Falkonergården efter restaureringen. Arkitekt m.a.a. Søren Vadstrup har stået for den udvendige restaurering i 2019-2023. Farvesætningen følger klassicismens farver, guldokker kalkfarve og vinduer, døre og skodder i en kold grå. Foto: Søren Vadstrup.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 142 – marts 2024. Forfattere: Allan Tønnesen og Søren Vadstrup
Som de fleste ved, er der en nær forbindelse mellem Frederiksberg Kommune og opdræt af jagtfalke. Man behøver blot at nævne kommunens våben med de tre hætteprydede falke siddende på den krenelerede mur eller en af byens hovedfærdselsårer, Falkoner Allé. Eller Falkonergårdens Gymnasium, der har eksisteret i over 100 år, og hvorfra utallige studenter er udgået – blandt andet den ene af denne artikels forfattere. Ja, falkene er i den grad en del af byens historie, at et af de tre felter, der udgør maleren Jais Nielsens kæmpemæssige fresko i rådhushallen, er helliget falkonererne og deres kunst.
Siden middelalderen dyrkedes en særlig eksklusiv form for jagt blandt Europas fyrster, den der udøvedes ved hjælp af dertil opdrættede jagtfalke. Den første der herhjemme kan sættes i forbindelse med denne form for jagt, er Valdemar Atterdag. Senere optræder Frederik II og Christian IV i falkejagtssammenhæng. Men den første der opretter en egentlig falkonerinstitution, er Frederik III’s dronning, Sophie Amalie, der er afbildet sammen med en helt hvid jagtfalk, og som vides at have haft en særlig falkegård på Frederiksberg i forbindelse med prinsessernes gård ved Runddelen. I løbet af 1660’erne blev den dog afløst af den – formentlig meget større – som hendes søn, den senere konge, Christian V etablerede ved Falkoner Allé tæt ved Ladegårdsåen.
Som ung tronfølger havde han i 1662-63 foretaget en stor dannelsesrejse, der blandt andet havde ført ham til Solkongens hof i Versailles. Her oplevede han parforcejagt og jagt med falke, og begge dele fik han indført i Danmark. Den danske konge havde endda det fortrin fremfor Europas andre fyrstehuse, at han rådede over områder, hvor falke naturligt levede og ynglede, nemlig Norge og Island. Indfanget og opdrættet som jagtfalke udgjorde de tilmed en kostbar og meget værdsat gave mellem fyrster.
Nordsidens bindingsværk fra 1690-erne med de karakteristiske ni-rudede, originale barokvinduer fra 1690-erne. Foto: Søren Vadstrup
I 1663 blev der indkøbt 48 falke på Island, men om de blev installeret i Sophie Amalies Falkehus eller i kronprinsens Falkonergård ved Ladegårdsåen lader sig ikkeafgøre. Omkring 1670 kan det imidlertid fastslås, at den sidstnævnte var opført og i funktion, ja der var ansat en falkonermester, Henrich Giesbrecht, som forestod opdrætningen af de kostbare fugle. Giesbrecht blev efterfulgt af Wilhelm Giesbrecht, formentlig en søn af forgængeren, og denne igen af Friedrich Piper. En ny falkonermester tiltrådte i 1696, og det hedder nu at Falkoner-gården var i dårlig stand og måtte repareres. Det oplyses, at falkonermesteren og hans folk boede i ”det store hus”, og at der desuden var et hus til falkene, og hvor der også var stald til hestene. Bygningerne var af bindingsværk med murede tavl og tækket med langhalm. I 1707 måtte bygningerne atter repareres. I 1717 døde den hidtidige falkonermester George Olivier, og man forsøgte først at skaffe sig en afløser fra et af de andre europæiske fyrste-hoffer, men måtte til sidst tage til takke med en mand, der hidtil havde virket som falkoner, Villom Verhoven, der dog døde snart efter og i 1722 blev efterfulgt af Henrik Verhaghen, der til gengæld fungerede helt til 1756.
