Fredningsforslag for Boesdal kalkpyramide og omgivelser
Kalkpyramiden i Boesdal Kalkbrud skal fredes, hvis det står til Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Foreningen har foreslået bygningen og omgivelserne fredet som en repræsentant for Danmarks industrielle kulturarv. På den måde vil foreningen forny den måde, vi freder bygninger på i bygningsfredningslovens 100-års jubilæumsår.
Boesdal Kalkbrud er et industrielt landskab med et kæmpe potentiale og rigtigt mange muligheder for udvikling. Samtidig er stedet også umistelig kulturarv, der skal beskyttes og formidles for fremtiden.
Pyramiden, der er den dominerende bygning i Boesdal Kalkbrud er en helt unik konstruktion, der er omkring 20 meter høj og 60 meter i diameter. Den blev bygget til at lagre kalk og for at få plads til mest muligt fik bygningen den samme taghældning som kalkens naturlige friktionsvinkel. På den måde fortæller bygningen om sin oprindelige funktion og indskriver sig som en naturlig form i det landskab, den ligger i.
Pyramidens dimensioner, dramatiske lysindfald og rumfang leder tankerne hen på de klassiske katedraler. Skalaen er enorm og konstruktionens synlige, taktfaste spær danner et smukt arkitektonisk motiv. Her er tale om en fantastisk bygning, med en fantastisk historie.
’Med fredningsforslaget for kalkpyramiden i Boesdal Kalkbrud tager vi hul på fremtidens fredninger’ siger formand Karen Margrethe Olsen.
Hun uddyber: ’Groft sagt har fredninger hidtil fokuseret på den ældre arkitektur og på enkelte nyere bygninger af berømte arkitekter. Men i fremtidens fredning skal vi have de nyeste dele af historien med – den historie, der udviklede vores samfund til det, det er i dag. Da er det vigtigt at vi også freder de umistelige dele af industriens arkitektur –også den, der er fra vækstperioden i 1960erne. Derfor er det interessant at få fredet Pyramiden i Boesdal med dens omkringliggende landskab, der allerede er etableret som en rekreativt område.
I fredningsforslaget står der under bærende fredningsværdier: ’De bærende værdier knytter sig til kalkbruddet som en markant form og fordybning i landbrugslandskabet. Det aftryk, som råstofudvindingen har sat i landskabet, er en kulturintervention, der skal betragtes på lige fod med diger, læhegn og stjerneudstykninger, der over mange år har præget det danske landskab. Kalkbruddet er landskabets fortælling om råstofudvinding i Danmark.’.
Kalkovnene, kalkladen og pyramiden har tidligere været fysisk forbundet med hinanden via transportbånd, hejseværk og læskure. Ganske typisk for industrielle anlæg ændrede anlægget sig konstant for at gøre produktionen mere effektiv. Derfor kan det være svært at tale om en original tilstand. Forandringen har været en konstant, der afspejler kalkindustriens udvikling i 1900-tallet.
Konference på Christiansborg
Kulturarven skaber identitet – identitet skaber mennesker
I anledningen af Bygningsfredningslovens 100 års fødselsdag inviterer
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur alle med interessere for, hvordan vi forvalter vore fredede og bevaringsværdige bygninger og haver til konference den 25. september 2018 på Christiansborg.
Hvordan passer vi på den fælles kulturarv og hvad skal vi stille op, når det til tider ligner en underskudsforretning?
Opgaverne og spørgsmålene om den fysiske kulturarv er mange. Vi forsøger at finde nogle af svarende på konferencen, hvor en række af landets mest vidende og engagerede personer belyser dette vigtige emne.
Kulturjournalist fra Kulturen på P1 Tore Leifer leder os gennem eftermiddagen med kyndig hånd og uddybende spørgsmål.
Vi glæder os til at se jer.
Dato: Den 25. september 2018, kl. 12:00
Sted: Landstingssalen, Christiansborg 1240 København K
Pris: Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvending
Tilmelding: Senest den 20. september 2018 på www.byogland.dk
Spørgsmål: Kontakt Landsforeningens sekretariat på 70 22 12 99
Arrangementet er åbent for alle men der er begrænsede pladser.Tilmelding sker via først til mølle-princippet.
