Fotograf: Camilla Pilegaard

Haven i Holte – C. Th. Sørensens have skal fredes
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur mener, at den have C. Th. Sørensen tegnede til sin datters hus i Holte, er så vigtig en have i den danske havekunst, at den bør fredes. Derfor har foreningen fremsendt et fredningsforslag til fredningsmyndighederne.

På en helt almindelig parcelgrund i Holte ligger en af Danmarks smukkeste haver tegnet af en af Danmarks dygtigste landskabsarkitekter.

Det er noget så enkelt som en hæk, der gør denne have til noget helt særligt. Hækken står nemlig ikke, som sædvanlig langs havens ydre afgrænsning, men er elipseformet og svinger sig rundt på grunden, så der dannes et rum inden for hækken og et rum uden for hækken.

De to rum har helt forskellige karakterer. Inden for hækken er der en græsplæne og en rund nedsænket terasse, der giver direkte adgang til husets kælder. Et æbletræ giver skygge til terrassen og blomsterne er placeret i små runde bede. Inden for hækken er der skyggefuldt, ro og orden.

Uden for hækken er der en lille sti, masser af grønne planter og høje træer, der filtrerer sollyset til et fint skyggespil og til et rum med en køligere temperatur.

Det er altså lykkedes C. Th. Sørensen at skabe to helt forskellige oplevelser i en helt almindelig parcelhushave.

I fredningsforslaget står der: “C. Th. Sørensens haver er kendetegnet ved de rumlige dimensioner i haveplanerne, og haven på Kastanjevej 16 fremstår som et læreeksempel herpå. Den høje ellipseformede bøgehæk spænder grunden ud og definerer et helt enestående haverum, som næppe findes i andre private haver. Dertil kommer den særlige kvalitet som den forsænkede og dermed beskyttede terrasse tilføjer det lille hus, som hermed får et volumen, som matcher det klart afgrænsede haverum.”

Læs hele fredningsforslaget her