Som det vil være fremgået, er det yderst sparsomt hvad vi ved om bygningerne, deres udseende og indret-ning. Det mest oplysende er faktisk en opmåling foretaget af eller på foranledning af Villom Verhoven i 1721 i hanskorte funktionstid. Tegningen opbevares på Nationalmuseet og må oprindelig have været bilag til en ansøgning, som imidlertid ikke synes bevaret. Den viser en bygning af 23 fag bindingsværk, 46 alen lang og 13 alen dyb, hvilket nogenlunde er svarende til 28,98 x 8,19 meter. Den rummer dels falkonermesterens bolig, dels rum til falkene samt en hestestald. De enkelte rums anvendelse er anført på tysk. De fire østligste fag er beregnet til islandske falke, der skal lære at fange mus samt et lille indelukke til syge falke. De syv fag der indeholder falkonermesterens bolig er indrettet med en stue, en dagligstue, et sovekammer samt et børne- og pigeværelse. En mellemgang adskiller disse rum fra de følgende, som er en stue til svendene, et kammer til de ”hiesige” (danske) falke, et køkkenmed åbent ildsted og bagerovn, et bryggers og et spisekammer, hvori er anlagt en vindeltrappe til loftet, og endelig en stald til seks heste.
Det ser ud til, at Verhovens formål med at få fremstillet tegningen er et ønske om at få udført nogle bygningsmæssige ændringer, for han skriver om et af værelserne: ”Metzgens und Kinder stube worunder ein Kellersein soll” – han ønsker altså en kælder etableret under pige- og barneværelset. Hans sidste bemærkninger på tegningen viser også at der er tale om bygningsændringer, som han ønsker udført:
”Diese abtheilung finde ich] gantz bequem zu Conservation der Falcken auch zu meiner Haushaltung … ein fliegel … reparie[r]t und stehen bleiben mag”.
Det ser ud til, at han ønsker den ene side af bygningen (”Fligel”) repareret (det vil sige fornyet), mens den anden side kan blive stående. Det passer godt med at nordsidens bindingsværk kan dateres til denne tid (se senere). Tegningens store værdi er, at den viser hvordan den bygning han har overtaget som nyudnævnt falkonermester, var indrettet. Og når der tales om at reparere bygningen, viser det at der ikke er tale om en ny bygning. Det forekommer oplagt at der er tale om den bygning, der blev opført til falkoneri 50 år tidligere. Det afgørende spørgsmål er herefter: kan der argumenteres for at den bygning, som tegningen fra 1721 viser, i et eller andet omfang er identisk med den nu stående bygning?
For at komme tættere på om dette er tilfældet må vi vide noget om, hvad der er sket med Falkonergården siden 1721. Frederiksbergs historiker Eiler Nystrøm har fundet omtale af reparationsarbejder 1727, 1737, 1749 og1757. Ved den sidstnævnte lejlighed udtalte selveste generalbygmesteren, Lauritz de Thurah at det var uomgængelig nødvendigt at få den sat i stand, og der omtales dato længer, falkonermesterens 23 fag lange beboelseshus (tegningen fra 1721 viser netop et bindingsværkshus på23 fag) og en bygning for falkene på 14 fag. Som det fremgår af det følgende, er det formentlig Thurah der i 1757stod for fornyelsen af husets sydside.
Tiden gik, og falkejagt gik af mode. Opdrættet af jagtfalke indstilledes lidt efter lidt. Bygningerne var igen i forfald, og i 1795 stilledes Falkonergården til auktion. Den omfattede da stuehuset på 23 fag, falkehuset på 14 fag, svendenes bolig på 12 fag samt nogle småbygninger. De indkomne bud var dog ikke tilfredsstillende, og planerne om afhændelse indstilledes atter i en årrække, mens falkoneriet førte en hensygnende tilværelse, indtil det omsider helt blev nedlagt i 1810. Gården med dens ret store tilliggende blev bortforpagtet, indtil den endelig blev solgt på auktion i 1818. Den nye ejer hed Peter Chr. Bruun og var fløjtenist i Det Kgl. Kapel og tillige vokslysfabrikør. Denne virksomhed indrettedes i Falkonergården og fulgte med, da Bruun i 1842 solgte gården til cand.polyt. og lysefabrikant Carl Adolph Feilberg, der indrettede sæbe-fabrikation her og boede her til sin død i 1896.
Feilberg må have fundet de gamle bygninger utidssvarende som bolig, for han lod i 1866 halvdelen af falkoner-mesterboligen nedrive og erstatte af en villalignende, to etager høj bygning, der opfyldte tidens krav til en herskabelig bolig. Feilberg oprettede et legat hvori Falkonergår-den indgik og som bestyredes af Frederiksberg Kommune, der ifølge fundatsen kunne anvende bygningerne som bolig for en kommunalt ansat embedsmand. Denne ejerkonstruktion opretholdtes helt til cirka 2015, da ejendommen blev solgt. Villaen blev nu nedrevet, og der blev opført fire fritliggende bolighuse indeholdende otte lejligheder i den store have, mens den tilbageværende gamle længe blev restaureret.