OBS ! Arrangementet er pt. overtegnet og tilmedinger, der kommer nu vil blive sat på venteliste og kontaktet hvis der kommer afbud. OBS!
Konferencen gennemføres i samarbejde med Realdania.
Se invitationen og programmet som pdf her
Du kan dele begivenheden og lade dine venner vide, at du deltager på facebook
PROGRAMMET
12:00 – Dørene åbnes
12:30 – Velkomst
v. formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur
Karen Margrethe Olsen
12:40 – Løfter staten sit ansvar for bygningskulturen?
v. kulturminister Mette Bock
13:00 – Er alt som det skal være – eller?
v. formand for Det Særlige Bygningssyn Lars Juel Thiis
13:45 – Efterkrigstidens arkitektur – er den fredningsværdig?
v. ph.D Forsknings- og samlingschef på Forstadsmuseet Poul Sverrild
14:30- Pause med kaffe og kage
15:00 – Bevaringsværdige bygninger – løfter kommunerne deres ansvar? v. borgmester i Rebild Kommune og formand for KL’s Kultur-, Erhverv- og planudvalg Leon Sebbelin
15:45 – Hvordan får vi sat bygningskulturen på den politiske dagsorden?
v. Folketingspolitiker og kulturordfører Alex Ahrendtsen
16:30 – Opsamling og afslutning
16:45 – Vin og netværk
*ret til ændringer forbeholdes
Du kan ikke længere melde dig til. Dem fra ventelisten, der får plads, får direkte besked.
Ses vi til Folkemøde
I anledning af 100-års jubilæet for bygningsfredningsloven er der debat og fejring på Folkemødet på Bornholm. Hvad gør bygningskulturen ved vores krop og sind? Hvilken rolle spiller den for identitet og fællesskab? Og hvad er det for følelser der er på spil, når der opstår protester mod nedrivning eller ombygning af vores kulturarv? Politikere og fagfolk vender disse spørgsmål, inden vi gør plads for særligt inviterede fest-talere med et nært forhold til 100-års fødselaren.
Deltagere:
– Alex Ahrendtsen (MF), Dansk Folkeparti.
– Winnie Grosbøll, Borgmester (S), Bornholms Regionskommune.
– Anne Skovbro, Filantropidirektør, Realdania.
– Karen Margrethe Olsen, formand, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
– Arne Høi, Institutleder, Institut for Bygningskunst og Kultur, KADK.
– Natalie Mossin, Institutleder, Institut for bygningskunst og teknologi.
– Birthe Iuel, Præsident, Bygningskultur Danmark / Historiske Huse
+ surprise festtalere.
A28 – Den Sociale Scene
A – Danchells Anlæg
Allinge, Bornholm
Du kan dele begiveheden og lade dine venner vide, at du deltager på facebook
Fredningsforslag for Sonja Polls Have
Haven i Holte – C. Th. Sørensens have skal fredes
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur mener, at den have C. Th. Sørensen tegnede til sin datters hus i Holte, er så vigtig en have i den danske havekunst, at den bør fredes. Derfor har foreningen fremsendt et fredningsforslag til fredningsmyndighederne.
På en helt almindelig parcelgrund i Holte ligger en af Danmarks smukkeste haver tegnet af en af Danmarks dygtigste landskabsarkitekter.
Det er noget så enkelt som en hæk, der gør denne have til noget helt særligt. Hækken står nemlig ikke, som sædvanlig langs havens ydre afgrænsning, men er elipseformet og svinger sig rundt på grunden, så der dannes et rum inden for hækken og et rum uden for hækken.
De to rum har helt forskellige karakterer. Inden for hækken er der en græsplæne og en rund nedsænket terasse, der giver direkte adgang til husets kælder. Et æbletræ giver skygge til terrassen og blomsterne er placeret i små runde bede. Inden for hækken er der skyggefuldt, ro og orden.
Uden for hækken er der en lille sti, masser af grønne planter og høje træer, der filtrerer sollyset til et fint skyggespil og til et rum med en køligere temperatur.
Det er altså lykkedes C. Th. Sørensen at skabe to helt forskellige oplevelser i en helt almindelig parcelhushave.
