Tanghus på Læsø, Østerby, 2022. Foto: Alberte Klysner Steffensen.

Med udgangspunkt i deres afgangsprojektet Bangsbogaard: Et historisk og nutidigt tanghus, afsøger arkitekterne Alberte Klysner Steffensen og Frida Nielsine Bommenskjold Thomsen i denne artikel, hvordan man med afsæt i kulturarven og den traditionelle læsøske byggeskik kan formgive en fremadskuende arkitektur med et tilbageskuende blik og hvordan den traditionelle byggeskik er relevant i den grønne omstilling

Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 141 – december 2023. Frida Nielsine Bommenskjold Thomsen, forskningsassistent, arkitekt MAA og Alberte Klysner Steffensen, Ph.D.-studerende, arkitekt MAA

“På den græsklædte Toft ligger Læsøgaarden med lave, hvidkalkede Vægge, der skræver under Vægten af det vældige Tangtag. En sær Undren fylder én, første Gang man oplever denne særegne Byggeskik, og man vægrer sig næsten ved at tro, at Tagene er gjort med Menneskehænder”
– Hans Henrik Engqvist.

Sådan skriver restaureringsarkitekten Hans Henrik Engqvist i Tidsskriftet Danmark fra 1945. Spredt rundt på den Nørrejyske ø i Kattegat ligger de få tilbageværende tanghuse med sine karakteristiske volumniøse tage af ålegræs. Tanghuset har gennem flere generationer været en truet del af den danske kulturarv, som har lidt store tab, hvor antallet af tanghusene inden for det sidste århundrede er blevet reduceret fra 300 tanghuse til omkring 30 huse med helt eller delvist bevaret tangtag.

Tanghusene udgør en særegen bygningstypologi, der udelukkende forekommer på Læsø, og som i de seneste år har udviklet sig til et vigtigt vartegn for den læsøske identitet. Byggeskikken vidner om læsøboernes tilpasning til øens økologiske forhold, barske livsbetingelser og usædvanlige kønsroller i det lille isolerede øsamfund.

Siden 2008 er flere af tanghusene blevet en del af et omfattende restaureringsprojekt, der involverer Slots og – Kulturstyrelsen, Læsø Kommune og lokale ildsjæle, som med støtte fra blandt andet Realdania, A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden arbejder for bevarelse af tanghusene og genskabelsen af det næsten fortrængte tænge-håndværk. Ydermere, har tanghusenes enestående historie og byggeteknik indtaget en prominent plads på verdenskortet ved at komme på UNESCO’s Tentativliste.

Bangsbogaard – den sidste firlingegård

Den læsøske byggeskik hænger unægteligt sammen med den kulturhistorie, der siden 1100-tallet har præget bosætningen på Læsø. Saltsydning, skovrydning, sandflugt, skibsbjærgninger, matriarkat og fattigdom er alle historiske faktorer, der har haft stor indflydelse på Læsøs særegne byggeskik, som vi kender den i dag. Den omfattende saltproduktion i højmiddelalderen krævede store mængder af brændsel, hvilket førte til massiv skovhugst og tørvegravning.

Det viste sig at få alvorlige konsekvenser for øens ressourcegrundlag, og forårsagede den første økologiske krise på øen, nemlig sandflugten, som lagde landbruget under pres. Med skovenes forsvinden, blev vraggods fra strandede træskibe omkring Læsø en nødvendig og lukrativ ressource i opførelsen af nye bygninger. I folkemunde siges det, at der skulle 17 gode strandinger til at kunne opføre en læsøgård. Det er derfor ikke sjældent, at tanghusets bærende konstruktion eller inventar består af skibstømmer.

Levevilkårene på Læsø var barske og fattigdommen udpræget. Som følge af sandflugten og saltsydningens tilbagegang var læsøboerne nødsaget til at afsøge nye eksistensgrundlag, hvorfor mændene strøg til havs under forhyring.

Læsø kom i kvindernes varetægt, og det var kvinderne, som drev landbruget, byggede gårdene og opdrog børnene. Grundet fraværet af mænd gik gårdene ligeledes som oftest i arv fra kvinde til kvinde. Et nutidigt vidnesbyrd om dette er, at flere af tanghusene i dag fortsat bærer kvindenavne, såsom Hedvigs Hus, Kalines Hus, Andrines Hus og så videre.