Falkonergårdens videre skæbne
Falkonergården inden restaureringen i 2019. Bagerst ses Feilbergs toetagers beboelseshus fra 1858, der blev revet ned kort efter. Foto: Søren Vadstrup
Som nævnt ovenfor solgte Frederiksberg kommune Falkonergården i 2015, da den sidste beboer, en ældre enkefrue, flyttede på plejehjem. Huset var ret utidssvarende til udlejning, så man valgte at sælge det til en privat ’investor’, der samtidigt fik lov til at bygge fire nye dobbelthuse i den forholdsvis store have, syd for den gamle bygning. For at få adgang fra Falkoner Alle til de fire nye huse, samt parkering til beboerne, krævedes det imidlertid at enten hele Falkonergården eller i hvert fald den nordligste del i to etager, der blev tilføjet af lysefabrikant Carl Adolph Feilberg i 1866, blev revet ned. Den 14. september 2017 foretog Slots- og Kulturstyrelsen derfor en besigtigelse af stedet og bygningerne. Styrelsen kunne med det samme se, at den ældste, enetages del af Falkonergården var betydeligt ældre end 1866, som fremgik af BBR, og vurderede alderen, ud fra vinduer, døre og huller ind til det ældre bindingsværk gennem afskallet puds, til midten af 1700-tallet. Men man afstod fra en fredning, blandt andet fordi ’huset ikke er komplet i sin nuværende form og også i yderst ringe tilstand’. Da der imidlertid var lokale røster, endda fra folk i kommunalbestyrelsen, der påpegede, at hvis den enetagesbygning var ’rester’ af det tidligere ’Falkoneri’ på Frederiksberg, der var etableret af Christian V efter hans store udlandsrejse i 1662-63, ville det være meget forkert at rive ’Frederiksbergs ældste bygning’ ned. Også fordi kommunens brug af falke i blandt andet byvåbenet, stammer herfra.
Forslag til restaurering
Plantegning af Falkonergården tegnet af Falkonermester Villom Verhoven den 23. juni 1721. Nord nedad.
Kommunen tilkaldte Center for Bygningsbevaring i Raadvad, der i december 2017 gennemgik huset byggeteknisk og historisk, og i februar 2018 afleverede Centeret, bistået af arkitekt MAA Søren Vadstrup, et ’Oplæg til restaurering af Falkonergården’. Da bygningen stod helt tom, blev den i denne periode benyttet af ’husvilde’, hvilket resul-terede i, at der gik ild i tagetagen, så halvdelen af taget brændte – men heldigvis blev stueetagen ikke berørt af branden, blandt andet takket være et 10 cm tykt lerindskud i etageadskillelsen.
Derfor besluttede Frederiksberg kommune i november 2019, at den ældste del af huset skulle bevares og restaureres, mens den nyere del fra 1866 kunne rives ned. Man bad samtidigt Søren Vadstrup om at stå for den udvendige restaurering af bygningen, det vil sige facader, døre, vinduer, tag og kviste, så mest muligt af disse elementer blev bevaret. Arkitektfirmaet Søren Stærmosestod for de indvendige arbejder.
I februar – juni 2020 var hele anlægget, inklusive haven, emne for et afgangsprojekt på Kunstakademiets Arkitektskole af Katrine Frølich Kristensen, der foretog yderligere historiske undersøgelser, opmålinger, analyse og værdisætning med mere på huset. Da lå Feilbergs toetages bygning fra 1866 der endnu. Det var tydeligt at Feilberg ved købet i 1842 havde bygget det gamle bindingsværkshus om til bolig for sig selv, blandt andet med nye rumindretninger, herunder en lille ’havesal’ med to vinduer og en fløjdør med glas, ud til haven, som husets centrum. I 1866 rev han som nævnt den nordlige halvdel afbindingsværkshuset ned og byggede en ny, højloftet to-etages villa med store panoramavinduer og en hævet terrasse ud til haven. Det gamle ’Falkoneri’ blev formentligbrugt til gæstebolig eller ’sommerhus’, da den nye villa var rigelig stor. Udsigten fra havestuen blev i 1870’erne mærkeligt nok blokeret af en sekskantet, muret udbygning.