I fredningsforslaget står der: “C. Th. Sørensens haver er kendetegnet ved de rumlige dimensioner i haveplanerne, og haven på Kastanjevej 16 fremstår som et læreeksempel herpå. Den høje ellipseformede bøgehæk spænder grunden ud og definerer et helt enestående haverum, som næppe findes i andre private haver. Dertil kommer den særlige kvalitet som den forsænkede og dermed beskyttede terrasse tilføjer det lille hus, som hermed får et volumen, som matcher det klart afgrænsede haverum.”
Arkitekturtegninger brænders
I Københavns Kommune har man brændt de originale arkitekturtegninger, når de er blevet digitaliseret.
»Det, der er sket, er katastrofalt. Men det er jo sket, desværre. Nu handler det om at brede budskabet ud til andre kommuner, der måske har gang i noget af det samme«, siger Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur Karen Margrethe Olsen til Politiken.
»Bygningsmassen i København er større, så derfor vil der måske gå flere tegninger tabt her, men værdien af de enkelte bygninger andre steder i landet er lige så stor«.
Hun henviser til Aarhus Kommune, hvor bevaringsværdige tegninger er blevet gemt efter endt skanning. Karen Margrethe Olsen opfordrer til stor agtpågivenhed, når det kommer til destruktionen af kulturarv.
»Der kan sagtens være bygninger, der ikke er fredede, men som har fredningsværdi eller bevaringsværdige huse, der ikke er registreret som sådan. Især er jeg nervøs for bygninger fra 1960’erne, 70’erne og 80’erne, som vi om få år måske kommer til at se i et andet lys end i dag«, siger hun.
Paarup Rådhus rives ned
Odense Kommune har givet tilladelse til at rive Paarup Rådhus ned, og ejeren har valgt at sætte nedrivningen i gang. ”Det giver anledning til både vemod og ærgrelse” udtaler formanden for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Karen Margrethe Olsen.
I sommeren 2017 rejste Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur fredningssag på bygningen, fordi den repræsenterede en meget vigtig historie og var en sjælden bygningstype: Et sognekommune-rådhus. Rådhuset var velbevaret og et meget vigtigt vidnesbyrd om demokratiseringsprocessen i Danmark; de første demokratiske kommuner. Rådhuset var blandt de sidste og vigtigste, og et stående symbol på en af landets største og højest profilerede sognekommuner.
Til trods for, at der i perioden 1842-1970 eksisterede mere end 1.300 sognekommuner i Danmark, var det et fåtal, højst 10, som fik eget rådhus. Blandt disse findes tre i Odense. I 1946 anmodede Paarup Kommune staten om at få tilladelse til at bygge et rådhus, tegnet af arkitekt Vagn O. Kyed, der dog, på grund af materialemangel under krigen, først blev opført i 1957.
Kommunen var da større end mange købstadskommuner. Rådhuset var meget spændende, fordi det fortalte historien om oplandskommunernes vækst efter Anden Verdenskrig og starten af velfærdsstaten. En bebyggelses- og befolkningsudvikling, som omfattede mange almennyttige boliger, tusinder af parcelhuse, ved siden af erhvervsområdet og et af de første indkøbscentre, skabte behov for mere plads til den kommunale forvaltning.
”Ikke kun Odense kommunes historie, men Danmarks historien, er blevet fattigere efter denne nedrivning. Vores bygninger er vigtigere end nogensinde, hvis vi skal forstå vores fælles historie” udtaler Karen Margrethe Olsen.
Stolpeværk – når træ er byggematerialet
Seminar om ’stolpverksbyggande’ i Mariestad i Sverige
den 3.-4. februar 2017
Af Søren Vadstrup
Interessen for at bygge nye træhuse med konstruktioner i massivt træ, samlet med traditionelle træsamlinger, er øget gennem de seneste år – både i Danmark og i resten af Norden + USA, Tyskland og England m.fl.
Derfor havde en flok svenske entusiaster indenfor dette område kaldt til 2-dags Seminar i Mariestad, den 3.-4. februar, hvor den svenske skole for ’højere’ håndværksuddannelse’ har til huse i ’Hantverks-laboratoriet’, der er en afdeling af Göteborgs Universitet, men som også kaldes for ’Da Capo’ (http://craftlab.gu.se/).