Til ventsre: Opstalt af det nutidige øst-facade. Til højre: Tværsnit i det nutidige, bygningsbestanddele. af Alberte Klysner steffensen og Frida Nielsine Bommeskjold Thomsen

Tage af ålegræs

Tagene er tænget med ålegræs, men bliver i folkemunde omtalt som ”tangtage”. Forudsætningen for i sin tid at bruge ålegræs som tagmateriale udspringer dels fra manglen på halm til tækning som grundet øens begrænsede agerbrug skulle anvendes til dyrefoder, og dels fra de store mængder af tang, som drev på strandene hver vinter.

Tanggårdene er opført i sparsomt bindingsværk med lerklinede tavl og simple tømmerkonstruktioner, og husets proportioner er bestemt af tangtagets tyngde. Typologien er et vidnesbyrd om en kulturhistorisk økonomisering af ressourcebrug og en dynamisk byggekultur, hvor genbrug af byggematerialer og bygningselementer var en nødvendighed.

Flere af husene og tangtagene har haft en levetid på omkring 300 år, men bygningskulturen har haft vanskelige vilkår i det moderne samfund, hvilket blandt andet skyldes nye idealer for boligen, den økonomiske byrde forbundet med vedligehold og mangel på ålegræs grundet en global ålegræssyge.

Kilder En dynamisk byggeskik

Flere af husene og tangtagene har haft en levetid på omkring 300 år, men bygningskulturen har haft vanskelige vilkår i det moderne samfund, hvilket blandt andet skyldes nye idealer for boligen, den økonomiske byrde forbundet med vedligehold og mangel på ålegræs grundet en global ålegræssyge.

Tanghusene blev oprindeligt opført som korte, enkeltstående huse, der løbende blev udvidet med flere fag, når man kunne skaffe materialerne til det. Som oftest ville man lade topremmen stikke ud forbi den sidste stolpe i en længe, så huset stod klar til at kunne blive udvidet med flere fag. Længerne blev senere sammenbygget til større gårdfællesskaber, som husede flere husholdninger på en gang. Historisk set fandtes der nemlig ingen reelle landsbydannelser
på Læsø før engang i 1900-tallet, så de såkaldte tvillinge-, trillinge- eller firlingegårde var den mest gængse bebyggelsesstruktur på øen.

Bangsbogaard

Mest udbredt var tvillingegården, men der findes også eksempler på trillinge- og firlingegårde, hvoraf Bangsbogaard er det eneste bevarede eksempel på en sådan bebyggelsesstruktur. Bangsbogaard regnes som det største og mest komplekse gårdfællesskab, og bestod efter sigende af fire selvstændige boliger i sin storhedstid. Formodentlig, har Bangsbogaard huset op til syv husholdninger, hvis aftægtsfamilierne på gården medregnes. Det anslås, at antallet af beboere har været omkring 30-40 personer på samme tid.

Bangsbogaard fremstår i dag delvist originalt, delvist nedrevet og delvist ombygget, og bærer præg af en markant udviklingshistorie, hvorfor gården betragtes som et oplagt sted til at undersøge mulighederne for at lade en restaurering af et historisk tanghus indgå i en dialog med en nutidig tilføjelse.

Tanghuset som inspirationskilde

I bestræbelserne på at bygge med en mindre belastning af klimaet, er det relevant at rette blikket mod de præindustrielle bygningstraditioner, såsom den læsøske tanggård, da bygningskulturen er funderet i lokalt fremkommende ressourcer og opført i holdbare, CO2-neutrale materialer. Tanghuset er et udtryk for en pragmatisk byggeskik med et sparsomt materialebrug og ydmyg æstetik, præget af fleksibilitet hvor nye rum og funktioner blev ændret eller tilføjet gradvist i takt med nye behov og den ukonsekvente adgang til ressourcer. Flere dimensioner af den traditionelle læsøske byggeskik såsom tanghusets biogene byggematerialer, traditionen for genbrug, husenes fleksible rumstruktur og bindingsværkets modulbaserede konstruktionsprincipper er stærke inspirationskilder i en nutidig forståelse af bæredygtig arkitektur.

Det nutidige tanghus hviler i denne forbindelse på en forståelse af bæredygtig arkitektur som noget, der er forankret i det stedsnære og det regionale, og som tager hensyn til kulturarven og den nære historiske identitet. Hvor formsproget og de byggetekniske aspekter indskriver sig i en større kulturhistorisk sammenhæng, og er med til at skabe en meningsgivende forbindelse mellem nyfortolkningen og det traditionelle tanghus. Således bidrager det nutidige tanghus til en naturlig fortsættelse af en udviklingshistorisk byggeskik og gør kulturarven levende.