I 2018 var Falkonergården som nævnt i meget dårligstand, men stod, trods branden i tagetagen, sagtens til at redde. Restaureringen af stueetagen, der foregik i årene 2019 – 2023 er udelukkende sket med brug af de samtidige, klassiske byggematerialer, der er kapillaråbne (modsat de moderne, såkaldt diffusionsåbne), såsom luftkalk-mørtel (til opmuring af bindingsværk samt indvendige vægge og lofter), limfarver (bindingsværket og indvendige vægge), linoliemaling (vinduer og døre med mere),kalksæbebehandling af gulve med videre, trætjære (udvendigt). Nyt tømmer er træsamlet uden metalbeslag. Her ses ingen plastikdampspærrer, plastikmaling, gips-plader, spånplader, søm- og skruebeslag. Alt, der kunne repareres er repareret og alle nye vindues- og dørbeslager håndsmedet i esse. Floatglass er skiftet ud med trukket glas i vinduerne. Vi har dog valgt at bevare det synlige bindingsværk, da en overpudsning vil kræve en armering med trådnet af jern, der spås en begrænset levetid forbåde træ og puds, modsat de oprindelige flækkede pilegrene.
Bindingsværket
Bygningen viste sig at være et overpudset bindingsværkshus. Konstruktionen er spærfagskonstruktion, hvor lofts-bjælkerne er kæmmet oven på remmen. Dette giver mere højloftede rum end den traditionelle byggeskik på landet, styrtrumskonstruktionen med gennemstukne bjælker.
Vi har fået Moesgård Museum til at foretaget en dendrokronologisk datering af tømmeret, der er af fyrretræ. Den viser at nordsidens bindingsværkstømmer, ud modgården, er fældet i 1719 på Gotland, hvilket taler for at denne side er bygget i 1720’erne. I bindingsværket forekommer der imidlertid en løsholt (vandret stykke tømmer), der er dateret til 1692 (fældning) og som har en meget speciel nummerering med såkaldte diamanter. Denne type nummerering blev benyttet i tømrerfaget før cirka1700. Den er ridset og skåret ind i træet med kniv, mod sat den senere nummerering med romertal, der er hugget ind i træet med stemmejern. Den samme nummerering ses på en række andre stolper og løsholter i nordsidens bindingsværk, og repræsenterer derfor et genbrug af tømmer fra reparationen i 1696. De nu på grund af brandskade ikke bibeholdte bjælker og spær, var ligeledes nummereret med diamanter, ridset med en kniv.
Sydsidens bindingsværk har det ikke været muligt at datere dendrokronologisk, fordi tømmeret er fældet et sted, hvor der ikke findes tilgængelige referencekurver. Bindingsværkets konstruktion er imidlertid med såkaldte dobbeltstolper, hvor bindingsværksstolperne står ude af takt med loftsbjælkerne, for i stedet at stå på hver side af vinduerne. Derved kan vinduerne dels sættes så de passer til husets indvendige rum, og være frie af tværvæg-gene, dels bliver vinduespillerne så brede, at huset, hvis bindingsværket bliver overpudset, ligner et muret hus. Bindingsværk med dobbeltstolper bliver indført i årene efter den store brand i København i 1728, og der er stadig flere eksempler fra 1730’erne. På landet fortsatte man medtraditionelt bindingsværk med den vigtige undtagelse, at kongeligt byggeri uden for byerne kunne anvende dobbelt-stolper, for eksempel Falkonergården og skovridergården Dæmpegård i Tokkekøb Hegn, der er opført i 1788. Sandsynligvis er sydsidens bindingsværk fra 1757, da Lauritz de Thurah stod for en istandsættelse, inklusive nye vinduer.
I nordsidens bindingsværk følger stolpetakten derimod bjælketakten, idet de ni-rudede barokvinduer dog også her spænder ud mellem tømmeret, som såkaldte vinduesstolper. Tegningen fra 1721 viser et bindingsværkshus med vinduesstolper, både for nordsidens og sydsidens vedkommende. Sydsidens bindingsværk er derfor yngre end tegningen fra 1721, og formentlig er Falkonergården først blevet pudset over i 1757, hvor dobbelt-stolperne netop lægger op til dette.
Vinduerne
Vinduerne har en endnu mere kompliceret historie end bindingsværket. De enrammede, ni-rudede vinduer i nordsiden er typiske for byhuse i den tidlige barok. Træsprosserne var netop kommet til Danmark og afløste blysprosserne i 1690’erne, så de har været højeste mode i 1695.