Jeg talte omkring 9 deltagere fra Danmark, heraf enkelte gengangere fra vores Netværk for Bindingsværk, ud af de omkring 140 deltagere alt i alt.
Det der var mest interessant ved dette seminar var, at det stort set kun handlede om nybyggeri i træ, og at alle deltagerne beskæftigede sig mest med dette – meget få arbejdede med restaurering og bygningsbevaring. Jeg tror også at jeg var én af de eneste arkitekter. Resten var håndværkere.
Seminaret bestod dels af en række meget spændende foredrag om alt lige fra rekonstruktionen af Shakespeares ’Globe-teater’ – en stråtækt bindingsværksbygning i London, der er rekonstrueret efter arkæologiske udgravninger, over rekonstruktioner af norske stavkirker, beretninger fra decidererede nybygningsprojekter i ’stolpeværk’.
’Stolpværk’ adskiller sig fra dagens gængse træbyggeri i Norden, der foregår som ’regelstomma’ (lægter, planker), samlet med søm- og skruebeslag plus bolte, ved at benytte fuldtømmer i 5 x 5” tømmer (13 x 13 cm), samlet med traditionelle tapsamlinger. Det blev diskuteret om dette ord var det mest dækkende i forhold til rammeværk, korsværk, bindingsværk, reisverk, stavbygg eller timber frame-konstruktioner. Men valget faldt på ’stolpverk’.
Som led i seminaret blev der under mødet bygget et lille ’stolpeværkshus’, samlet af tømmer, hvor hver deltager havde medbragt deres del, fremstillet hjemmefra på forhånd, og samlet på stedet i løbet af få timer. Hvilket viser én af bindingsværket/stolpeværkets kæmpe kvaliteter.
En interessant ting ved seminaret var, at de førende svenske ’stolpeværksbyggere’ var oplært gennem kortere kurser og lignende i USA. Og at det derfor var en engelsk-amerikansk bindingsværks/ stolpeværks-tradition baseret på tapsamlinger, som disse repræsenterede. Dette skyldes at man i 1970-erne i Sverige valgte at uddanne ’multihåndværkere’, tilpasset byggebranchens nybygningsbehov, frem for de traditionelle håndværksfærdigheder, hvorunder mesterlæren også blev nedlagt. Og de klassiske tømmersamlinger var der jo slet ikke brug for mere.
De svenske håndværkeres kendskab til eksempelvis de meget specialiserede træsamlinger, som findes i dansk bindingsværk, f.eks. kæmninger, bladsamlinger og gratninger, er derfor meget lille. Og i forhold til den diskussion, der blev ført på seminaret, om tidsforbruget ved ægte træsamlinger contra sømbeslag og lignende, kunne det netop være en mulighed at effektivisere træsamlingerne, ved at benytte bladsamlinger, kæmninger og gratninger, i stedet for de meget tidskrævende og besværlige tapsamlinger. En diskussion, der er altafgørende for, om der er kunder, der vil bestille bygninger af stolpeværk. For det er jo prisen, og dermed hvor enkelt og hurtigt, man kan udføre træsamlingerne, der er afgørende for en fremtidig succes. Og ikke kun de norske rigmands-projekter, vi blev præsenteret for på seminaret.
På vores sidste møde i Netværk for Bindingsværk i Danmark i Den gamle By, fortalte brandeksperten Anders Bach Vestergaard, at brande i trækonstruktioner udvikler sig først og voldsomst omkring diverse metalbeslag, bolte og skruer, og sidst og minimalt omkring fuldtømmer og ægte træsamlinger. Dette taler jo for, at man af brandmæssige årsager, bør benytte fuldtømmer og træsamlinger frem for tyndere dimensioner, samlet med sømbeslag, i moderne trækonstruktioner, der ønskes mest muligt brandsikre.
De sidste timer på seminaret gik med at stifte ’Foreningen Stolpverk Norden’ – primært med svenske og norske medlemmer i bestyrelsen. Men foreningen er åben for alle i hele Norden. Så det bliver spændende at se, hvad dette udvikler sig til.
