SOMMERLIV VED DEN JYSKE VESTKYST
AF Henning Jensen, formand for Bevaringsforeningen for Varde Kommune.
Dette debatindlæg er bragt i By & Land, nr. 143. Juni 2024
Bevaringsforeningen for Varde Kommune har i flere år forsøgt at få sat fokus på problemet, at sommerhusene i Varde Kommune ikke er bevaringsregistrerede. Varde Kommune er en stor sommerhuskommune med de store sommerbyer Blåvand og Henne Strand, men også med feriebyer som Vejers og Nymindegab langs vestkysten og andre sommerhusområder som Grærup, Ho, Lønne, Houstrup, Henne By, Jegum og Mosevrå.
Men bevaringsforeningen har også konstateret, at vi desværre ikke er alene om dette problem. Medmindre sommerhusområderne er omfattet af bevarende lokalplaner, er der ifølge Slots- og Kulturstyrelsens database tilsyneladende mange kommuner, der ikke har bevaringsregistreret deres sommerhuse, heriblandt den største sommerhuskommune Odsherred Kommune. Men også vores nabokommune Ringkøbing-Skjern har denne mangel. Vi har derfor taget kontakt til den lokale bevaringsforening der, for at se om vi i fællesskab kan forsøge at skabe forståelse og interesse for at få registreret den del af vores fælles kulturarv – sommerlivet ved den jyske vestkyst.
I de seneste år har vi i Varde Kommune kunnet se flere og kystnære sommerhuse blive ’fældet’ for at opføre nye, større opdaterede sommerhuse, der ofte ikke er indpasset i landskabet. Men ud over at de ikke underordner sig omgivelserne, kan de i volumen og byggestil virke aparte i et sommerhusområde. Især hvis de har karakter af et helårshus.
I første omgang finder vi det vigtigt, at kommunerne får fokus på den kulturarv, som sommerhusområderne indeholder. Utzon Centret i Aalborg satte sidste år fokus på sommerhusarkitekturen. Her et par citater fra udstillingen:
”De første rigtige danske sommerhuse dukker op i starten af 1900-tallet. Og det er der flere grunde til: Foreningen Bedre Byggeskik bliver stiftet i 1915 og dyrker det gode, danske håndværk, og på arkitektskolen i København opretter man for første gang ‘Den Danske Klasse’ i 1912, hvor undervisningen foregår på grundlag af traditionelt dansk byggeri. Man kan sige, at tiden var moden til at dyrke en mere regional, landlig arkitektur, men samfundets industrialisering og den øgede urbanisering i starten af 1900-tallet førte natur- og sundhedsbevægelser med sig, der alt sammen bestyrkede byboernes ønske om eget hus på landet. (…) Men sommerhusene er i det hele taget mindre end det fine borgerskabs grandiose landsteder. Her er ikke den samme stramme symmetri og de låner i højere grad fra skovhytter og bondegårde, der naturligt hører hjemme i landskabet.” Citaterne er far udstillingen ’Sommerhus’ på Utzon Center i perioden 2022-2023.
Siden de første sommerhuse blev opført, har arkitekturen ændret sig. Og denne udvikling kan blandt andet aflæses i Vejers Strand. Da bevaringsforeningen erfarede, at man i Vejers også havde en interesse i at bevare kulturhistorien, kontaktede vi grundejerforeningen og fik arrangeret en rundtur i sommerhusområdet. Formanden og et par bestyrelsesmedlemmer fra grundejerforeningen kørte os rundt i området og viste os de forskellige tidsepoker, som kunne aflæses i sommerhusenes arkitektur.
Vi har senere gentaget turen sammen med et par politikere og kommunens planchef, for at de ved selvsyn kunne se hvilke værdier, der kan forsvinde, hvis de ikke forsøges sikret gennem lokalplan – eller som minimum ved en registrering i kommuneplanen. Vi arbejder fortsat på, at byrådet får større fokus på de kulturhistoriske- og fortælleværdier, der – udover vand, klitter og ferieliv – er i vores sommerhusområder.
Vi har også gennem en foredragsaften forsøgt at skabe interesse for den kulturarv, der ikke alene ligger i den bebyggede kulturarv, men også i det liv, der har udspillet sig langs den jyske vestkyst. Allan Junge, formand for grundejerforeningen Vejers Strand holdt således et oplæg med fokus på sommerhusene, hvorefter museumsinspektør ved Varde Museerne John V. Jensen kunne fortælle om sommerlivet med fokus på badehoteller. Især Nymindegab Kro som bogen Strandby Badehotel har afsæt i. Livet på badehotellerne er i øvrigt fint beskrevet i bogen ’Vi har det så dejligt! Badehotellerne, gæsterne og postkortene, som de sendte.’ skrevet af Lene Nørgaard Munch (Forlaget Turbine, 2019).
Apropos badehoteller har vi også sat fokus på Vejers Strandhotel. Et hotel der nu i en årrække har stået ubenyttet, og hvor der i en idéhøringsfase er fremlagt projektforslag til nyt hotelbyggeri. Tre arkitekter fra bevarings
foreningens bestyrelse har i den anledning fremlagt et alternativt forslag til et nyt strandhotel med fokus på at ’genfinde’ det oprindelige strandhotel. For bag det om- og tilbyggede strandhotel findes formentligt dele af det oprindelige hotel.
Vejers Strandhotel bærer på en historie tilbage til 1926. Hotellet ligger i et udpeget kulturmiljø, hvor omdannelse og nybyggeri skal ske i respekt for områdets arkitektoniske og kulturhistoriske værdier (citat kommuneplan 2021). Det forudsætter derfor pietetsfølelse, når man vil ændre på de eksisterende forhold i området. Udover at ligge inden for et udpeget kulturmiljø, ligger det nuværende hotel også i et område omkranset af klitfredning mod vest og syd og naturbeskyttet hede mod øst. På hedearealet er der mulighed for forekomst af truede dyrearter – såkaldte bilag IV arter i henhold til naturbeskyttelsesloven. Alle disse forhold giver begrænsninger og skal iagttages, når der ændres i eksisterende forhold på stedet.
Når der ændres på det eksisterende strandhotel, skal man have for øje, at det ikke blot er en isoleret ændring, der sker i Vejers. Det skal ses som en del af en samlet kulturarvshistorie. Danmarks kulturarv. Et af de få tilbageværende strandhoteller, der med få greb kan føres tilbage og fortælle historien om en svunden tid, men som samtidig, som ved for eksempel Svinkløv Badehotel, kan opdateres til nutidigt niveau. Hvis det ønskes, kan ny bebyggelse indeholde såvel lejligheder som værelser. En fløj for det mere købestærke publikum og en fløj for det mindre. Altså en kombination af strand- og badehotel – hvis det er det man ønsker. Historisk set rettede strandhoteller sig mod arbejderklassen, hvorimod badehoteller rettede sig mod borgerskabet.
Hotellet er ikke bevaringsregistreret og vil i dens nuværende udtryk næppe få en høj samlet bevaringsværdi, men hotellet har en stor kulturhistorisk værdi. Lokalt og som del af den danske kulturarv.
Afslutningsvis vil jeg nævne Solfang, som vel er et af Danmarks ældste vandrerhjem. Bygningen er fra 1937 og ligger ved Henne Strand. Det er heller ikke bevaringsregistreret eller omfattet af en bevarende lokalplan. Vi har indtil videre uden held forsøgt at få ejerne med på at indstille det til fredning.
Hvis du vil læse mere, kan det ske på bevaringsforeningens hjemmeside, under arkiv på www.bevaringvarde.dk
Bladet By & Land 143
I blad nr. 143 kan du også læse artiklerne:
- Lederen. Velkommen til sommerlandet Af formand Iben Bækkelund Jagd
- Amalfi, Torneroseslotte og det lokale. Af Line Vestergaard Knudsen
- Fritid og fritidens folkelige landskab. Af Lola Wøhlk Hansen
- Vejers Strand – en badeby med stærkt DNA. Af Allan Junge
- Rødhus Klit og Dansk Folke-ferie. Af Helene Høyer Mikkelsen og Grethe Pontoppidan
- Grøn Kulturarv. Af Margrethe Floryan.
- Samlingskraft er stadig en stor succes. Af Anders Bundgaard Nielsen.
- Sommerliv ved den jyske vestkyst. Af Henning Jensen.
- Boganmeldelser.
Bliv medlem og få det næste blad
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Stefanie Høy Brink shb@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.
VEJERS STRAND – EN BADEBY MED ET STÆRKT DNA
Af Allan Junge, formand for Grundejerforeningen Vejers Strand.
Denne artikel er bragt i By&Land 143, juni 2024
I den beskedne badeby Vejers Strand afvikler man årligt flere end 70 lokale events, der samler, underholder og engagerer områdets beboere, sommerhusejere, campingturister og hvem, der ellers måtte krydse dette unikke sted. Det særlige ved de mange events er, at alt drives af frivillige kræfter med tilknytning til Grundejerforeningen Vejers Strand. I 2021 satte foreningen sig for at lade et udvalg kortlægge badebyens DNA.
Det var egentlig Varde Kommune, der tilbage i 2021 i sin turismestrategi formulerede et ønske om at kortlægge de stedbundne kvaliteter for de vestjyske badebyer. Hensigten var at identificere byernes særlige kendetegn, så man på den baggrund kunne udvikle destinationerne i overensstemmelse med byernes særlige DNA. DNA-beskrivelserne skulle fremhæve Vestkystens differentierede tilbud og danne basis for en udvikling, hvor der netop skulle lægges vægt på destinationernes forskellighed.
I grundejerforeningen var vi enige om, at vi gerne ville tage et medansvar for en kontrolleret, bæredygtig og ambitiøs udvikling af Vejers. På grundejerforeningens generalforsamling 2021 blev det besluttet at påtage sig opgaven at kortlægge Vejers’ DNA. Da vi i bestyrelsen indledte de første drøftelser, syntes vi, det var en både uhåndgribelig og udefinerbar størrelse. Kunne man overhovedet tale om et fælles DNA for en badeby og et område, der hvert år besøges af tusindvis af mennesker med vidt forskellige erfaringer og oplevelser med stedet?
At finde ind til kernefortællingen
Kortlægningen af Vejers’ DNA skulle synliggøre over for os selv, over for myndigheder og andre interessenter, hvad det er, der gør Vejers til noget ganske særligt. Grundejerforeningens engagement i sagen byggede på et dybtfølt ønske om, at den videre udvikling af Vejers skal ske med respekt for naturen, roen og fællesskabet – tre af de bærende søjler i Vejers’ DNA.
Til at afdække DNA’ets natur og herunder afklare, om et sådant overhovedet kunne kortlægges, bad vi om hjælp blandt foreningens medlemmer. I januar 2022 satte 15 engagerede medlemmer sig sammen for at etablere rammerne for det, der siden blev kernefortælling om Vejers’ DNA.
Fortællingen er et ekstrakt af de oplevelser arbejdsgruppen har indsamlet, diskuteret og ikke mindst prioriteret. Fortællingens hovedteser blev hen over sommeren, og efter mandat fra generalforsamlingen i juli 2022 valideret gennem en anonym og temmelig omfattende spørgeundersøgelse, hvor de personer, der bor, arbejder og ferierer i Vejers fik muligheden for at bidrage til kortlægningen.
Spørgeundersøgelsen blev besvaret af 795 medlemmer af grundejerforeningens 1200 medlemmer og 441 tyske turister. Det er et flot engagement, der vidner om, at Vejers’ DNA betyder noget for de mennesker, der har en tilknytning til dette sted.
Resultatet af spørgeundersøgelsen bekræftede i høj grad kernefortællingen om Vejers, men gav også arbejdsgruppen mulighed for at nuancere og revidere DNA-beskrivelserne. I januar 2023 udgav udvalget således den endelige og validerede kernefortælling om Vejers.
DNA-udvalget udviklede ret tidligt i forløbet en hovedtese, der senere blev valideret, jævnfør spørgeundersøgelsen. Hovedtesen er eviggyldig for Vejers og indrammer, hvad badebyen er – og hvad den ikke er: Vejers appellerer til mennesker, der prioriterer natur, ro og fællesskab fremfor forlystelser og shopping. Vi bruger stadig hovedtesen, når vi skal forklare, hvad der er essensen af Vejers’ DNA.
DNA er kultur- og naturhistorie
Men også følelser og forventninger. Vi har defineret Vejers’ DNA som summen af den tiltrækning badebyen har på de mennesker, der igen og igen vender tilbage til netop dette sted. Formålet med grundejerforeningens udgivelse var at gøre det fælles DNA håndgribeligt for sommerhusejere, beboere, turister, erhvervsdrivende og for de myndigheder, der skal træffe afgørende beslutninger om badebyens udvikling.
DNA’et er formet over lang tid og er udover de fysiske rammer formet af nogle meget uhåndgribelige størrelser som følelser, oplevelser, minder og forventninger. DNA-rapporten kortlægger de stedbundne følelser, minder og forventninger sådan som de opleves lige nu og her, men den tegner også et klart billede af, hvordan badebyen kan udvikle sig uden at kompromittere DNA’et.
Valideringen har været en nødvendig kvalitetssikring af de teser, udviklingsscenarier og stedbundne kvaliteter, der blev beskrevet i udvalgets første rammebeskrivelse.
Det store antal besvarelser bekræfter, at der findes et fælles DNA og retfærdiggør, at det skal prioriteres.
Visionen har hele tiden været, at Vejers’ DNA skal være den kernefortælling, der skal danne grundlaget for udviklingen af Vejers og for bevarelsen af stedets unikke tiltrækningskraft.
Arvemassen skal respekteres
Vejers er et sted med en usædvanlig arvemasse præget af en både farverig og dyster historie – en badeby og et landsbysamfund, der rummer en særlig kulturfortælling. For badebyens turister er der måske i første omgang alene tale om en feriedestination: Et sted med en klynge af naturattraktioner, overnatningsmuligheder og diverse faciliteter, der tilfredsstiller de mest almindelige behov. Hvad enten opholdet er kort eller langt oplever den besøgende, at Vejers er meget mere end det brusende Vesterhav og de store vidder. Det er et sted med et særligt arkitektonisk, landskabeligt og kulturelt miljø, der måske nok virker appellerende på den nyankomne turist, men som også er identitetsskabende for stedets sommerhusejere, beboere og erhvervsliv.