Det har været afgørende for projektet, at det nutidige tanghus indgår i en dialog med den historiske kontekst og egnsbyggeskikken, men samtidig kan aflæses som en nutidsmarkør og dermed som et nyt lag i den historiske udvikling, der har præget Bangsbogaard.

Baggrunden for det nutidige tanghus

De æstetiske træk i det nutidige tanghus er baseret på en grundig værdisætning af den ejendommelige byggeskik på Læsø, samt kendskab til den kulturhistoriske kontekst og de lokale byggematerialer. Værdisætningen danner grundlag for æstetiske, tektoniske og materialemæssige kvaliteter i det traditionelle tanghus, som kan videreføres i en nutidig skikkelse.

I forlængelse af tanghusets pragmatiske byggeskik har det i formgivningen af det nutidige tanghus været væsentligt at betone det relationelle forhold mellem æstetik og tektonik, hvor husets strukturelle logik er aflæseligt, ligesom tanghusets bindingsværk, samt at husets æstetiske udtryk og stoflige virkninger udspringer fra tektonikken.

Det nutidige tanghus

Det nutidige tanghus er opført som et længehus med en bærende konstruktion i træ og et punktfundament i granit. Den bærende trækonstruktion refererer til bindingsværket, og punktfundamentet i granit til sylstenene på det traditionelle tanghus, hvorpå stolperne hviler direkte. I mellem den bærende konstruktion i vægge og loft findes kassetter af løst og komprimeret ålegræs og træ, som fungerer som isolering og indre beklædning. Ålegræskassetten kombinerer standardelementer med tilpassede elementer, og er udført med reversible samlinger, så den kan skilles ad og genbruges. Ydermere, er kassetten diffusionsåben, så den kan optage og afgive fugt og bidrager til et sundt indeklima. Taget er tænget med ålegræs på traditionel vis, og for at give huset et mere nutidigt udtryk, etableres en mønning af ålegræs i stedet for tørv. Husets ydre beklædning er lodrette brædder behandlet med kalksæbe med kønrøg-pigment. Soklen er afsluttet med et vandbræt og offerbræt for konstruktiv træbeskyttelse, og refererer til det traditionelle tanghus som voksende direkte op af jorden. Internt i bygningsanlægget er recirkuleringen af materialer inkorporeret som én af de traditionelle kvaliteter i et tanghus, for eksempel kan det ålegræs, som er udtjent som tagbeklædning, genbruges i komprimeret form i ålegræskassetterne, hvorved levetiden forlænges yderligere udover de 300 år.

Kulturarv og bæredygtighed

Der har i projektet været et stærkt ønske om at sænke CO2-aftrykket på bygningerne, særligt i det nutidige tanghus. Afgangsprojektet har haft en eksperimenterende tilgang og forsøgt at udforske koblingen mellem klassiske restaureringsmetoder og nye betragtninger om bæredygtighed. Projektet kan derfor ses som et bidrag til fornyelse af en præindustrielle egnsbyggeskik som bidrag til den grønne omstilling. De præindustrielle bygningstraditioner
kan lære os meget om ressourceansvarlighed, lang levetid og lokalforankret arkitektur, der kan spille en vigtig rolle i den markante omlægning af byggebranchen, vi står overfor. I denne forbindelse anskues kulturarven som en levende bygningskultur, der forbinder forskellige tider og giver arven videre, således at historien bliver nærværende, relevant og nødvendig i den bæredygtige omstilling.

Bladet By & Land 141

I bladet By & Land 141 finder du også artiklerne:
-Lederen: Bevaring er en del af løsningen af Iben Bækkelund Jagd
-Hilsen fra den nye redaktør af Stefanie Høy Brink
-Den farlige have – Den evige kamp mellem natur og kultur af Thomas Roland
-Herregårdshaven på Løvenborg af Kirsten Lund-Andersen
– Havenissen – Kulturarv eller Kitsch af Stefanie Høy Brink
-God bevaring i 25 år af Niels Meyer
-By og Land Greve har noget på hjerte af Nanna Uhrbrand
-Et historisk og nutidigt tanghus af Frida Nielsine Bommenskjold Thomsen og Alberte Klysner Steffensen
-Aktuelle sager og holdninger af Iben Bækkelund Jagd
-Samlingskraft åbner igen for ansøgninger af Anders Bundgaard Nielsen
-Boganmeldelser

Bliv medlem og få det næste blad

Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.

Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Stefanie Høy Brink shb@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.