I forhold til vores Netværk for Bindingsværk’ er den nye nordiske forening kun et plus, da den som nævnt fortrinsvis beskæftiger sig med nybyggeri i ’stolpverk’ – mens vi mere arbejder med historiske bindingsværksbygninger og bindingsværksmiljøer.
Men det er klart, at vi også skal beskæftige os med nybyggeri i ’bindingsværk’, som jeg i lighed med svenskerne og nordmændene foreslår, at vi kalder for ’stolpeværk’, da vi derved ikke ender i associationer i omverdenen, der mere peger på ’stokroseidyl’ og ’frilandsmuseum’ – end hyper moderne og bæredygtige bygninger af træ. Men i modsætning til det meste moderne byggeri er opført af massivt tømmer i dag, samlet med klassiske træsamlinger, uden sømbeslag.
1 million kroner til dansk bindingsværk
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond Til Almene Formaal har givet en million kroner til ’Netværk for Bindingsværk’. Pengene skal bruges til ny forskning, vidensdeling og undervisning i bindingsværk.
Bindingsværksbygninger og træhuse er blandt de ældste bygningstyper i Norden. Bindingsværk er under stort pres: nedrivning og skæmmende ombygninger, der mindsker eller ødelægger de historiske og arkitektoniske værdier, er desværre hverdag for denne del af vores bygningskultur.
Pengene er givet til projektet ’Netværk For Bindingsværk’, hvis formål er at udveksle erfaringer og formidle ny forskningsbaseret viden om træhuse og bindingsværk til brug i kommunerne, for husejere og håndværkere. Netværket skal sammen med det nordiske samarbejde, ’Den Nordiske Træby’, bidrage til en bedre forståelse for og bedre bevaring af disse meget værdifulde bygninger.
Karen Margrethe Olsen, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, udtaler: ’Først om fremmest en stor tak til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond Til Almene Formaal. Den økonomiske støtte får sat arbejdet godt i gang. Det er vigtigt, at vi kan sætte fokus på bindingsværk. Det er nemlig på høje tid at sætte ind, hvis vi stadig vil have bindingsværkbygninger i vores byer og på landet i fremtiden og ikke kun opleve dem på et frilandsmuseum.’.
Hun fortsætter: ’Tilslutningen til de netværksmøder, der allerede har været afholdt viser, at der er brug for videndeling. Nu har vi mulighed for at lave en god platform, hvor bindingsværket kan granskes, erfaringer kan udveksles og nye tanker tænkes samtidig med, at der også er økonomi til at sætte gang i ny forskning på dette område. Med ’Netværk for Bindingsværk’ vil vi sikre, at den viden, vi allerede har, ikke bliver glemt og at den nye viden bliver brugt.’ Til slut understreger Karen Margrethe Olsen, at Netværk for Bindingsværks vigtigste opgave er at sørge for, at dem der arbejder med bindingsværk har et netværk, hvor de kan sparre med hinanden og på den måde sætte vedvarende fokus på denne del af bygningskulturen.
Fredede bygninger kan også udvikle sig
I Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har vi med stor interesse fulgt sagen om mulig affredning og nedrivning af Vikingeskibshallen i Roskilde.
Vikingeskibshallen er belastet af mange slags problemer, og handling er helt klart påkrævet. Vi er imod en affredning, idet alle Vikingeskibshallens fredningsværdier er intakte. Der er tale om et markant arkitektonisk værk, der rummer en væsentlig fortælling om tid, materiale og anvendelse, og som nyder godt af et exceptionelt godt samspil mellem bygning, de udstillede skibe og det omgivne landskab.
Bygningen er ikke i god vedligeholdelsesmæssig stand. Vedligeholdelse er imidlertid en forudsætning for bygningens bevaring, og tilstanden falder tilbage på ejer/brugers eventuelle efterladenhed. Bygningen viste i øvrigt allerede tegn på vedligeholdelsesproblemer, da den blev fredet. Manglende vedligeholdelse bør ikke kunne begrunde en affredning. Ønsket om affredning begrundes med, at private fonde ikke vil finansiere en istandsættelse, der forventes at være tilbagevendende om nogle årtier. Hertil må vi sige, at når staten freder, kan og bør den også træde til her.