Vejers er i den grad et aktivt tilvalg, men lige så meget et fravalg af overfyldte og støjende attraktioner, trafikale udfordringer og endeløse shoppingmuligheder. Vejers er ikke bare en feriedestination, det er stedet, hvor man bor, arbejder, ferierer – og lever.
Havet, klitterne, Skov- og Naturstyrelsens plantager og Forsvarets områder indrammer Vejers på en sådan måde, at der ikke efterlades nogen reelle geografiske udvidelsesmuligheder. Under disse betingelser har Vejers fået lov til at udvikle sig i sit eget rolige tempo uden kapitalindsprøjtninger til turismeprojekter og ny infrastruktur. I dag er Vejers en autentisk badeby, hvor naturen, roen og fællesskabet er bærende værdier. Her kan man slappe af, gå ture – næsten helt uden at møde nogen, opleve himlen, de store vidder og det ægte aftenmørke.
Et meget definerende sammenfald hos bidragyderne til kortlægningen af Vejers’ DNA er, at kærligheden til dette sted er noget, der går i arv – og ofte i flere generationer.
Ja tak til udvikling
At værne om Vejers’ DNA er ikke det samme som at modsætte sig enhver form for udvikling. Det er derimod et udtryk for en vision, om at ville udvikle Vejers i en retning, hvor man bygger videre på de værdier og den kultur, der allerede findes. Formuleringen af Vejers’ DNA skal hjælpe os med at fastholde kernefortællingen om Vejers, så vi ikke i vores iver efter at udvikle og forandre risikerer at udvaske de højtskattede stedbundne kvaliteter.
DNA-rapporten er publiceret og distribueret til alle grundejerforeningens medlemmer, til badebyens erhvervsliv og til politikerne i Varde Kommune. På trods af den overbevisende validering jævnfør spørgeundersøgelsen oplever vi politikere, der måske nok anerkender det store arbejde, men som ikke har taget ejerskab til kernefortællingen. Det kan undre, eftersom projektet her er et ægte bottom-up borgerinitiativ, hvor frivillige med en dyb lokal forankring er gået systematisk og professionelt til opgaven. Spørgeundersøgelsen er således gennemført af et uvildigt bureau, ligesom der er været fuld transparens af data. Vi håber alligevel, at budskaberne er blevet hørt og oplever, at kernefortællingen har givet os et fælles sprog for og et fornyet fokus på badebyens stedbundne kvaliteter.
Stærkt og skrøbeligt på samme tid
DNA-arbejdet og spørgeundersøgelsen bekræfter, at der findes en fælles forståelse af kernefortællingen om Vejers, ligesom DNA’et har vist sig at være stærkt forankret blandt både medlemmer og tyske turister. Man skulle mene, at et entydigt og stærkt forankret DNA også er et modstandsdygtigt DNA, men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Små ændringer i infrastrukturen og lempelser i forhold til planlov og lokalplaner kan på ganske få år udraderer nogle af de værdier, der i dag udgør den helt unikke tiltrækningskraft i Vejers. Det betyder ikke nødvendigvis, at Vejers bliver et dårligt sted at være, det bliver bare en meget anderledes badeby med nogle helt andre kvaliteter, end dem vi kender i dag.
Mange af de mest populære byer på Vestkysten har valgt at kopiere et koncept, der dygtigt tiltrækker mange turister året rundt. Det betyder, at man her kan shoppe i mange af de samme kædebutikker og lade sig underholde i næsten identiske oplevelsescentre med vandland og andre lignende aktiviteter. Vejers’ DNA handler i høj grad om at forblive en niche-destination, der ikke skal kunne forveksles med noget andet sted i Danmark – endsige i verden.
Men hvordan udvikler vi så Vejers? Faktisk besvarer spørgeundersøgelsen meget præcist dette spørgsmål: Udviklingen skal fokusere på de stedbundne kvaliteter, der allerede findes i Vejers, og det, der efterspørges, er mere kvalitet i oplevelserne og øget fokus på bæredygtighed.
Der er delte holdninger til, om Vejers skal tiltrække flere turister i ydersæsonerne. Der kan ikke herske tvivl om, at dette udviklingsscenarie er et af de mest omdiskuterede i forhold til den videre udvikling af Vejers. Hvis det skal lykkes at tiltrække flere turister i ydersæsonerne, mens man samtidigt sørger for at respektere de øvrige udviklingsscenarier, vil det kræve, at Vejers formår at tiltrække turister, der finder glæde i at opholde sig i Vejers i perioder, hvor der typisk er vådt, mørkt og blæsende. For mange Vejers-borgere og naturelskende turister har netop ydersæsonerne stor værdi.
Hvis Vejers skal forblive Vejers og samtidig tiltrække flere turister i ydersæsonerne, er svaret ikke flere butikker, oplevelsescentre og restauranter, der holder åbent hele året – men derimod målrettet markedsføring af den rekreative oplevelse, hvor roen, naturen og fællesskabet råder – og dertil en ny og dedikeret indsats for at hæve kvaliteten af byens arkitektur og de oplevelser, der allerede findes i Vejers.
Med ønsket om, at Vejers’ DNA skal bestå – ikke bare for alle os, der har valgt Vejers som ”vores sted”, men også for kommende generationer – vil vores arbejde med at fremme Vejers’ DNA fortsætte. Grundejerforeningen vil således fastholde sit store engagement i lokalområdet og tager dermed et vigtigt medansvar i forhold til at sikre en på alle måder bæredygtig udvikling af Vejers.
Et af de kommende tiltag for Grundejerforeningen Vejers Strand er bevaringsregistrering af gamle sommerhuse. Initiativet er helt i tråd med DNA-kortlægningen og sættes i gang i samarbejde med Bevaringsforeningen for Varde.
Kernefortællingen om Vejers’ DNA kan downloades fra vejers.nu.
Falkonergården på Frederiksberg
Falkonergården efter restaureringen. Arkitekt m.a.a. Søren Vadstrup har stået for den udvendige restaurering i 2019-2023. Farvesætningen følger klassicismens farver, guldokker kalkfarve og vinduer, døre og skodder i en kold grå. Foto: Søren Vadstrup.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 142 – marts 2024. Forfattere: Allan Tønnesen og Søren Vadstrup
Som de fleste ved, er der en nær forbindelse mellem Frederiksberg Kommune og opdræt af jagtfalke. Man behøver blot at nævne kommunens våben med de tre hætteprydede falke siddende på den krenelerede mur eller en af byens hovedfærdselsårer, Falkoner Allé. Eller Falkonergårdens Gymnasium, der har eksisteret i over 100 år, og hvorfra utallige studenter er udgået – blandt andet den ene af denne artikels forfattere. Ja, falkene er i den grad en del af byens historie, at et af de tre felter, der udgør maleren Jais Nielsens kæmpemæssige fresko i rådhushallen, er helliget falkonererne og deres kunst.
Siden middelalderen dyrkedes en særlig eksklusiv form for jagt blandt Europas fyrster, den der udøvedes ved hjælp af dertil opdrættede jagtfalke. Den første der herhjemme kan sættes i forbindelse med denne form for jagt, er Valdemar Atterdag. Senere optræder Frederik II og Christian IV i falkejagtssammenhæng. Men den første der opretter en egentlig falkonerinstitution, er Frederik III’s dronning, Sophie Amalie, der er afbildet sammen med en helt hvid jagtfalk, og som vides at have haft en særlig falkegård på Frederiksberg i forbindelse med prinsessernes gård ved Runddelen. I løbet af 1660’erne blev den dog afløst af den – formentlig meget større – som hendes søn, den senere konge, Christian V etablerede ved Falkoner Allé tæt ved Ladegårdsåen.
Som ung tronfølger havde han i 1662-63 foretaget en stor dannelsesrejse, der blandt andet havde ført ham til Solkongens hof i Versailles. Her oplevede han parforcejagt og jagt med falke, og begge dele fik han indført i Danmark. Den danske konge havde endda det fortrin fremfor Europas andre fyrstehuse, at han rådede over områder, hvor falke naturligt levede og ynglede, nemlig Norge og Island. Indfanget og opdrættet som jagtfalke udgjorde de tilmed en kostbar og meget værdsat gave mellem fyrster.
Nordsidens bindingsværk fra 1690-erne med de karakteristiske ni-rudede, originale barokvinduer fra 1690-erne. Foto: Søren Vadstrup
I 1663 blev der indkøbt 48 falke på Island, men om de blev installeret i Sophie Amalies Falkehus eller i kronprinsens Falkonergård ved Ladegårdsåen lader sig ikkeafgøre. Omkring 1670 kan det imidlertid fastslås, at den sidstnævnte var opført og i funktion, ja der var ansat en falkonermester, Henrich Giesbrecht, som forestod opdrætningen af de kostbare fugle. Giesbrecht blev efterfulgt af Wilhelm Giesbrecht, formentlig en søn af forgængeren, og denne igen af Friedrich Piper. En ny falkonermester tiltrådte i 1696, og det hedder nu at Falkoner-gården var i dårlig stand og måtte repareres. Det oplyses, at falkonermesteren og hans folk boede i ”det store hus”, og at der desuden var et hus til falkene, og hvor der også var stald til hestene. Bygningerne var af bindingsværk med murede tavl og tækket med langhalm. I 1707 måtte bygningerne atter repareres. I 1717 døde den hidtidige falkonermester George Olivier, og man forsøgte først at skaffe sig en afløser fra et af de andre europæiske fyrste-hoffer, men måtte til sidst tage til takke med en mand, der hidtil havde virket som falkoner, Villom Verhoven, der dog døde snart efter og i 1722 blev efterfulgt af Henrik Verhaghen, der til gengæld fungerede helt til 1756.
Som det vil være fremgået, er det yderst sparsomt hvad vi ved om bygningerne, deres udseende og indret-ning. Det mest oplysende er faktisk en opmåling foretaget af eller på foranledning af Villom Verhoven i 1721 i hanskorte funktionstid. Tegningen opbevares på Nationalmuseet og må oprindelig have været bilag til en ansøgning, som imidlertid ikke synes bevaret. Den viser en bygning af 23 fag bindingsværk, 46 alen lang og 13 alen dyb, hvilket nogenlunde er svarende til 28,98 x 8,19 meter. Den rummer dels falkonermesterens bolig, dels rum til falkene samt en hestestald. De enkelte rums anvendelse er anført på tysk. De fire østligste fag er beregnet til islandske falke, der skal lære at fange mus samt et lille indelukke til syge falke. De syv fag der indeholder falkonermesterens bolig er indrettet med en stue, en dagligstue, et sovekammer samt et børne- og pigeværelse. En mellemgang adskiller disse rum fra de følgende, som er en stue til svendene, et kammer til de ”hiesige” (danske) falke, et køkkenmed åbent ildsted og bagerovn, et bryggers og et spisekammer, hvori er anlagt en vindeltrappe til loftet, og endelig en stald til seks heste.
Det ser ud til, at Verhovens formål med at få fremstillet tegningen er et ønske om at få udført nogle bygningsmæssige ændringer, for han skriver om et af værelserne: ”Metzgens und Kinder stube worunder ein Kellersein soll” – han ønsker altså en kælder etableret under pige- og barneværelset. Hans sidste bemærkninger på tegningen viser også at der er tale om bygningsændringer, som han ønsker udført:
”Diese abtheilung finde ich] gantz bequem zu Conservation der Falcken auch zu meiner Haushaltung … ein fliegel … reparie[r]t und stehen bleiben mag”.
Det ser ud til, at han ønsker den ene side af bygningen (”Fligel”) repareret (det vil sige fornyet), mens den anden side kan blive stående. Det passer godt med at nordsidens bindingsværk kan dateres til denne tid (se senere). Tegningens store værdi er, at den viser hvordan den bygning han har overtaget som nyudnævnt falkonermester, var indrettet. Og når der tales om at reparere bygningen, viser det at der ikke er tale om en ny bygning. Det forekommer oplagt at der er tale om den bygning, der blev opført til falkoneri 50 år tidligere. Det afgørende spørgsmål er herefter: kan der argumenteres for at den bygning, som tegningen fra 1721 viser, i et eller andet omfang er identisk med den nu stående bygning?
For at komme tættere på om dette er tilfældet må vi vide noget om, hvad der er sket med Falkonergården siden 1721. Frederiksbergs historiker Eiler Nystrøm har fundet omtale af reparationsarbejder 1727, 1737, 1749 og1757. Ved den sidstnævnte lejlighed udtalte selveste generalbygmesteren, Lauritz de Thurah at det var uomgængelig nødvendigt at få den sat i stand, og der omtales dato længer, falkonermesterens 23 fag lange beboelseshus (tegningen fra 1721 viser netop et bindingsværkshus på23 fag) og en bygning for falkene på 14 fag. Som det fremgår af det følgende, er det formentlig Thurah der i 1757stod for fornyelsen af husets sydside.
Tiden gik, og falkejagt gik af mode. Opdrættet af jagtfalke indstilledes lidt efter lidt. Bygningerne var igen i forfald, og i 1795 stilledes Falkonergården til auktion. Den omfattede da stuehuset på 23 fag, falkehuset på 14 fag, svendenes bolig på 12 fag samt nogle småbygninger. De indkomne bud var dog ikke tilfredsstillende, og planerne om afhændelse indstilledes atter i en årrække, mens falkoneriet førte en hensygnende tilværelse, indtil det omsider helt blev nedlagt i 1810. Gården med dens ret store tilliggende blev bortforpagtet, indtil den endelig blev solgt på auktion i 1818. Den nye ejer hed Peter Chr. Bruun og var fløjtenist i Det Kgl. Kapel og tillige vokslysfabrikør. Denne virksomhed indrettedes i Falkonergården og fulgte med, da Bruun i 1842 solgte gården til cand.polyt. og lysefabrikant Carl Adolph Feilberg, der indrettede sæbe-fabrikation her og boede her til sin død i 1896.
Feilberg må have fundet de gamle bygninger utidssvarende som bolig, for han lod i 1866 halvdelen af falkoner-mesterboligen nedrive og erstatte af en villalignende, to etager høj bygning, der opfyldte tidens krav til en herskabelig bolig. Feilberg oprettede et legat hvori Falkonergår-den indgik og som bestyredes af Frederiksberg Kommune, der ifølge fundatsen kunne anvende bygningerne som bolig for en kommunalt ansat embedsmand. Denne ejerkonstruktion opretholdtes helt til cirka 2015, da ejendommen blev solgt. Villaen blev nu nedrevet, og der blev opført fire fritliggende bolighuse indeholdende otte lejligheder i den store have, mens den tilbageværende gamle længe blev restaureret.