Vinduesrammerne er ikke hængslede i siden og kan derfor ikke ’åbnes’ som normalt. Derfor er de tophængte, tre-rudede overvinduer kommet til samtidigt med de klassicistiske vinduer fra 1757.
Sydsiden er forsynet med klassicistiske, torammede vinduer med lodpost og seks-rudede, sidehængte rammer. Både de udvendige og indvendige beslag er imidlertid barokke (1660 – 1750), der kan skyldes en individuelsmag hos den der forestod ombygningen (måske Lauritz de Thurah). De fine, indvendige fugleanverfere passer jo meget godt til et ’falkoneri’.
Da Feilberg moderniserede huset i senklassicistisk stil i 1840’erne fjernede man sprosserne, som der nu kun er spor efter enderne af, så rammerne fik hele ruder. To af vinduerne, der også har andre typer skodder, har en tværsprosse i rammerne. De er fornyet i 1920’erne.
De kraftige og markante skodder er for de flestes vedkommende oprindelige fra 1670’erne, hvilket er en imponerende alder i en så udsat placering. Men selv om det nok er meget længe siden, de har været brugt, giver de huset en fantastisk karakter.
Den dekorerede havestue
Havestuen på Falkonergården er indrettet og malet af Christen Købke. Loftet og rummet er blevet restaureret af konservator Anne Simonsen fra Københavns Konservator. Foto: Søren Vadstrup
Allerede i 2017 havde Slots- og Kulturstyrelsen bemærket, at husets havestue har et dygtigt udført lille loftsmaleri. Noget husets husvilde-beboere i 2019 formentlig har været enige i, for under deres trang til at dekorere vægge og lofter med spraymaling, mens det stod tomt, var det sekskantede loftsmaleri blevet indrammet af sølvfarvet spraymaling, den flotteste og dyreste i deres samling, men ikke på selve maleriet. Loftsmaleriet forestiller en putto (et lille, buttet og ofte nøgent barn, med eller uden vinger), der styrer to springende delfiner med et sæt tømmer og en lille pisk.
Katrine Frølich Kristensen havde i kilderne til Falkoner-gårdens udseende gennem tiden fundet frem til et maleri på Statens Museum for Kunst, hvor guldaldermaleren Christen Købke (1810 – 1848) havde malet huset set frahaven. Købke var bror til Feilbergs storebrors kone – og må have kommet i huset i 1840’erne. Købke, der var elev af Eckersberg, gennemførte i 1832 – 1840 den obligatoriske italiensrejse, men fik ikke afleveret sin ’guldmedalje-opgave’ indenfor de påkrævede fire år efter hjemkomsten. Han kunne derfor ikke blive optaget på Kunstakademiet, og for at tjene penge påtog han sig derfor forskellige dekorationsopgaver, herunder på Thorvaldsens Museum, hvor Købke fik et særligt rum, som han dekorerede med ’pompejanske’ motiver. Her finder vi den samme ’puttomed delfiner’ som på Falkonergårdens loft, så Købke har enten øvet sig på det lille loft, eller udført en kopi til Feilbergs hus. Men herudover er loftet dekoreret med en bort af vinblade langs kanten og stafferede streger i de klassiske farver – og også ned på den dybgrønne vægfarve, som der blev fundet spor af.
Bygningshistoriker Stina Højrup, der i 2020 var i et halvt års praktik hos Søren Vadstrup på Akademiet i København, udførte en farvelagt opmåling og rekonstruktion af loftet og væggene. Konservator Anna Simonsen fra ’Københavns Konservator’ fik samtidigt til opgave at restaurere og konservere loftsmaleriet, loftet og selve rummet.
Falkonergården i dag
Sydsidens bindingsværk under restuareringen. Foto: Søren Vadstrup
Falkonergårdens bygningshistorie er, som man kan forvente, ret kompliceret og langt fra enkel at aflæse. Det mest interessante er faktisk, om den endnu stående bygning virkelig er en rest af den oprindelige Falkonergård fra cirka 1670. Som det vil være fremgået, er der ikke dele af facadernes bindingsværk der rækker så langt tilbage. Ud-gangspunktet for videre overvejelser er derfor plantegningen fra 1721. Den omtaler nogle påtænkte reparationsarbejder, og der er derfor tale om en ældre bygning. Da det endte med at hele nordsiden blev fornyet, forekommer det sandsynligt at det drejer sig om et cirka 50 år gammelt hus – altså et hus fra cirka 1670. Men er 1721-tegningens bygning identisk med den der står på stedet i dag? En oplagt mulighed for at besvare dette spørgsmål er at sammenligne værelsesinddelingen i 1721 med den nuværende. Det viser sig så at hele det ene tværgående skillerum og halvdelen af det andet står uændret, og det samme gælder skillerummet mellem det værelse der i 1721 betegnes som ”pige- og børneværelset” og dagligstuen. Det kan herefter fastslås, at den eksisterende bygning er en rest af den oprindelige Falkonergård. Det endelige bevis ville en dendrokronologisk undersøgelse af skillerummenes tømmer kunne levere.