På museet ønsker man, hvis det er muligt, i forbindelse med en istandsættelse, at transformere bygningen under bevaring af den store hal, mens den ydre skal ændres. Udvalget for Landsforeningen er af den opfattelse, at en istandsættelse af bygningen bør kunne ske uden at de bærende fredningsværdier sættes over styr. Det ligger i Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, at bygninger skal kunne tilpasses til passende aktuel anvendelse.
Vikingeskibshallen er så fremtrædende et arkitektonisk værk, at stat, kommune og ejer netop hér burde gå forrest og vise, hvordan fredningen kan administreres med både respekt for værket og ønskerne om dets udvikling, til glæde for samtid og fremtid.
Det er foreningens opfattelse, at affredning af Vikingeskibshallen i Roskilde med henvisning til de anførte argumenter vil medvirke til at underminere respekten for fredningsinstrumentet. Kan man som ejer komme igennem med en kontekstbestemt affredning det ene sted, bliver det også muligt det næste.
Nej til nedrivning af Vikingeskibshallen
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur siger nej til nedrivning af Vikingeskibshallen i Roskilde og efterlyser i stedet, at der afsættes de nødvendige midler til sikring af landets kulturarv.
Det er begrædeligt, at manglende, løbende vedligeholdelse nu betyder, at fremtiden for Vikingeskibsmuseet i Roskilde er truet. Flere har foreslået bygningen affredet og nedrevet, senest Vikingemuseets egen bestyrelse og dermed ejere.
”Det er simpelthen ikke okay”: siger formanden for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur Karen Margrethe Olsen, der ønsker fredningen af Vikingeskibsmuseet opretholdt. ”En nedrivning vil betyde at en vigtig del af vor nationale kulturarv forsvinder. Det kan vi ikke være bekendt.
Arkitekt Erik Christian Sørensens byggeri fra 1969 blev fredet allerede i 1997. Mindre end 30 år efter bygningens opførelse var man klar over, at der her var der tale om et ikonisk byggeri. Her forenes konstruktiv klarhed og rå finish under indflydelse af japansk arkitektur, det arkitektsyn der går under betegnelsen ”brutalisme”. ”Vi har ikke mange eksempler på denne moderne arkitektur, derfor skal vi passe ekstra godt på det vi har”: siger formanden.
Udover betydningen af det meget præcise arkitektoniske udtryk i Vikingeskibsmuseet og prisen for et nybyggeri, der langt overstiger en renovering, lægger Landsforeningen meget stor vægt på, at udsat vedligeholdelse ikke må berettige til en af-fredning og efterfølgende nedrivning.
Den bedste form for bygningsbevaring er løbende vedligeholdelse. Selv små skader kan i løbet af få år udvikle sig til alvorlige problemer. Problemerne i Vikingeskibsmuseet er blevet påpeget igennem mange år, uden at der er sket en udbedring af skaderne. Det har vist sig at være katastrofalt for Vikingeskibsmuseet ligesom at det kan være katastrofalt for en hvilken som helst anden bygning.
Landsformanden understreger at: ”Det vil kunne skabe præcedens, hvis ejere af fredede bygninger kan spekulere i at misligholde bygninger og dermed få dem affredet. Det går simpelt hen ikke”.
”Det er staten, der udvælger de bygninger der fredes og det er staten, der stiller kravene til vedligeholdelsen af disse bygninger. Det er for kun naturligt at fredede bygninger har mulighed for at søge tilskud til vedligeholdelse og at disse tilskud er af en sådan størrelse at de med rimelighed kan bidrage til en god stand af bygningerne. Det er ikke tilfældet i dag”: udtaler formanden.
Vi har i Danmark ca. 8000 fredede bygninger. Offentlige tilskud til vedligeholdelse af fredede bygninger har i mange år ligget på ca. 40 mio. kr. Det er tydeligvis ikke et tilstrækkeligt beløb til at dække udgifterne.
Formanden opfordrer folketinget til at afsætte de nødvendige midler til at sikre den nationale kulturarv for fremtidens generationer. ”Løbende vedligeholdelse af vore fredede og bevaringsværdige bygninger er i langt billigere end at bygge nyt”: slutter Karen Margrethe Olsen.