Falkonergårdens videre skæbne
Falkonergården inden restaureringen i 2019. Bagerst ses Feilbergs toetagers beboelseshus fra 1858, der blev revet ned kort efter. Foto: Søren Vadstrup
Som nævnt ovenfor solgte Frederiksberg kommune Falkonergården i 2015, da den sidste beboer, en ældre enkefrue, flyttede på plejehjem. Huset var ret utidssvarende til udlejning, så man valgte at sælge det til en privat ’investor’, der samtidigt fik lov til at bygge fire nye dobbelthuse i den forholdsvis store have, syd for den gamle bygning. For at få adgang fra Falkoner Alle til de fire nye huse, samt parkering til beboerne, krævedes det imidlertid at enten hele Falkonergården eller i hvert fald den nordligste del i to etager, der blev tilføjet af lysefabrikant Carl Adolph Feilberg i 1866, blev revet ned. Den 14. september 2017 foretog Slots- og Kulturstyrelsen derfor en besigtigelse af stedet og bygningerne. Styrelsen kunne med det samme se, at den ældste, enetages del af Falkonergården var betydeligt ældre end 1866, som fremgik af BBR, og vurderede alderen, ud fra vinduer, døre og huller ind til det ældre bindingsværk gennem afskallet puds, til midten af 1700-tallet. Men man afstod fra en fredning, blandt andet fordi ’huset ikke er komplet i sin nuværende form og også i yderst ringe tilstand’. Da der imidlertid var lokale røster, endda fra folk i kommunalbestyrelsen, der påpegede, at hvis den enetagesbygning var ’rester’ af det tidligere ’Falkoneri’ på Frederiksberg, der var etableret af Christian V efter hans store udlandsrejse i 1662-63, ville det være meget forkert at rive ’Frederiksbergs ældste bygning’ ned. Også fordi kommunens brug af falke i blandt andet byvåbenet, stammer herfra.
Forslag til restaurering
Plantegning af Falkonergården tegnet af Falkonermester Villom Verhoven den 23. juni 1721. Nord nedad.
Kommunen tilkaldte Center for Bygningsbevaring i Raadvad, der i december 2017 gennemgik huset byggeteknisk og historisk, og i februar 2018 afleverede Centeret, bistået af arkitekt MAA Søren Vadstrup, et ’Oplæg til restaurering af Falkonergården’. Da bygningen stod helt tom, blev den i denne periode benyttet af ’husvilde’, hvilket resul-terede i, at der gik ild i tagetagen, så halvdelen af taget brændte – men heldigvis blev stueetagen ikke berørt af branden, blandt andet takket være et 10 cm tykt lerindskud i etageadskillelsen.
Derfor besluttede Frederiksberg kommune i november 2019, at den ældste del af huset skulle bevares og restaureres, mens den nyere del fra 1866 kunne rives ned. Man bad samtidigt Søren Vadstrup om at stå for den udvendige restaurering af bygningen, det vil sige facader, døre, vinduer, tag og kviste, så mest muligt af disse elementer blev bevaret. Arkitektfirmaet Søren Stærmosestod for de indvendige arbejder.
I februar – juni 2020 var hele anlægget, inklusive haven, emne for et afgangsprojekt på Kunstakademiets Arkitektskole af Katrine Frølich Kristensen, der foretog yderligere historiske undersøgelser, opmålinger, analyse og værdisætning med mere på huset. Da lå Feilbergs toetages bygning fra 1866 der endnu. Det var tydeligt at Feilberg ved købet i 1842 havde bygget det gamle bindingsværkshus om til bolig for sig selv, blandt andet med nye rumindretninger, herunder en lille ’havesal’ med to vinduer og en fløjdør med glas, ud til haven, som husets centrum. I 1866 rev han som nævnt den nordlige halvdel afbindingsværkshuset ned og byggede en ny, højloftet to-etages villa med store panoramavinduer og en hævet terrasse ud til haven. Det gamle ’Falkoneri’ blev formentligbrugt til gæstebolig eller ’sommerhus’, da den nye villa var rigelig stor. Udsigten fra havestuen blev i 1870’erne mærkeligt nok blokeret af en sekskantet, muret udbygning.
I 2018 var Falkonergården som nævnt i meget dårligstand, men stod, trods branden i tagetagen, sagtens til at redde. Restaureringen af stueetagen, der foregik i årene 2019 – 2023 er udelukkende sket med brug af de samtidige, klassiske byggematerialer, der er kapillaråbne (modsat de moderne, såkaldt diffusionsåbne), såsom luftkalk-mørtel (til opmuring af bindingsværk samt indvendige vægge og lofter), limfarver (bindingsværket og indvendige vægge), linoliemaling (vinduer og døre med mere),kalksæbebehandling af gulve med videre, trætjære (udvendigt). Nyt tømmer er træsamlet uden metalbeslag. Her ses ingen plastikdampspærrer, plastikmaling, gips-plader, spånplader, søm- og skruebeslag. Alt, der kunne repareres er repareret og alle nye vindues- og dørbeslager håndsmedet i esse. Floatglass er skiftet ud med trukket glas i vinduerne. Vi har dog valgt at bevare det synlige bindingsværk, da en overpudsning vil kræve en armering med trådnet af jern, der spås en begrænset levetid forbåde træ og puds, modsat de oprindelige flækkede pilegrene.
Bindingsværket
Bygningen viste sig at være et overpudset bindingsværkshus. Konstruktionen er spærfagskonstruktion, hvor lofts-bjælkerne er kæmmet oven på remmen. Dette giver mere højloftede rum end den traditionelle byggeskik på landet, styrtrumskonstruktionen med gennemstukne bjælker.
Vi har fået Moesgård Museum til at foretaget en dendrokronologisk datering af tømmeret, der er af fyrretræ. Den viser at nordsidens bindingsværkstømmer, ud modgården, er fældet i 1719 på Gotland, hvilket taler for at denne side er bygget i 1720’erne. I bindingsværket forekommer der imidlertid en løsholt (vandret stykke tømmer), der er dateret til 1692 (fældning) og som har en meget speciel nummerering med såkaldte diamanter. Denne type nummerering blev benyttet i tømrerfaget før cirka1700. Den er ridset og skåret ind i træet med kniv, mod sat den senere nummerering med romertal, der er hugget ind i træet med stemmejern. Den samme nummerering ses på en række andre stolper og løsholter i nordsidens bindingsværk, og repræsenterer derfor et genbrug af tømmer fra reparationen i 1696. De nu på grund af brandskade ikke bibeholdte bjælker og spær, var ligeledes nummereret med diamanter, ridset med en kniv.
Sydsidens bindingsværk har det ikke været muligt at datere dendrokronologisk, fordi tømmeret er fældet et sted, hvor der ikke findes tilgængelige referencekurver. Bindingsværkets konstruktion er imidlertid med såkaldte dobbeltstolper, hvor bindingsværksstolperne står ude af takt med loftsbjælkerne, for i stedet at stå på hver side af vinduerne. Derved kan vinduerne dels sættes så de passer til husets indvendige rum, og være frie af tværvæg-gene, dels bliver vinduespillerne så brede, at huset, hvis bindingsværket bliver overpudset, ligner et muret hus. Bindingsværk med dobbeltstolper bliver indført i årene efter den store brand i København i 1728, og der er stadig flere eksempler fra 1730’erne. På landet fortsatte man medtraditionelt bindingsværk med den vigtige undtagelse, at kongeligt byggeri uden for byerne kunne anvende dobbelt-stolper, for eksempel Falkonergården og skovridergården Dæmpegård i Tokkekøb Hegn, der er opført i 1788. Sandsynligvis er sydsidens bindingsværk fra 1757, da Lauritz de Thurah stod for en istandsættelse, inklusive nye vinduer.
I nordsidens bindingsværk følger stolpetakten derimod bjælketakten, idet de ni-rudede barokvinduer dog også her spænder ud mellem tømmeret, som såkaldte vinduesstolper. Tegningen fra 1721 viser et bindingsværkshus med vinduesstolper, både for nordsidens og sydsidens vedkommende. Sydsidens bindingsværk er derfor yngre end tegningen fra 1721, og formentlig er Falkonergården først blevet pudset over i 1757, hvor dobbelt-stolperne netop lægger op til dette.
Vinduerne
Vinduerne har en endnu mere kompliceret historie end bindingsværket. De enrammede, ni-rudede vinduer i nordsiden er typiske for byhuse i den tidlige barok. Træsprosserne var netop kommet til Danmark og afløste blysprosserne i 1690’erne, så de har været højeste mode i 1695.
Vinduesrammerne er ikke hængslede i siden og kan derfor ikke ’åbnes’ som normalt. Derfor er de tophængte, tre-rudede overvinduer kommet til samtidigt med de klassicistiske vinduer fra 1757.
Sydsiden er forsynet med klassicistiske, torammede vinduer med lodpost og seks-rudede, sidehængte rammer. Både de udvendige og indvendige beslag er imidlertid barokke (1660 – 1750), der kan skyldes en individuelsmag hos den der forestod ombygningen (måske Lauritz de Thurah). De fine, indvendige fugleanverfere passer jo meget godt til et ’falkoneri’.
Da Feilberg moderniserede huset i senklassicistisk stil i 1840’erne fjernede man sprosserne, som der nu kun er spor efter enderne af, så rammerne fik hele ruder. To af vinduerne, der også har andre typer skodder, har en tværsprosse i rammerne. De er fornyet i 1920’erne.
De kraftige og markante skodder er for de flestes vedkommende oprindelige fra 1670’erne, hvilket er en imponerende alder i en så udsat placering. Men selv om det nok er meget længe siden, de har været brugt, giver de huset en fantastisk karakter.
Den dekorerede havestue
Havestuen på Falkonergården er indrettet og malet af Christen Købke. Loftet og rummet er blevet restaureret af konservator Anne Simonsen fra Københavns Konservator. Foto: Søren Vadstrup
Allerede i 2017 havde Slots- og Kulturstyrelsen bemærket, at husets havestue har et dygtigt udført lille loftsmaleri. Noget husets husvilde-beboere i 2019 formentlig har været enige i, for under deres trang til at dekorere vægge og lofter med spraymaling, mens det stod tomt, var det sekskantede loftsmaleri blevet indrammet af sølvfarvet spraymaling, den flotteste og dyreste i deres samling, men ikke på selve maleriet. Loftsmaleriet forestiller en putto (et lille, buttet og ofte nøgent barn, med eller uden vinger), der styrer to springende delfiner med et sæt tømmer og en lille pisk.
Katrine Frølich Kristensen havde i kilderne til Falkoner-gårdens udseende gennem tiden fundet frem til et maleri på Statens Museum for Kunst, hvor guldaldermaleren Christen Købke (1810 – 1848) havde malet huset set frahaven. Købke var bror til Feilbergs storebrors kone – og må have kommet i huset i 1840’erne. Købke, der var elev af Eckersberg, gennemførte i 1832 – 1840 den obligatoriske italiensrejse, men fik ikke afleveret sin ’guldmedalje-opgave’ indenfor de påkrævede fire år efter hjemkomsten. Han kunne derfor ikke blive optaget på Kunstakademiet, og for at tjene penge påtog han sig derfor forskellige dekorationsopgaver, herunder på Thorvaldsens Museum, hvor Købke fik et særligt rum, som han dekorerede med ’pompejanske’ motiver. Her finder vi den samme ’puttomed delfiner’ som på Falkonergårdens loft, så Købke har enten øvet sig på det lille loft, eller udført en kopi til Feilbergs hus. Men herudover er loftet dekoreret med en bort af vinblade langs kanten og stafferede streger i de klassiske farver – og også ned på den dybgrønne vægfarve, som der blev fundet spor af.
Bygningshistoriker Stina Højrup, der i 2020 var i et halvt års praktik hos Søren Vadstrup på Akademiet i København, udførte en farvelagt opmåling og rekonstruktion af loftet og væggene. Konservator Anna Simonsen fra ’Københavns Konservator’ fik samtidigt til opgave at restaurere og konservere loftsmaleriet, loftet og selve rummet.
Falkonergården i dag
Sydsidens bindingsværk under restuareringen. Foto: Søren Vadstrup
Falkonergårdens bygningshistorie er, som man kan forvente, ret kompliceret og langt fra enkel at aflæse. Det mest interessante er faktisk, om den endnu stående bygning virkelig er en rest af den oprindelige Falkonergård fra cirka 1670. Som det vil være fremgået, er der ikke dele af facadernes bindingsværk der rækker så langt tilbage. Ud-gangspunktet for videre overvejelser er derfor plantegningen fra 1721. Den omtaler nogle påtænkte reparationsarbejder, og der er derfor tale om en ældre bygning. Da det endte med at hele nordsiden blev fornyet, forekommer det sandsynligt at det drejer sig om et cirka 50 år gammelt hus – altså et hus fra cirka 1670. Men er 1721-tegningens bygning identisk med den der står på stedet i dag? En oplagt mulighed for at besvare dette spørgsmål er at sammenligne værelsesinddelingen i 1721 med den nuværende. Det viser sig så at hele det ene tværgående skillerum og halvdelen af det andet står uændret, og det samme gælder skillerummet mellem det værelse der i 1721 betegnes som ”pige- og børneværelset” og dagligstuen. Det kan herefter fastslås, at den eksisterende bygning er en rest af den oprindelige Falkonergård. Det endelige bevis ville en dendrokronologisk undersøgelse af skillerummenes tømmer kunne levere.
Siden Falkonergården i 1896 blev testamenteret til Frederiksberg kommune har huset været anvendt til udlejning til ’særlige personer’ i kommunen. Udviklingsselskabet Atelierhaven Aps. v/Martin Wheeler, Karsten Krøyer og Erik Krøyer, der ejer Falkonergården i dag, og har bekostet restaureringen – ser meget gerne at dette system fortsætter på én eller anden måde. Bindingsværksbygningen har vist sig at indeholde en række hidtil ukendte elementer i dansk kunst- og arkitekturhistorie, især fra den såkaldte ’Guldalder’ fra cirka 1800 – 1850, der dels burde vises for offentligheden ind imellem, dels er ret sarte i forhold til ’almindeligt’ salg eller udlejning til en moderne børnefamilie. ’Vi forestiller os, at huset kunne være en gæstebolig til særligt udpeget ’kulturpersonlighed’, frakunst- eller musikverdenen, eventuelt med tilknytning til Frederiksberg, en professor- eller kunstnerbolig, der ønsker at passe godt på huset og også være interesseret i at vise specielt den flotte Havestue i pompejanskstil, frem’, siger de tre ejere.
