste sule række op til tagåsen. Gården har i alt hele tolv suler. Foto: Torben Lindegaard Jensen
To solstrålehistorier
Nu er det jo ikke sådan, at der ikke er nogen, som forsøger at gøre noget. I ”bevaringsverdenen” er der behjertede folk, som forsøger noget uden særlig opbakning fra det officielle Danmark, og nogle katastrofer er dog også afværget.
I denne fortælling spiller gården Lille Pederstrup ved Odense en helt særlig rolle. Gården er nærmest alle sulegårdes ”moder” med sine 12 suler fordelt på tre længer, med en historie, som går tilbage til 1600-tallets begyndelse og med samme jord og ejerfamilie. I 2010 var gården på randen af total kollaps, men med fondshjælp og god og entusiastisk rådgivning blev kurven knækket. Redningsaktionen er ikke fuldt gennemført, men vi vil nu alligevel vove at kalde gården for reddet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at det ikke er lykkedes at vride én eneste krone ud af hverken staten eller Odense Kommune!
En anden solstrålehistorie er gården Askhøj i Brændekilde, også nær ved Odense. Det er en utroligt velbevaret gård med suler i to længer. I en af sulerne i den smalle og ældgamle ladelænge er indhugget årstallet 1517. Om det holder, vides ikke, men gammel er den i hvert fald. For nogle år siden skiftede gården ejere, men de nye ejere accepterede en bygningsfredning, og gården fremstår i dag eksemplarisk.
Mistrøstige eksempler lige nu
Disse to eksempler hører desværre til undtagelserne. Mange sulebygninger nedrives uden nogen opmærksomhed fra omverdenen, og ikke sjældent gives der nedrivningstilladelse, uden at kommunen er klar over, at det er unik kulturarv. Blandt andet fordi der endnu i mange kommuner mangler udpegning af bevaringsværdige bygninger i landdistrikterne.
Selv Odense Kommune har netop givet nedrivningstilladelse til én af de fem bevarede sulegårde i kommunen, Troelsegård. Det er trist, for det var et meget smukt anlæg, som for godt 30 år siden var tæt på at blive fredet.
I Hårby og Brylle er der også netop blevet nedrevet et par sulegårde, som lå inde i landsbyen, lige ved den middelalderlige kirke. Nu udslettes den historiske fortælling til fordel for ny bebyggelse uden arkitektoniske ambitioner.
At se en sulegård med måske 400 år gammelt tømmer blive revet ned og brændt af, er som at se en strandeng, der bliver bebygget, et overdrev, der bliver pløjet op, eller en hede, der bliver beplantet med nåletræer. En følelse af tab, af kultur og historie.
Troelsegård er en sulegård, som Odense Kommune i oktober har tilladt nedrivning af. Herved går kommunen imod tidligere planlægning på området, hvor udvalgte bygninger på landet i en lokalplan blev erklæret beskyttede, men gården her blev taget ud af planen igen. Foto: Torben Lindegaard Jensen
Registrering og støtte er nødvendigt
Men hvad kan vi så gøre? For det første har vi brug for en nøjere registrering: Kulturhistorikere, der banker på døren, ligesom botanikere, der går ud i mosen. For det andet en indsats med hjælp til konkrete gårde. Nogle ejere ved ikke, hvad de har mellem hænderne, andre har ikke råd til at gøre noget. Her kan vi ikke lade være med at pege på indsatser, som for eksempel A.P. Møller-fonden og Realdania udøver i andre truede miljøer: Ballum og Højer ved Vadehavet, Fredericia og Nakskov – eller til den rolle, som Michael Jebsen Fonden spiller på Løjt Land ved Aabenraa – det er ligesom med orkidé-engen ikke nok med registrering og formidling, der skal også pleje til.
Stuehuset til Dalgård i Hårby. Stedet er nu historie, for selv om gården rummede sulekonstruktion, blev den tilladt nedrevet, et tab i sig selv, men også for det landsbymiljø, som gården udgjorde en del af, beliggende tæt ved den middelalderlige kirke. Foto: Torben Lindegaard Jensen
Vær med til at støtte bygnings- og landskabskulturen
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.