Siden Falkonergården i 1896 blev testamenteret til Frederiksberg kommune har huset været anvendt til udlejning til ’særlige personer’ i kommunen. Udviklingsselskabet Atelierhaven Aps. v/Martin Wheeler, Karsten Krøyer og Erik Krøyer, der ejer Falkonergården i dag, og har bekostet restaureringen – ser meget gerne at dette system fortsætter på én eller anden måde. Bindingsværksbygningen har vist sig at indeholde en række hidtil ukendte elementer i dansk kunst- og arkitekturhistorie, især fra den såkaldte ’Guldalder’ fra cirka 1800 – 1850, der dels burde vises for offentligheden ind imellem, dels er ret sarte i forhold til ’almindeligt’ salg eller udlejning til en moderne børnefamilie. ’Vi forestiller os, at huset kunne være en gæstebolig til særligt udpeget ’kulturpersonlighed’, frakunst- eller musikverdenen, eventuelt med tilknytning til Frederiksberg, en professor- eller kunstnerbolig, der ønsker at passe godt på huset og også være interesseret i at vise specielt den flotte Havestue i pompejanskstil, frem’, siger de tre ejere.
Litteratur: Benderfelt, Jørn: Falke i Udenrigspolitikken. Falkonergården på Frederiksberg 1664-1810. Frederiksberg gennem Tiderne 2020. Side 57-115; Bach, Michael: Op og ned ad Falkoner Allé. Frederiksberg gennem Tiderne 2016. Side 146-151; Lex.dk: Christen Købke, biografiskleksikon.lex.dk/Chri-sten_K%C3%B8bke; Jensen, Jonas Og dal: Falkonergården (FHM 4296/4297). Dendrokronologisk undersøgelse af bindingsværk i Falkonergården på Frederiksberg. Moesgaard Museum. Rapport Nr. 46. 2023; Nystrøm, Ejler: Frederiksbergs Historie III. 1953. Side 102-116; Vadstrup, Søren: Byhuset. Historie. Bevaring. Istandsættelse. Lindhardt & Ringhof Forlag.2014. side 148 (træsprosser); Vadstrup, Søren: Bindingsværk og kropsmål samt nummerering og rejsning af bindingsværkshuse, www.bevardithus.dk/wp-content/uploads/Kropsmål-19.08.20-sv.pdf. Side 11; Vadstrup, Søren: Mit bindingsværkshus. Netværk for Bindingsværk. 2021. Side148 – 148. (Dobbeltstolper); Vadstrup, Søren: Analyse og Værdisætningen af skovridergården ’Dæmpegård’ i Tokkekøb hegn. ARCHITECTURA nr. 45, 2023. Side 164-181.(Dobbeltstolper med mere); Vadstrup, Søren: Falkonergår-den på Frederiksberg. Historie og restaurering 2019 – 2023.2. udgave 2023; På falkoner-gaarden.dk vil bogens tekstersuppleres med flere tegninger, fotografier og tekster. (Password: købkeshavestue).
Bladet By & Land 142
I blad nr. 142 kan du også læse artiklerne:
- Lederen. Kunne man friste med et medlemskab? Af formand Iben Bækkelund Jagd
- Byrummet under Rådhuspladsen. Af Niels Henrik Andreasen, Tina Rasmussen og Magnus Marius Rohde
- Erfaringerne fra Arkitekturhovedstad 2023. Af Camilla van Deurs og Kristine Munkgård Pedersen
- Tysk nationalromantik i Søndderjylland – den grimmeste ælling? Af Peter Dragsbo
- Aktuelle sager. Af Iben Bækkelund Jagd
- Årsudflugt til Sydsjælland og Præstø
- Byvandring: C.F. Hansen – klassicismens mester ved Thomas Roland
- Boganmeldelser.
Bliv medlem og få det næste blad
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Stefanie Høy Brink shb@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.