Litteratur: Benderfelt, Jørn: Falke i Udenrigspolitikken. Falkonergården på Frederiksberg 1664-1810. Frederiksberg gennem Tiderne 2020. Side 57-115; Bach, Michael: Op og ned ad Falkoner Allé. Frederiksberg gennem Tiderne 2016. Side 146-151; Lex.dk: Christen Købke, biografiskleksikon.lex.dk/Chri-sten_K%C3%B8bke; Jensen, Jonas Og dal: Falkonergården (FHM 4296/4297). Dendrokronologisk undersøgelse af bindingsværk i Falkonergården på Frederiksberg. Moesgaard Museum. Rapport Nr. 46. 2023; Nystrøm, Ejler: Frederiksbergs Historie III. 1953. Side 102-116; Vadstrup, Søren: Byhuset. Historie. Bevaring. Istandsættelse. Lindhardt & Ringhof Forlag.2014. side 148 (træsprosser); Vadstrup, Søren: Bindingsværk og kropsmål samt nummerering og rejsning af bindingsværkshuse, www.bevardithus.dk/wp-content/uploads/Kropsmål-19.08.20-sv.pdf. Side 11; Vadstrup, Søren: Mit bindingsværkshus. Netværk for Bindingsværk. 2021. Side148 – 148. (Dobbeltstolper); Vadstrup, Søren: Analyse og Værdisætningen af skovridergården ’Dæmpegård’ i Tokkekøb hegn. ARCHITECTURA nr. 45, 2023. Side 164-181.(Dobbeltstolper med mere); Vadstrup, Søren: Falkonergår-den på Frederiksberg. Historie og restaurering 2019 – 2023.2. udgave 2023; På falkoner-gaarden.dk vil bogens tekstersuppleres med flere tegninger, fotografier og tekster. (Password: købkeshavestue).
Bladet By & Land 142
I blad nr. 142 kan du også læse artiklerne:
- Lederen. Kunne man friste med et medlemskab? Af formand Iben Bækkelund Jagd
- Byrummet under Rådhuspladsen. Af Niels Henrik Andreasen, Tina Rasmussen og Magnus Marius Rohde
- Erfaringerne fra Arkitekturhovedstad 2023. Af Camilla van Deurs og Kristine Munkgård Pedersen
- Tysk nationalromantik i Søndderjylland – den grimmeste ælling? Af Peter Dragsbo
- Aktuelle sager. Af Iben Bækkelund Jagd
- Årsudflugt til Sydsjælland og Præstø
- Byvandring: C.F. Hansen – klassicismens mester ved Thomas Roland
- Boganmeldelser.
Bliv medlem og få det næste blad
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Stefanie Høy Brink shb@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.
Et historisk og et nutidigt tanghus
Tanghus på Læsø, Østerby, 2022. Foto: Alberte Klysner Steffensen.
Med udgangspunkt i deres afgangsprojektet Bangsbogaard: Et historisk og nutidigt tanghus, afsøger arkitekterne Alberte Klysner Steffensen og Frida Nielsine Bommenskjold Thomsen i denne artikel, hvordan man med afsæt i kulturarven og den traditionelle læsøske byggeskik kan formgive en fremadskuende arkitektur med et tilbageskuende blik og hvordan den traditionelle byggeskik er relevant i den grønne omstilling
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 141 – december 2023. Frida Nielsine Bommenskjold Thomsen, forskningsassistent, arkitekt MAA og Alberte Klysner Steffensen, Ph.D.-studerende, arkitekt MAA
“På den græsklædte Toft ligger Læsøgaarden med lave, hvidkalkede Vægge, der skræver under Vægten af det vældige Tangtag. En sær Undren fylder én, første Gang man oplever denne særegne Byggeskik, og man vægrer sig næsten ved at tro, at Tagene er gjort med Menneskehænder”
– Hans Henrik Engqvist.
Sådan skriver restaureringsarkitekten Hans Henrik Engqvist i Tidsskriftet Danmark fra 1945. Spredt rundt på den Nørrejyske ø i Kattegat ligger de få tilbageværende tanghuse med sine karakteristiske volumniøse tage af ålegræs. Tanghuset har gennem flere generationer været en truet del af den danske kulturarv, som har lidt store tab, hvor antallet af tanghusene inden for det sidste århundrede er blevet reduceret fra 300 tanghuse til omkring 30 huse med helt eller delvist bevaret tangtag.
Tanghusene udgør en særegen bygningstypologi, der udelukkende forekommer på Læsø, og som i de seneste år har udviklet sig til et vigtigt vartegn for den læsøske identitet. Byggeskikken vidner om læsøboernes tilpasning til øens økologiske forhold, barske livsbetingelser og usædvanlige kønsroller i det lille isolerede øsamfund.
Siden 2008 er flere af tanghusene blevet en del af et omfattende restaureringsprojekt, der involverer Slots og – Kulturstyrelsen, Læsø Kommune og lokale ildsjæle, som med støtte fra blandt andet Realdania, A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden arbejder for bevarelse af tanghusene og genskabelsen af det næsten fortrængte tænge-håndværk. Ydermere, har tanghusenes enestående historie og byggeteknik indtaget en prominent plads på verdenskortet ved at komme på UNESCO’s Tentativliste.
Bangsbogaard – den sidste firlingegård
Den læsøske byggeskik hænger unægteligt sammen med den kulturhistorie, der siden 1100-tallet har præget bosætningen på Læsø. Saltsydning, skovrydning, sandflugt, skibsbjærgninger, matriarkat og fattigdom er alle historiske faktorer, der har haft stor indflydelse på Læsøs særegne byggeskik, som vi kender den i dag. Den omfattende saltproduktion i højmiddelalderen krævede store mængder af brændsel, hvilket førte til massiv skovhugst og tørvegravning.
Det viste sig at få alvorlige konsekvenser for øens ressourcegrundlag, og forårsagede den første økologiske krise på øen, nemlig sandflugten, som lagde landbruget under pres. Med skovenes forsvinden, blev vraggods fra strandede træskibe omkring Læsø en nødvendig og lukrativ ressource i opførelsen af nye bygninger. I folkemunde siges det, at der skulle 17 gode strandinger til at kunne opføre en læsøgård. Det er derfor ikke sjældent, at tanghusets bærende konstruktion eller inventar består af skibstømmer.
Levevilkårene på Læsø var barske og fattigdommen udpræget. Som følge af sandflugten og saltsydningens tilbagegang var læsøboerne nødsaget til at afsøge nye eksistensgrundlag, hvorfor mændene strøg til havs under forhyring.
Læsø kom i kvindernes varetægt, og det var kvinderne, som drev landbruget, byggede gårdene og opdrog børnene. Grundet fraværet af mænd gik gårdene ligeledes som oftest i arv fra kvinde til kvinde. Et nutidigt vidnesbyrd om dette er, at flere af tanghusene i dag fortsat bærer kvindenavne, såsom Hedvigs Hus, Kalines Hus, Andrines Hus og så videre.
Til ventsre: Opstalt af det nutidige øst-facade. Til højre: Tværsnit i det nutidige, bygningsbestanddele. af Alberte Klysner steffensen og Frida Nielsine Bommeskjold Thomsen
Tage af ålegræs
Tagene er tænget med ålegræs, men bliver i folkemunde omtalt som ”tangtage”. Forudsætningen for i sin tid at bruge ålegræs som tagmateriale udspringer dels fra manglen på halm til tækning som grundet øens begrænsede agerbrug skulle anvendes til dyrefoder, og dels fra de store mængder af tang, som drev på strandene hver vinter.
Tanggårdene er opført i sparsomt bindingsværk med lerklinede tavl og simple tømmerkonstruktioner, og husets proportioner er bestemt af tangtagets tyngde. Typologien er et vidnesbyrd om en kulturhistorisk økonomisering af ressourcebrug og en dynamisk byggekultur, hvor genbrug af byggematerialer og bygningselementer var en nødvendighed.
Flere af husene og tangtagene har haft en levetid på omkring 300 år, men bygningskulturen har haft vanskelige vilkår i det moderne samfund, hvilket blandt andet skyldes nye idealer for boligen, den økonomiske byrde forbundet med vedligehold og mangel på ålegræs grundet en global ålegræssyge.
Kilder En dynamisk byggeskik
Flere af husene og tangtagene har haft en levetid på omkring 300 år, men bygningskulturen har haft vanskelige vilkår i det moderne samfund, hvilket blandt andet skyldes nye idealer for boligen, den økonomiske byrde forbundet med vedligehold og mangel på ålegræs grundet en global ålegræssyge.
Tanghusene blev oprindeligt opført som korte, enkeltstående huse, der løbende blev udvidet med flere fag, når man kunne skaffe materialerne til det. Som oftest ville man lade topremmen stikke ud forbi den sidste stolpe i en længe, så huset stod klar til at kunne blive udvidet med flere fag. Længerne blev senere sammenbygget til større gårdfællesskaber, som husede flere husholdninger på en gang. Historisk set fandtes der nemlig ingen reelle landsbydannelser
på Læsø før engang i 1900-tallet, så de såkaldte tvillinge-, trillinge- eller firlingegårde var den mest gængse bebyggelsesstruktur på øen.
Bangsbogaard
Mest udbredt var tvillingegården, men der findes også eksempler på trillinge- og firlingegårde, hvoraf Bangsbogaard er det eneste bevarede eksempel på en sådan bebyggelsesstruktur. Bangsbogaard regnes som det største og mest komplekse gårdfællesskab, og bestod efter sigende af fire selvstændige boliger i sin storhedstid. Formodentlig, har Bangsbogaard huset op til syv husholdninger, hvis aftægtsfamilierne på gården medregnes. Det anslås, at antallet af beboere har været omkring 30-40 personer på samme tid.
Bangsbogaard fremstår i dag delvist originalt, delvist nedrevet og delvist ombygget, og bærer præg af en markant udviklingshistorie, hvorfor gården betragtes som et oplagt sted til at undersøge mulighederne for at lade en restaurering af et historisk tanghus indgå i en dialog med en nutidig tilføjelse.
Tanghuset som inspirationskilde
I bestræbelserne på at bygge med en mindre belastning af klimaet, er det relevant at rette blikket mod de præindustrielle bygningstraditioner, såsom den læsøske tanggård, da bygningskulturen er funderet i lokalt fremkommende ressourcer og opført i holdbare, CO2-neutrale materialer. Tanghuset er et udtryk for en pragmatisk byggeskik med et sparsomt materialebrug og ydmyg æstetik, præget af fleksibilitet hvor nye rum og funktioner blev ændret eller tilføjet gradvist i takt med nye behov og den ukonsekvente adgang til ressourcer. Flere dimensioner af den traditionelle læsøske byggeskik såsom tanghusets biogene byggematerialer, traditionen for genbrug, husenes fleksible rumstruktur og bindingsværkets modulbaserede konstruktionsprincipper er stærke inspirationskilder i en nutidig forståelse af bæredygtig arkitektur.
Det nutidige tanghus hviler i denne forbindelse på en forståelse af bæredygtig arkitektur som noget, der er forankret i det stedsnære og det regionale, og som tager hensyn til kulturarven og den nære historiske identitet. Hvor formsproget og de byggetekniske aspekter indskriver sig i en større kulturhistorisk sammenhæng, og er med til at skabe en meningsgivende forbindelse mellem nyfortolkningen og det traditionelle tanghus. Således bidrager det nutidige tanghus til en naturlig fortsættelse af en udviklingshistorisk byggeskik og gør kulturarven levende.
Det har været afgørende for projektet, at det nutidige tanghus indgår i en dialog med den historiske kontekst og egnsbyggeskikken, men samtidig kan aflæses som en nutidsmarkør og dermed som et nyt lag i den historiske udvikling, der har præget Bangsbogaard.
Baggrunden for det nutidige tanghus
De æstetiske træk i det nutidige tanghus er baseret på en grundig værdisætning af den ejendommelige byggeskik på Læsø, samt kendskab til den kulturhistoriske kontekst og de lokale byggematerialer. Værdisætningen danner grundlag for æstetiske, tektoniske og materialemæssige kvaliteter i det traditionelle tanghus, som kan videreføres i en nutidig skikkelse.
I forlængelse af tanghusets pragmatiske byggeskik har det i formgivningen af det nutidige tanghus været væsentligt at betone det relationelle forhold mellem æstetik og tektonik, hvor husets strukturelle logik er aflæseligt, ligesom tanghusets bindingsværk, samt at husets æstetiske udtryk og stoflige virkninger udspringer fra tektonikken.
Det nutidige tanghus
Det nutidige tanghus er opført som et længehus med en bærende konstruktion i træ og et punktfundament i granit. Den bærende trækonstruktion refererer til bindingsværket, og punktfundamentet i granit til sylstenene på det traditionelle tanghus, hvorpå stolperne hviler direkte. I mellem den bærende konstruktion i vægge og loft findes kassetter af løst og komprimeret ålegræs og træ, som fungerer som isolering og indre beklædning. Ålegræskassetten kombinerer standardelementer med tilpassede elementer, og er udført med reversible samlinger, så den kan skilles ad og genbruges. Ydermere, er kassetten diffusionsåben, så den kan optage og afgive fugt og bidrager til et sundt indeklima. Taget er tænget med ålegræs på traditionel vis, og for at give huset et mere nutidigt udtryk, etableres en mønning af ålegræs i stedet for tørv. Husets ydre beklædning er lodrette brædder behandlet med kalksæbe med kønrøg-pigment. Soklen er afsluttet med et vandbræt og offerbræt for konstruktiv træbeskyttelse, og refererer til det traditionelle tanghus som voksende direkte op af jorden. Internt i bygningsanlægget er recirkuleringen af materialer inkorporeret som én af de traditionelle kvaliteter i et tanghus, for eksempel kan det ålegræs, som er udtjent som tagbeklædning, genbruges i komprimeret form i ålegræskassetterne, hvorved levetiden forlænges yderligere udover de 300 år.
Kulturarv og bæredygtighed
Der har i projektet været et stærkt ønske om at sænke CO2-aftrykket på bygningerne, særligt i det nutidige tanghus. Afgangsprojektet har haft en eksperimenterende tilgang og forsøgt at udforske koblingen mellem klassiske restaureringsmetoder og nye betragtninger om bæredygtighed. Projektet kan derfor ses som et bidrag til fornyelse af en præindustrielle egnsbyggeskik som bidrag til den grønne omstilling. De præindustrielle bygningstraditioner
kan lære os meget om ressourceansvarlighed, lang levetid og lokalforankret arkitektur, der kan spille en vigtig rolle i den markante omlægning af byggebranchen, vi står overfor. I denne forbindelse anskues kulturarven som en levende bygningskultur, der forbinder forskellige tider og giver arven videre, således at historien bliver nærværende, relevant og nødvendig i den bæredygtige omstilling.
Bladet By & Land 141
I bladet By & Land 141 finder du også artiklerne:
-Lederen: Bevaring er en del af løsningen af Iben Bækkelund Jagd
-Hilsen fra den nye redaktør af Stefanie Høy Brink
-Den farlige have – Den evige kamp mellem natur og kultur af Thomas Roland
-Herregårdshaven på Løvenborg af Kirsten Lund-Andersen
– Havenissen – Kulturarv eller Kitsch af Stefanie Høy Brink
-God bevaring i 25 år af Niels Meyer
-By og Land Greve har noget på hjerte af Nanna Uhrbrand
-Et historisk og nutidigt tanghus af Frida Nielsine Bommenskjold Thomsen og Alberte Klysner Steffensen
-Aktuelle sager og holdninger af Iben Bækkelund Jagd
-Samlingskraft åbner igen for ansøgninger af Anders Bundgaard Nielsen
-Boganmeldelser
Bliv medlem og få det næste blad
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Stefanie Høy Brink shb@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.
Havenissen – kulturarv eller kitsch
Sød ser han ud i sine shorts, grønne hat og med en parasol under armen. Denne havenisse lever helt op til de officielle havenissekriterier, nemlig at være max 69 cm høj, have skæg og iført spids hat.
Foto: Nanna Uhrbrand
Med en lanterne i hånden og et stort smil og langt skæg møder han os foran hoveddøren. Han kan se fræk ud og står måske med lys i. Han kan være lillebitte eller stor, lavet af plastik, sten eller ler. I selskab med flere eller stående alene foran døren. Jeg taler naturligvis om havenissen. En fast tradition hos mange og formentligt et hadeobjekt for endnu flere. Men hvem er han, og hvor kommer han fra?
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 141 – december 2023. Af Stefanie Høy Brink, etnolog og museumsinspektør. Samt redaktør af bladet By & Land
Nissens kulturhistorie
Der er delte meninger om, hvor gammel nissen er. De fleste nisseeksperter mener dog, at de tidligste nisser stammer helt tilbage fra vikingetiden. Der blev de kaldt vætten og var ikke helt så frejdige, som vi anser en nisse for at være i dag. Der er dog alligevel lighedstræk med gårdnissen, men vætten blev anset som værende mere guddommelig end hyggelig. Vætten skulle man respektere og give øl og grød. Til gengæld hjalp han til på gården, hvor han både passede dyr og gav bondemanden gode råd. Respekterede man ham ikke eller sørgede for god forplejning, så kunne han til gengæld bringe ulykke over gården. Han blev anset som en form for venlig husgud på linje med ”de underjordiske”, hekse, elverfolk, trolde og bjergmænd og var jo selvfølgelig ikke begrænset til en højtid eller
særlig tid på året, men måtte passes hele året rundt. Vættens status ændrede sig i takt med kristendommens udbredelse. Når man kun må tilbede én gud, så var der ikke plads til vætten. Vætten blev nu anset som djævelskab, der skulle bekæmpes og forvises fra gården.
I 1800-tallet vandt vætten langsomt indpas i hjemmet igen. Det meste, vi ved om vætten eller nissen, stammer fra folkemindesamlernes arbejde, der hovedsageligt foregik i 1800-tallet, hvor fortællinger og sagn om nissen især bliver beskrevet af Just Mathias Thiele i ”Danske Folkesagn” (1819-1823). På gårdene blev han kendt under navnet Niels, og det blev efterhånden til Nis. Nis hjalp igen til på gården, men kunne også drille og lave lidt ballade. Han fik en rød hue og grå kofte på ligesom bonden og blev set lidt som en lille bondemand. Husguden var blevet en maskot. Men han kunne skabe en masse ballade og forårsage uheld, hvis man ikke passede og plejede ham. Og nissen kunne bonden ikke flygte fra, og heraf stammer udtrykket, at nissen flytter med.
I 1850’erne fik nissen en familie med både kone og børn, og nisserne blev langsomt mere og mere populære blandt både borgerskabet og bønderne. De blev en del af vores juletraditioner og figurerer på julepynt og julekort, og i 1947 blev nissen så til en kravlenisse, der kunne kravle rundt på husets møbler på forskellige halsbrækkende måder. Den første kravlenisse blev tegnet af Frederik Bramming.
Hvor kommer havenissen fra?
Havenissen stammer formentlig fra Polen eller Tyskland. De kom til tyske haver fra midten af 1800-tallet og lignede ofte gartnere eller minearbejdere. Havenissen var lavet i brændt ler og derefter håndmalet og havde ofte et læderforklæde på, mens han bærer en lanterne, en hakke eller et andet redskab. På hovedet sad en rød spids kasket, og det er formentlig denne, der med tiden har gjort, at han blev en del af vores nissefamilie.
Dog er der ikke enighed om havenissens tyske ophav. Den tyske historiker Hans-Werner Prahl mener overraskende, at der er et slægtskab mellem vor tids havenisser og magiske figurer, der blev fremstillet i Tyrkiet i middelalderen. Slaver købt i Afrika og sendt til Anatolien skulle, ifølge Prahl, være blevet anset som havende magiske kræfter, fordi de som pygmæer kunne kravle i små minegange efter koks og malm og samtidig være utrolig stærke trods deres størrelse. Fascinationen gav sig til udtryk ved, at pygmæerne blev lavet som stenfigurer for derved at indkapsle magien. Disse eksotiske stenfigurer blev købt af italienske købmænd og solgt videre på de venezianske markeder. De små figurer blev samleobjekter og skulle pryde adelens haver, hvorfor europæiske stenhuggere
begyndte at fremstille dværge i sten og marmor for at dække den stigende efterspørgsel. Disse havedekorationer blev forløberen til havenissen.
Slægtskabet med den sagnomspundne figur dværgen er der enighed om blandt havenisseforskere. Ligesom vores gårdnisser var de første havenisser også menneskelignende, men af lille statur. Dværgen findes mange steder i såvel græsk og germansk mytologi og optræder også som en gennemgående figur i Brødrene Grimms eventyr. Nogle af de ældste havenisser, vi kender, er de 28 marmorskulpturer, der findes ved Mirabell Slot ved Salzburg. Barokhavenisserne er skabt af den østrigske billedhugger og arkitekt Johann Bernhard Fischer von Erlach, men om de er inspireret af de tyrkiske figurer tør denne artikels forfatter ikke sige. Havenisserne står i den såkaldte dværghave og blev opstillet mellem 1690-95. Et andet eksempel er havenisserne i sandsten på Greillenstein Slot
fra 1700. Havenissen var med andre ord hot i barokkens Europa, men i løbet af oplysningstiden blev de anset for dårlig smag, således kan man læse i Hermann Goethes berømte digt ”Hermann og Dorothea” fra 1797, at en haveejer har en have fyldt med stentiggere og dværge, og ingen vil se på dem længere, fordi alt skal være smagfuldt og enkelt.
Havenissen delte også generationer. Den britiske aristokrat Sir Charles Isham importerede de første havenisser til hans gods Lamport Hall i England i begyndelsen af 1800-tallet. Isham var et spirituelt og overtroisk menneske. Han købte 21 havenisser og var af den overbevisning, at havenisserne blev levende om natten og kunne kommunikere med ham. Han ville – helt i vættens og gårdnissens ånd – passe godt på dem og byggede et univers. Nisserne fik træer, huse, klippeformationer og tunneler, og han lavede små scener. Blandt andet lavede han en lille demonstration, hvor nogle minenisser strejker og kræver regler for arbejdstid og hvile. Efter sigende hadede hans døtre havenisserne og syntes, det var pinligt og ødelagde dem alle efter hans død. De overså dog én, der sad og
gemte sig i en sprække i en mur. Det er i dag en yderst velhavende havenisse. Lampy the Garden Gnome (Havenissen Lampy), som han bliver kaldt, er i dag rykket inden for og vurderet til to millioner pund.
Havenisser giver nemlig ikke op, og de spreder sig i haverne op gennem 1800-tallet. Til forskel fra de danske gårdnisser, så har havenissen ikke noget imod at blive set – ikke engang med bukserne nede!
Den fabriksfremstillede havenisse
Udviklingen tog for alvor fart, da havenissen begyndte at blive fabriksfremstillet fra 1870’erne på en polsk fabrik i Stettin. Inden da havde Meissen Porcelænsfabrik og porcelænsfabrikken i Wien fremstillet figurer til borgerskabets og aristokratiets prydhaver. Men nu blev der grundlagt yderligere to firmaer i Gräfenroda ved Thüringen, og i 1898 blev de såkaldte Thüringer-nisser vist frem på den traditionsrige Leipzigermesse. Herefter bød flere producenter sig til på havenissemarkedet, og udbredelsen stormede frem. Havenisserne blev dog atter fortrængt fra de europæiske haver under de store verdenskrige og blev
også forbudt på flere messer, da de ikke blev anset for at være rigtig havekunst.
Havenissernes udtryk ændrede sig en smule i 1930’-erne. Traditionelt var havenissen en lidt gnaven dværg eller gnom, men da Disneys ”Snehvide og de 7 små dværge” fik premiere i 1937, fik den brede befolkning et lidt andet syn på dværgene, og havenissen fik et mere hyggeligt og rart udtryk.
I 1960’erne begyndte en masseproduktion af havenisserne især i plast, men det var først i 1990’erne, at havenisserne for alvor fik en renæssance, samtidig fik de også et nyt udtryk. De var blevet uartige og kunne stå med bukserne nede eller med skøre ansigter. Helt i tidens ånd blev nisserne også angrebet af ironi og postmodernisme. Nogle blev også formet som karikaturer på politikere, og variationen i materiale blev ligeledes udvidet, og havenissen i ler blev fortrængt til fordel for havenisser i plast og gips. Havenissen blev en del af populærkulturen, som for eksempel i den franske film ”Den fabelagtige Amélie fra Montmartre” fra 2002, hvor hovedpersonen sender sin fars havenisse ud på en jordomrejse, hvorfra den sender postkort. Senere blev havenisser både figurer i reklamer for Viasat og som en figur hos produktionsselskabet Zentropa.
Havenisserne kan i dag købes overalt og ses både som kitsch og dårlig smag, men også som noget hyggeligt og som noget, der hører julen eller haven til.
Havenissernes foreninger
I 1984 blev den internationale forening til beskyttelse af havenisser skabt. Foreningen holder til i Basel og har opstillet klare kriterier for den ægte havenisse. Han er naturligvis en mand, max 69 cm høj, har skæg og er iført spids hat.
I slutningen af 1990’erne blev Havenissernes Befrielsesfront stiftet. Det begyndte i Frankrig som Front de Liberation des Nains de Jardins og har siden spredt sig til andre lande, herunder Danmark. Dets tilhængere befrier nisserne fra haverne og sætter dem ud i skoven, der af foreningens tilhængere betragtes som havenissens naturlige levested.
Den største samling af havenisser skulle efter sigende befinde sig i Pfaffstätt i Østrig, hvor parret Eidenhammer har cirka 5.000 havenisser. Et egentligt havenissemuseum findes i den tyske by Gräfenroda. Museet er indrettet i en tidligere havenissefabrik fra 1974.
Kilder
Bengen, Etta 2001: Die große Welt der Gartenzwerge. Ein historischer Rückblick. Verlag anderweit, Suderburg-Hösseringen; Feilberg, H. F. 1979: Nissens historie. Wormianum; Goethe, Johann Wolfgang 1872: Herman og Dorothea. Ernst Bojsens Kunstforlag; Mennes, Marcus 2004: Gnome & Garden: A Gnovelty Kit, Quirk Books; Müller, Ludwig 1986: Die kleine Welt der Gartenzwerge. Falken-Verlag (Liebhaber Bibliothek), Niedernhausen/Ts.; Thiele, Just Mathias 2022: Danmarks Folkesagn. Legare Street Press; Storm, Jannick: En rest af det naturlige. Fyens Stiftstidende 7. februar 2008; Havenissernes Befrielsesfront – Spademanns Leksikon (besøgt d. 17. november 2023); Levende havenisser startede trenden i England – Unyttige Historiefacts (besøgt d. 17. november 2023); Nissens historie – Nordjyske Museer (besøgt d. 17. november 2023).
Bladet By & Land 141
I bladet By & Land 141 finder du også artiklerne:
-Lederen: Bevaring er en del af løsningen af Iben Bækkelund Jagd
-Hilsen fra den nye redaktør af Stefanie Høy Brink
-Den farlige have – Den evige kamp mellem natur og kultur af Thomas Roland
-Herregårdshaven på Løvenborg af Kirsten Lund-Andersen
-God bevaring i 25 år af Niels Meyer
-By og Land Greve har noget på hjerte af Nanna Uhrbrand
-Et historisk og nutidigt tanghus af Frida Nielsine Bommenskjold Thomsen og Alberte Klysner Steffensen
-Aktuelle sager og holdninger af Iben Bækkelund Jagd
-Samlingskraft åbner igen for ansøgninger af Anders Bundgaard Nielsen
-Boganmeldelser
Bliv medlem og få det næste blad
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Stefanie Høy Brink shb@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.
Lærlingenes hus: Håndværkets fortid og fremtid
Lærlingenes Hus da det stod færdigt august 2023 – se før billedet længere nede i artiklen.
Foto: Dansk Håndværk
I Dansk Håndværk er vi stærkt engagerede i at bevare og fremme de danske håndværkstraditioner. Et vigtigt aspekt af dette arbejde er bygningsbevaring, hvor vi ser en enestående mulighed for at kombinere fortiden med fremtidens behov, især ud fra et bæredygtighedsperspektiv.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 149- september 2023. Af Mads Okking, udviklingskonsulent i Dansk Håndværk
Bygningsbevaring: En bæredygtig tilgang
For os i Dansk Håndværk er bygningsbevaring mere end blot en sentimental tilknytning til fortiden. Det er en bæredygtig tilgang til byggeri, der reducerer ressourcespild og miljøbelastning. Ved at restaurere og genanvende eksisterende bygninger kan vi mindske behovet for at rive ned og opføre nye strukturer, hvilket sparer store mængder energi og materialer.
Dette er en direkte vej til at reducere vores CO2-udledning og tage ansvar for vores miljø. Anvendelsen af eksisterende bygninger i stedet for at bygge nyt er en yderst fornuftig og bæredygtig tilgang, som vi i Dansk Håndværk stærkt støtter. Det handler ikke kun om at bevare historiske strukturer af kulturel værdi, men også om at træffe ansvarlige valg for vores planet og fremtidige generationer.
Reduceret ressourcespild og miljøbelastning
Når vi vælger at restaurere og genanvende eksisterende bygninger, sparer vi på ressourcerne. At rive ned og bygge nyt kræver enorme mængder energi, materialer og ressourcer. Det medfører også store mængder affald og forurening i form af byggeaffald og CO2-udledning fra produktion og transport af materialer. Ved at genbruge det eksisterende bygningsmateriale mindsker vi behovet for at udvinde nye ressourcer og reducere den samlede miljøbelastning.
Blikkenslagerlærling Jeppe beklæder de nye kviste med kobberinddækning, december 2022. Foto: Dansk Håndværk
Bevaring af kulturel arv og identitet
Ud over de åbenlyse miljømæssige fordele ved bygningsbevaring er det også en vigtig måde at bevare vores kulturelle arv og identitet på. Historiske bygninger rummer ofte unikke arkitektoniske detaljer, håndværksmæssige teknikker og materialer, som er værdifulde for vores historie og kultur. Ved at bevare disse bygninger sikrer vi, at kommende generationer kan opleve og forstå vores fortid og forbinde sig med vores arv.
Isoleringsarbejde i loftsetagen, februar 2023. Foto: Dansk Håndværk
Styrkelse af samfundet
Bygningsbevaring bidrager også til styrkelsen af samfundet. Restaureringsprojekter skaber arbejdspladser inden for håndværkssektoren og relaterede industrier. Derudover
giver det mulighed for træning og oplæring af håndværkerlærlinge, der kan lære af de ældre mestre og videreføre værdifuld viden og færdigheder til fremtidige generationer.
Den langsigtede investering
Endelig er bygningsbevaring en langsigtet investering. Historiske bygninger er ofte bygget til at vare i mange århundreder, og når de bliver passet og plejet, kan de fortsat tjene som værdifulde aktiver for samfundet i årtier fremover. Dette står i skarp kontrast til moderne byggeri, der ofte har en kortere levetid og hurtigere forældelse.
Alt i alt repræsenterer bygningsbevaring en bæredygtig tilgang til byggeri, hvor vi træffer ansvarlige valg for vores miljø, kultur og samfund. I Dansk Håndværk vil vi ikke bare tale om, hvorfor man skal vælge en håndværksmæssig uddannelse. Vi vil vise det sammen med de mange dygtige mennesker, der er i lære hos vores medlemsvirksomheder. Vi har derfor i 2019 købt en sommerhusgrund på Bornholm med et gammelt, nedslidt bindingsværkshus.
Lærlingenes Hus da det blev købt, se billede øverste i artiklen af huset efter istandsættelsen. Foto: Dansk Håndværk
Projektet Lærlingenes Hus
Huset, der ligger nær kysten mod øst, er grundstenen i projektet Lærlingenes Hus, og navnet skyldes, at huset hovedsageligt skal bearbejdes af unge under uddannelse som et skoleprojekt, hvor flere forskellige faggrupper deltager.
Projektet og huset skal vise de enkelte fags kundskaber og kvaliteter. Det skal vise fortidens stolte byggetraditioner i et samspil med fremtidens krav til bæredygtighed, nulenergi og cirkularitet.
Vi arbejder med deltagelse af lærlinge inden for forskellige håndværksfag, og derudover eksempelvis arkitektstuderende, konstruktørelever og kommunikationsstuderende.
Projektet har dermed også til formål at fremme samarbejde på tværs af fag og fremme forståelsen for andre fag. Det, mener vi, er vigtigt at sætte fokus på allerede under uddannelsen.
Arbejdet udføres hovedsageligt af lærlinge, der er ansat hos vores medlemsvirksomheder, under kyndig vejledning af for eksempel pensionerede håndværkere eller faglærere.
Det er vigtigt, at projektet og arbejdet bliver dokumenteret og formidlet undervejs. Når huset er færdigt, skal det indrettes af møbelsnedkerelever og elever indenfor boligmonteringsområdet.
Husets anvendelse
Vi ønsker, at huset fremover skal have mange forskellige anvendelsesmuligheder, til glæde og gavn for så mange som muligt. Det kan blandt andet være som feriebolig
til ansatte og lærlinge hos Dansk Håndværks medlemsvirksomheder, og evt. folkeskoleklasser. Det skal endvidere kunne anvendes som kursuslokale for Dansk Håndværk
og for vore samarbejdspartnere samt til kulturelle formål for Bornholms beboere.
Til inspiration for fremtidens håndværkere
Gennem Lærlingenes Hus ønsker vi at uddanne fremtidens håndværkere til at være eksperter i både traditionelle og innovative bæredygtige byggemetoder. Ved at arbejde med bevaringsværdige bygninger lærer de unge lærlinge at værdsætte det værdifulde i vores bygningstraditioner samtidig med, at de er med til at udvikle og anvende moderne, bæredygtige materialer og teknikker.
Vi ser Lærlingenes Hus som en unik mulighed for at inspirere og uddanne kommende generationer til at være banebrydende inden for bæredygtigt byggeri og forvaltning af vores bygningskulturarv.
Stolthed og ansvar for vores byggekulturarv
Vores engagement i bygningsbevaring bunder i vores stolthed og ansvar for vores bygningskulturarv. Vi vil bevare vores historie og skabe et fundament for fremtidens
byggeri, der tager hensyn til miljøet og kommende generationer.
Lærlingenes Hus repræsenterer håndværkets fremtid, hvor den vigtige læring fra fortiden møder de udfordringer, vi står over for i dag. Vi ønsker at skabe en ny generation af håndværkere, der bærer stolthed i deres arbejde og ser det som en ære at bevare og forny vores bygningstraditioner. Gennem læringen fra fortiden og anvendelsen af moderne, bæredygtige praksisser kan vi skabe kvalitetsbyggeri, der har en positiv og langvarig effekt på vores miljø og samfund. Vi er fast besluttede på at levere et positivt og bæredygtigt aftryk på vores byggede miljø.
Bladet by & Land 140
I bladet By & Land 140 finder du artiklerne:
– Restaureringshåndværkerensom nøgleperson, Leder af Søren Vadstrup
– Restaureringshåndværkeren som kender til nænsom bevaring af Anne Lindegaard
– I Hjørring sørger man for nye restuareringshåndværkere af Finn Pedersen
– Lærlingenes hus: Håndværkets fortid og fremtid af Mads Okking
– Håndværk med hånd og holdning på Holstenshus af Niels Knoth
– For malersvend Tinus Behrendt er det at restaurere helt vildt af Helge Torm
– BygHåndværk arbejder for bæredygtigt byggeri af Helge Torm
– Kortfilm dokumenterer bygningshåndværk af Graves Simonsen
– Vandkunst beriger byrum af Oskar Feldbæk Kristensen og Bonnie R. Mürsch
– Generalforsamling den 18. november 2023
– Farvel og Tak! af Helge Torm
– Kirsten Lund-Andersen hædret med fornem pris af Helge Torm
Bliv medlem og få det næste blad
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.
Måneporten – Et vindue til havet
Denne åbning i en tørmur i et haveskel ud mod Øresund har det poetiske navn Måneporten. Mesteren for det kinesisk inspirerede anlæg fra cirka 1935 er C. Th. Sørensen. Foto: Jacob Fischer.
Måneporten ved Øresund har en betydning for mange mennesker og er kendt af endnu flere, uden at de dog nødvendigvis kender til Måneportens historie og oprindelse. Og slet ikke dens navn. Måneporten er opfattelig af alle, og den berører og vækker til undren. Den er underfundig og dragende, og man må bestemt igennem porten, alene fordi muligheden er der. Den er blevet et yndet udflugtsmål og selfie-sted, også for brudepar, der lader sig fotografere med porten til havet som den pektakulære baggrund.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 139 – juni 2023. Af landskabsarkitekt MAA MDL Jacob Fischer, medlem af Have- og Landskabsudvalget i By og Land Danmark.
Et mesterværk af C. th. Sørensen
Måneporten er minimalistisk i sin idé og funktionalistisk i sin arkitektur og konstruktion. Landskabsarkitekt, professor C. Th. Sørensen tegnede i 1934 Måneporten som en del af et større haveanlæg, og hans hensigt med værket var at skærme af og skabe passage i et og samme element. Som med så mange af C. Th. Sørensens andre værker arbejder han her diskret – han nærmest hvisker, og netop derfor får Måneporten så meget opmærksomhed. Den er et af de første, landskabsarkitektoniske værker, der ligger i den delikate zone mellem kunst og arkitektur. Lad os bare kalde det landart, hvilket C. Th. Sørensen muligvis ville finde krukket.
Stendiget med Måneporten er et vidnesbyrd om tidligere tiders haveanlæg i området, hvor periodens landskabsarkitekter arbejdede med at understrege og styrke eksisterende landskabsformer, i dette tilfælde slugten. Stendiget, der danner en dæmning over slugten, accentuerer dét, som i en dansk målestok karakteriseres som et dramatisk terræn.
Anlægget kendetegner tiden og nok især C. Th. Sørensens talent for en dristig enkelthed og stramhed. En stang og en cirkel. Stangen sammenbinder og adskiller, og cirklen bliver den både bløde, statiske og stabile figur, der skaber ro og forbindelse på tværs. At det netop er denne del af det oprindelige haveanlæg, der står tilbage, virker indlysende, idet stendiget med måneporten er stærk og kan stå alene som et selvstændigt udsagn, et kunstnerisk værk.
Af national og lokal betydning
Diget og Måneporten fremstår i dag som et fritlagt, landskabsarkitektonisk element og er et signifikant og ikonisk vartegn for området og for de mange forbipasserende på Strandvejen. Porten har dermed ikke blot betydning for den landskabshistoriske udvikling i Danmark, men er samtidig også en del af et værdsat og skattet landskabstræk for lokalbefolkningen.
Porten definerer området og peger samtidig tilbage til den tid, hvor strækningen langs Strandvejen ud for Dyrehaven var bebygget med prægtige villaer med tilhørende, store haver.
Måneporten ligger i umiddelbar tilknytning til Dyrehaven i overgangen mellem den græsklædte slette med solitære træer og kystlinjen mod Øresund. Måneporten er anlagt i sammenhæng med landstedet Stokkerup, som er tegnet af arkitekt Henning Hansen. Landstedet er et simpelt, men meget virkningsfuldt anlæg, der er opbygget af rødlige Nexø-sandsten, som også blev anvendt til villaens sokkel, men i diget uden brug af mørtel, en såkaldt tørmur.
Haveanlægget ved Stokkerup er tegnet og anlagt omkring 1934 med den farmaceutiske fabrikant Bøje Benzon (død 1976) som bygherre. Senere indgik haven i den række af store strandvejsvillaer og -haver, som blev opkøbt af staten og senere sløjfet i forbindelse med Strandvejsudvalgets arbejde, der gik ud på at genskabe den visuelle forbindelse mellem Eremitagesletten og Øresund.
I sin bog ”Haver, tanker og arbejder” gør C. Th. Sørensen nøje rede for sine tanker om anlægget af haven ved Stokkerup. Blandt andet med følgende citat vedrørende muren og porten: ”Det er naturligvis en stor ulempe, at der næsten ikke er læ mod øst. Men det ville være synd ikke at lade disse grønne banker ligge åbne mod det blå vand, kun smykket med de store gamle træer. Lidt læ lod sig opnå neden for huset, idet en lav ås skød sig frem for dalen; den endte i en lille knude med et par skønne aske, og her byggedes en dæmning, der ind imod haven fremtræder som en tørmur af Neksø-sandsten, rigt tilplantet og med en gennemgang, der er formet som en kinesisk måneport.”
Til venstre ses landstedet Stokkerup, bygget i 1934. Haven, der dengang anlagdes af C. Th. Sørensen, og som havde en slugt som naturbetinget forudsætning, er ikke bevaret i sin helhed, men stendiget med Måneporten, der danner afgrænsningen mød øst ud til Øresund, er velbevaret. Foto: Jacob Fischer.
Måneportens bevaring
Måneporten er teknisk set et stendige med en kerne af jord og faste sider af sandstenskvadre og græs på toppen.
Diget er cirka to meter bredt og 30 meter langt. I diget er der konstrueret en cirkulær, selvbærende åbning med en diameter på omtrent to meter, som danner en rørformet tunnel, der tillader passage gennem diget.
Den tidligere bæk, Hages Rende, løb ned gennem slugten, og Måneporten havde tillige den funktion at lede vandet gennem dæmningen. Bækken er nu rørlagt, og Måneportens egentlige funktion er begrænset til at lede slugtens overfladevand ud til havet.
Anlægget om Måneporten var efterhånden kommet i et så fremskredent forfald, at der var reel fare for, at diget kunne styrte sammen. Særligt var de langsgående mure, der flankerer digets sider, ved at skride ud. Men grundet cirklens statiske styrke stod tunnelen nogenlunde intakt, om end lidt trykket i den ene øvre del.
I 2021 blev der derfor iværksat en renovering for at redde anlægget fra det endelige kollaps. Snorlige står den ikke, men den er reddet for en tid. På sigt bør hele anlægget rekonstrueres med en markering af de enkelte sten, der så kan genplaceres efter etablering af et stabilt fundament af et frostsikkert skærvelag og drænende bagfyld.
Der bør også etableres et langsgående dræn ved foden af de to stenvægge. Det er tydeligt, at bagfyldet trykker murene ud under frost, hvilket tyder på, at konstruktionen ikke er udført efter forskrifterne for tørmure. Jordkernen mellem de to tørmure bør bevares, da den har sat sig og nu er stabil. Der bør kun være græs på toppen, og anlægget skal friholdes for al opvækst, hvorimod de store træer skal bevares, da de er en del af det samlede billede; de stod der, da anlægget blev skabt i 1934.
Måneporten i denne udformning er fuldstændig unik i Danmark. Foruden Måneporten ved Stokkerup anlagde C. Th. Sørensen endnu en måneport på Borsholmgård i Helsinge i 1950’erne, men denne er indbygget i en teglstensmur. På Fredensborg er der også en måneport med en låge, som markerer indgangen til slottets køkkenhave.
Fredning af Måneporten indenfor rækkevidde
Hele diget og portåbningen har bærende fredningsværdier. Måneporten er ganske enkelt enestående, og den er uhyre nem at bevare, når den er renoveret. Slugten – den store græsflade mellem Strandvejen og diget – indgår også i fredningsforslaget, da en fortsat friholdelse af den åbne græsflade er en forudsætning for at kunne opleve Måneporten.
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har indsendt en indstilling om fredning af Måneporten. Til venstre ses landstedet Stokkerup, bygget i 1934. Haven, der dengang anlagdes af C. Th. Sørensen, og som havde en slugt som naturbetinget forudsætning, er ikke bevaret i sin helhed, men stendiget med Måneporten, der danner afgrænsningen mød øst ud til Øresund, er velbevaret.
Det Særlige Bygningssyn har efterkommet indstillingen. Fredningen er sendt i høring og er afsluttet i marts 2023. Endelig beslutning kendes ikke i skrivende stund. Det anbefales, at Naturstyrelsen igangsætter en rekonstruktion af stendige og måneport, så det ikoniske, runde vindue mod havet sikres for eftertiden og et af de væsentligste bidrag til dansk landskabsarkitektur dermed bevares.- Går Måneporten tabt, vil mange undres over vores svigt – endnu flere vil savne den.
Red: Efter bladet By & Land 139 udkom, er fredningen gennemfør. Du kan læse Slots- og Kulturstyrelsens pressemeddelelse her eller hele By og Lands fredningsforslag her
Fakta for Måneporten
Historie:
1860: Landstedet Stokkerup anlægges af Alfred Hage;
1933: Ny Stokkerup bygges af Bøje Benzon med Henning Hansen (1880-1945) som arkitekt;
1934: anlægges haven omkring Stokkerup, og heri indgår dæmningen med måneporten;
1942: Stauning iværksætter den ambitiøse Springforbiplan, der havde til formål at sikre sammenhæng mellem Dyrehaven og Øresund;
2000 ca.: Stenmuren repareres nødtørftigt;
2019: Landsforeningen gør Naturstyrelsen, den nuværende ejer, opmærksom på Måneportens hastigt fremadskridende forfald;
2020: Naturstyrelsen bevilger 125.000 kr. til istandsættelse;
2021: Landsforeningen rejser fredningssag.
Om arkitekten
C. Th. Sørensen, født 24. juli 1893 i Altona, død 12. september 1979 i Brønshøj, var sin tids førende danske landskabsarkitekt og regnes i dag blandt verdens mest fremtrædende. Han fornyede havekunsten ved at lade sig inspirere af den moderne billedkunst, og mere end nogen anden rettede han sit fags opmærksomhed mod den sociale virkelighed. Omfanget af C. Th. Sørensens virke er enormt – mere end 2.000 projekter i alle skalaer, fra små haver til store institutionsparker og boligområder.
Blandt C. Th. Sørensen væsentligste værker, som enten er fredet eller er ved at blive det, kan nævnes:
Aarhus Universitet (1931-47). Fredningsforslag er indsendt (beslutning sat i bero pr. 20. april 2023, red.).
De Ovale Haver i Nærum (1948). Fredet 1991.
Kirkepladsen, Adelgade i Kalundborg (1952). Fredet 2011.
Bellahøj, udearealer samt friluftsteater ved højhusbebyggelse (1947-58). Fredningsforslag er indsendt.
Vitus Berings Park i Horsens (1954-56). Fredet 2014.
Angli V, rund skjortefabrik med park i Birk ved Herning, nu Herning Kunstmuseum (1963-68). Fredet 1995.
De Geometriske Haver i Herning (1983). Fredet 2014.
Bladet by & Land 139
I bladet By & Land 139 finder du artiklerne:
– Vi bør alle stå sammen om vores fælles kulturarv, Leder af Iben Bækkelund Jagd:
– Måneporten – Et vindue til havet af Jacob Fischer
– Fra jernstøberi til bibliotek – nyt projekt i Præstø af Helle Judith Thomasen
– Det kan nytte – Solstrålehistorier fra Rudkøbing af Peter Dragsbo
– Smukfest i grim by – Skandaløse Skanderborg af Helge Torm
– Børkop vandmøller modtager tilskud i millionklassen af Helge torm
– Samlingskraft er igen åben for ansøgninger af Anders Bundgaard Nielsen
– Skelsættende årsmøde i Grenå af Helge Torm
– Boganmeldelser: ‘Bellavista’ af Torben Weirup, ‘Familien Jensens gaard – en mønstergård fra 1900’ af Lene Floris, ‘Landskabskunst i Danmark’ af Frode Birk Nielsen og ‘Bevaring mig vel – om bevaringsværdige bygninger i Slagelse Kommune’ af Mette Lund Jørgensen.
Bliv medlem og få det næste blad
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.
Det kan nytte – Solstrålehistorier fra Rudkøbing
Huset med den imponerende kvistetage er den gamle borgmestergård på hjørnet af Nørregade og Strandgade i Rudkøbing, opført i 1802 og fredet i 1919. Alligevel var bygningen i stor fare i 1970’erne, men blev reddet af borgere i byen. Foto: Peter Dragsbo
Rudkøbing, Langelands hovedstad, er en spændende og velbevaret købstad. Det middelalderlige gadenet er stort set intakt, og bebyggelsen er præget både af de mange småhuse i sidegaderne og en række flotte og helstøbte købmandsgårde fra slutningen af 1700-tallet. Fra nyere tid er der alle de ”lag”, man kan forvente af en provinsby: etagehuse og små arbejderboliger fra slutningen af 1800-tallet, institutioner og bypark, ældre villakvarterer frem til socialt og kommunalt boligbyggeri fra 1940´erne og 1970´ernes industrikvarterer og parcelhuse.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 139 – juni 2023. Af forhenværende museumsdirektør Peter Dragsbo, formand for Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø
Kulturmiljøerne er fokus
Også havnen rummer en lang række kulturmiljøer fra kornpakhusene og de fine pakhuse for DFDS og paketfarten ved den gamle havn, fiskerihavnen fra 1910 med bedding og redskabshuse, færgelejerne fra 1920´erne frem til vore dages siloer og lystbådehavn. På grund af beliggenheden på en ø har væksten siden 1970´erne været beskeden, så mængden af ”ulykker” har været begrænset.
Bevaringsbevægelsen i Rudkøbing opstod i 1970´erne. Dels reddede behjertede sjæle den fine, gamle borgmestergård i Nørregade fra 1802, byens første murede hus efter kirke og rådhus. Og dels kom det til kamp mod planen om en ringgade syd om den gamle bydel, som ville have ødelagt det mest unikke træk ved byen: at haver og baghuse langs hovedstrøgets sydside grænser op til Vejlen, de store engdrag syd for byen.
Kampen blev vundet, vejplanen blev lagt i skuffen, og i 1988 stiftede man så Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø. Siden er det gået slag i slag med kampe mod unødvendige nedrivninger og formidling af øens kulturarv gennem byvandringer og landskabsture, foredrag og ”kulturarvsdag”, indlæg i lokalavisen og vejledning af ejere og brugere af bevaringsværdige huse. Først i 2009 fik byen dog en bevarende lokalplan for hele den gamle bydel, men den fungerer, trods et par af de sædvanlige, beklagelige dispensationer.
Rema 1000-kampen i 2020
I mange år har politikerne holdt fast på, at butikslivet skulle holdes samlet omkring hovedgaden, Østergade. Det har givet nogle nedrivninger på hovedgadens nordside, når der skulle være plads til supermarkeder og parkeringspladser. Men til gengæld har Rudkøbing stadig – i modsætning til så mange andre mindre byer – et sprællevende hovedstrøg.
Men pludselig, i foråret 2020, havde Rema 1000 besnakket et par politikere, incl. borgmesteren, til at tillade et ”aflastningscenter” med et stort supermarked ved Nørrebro i kanten af den ældre bydel. Ud over slesk tale og billig portvin lokkede man også med, at forureningen fra det tidligere gasværk på stedet ville blive fjernet. Bevaringsforeningen kastede sig, i samarbejde med
blandt andet Handelsstandsforeningen og andre kræfter, ind i kampen mod dette påfund. Ikke så meget på grund af den husrække på Nørrebro, der skulle fjernes, men især fordi det nye center ville true livet i bymidten, som er med til at opretholde de mange bevaringsværdige huse på hovedgaden. Der blev dannet en særlig ”aktionsgruppe”, samlet underskrifter, annonceret i lokalavisen, anket til Planstyrelsen osv. – og så kom kommunalvalget i november. Forholdet mellem partierne ændrede sig ikke meget, men nu var der heldigvis flertal imod planen.
Højhus-kampen 2023
Vi troede derfor, at det var gået fremad med forståelsen for, at Rudkøbings bymiljøer efterhånden er unikke i Danmark og en attraktion for både bosætning, turisme og handel. Men så kom, som lyn fra en klar himmel, en lokal privatmands forslag om at bygge et højhus i 12 etager midt i den ældste del af havnen.
I samme område var to tidligere frøpakhuse nok i 2004-05 blevet henholdsvist ombygget til og erstattet med lejligheder i 3-4 etager, men ellers havde Rudkøbing indtil da været forskånet for det åndløse spekulationsbyggeri, som har ødelagt så mange havne.
Forslaget kom på bordet på et møde i Bymiljøudvalget 2. marts i år – og der var flertal i udvalget for projektet. Allerede tirsdagen efter skulle Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget behandle sagen, så det gjaldt om at handle ekstremt hurtigt.
Allerede samme aften gik der mails ud til alle foreningens medlemmer, deltagerne i ”aktionsgruppen” mod Rema 1000 og mange andre. Dagen efter gik der henvendelser om sagen ud til blandt andet Kulturarv Fyn (som reagerede hurtigt), til Landsforeningen (som kun sendte et par gode råd), ”Arkitekturoprøret” (som satte sagen øverst på hjemmesiden), Geopark Det sydfynske Øhav,
Slots- og Kulturstyrelsen og Realdania (som siden 2020 har gennemført et bymidteprojekt i Rudkøbing som led i kampagnen ”Hovedbyer på forkant”).
I de følgende dage blev Fyns Amts Avis bestormet af læserbreve. Der kom indsigelser fra foreningerne, som arbejder med bevaringen af gamle bygninger og skibe i havnen, og der blev oprettet en Facebook-gruppe. Stort indtryk gav det især, da den verdenskendte arkitekt Jan Gehl ud fra sine mangeårige erfaringer med byer for mennesker byer advarede mod højhuset. Modstanden mod planen steg til stormstyrke, og i uge 12 skiftede stemningen i kommunalbestyrelsen, så højhuset faldt ved KB-mødet
27. marts med stemmerne 14:1.
Kig fra søsiden mod parti af Rudkøbings gamle havn. Til venstre ses toldboden fra 1899. Dette fine miljø ville blive knust af et projekt for et højhus på 12 etager, som skulle stå midt i det hele. Foto Peter Dragsbo
Helhedsplan for Rudkøbing Havn
Sagen havde samtidig vist, at der var brug for en helhedsplan for Rudkøbing Havn. Der havde nok i 30-40 år med jævne mellemrum været en række beskrivelser, registreringer og anbefalinger vedrørende havnen som kulturmiljø. I 2011 lavede man endda en ”masterplan” med arkitektkonkurrence og borgerinddragelse, der – som det ofte er tilfældet med den slags – var fuld af gode, men urealistiske ideer uden større sammenhæng. Derfor er realiteten, at havnen nu kun er dækket af et kludetæppe af mindre lokalplaner.
I sørgelig forfatning afventer spilhuset fra 1914 en redningsaktion fra den lokale bevaringsforenings side; den nedslidte vejrfløj vil således blive genskabt. Foto: Peter Dragsbo
Derfor arbejder vi nu, sammen med nogle af politikerne, på at få sat en helhedsplan i værk. Vi skal ikke have fornemme arkitektkonkurrencer eller ”vilde” ideer fra Gud og hvermand, men en jordnær, langtidsholdbar plan, der kan udmøntes i en lokalplan. Det vigtigste er, at det sker ud fra en analyse af de historiske strukturer og sammenhænge (som man tidligere gjorde i SAVE-systemet) og af, hvad havneområdet visuelt kan tåle og har brug for (som man gjorde, da man lavede ”masterplan” for havnen i Kerteminde 2020). Også havnens fremtidige funktioner skal
kortlægges, blandt andet skibstrafikkens fremtid, og endelig er der klimaet og vandstigningen.
Vi har skabt kontakt mellem kommunen og Realdania, som har vist positiv interesse, og har lavet et oplæg til indholdet af et sådant planarbejde. Helt uafhængigt af alt dette er en arbejdsgruppe under Bevaringsforeningen gået i gang med at redde et fint, lille spilhus fra 1914 ved beddingen i fiskerihavnen.
Vær med til at støtte bygnings- og landskabskulturen
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.
LYSERE TIDER PÅ SOSTRUP SLOT
Lige så statelig og fornem Sostrup Slots facade er, lige så forunderlig ser bagsiden ud med de aldrig fuldførte sidefløje, hvad der forklarer de usædvanligt synlige bindingsværksmure. Miseren går helt tilbage til begyndelsen af 1600-tallet. Broen over voldgraven er ikke ældre end 1970’erne. Foto: Lars Kalmer Kastanje.
I juni 2014 havde jeg en artikel i By & Land om den situation, som det fredede Sostrup Slot befandt sig i dengang, hvor slottet skiftede ejer. Katolske nonner, der havde brugt ejendommen siden 1960, opgav besiddelserne, og i stedet overtog Kirsten Bundgaard Swift dem.
Artiklens overskrift var: ”Sostrup på vej mod lysere tider”, og det må man sige, at de er kommet nu! Inden jeg fortæller lidt om de positive resultater, vil jeg lige meget kort rekapitulere historien for Sostrup Slot, som deltagerne i By og Land Danmarks årsmøde i maj 2023 vil få fornøjelsen af ”at få ind under huden”.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 138 – marts 2023. Af arkitekt Lars Kalmer Kastanje, formand for Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Norddjurs Kommune
Den første historie
De første beretninger om Sostrup findes fra 1300-tallet, hvor storbonden Svort, der boede i landsbyen Gjerrild, havde en udflyttergård kaldet Svortstorp, senere benævnt Sostrup. Hovedbygningen var en lang kampestensbygning, som i dag står renoveret på slotspladsen.
Efter 1586 blev godset solgt til rigsråd Jacob Seefeld og hans kone Sofie Bille. Disse besluttede sig for at opføre en vandborg i 1599, det vi i dag ser som Sostrup Slot, fredet siden 1918.
Jacob Seefeld døde allerede omkring år 1600 og nåede således ikke at se sit værk færdiggjort. Hans enke Sofie Bille fortsatte imidlertid byggeriet, indtil hendes penge slap op, og der for øvrigt heller ikke var mere egeskov tilbage på godsets land.
Det betød, at det, der ellers skulle have været en stor firlænget borg med fløje på tre etager over en kælder, endte med gennemførelsen af bare halvdelen, således at de to korte sidefløje den dag i dag ender abrupt med store bindingsværksgavle, et lidt sælsomt, men fascinerende syn!
Jørgen Skeel overtog godset i 1612. Herefter forblev godset i slægten Skeel/Scheels eje i over 200 år. Men i 1823 var det hele forbi. Danmarkshistoriens nok største konkurs ramte også Skeel’erne.
En dynamisk ritmester, Jacob von Benzon, købte nogle år herefter slottet og det resterende gods. Ved kongelig bevilling i 1903 fortsatte godset nu i ejerskab ved de Mylius-Benzon-slægtens sammenføring. Slægten Benzons og derpå de Mylius-Benzons ejerskab strakte sig over i alt 116 år frem til indtil 1945, hvor staten grundet en dom imod ejer for værnemageri overtog slot og gods, siden 1944 igen kaldt Sostrup.
De næste 15 år brugte staten slottet til først flygtningelejr og senere – op gennem 50’erne – til en skole for den
frie opdragelse. I denne periode satte et forfald ind.
Kloster fra 1960-2013
I 1960 begyndte en ny epoke, da staten solgte det forfaldne slot til cistercienserordenen under den katolske kirke i Danmark, og cisterciensernonner flyttede ind. Det gamle slot blev herefter renoveret, og kirken købte i 1966 avlsbygningerne, der var blevet fredet i 1964, og istandsatte ligeledes den oprindelige kampestensbygning på slotsgrunden. I 1992 byggede cistercienserordenen et firfløjet klosteranlæg med klosterkirke som nabo til slottet, som herefter blev forladt og begyndte at forfalde på ny.
I sommeren 2013 forlod lederen af klosteret Sostrup og tog nonnerne med sig. Bag kulisserne snakkedes der om et magtmisbrug, som den katolske kirke ikke kunne tolerere. Men de historiske bygningers fremtid tegnede sig endnu mere uvis end før.
Ny ejer af slottet i 2014
Kirsten Bundgaard Swift købte heldigvis slottet i 2014. Den nye ejer var ikke i forvejen kendt for interesse for gamle bygninger, men en helt særlig oplevelse gjorde, at hun faldt for slottet, da det var sat til salg i 2014.
Om ejeren kan det oplyses, at hun voksede op på en stor gård i Vendsyssel i 1950’erne. I 1981 blev hun journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, og herefter arbejdede hun på Politiken, indtil hun i 1983 blev gift med amerikaneren John Swift og flyttede til Californien. Her havde hun sit virke i det familieejede Swift Foundation.
Efter en skilsmisse overvejede hun at skabe sig en ny tilværelse i Californien. Men da hun i julen 2013 og dagene derefter besøgte familien i Vendsyssel, fik en niece i januar et brev fra en ejendomsmægler: Sostrup var til salg.
Til Aarhus Stiftstidende har hun fortalt, at familien så tog til Djursland, og der faldt hun pladask for stedets charme og muligheder: ”Et sted i smukke omgivelser, hvor man kunne blive sparket ud af hjulet og finde ro og berigelse. Et sted, der berører alle sanser. Derfor så jeg med det samme mulighederne på Sostrup, hvor mennesker kunne bevæge sig fysisk og mentalt. Mødes til morgensang i kirken, andagter for alle slags religioner, lave tai chi i parken, modtage behandlinger hos massører eller akupunktør. Det var oplagt.”
Omkring et halvt år senere satte Kirsten Bundgaard Swift sit navn under på skødet til det gamle slot.
Del af pragtinteriør i opholdsrum i hovedbygningen med loft med trukken gesims og brystningspaneler samt ikke mindst en stukdekoreret kamin og grisaille-vævninger på væggene. Sat i stand efter den nuværende ejers overtagelse i 2014 med assistance af arkitekt Lars Kalmer Kastanje. Foto: Lars Kalmer Kastanje.
Genopretning af slottet
Allerede i 2015 begyndte renoveringen af slottet og kampestenslængen. En renoveringssnedker/tømrer blev ansat, og andre lokale håndværkere blev tilknyttet projektet gennem en treårig periode. Jeg blev selv hyret som arkitekt på projektet.
Samtlige vinduer og døre i hele slottet er blevet renoveret nænsomt og nymalet. Nye vinduer indsattes dog i tårnet. I stueetagen blev jagtstuen (anvendes som restaurant) renoveret, herunder med nye gulve. Panelerne er ført tilbage til den originale farveholdning.
På første sal er næsten alle saloner blevet totalt restaureret, og møblerne dér er blevet istandsat og nypolstret. 2. sal står dog fortsat urestaureret. Kirsten Bundgaard Swifts filosofi har været, at renoveringen skulle foretages med mådehold, så slottets identitet og ånd ikke gik tabt. Fornemmelsen af slitage skulle hele vejen igennem bevares; renoveringen måtte ikke tage overhånd.
I dag fungerer Sostrup Slot & Kloster som en blanding af retrætested, hotel og ferielejligheder samt møde-, kursus- og konferencecenter, ligesom det byder på fine rammer for familiefester.
Og til maj er der så årsmøde i By og Land Danmark på og med udgangspunkt i slottet. Velkommen!
Vær med til at støtte bygnings- og landskabskulturen
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.
DEN FYNSKE SULEGÅRD – OM EN FORSØMT BYGNINGSTYPE
Isometrisk gengivelse af en sulegård. Til forskel fra bindingsværk, hvor trykket fra tag og øvring hviler på stolper ydervæggene, er det stolper (kaldet suler, afledt af søjler) fra gulv til tagryg midt i bygningen, som bærer tagets vægt.
Den danske kulturarv i byer og landskaber er truet. Ikke kirkerne og som regel heller ikke slottene, herregårdene og byernes fornemste bygninger. Det går også fint med det kendte: Dybbøl Mølle, H. C. Andersens Hus i Odense og Nyhavn i København har det udmærket. Nej, det truede er de såkaldte ”almindelige” bygninger, som rummer historien om danskernes hjem og arbejde gennem århundrederne.
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 137 – december 2022. Af Peter Dragsbo, forhenværende museumsdirektør og Torben Lindegaard Jensen, formand for Stråtagsforeningen.
Prioriteres der rigtigt?
Industribygninger i København fjernes for at give plads til ejerlejligheder. Smukke villaer i forstæderne erstattes af typehuse i Bauhaus-stil eller ombygges til ukendelighed. Tomme butikker og forfaldne baggårde breder sig på og bag provinsbyernes historiske strøg. I stationsbyerne breder tomme grunde sig, og flere og flere landsbyer ligner noget, der burde være løgn.
Der er dog trods alt meget, der bevares, fredes og restaureres til glæde for både historien, os andre – og ressourceregnskabet. Men er det nu altid det rigtige, der satses på? Vi har for eksempel over 250 fredede og bevarede militæranlæg, men kun fire fredede andelsmejerier (hvoraf ét, på Langeland, er ved at blive ruin). Og så må man jo spørge: Hvor er Danmarks bidrag til Verdenshistorien mest unikt: med krige eller med andelsbevægelse? Vi har også 5-10 bevarede krigsfartøjer fra nyere tid – mens den sidste Storebæltsfærge ligger med en usikker fremtid i Korsør. Det er egentlig lidt som med naturen: Det er især
diversiteten, der er truet.
Vi har omkring 400 fredede herregårde, som fortæller historien om de danske godsejere, som engang på godt og ondt var en betydende faktor i samfundet. Det er fint nok, ikke én af dem kan undværes. Men for hundrede år siden var 80 % af danskerne landboere og halvdelen af dem bønder. Hvad er der blevet af deres gårde? Tager vi de firelængede bindingsværksgårde, som for blot 70 år siden kunne tælles i titusinder, er der i dag næppe 100 tilbage, og tallet falder år for år. Ligesom med naturen: Vi har reddet havørne og orkidéer. Men vi har kun en brøkdel af de lærker, viber, agerhøns og harer, der var for 50 år siden.
De fynske sulegårde
En lille gruppe af bondegårde er så sjældne og interessante, at de kan kaldes for ”bygningskulturens orkidéer”: De ynske sulegårde. I en sulegård bæres tagryggen af lodrette stolper, ”suler”, der står midt inde i huset – i modsætning til almindeligt bindingsværk, der er opdelt i ”fag” med vægstolper, forbundet med spær og bjælker.
Sulerne er et pust fra middelalderen. De blev udviklet i 1200-tallet og var engang udbredt over en større del af landet, ligesom de også kendes fra Nordtyskland og Østsverige. Men i nyere tid blev denne unikke byggeskik kun bevaret på Vestfyn, hvor man brugte suler til omkring 1800.
Sulerne er ikke bare et lokalt særtræk. Nogle af dem er også de ældste bygningsdele, man overhovedet finder i danske landbygninger. Nogle af sulerne er nemlig blevet dendrokronologisk dateret til midten af 1500-tallet. Og der gemmer sig muligvis flere af lige så høj alder. På to måder har de vist deres bæredygtighed.
Men hvor mange sulegårde er der så tilbage? Kan vi roligt sige, at der er rigeligt af dem?
Lige nu er der siden 1980’erne fredet 15 sulegårde. Men hvert år er der en af dem, der brænder eller bliver revet ned, fordi ejeren ikke kan eller vil gøre noget. Af ikke-fredede gårde med suler i en eller flere bygninger er der skønsvis mellem 30 og 50. Og de forsvinder også én for én, endda i stadigt større tempo: i 2019 forsvandt 1, i 2020: 2, i 2021: 4-5 og i 2022 foreløbig: 2-3. Havde det været en blomst eller en fugl, var sulegården for længst blevet ”rødlistet” og aktioner sat i gang.
Her ses gedigne suler i en længe til Lille Pederstrup, hvor man kan se den bageste sule række op til tagåsen. Gården har i alt hele tolv suler. Foto: Torben Lindegaard Jensen
To solstrålehistorier
Nu er det jo ikke sådan, at der ikke er nogen, som forsøger at gøre noget. I ”bevaringsverdenen” er der behjertede folk, som forsøger noget uden særlig opbakning fra det officielle Danmark, og nogle katastrofer er dog også afværget.
I denne fortælling spiller gården Lille Pederstrup ved Odense en helt særlig rolle. Gården er nærmest alle sulegårdes ”moder” med sine 12 suler fordelt på tre længer, med en historie, som går tilbage til 1600-tallets begyndelse og med samme jord og ejerfamilie. I 2010 var gården på randen af total kollaps, men med fondshjælp og god og entusiastisk rådgivning blev kurven knækket. Redningsaktionen er ikke fuldt gennemført, men vi vil nu alligevel vove at kalde gården for reddet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at det ikke er lykkedes at vride én eneste krone ud af hverken staten eller Odense Kommune!
En anden solstrålehistorie er gården Askhøj i Brændekilde, også nær ved Odense. Det er en utroligt velbevaret gård med suler i to længer. I en af sulerne i den smalle og ældgamle ladelænge er indhugget årstallet 1517. Om det holder, vides ikke, men gammel er den i hvert fald. For nogle år siden skiftede gården ejere, men de nye ejere accepterede en bygningsfredning, og gården fremstår i dag eksemplarisk.
Mistrøstige eksempler lige nu
Disse to eksempler hører desværre til undtagelserne. Mange sulebygninger nedrives uden nogen opmærksomhed fra omverdenen, og ikke sjældent gives der nedrivningstilladelse, uden at kommunen er klar over, at det er unik kulturarv. Blandt andet fordi der endnu i mange kommuner mangler udpegning af bevaringsværdige bygninger i landdistrikterne.
Selv Odense Kommune har netop givet nedrivningstilladelse til én af de fem bevarede sulegårde i kommunen, Troelsegård. Det er trist, for det var et meget smukt anlæg, som for godt 30 år siden var tæt på at blive fredet.
I Hårby og Brylle er der også netop blevet nedrevet et par sulegårde, som lå inde i landsbyen, lige ved den middelalderlige kirke. Nu udslettes den historiske fortælling til fordel for ny bebyggelse uden arkitektoniske ambitioner.
At se en sulegård med måske 400 år gammelt tømmer blive revet ned og brændt af, er som at se en strandeng, der bliver bebygget, et overdrev, der bliver pløjet op, eller en hede, der bliver beplantet med nåletræer. En følelse af tab, af kultur og historie.
Troelsegård er en sulegård, som Odense Kommune i oktober har tilladt nedrivning af. Herved går kommunen imod tidligere planlægning på området, hvor udvalgte bygninger på landet i en lokalplan blev erklæret beskyttede, men gården her blev taget ud af planen igen. Foto: Torben Lindegaard Jensen
Registrering og støtte er nødvendigt
Men hvad kan vi så gøre? For det første har vi brug for en nøjere registrering: Kulturhistorikere, der banker på døren, ligesom botanikere, der går ud i mosen. For det andet en indsats med hjælp til konkrete gårde. Nogle ejere ved ikke, hvad de har mellem hænderne, andre har ikke råd til at gøre noget. Her kan vi ikke lade være med at pege på indsatser, som for eksempel A.P. Møller-fonden og Realdania udøver i andre truede miljøer: Ballum og Højer ved Vadehavet, Fredericia og Nakskov – eller til den rolle, som Michael Jebsen Fonden spiller på Løjt Land ved Aabenraa – det er ligesom med orkidé-engen ikke nok med registrering og formidling, der skal også pleje til.
Stuehuset til Dalgård i Hårby. Stedet er nu historie, for selv om gården rummede sulekonstruktion, blev den tilladt nedrevet, et tab i sig selv, men også for det landsbymiljø, som gården udgjorde en del af, beliggende tæt ved den middelalderlige kirke. Foto: Torben Lindegaard Jensen
Vær med til at støtte bygnings- og landskabskulturen
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.