Få støtte til at vise det særlige i dit lokalsamfund frem
Arrangementet ‘Et møde mellem generationer på Bovense Gamle Skole‘ på Fyn blev til i samarbejde mellem foreningen Bovense Gamle Skole, Andelsgaarde og Spaanbrogaard. Fotograf: Susanne Lindberg.
Den 10. oktober bliver der igen åbnet for puljen ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’. Her kan man få støtte til et arrangement med fokus på fællesskaber og særlige steder.
Puljen ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’ åbner for femte gang for ansøgninger. Det sker i perioden fra den 10. oktober 2024 og frem til den 19. februar 2025.
I ansøgningsperioden har alle former for foreninger, lokale grupperinger og frivillige organisationer mulighed for at søge støtte til lokale arrangementer, der sætter fokus på vores fælles kulturarv og særlige steder i hele landet.
By og Land Danmark, der står bag Samlingskraft, opfordrer derfor alle med et engagement i deres lokalområde, til at tage del i Samlingskraft og søge op til 25.000 kr. til at sætte emner som bæredygtige materialer, bevaring og fællesskab på dagsordenen. Med kommunalvalget i 2025 kan et arrangement give mulighed for at skabe debat om de steder, der betyder noget for vores lokalsamfund, og for at bidrage til den politiske dagsorden.
Samlingskraft er finansieret af den filantropiske forening Realdania.
Over 120 fantastiske arrangementer i hele landet
Siden Samlingskraft-projektets start er der blevet afholdt over 120 inspirerende og engagerede arrangementer rundt omkring i Danmark.
Arrangementerne har alle på forskellig vis sat fokus på at bevare vores alles værdifulde kulturarv og givet lokalsamfund mulighed for at dele viden, skabe debat og bygge fællesskaber omkring de steder, vi holder af. Fra debatter om byudvikling og bevaringsværdige bygninger til vandreture i historiske kulturlandskaber, har Samlingskraft gjort det muligt at løfte den lokale opmærksomhed på væsentlige emner og steder.
Samlingskraft er en unik mulighed for at sætte fokus på de steder, der betyder noget for ens lokalsamfund. Uanset om det handler om at bevare historiske bygninger, beskytte kulturlandskaber eller skabe debat om byudvikling.
Se hvordan tidligere ansøgere har gjort og find inspiration til jeres arrangement her.
Mulighed for sparring
By og Land Danmark opfordrer i øvrigt til at sende ansøgningen i god tid. Selv om ansøgningsfristen er den 19. februar 2025, er det vigtigt at få sat gang i processen så hurtigt som muligt. Det er med til at sikre, at man kan få den sparring og vejledning, By og Land Danmark tilbyder, så arrangementet får de bedste chancer for at blive en realitet.
Se tjeklisten inden I laver jeres ansøgning her.
Se hvilke krav, I skal opfylde her.
Samlingskraft er et projekt, der bliver drevet af foreningen By og Land Danmark. Projektet er finansieret af Realdania.
Ansøgningsperiode: 10. oktober 2024 – 19. februar 2025 For yderligere information om ansøgningsprocessen og sparring, kontakt:
Projektleder i By og Land Danmark, Anders Bundgaard Nielsen
22 94 41 50
samlingskraft@byogland.dk
samlingskraft.dk
Ros og roser til sommerhus i Vejers
Den 18. juli uddelte Bevaringsforeningen for Varde Kommune deres rose-pris til sommerhuset på Bjærgevej 9, Vejers Strand.
Rose-prisen uddeles af Bevaringsforeningen for Varde Kommune til ejere, der har gjort en særlig indsats for at bevare de arkitektoniske og miljømæssige særpræg – i såvel en bys gadebillede som i enkeltbygninger og omgivelser. Formålet er at støtte og værdsætte det arbejde, der bliver gjort for at bevare og forskønne ejendomme i hele Varde Kommune.
I år gives Rose-prisen til ejerne af Bjærgevej 9 i Vejers. Rose-prisen gives således til et sommerhus. Det er aldrig sket før i bevaringsforeningens historie. Rose-prisen blev sidste år givet til Bastrupsvej 7 i Varde by.
Sommerhuset på Bjærgevej er opført i 1930. Det ligger på en markant klittop i yderste klitrække, 100 m fra stranden i et af Vejers ældste sommerhusområder. Bygningen er – som mange andre sommerhuse i Varde Kommune – ikke registreret som bevaringsværdig. Det er en mangel, som Bevaringsforeningen flere gange har gjort kommunen opmærksom på. Bygningen kunne været revet ned, og der kunne været opført et nyt større sommerhus uden indpasning i det eksisterende kulturmiljø. Det er prisværdigt, at ejerne undlod at nedrive sommerhuset, og i stedet valgte at bevare og renovere sommerhuset med respekt for bygningens oprindelige udtryk og de omkringliggende sommerhuse. Den skånsomme renovering af sommerhuset er også med til at give det omgivende område et løft. Renoveringen kan måske anspore andre sommerhusejere til at renovere med samme store forståelse for sommerhusenes historiske værdi og betydning for fortællingen om og oplevelsens af sommerhusområdets unikke karakter.
Bevaringsforeningen ønsker med Rose-prisen i år også at sætte fokus på de værdier, der kan mistes, når de ikke er sikret gennem bevarende bestemmelser i en lokalplan eller i kommuneplanen.
I forbindelse med renoveringen er der lagt nyt stråtag. Den oprindelige skorsten er bevaret med et oprindeligt udtryk og den oprindelige, korrekte placering. Oprindelige døre og vindueshuller er stort set heller ikke ændret. Udtrykket med småsprossede vinduer er bevaret. Facadefarve er ikke den oprindelige, men den mørke, dæmpede blå/grå farve bevirker, at bygningen trods den markante placering underordner sig det omgivende landskab. Bygningen passer også fint ind i det omgivende kulturmiljø med andre gamle fine sommerhuse, som Bevaringsforeningen håber vil blive registreret og sikret som bevaringsværdige.
For flere oplysninger kan Bevaringsforeningen for Varde Kommune kontaktes via mail til: bevardet@outlook.dk
Du kan læse mere om Vejers Strand i seneste nummer af bladet By & Land.
Lokale ildsjæle viser deres særlige steder frem: Se listen over de 27 arrangementer
Arrangementet ”Bondebyggeri med lokale materialer” i Revn uden for Grenaa bød på tre workshops, hvor gæsterne kunne få praktisk viden om at tilhugge tømmer, lave kalkmørtel og lave ubrændte lersten. Arrangeret af foreningen Træfagsmestre for Kvalitet og Bæredygtighed i samarbejde med bl.a. Højskolen på Handar. Foto: Claus Bjørn, 2024.
27 arrangementer vil i den kommende tid formidle den lokale begejstring for særlige steder i hele landet. Arrangementerne, der er støttet af puljen ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’, skal fremme forståelsen for kulturarven og hvordan godt håndværk og traditionelle materialer kan være den mest bæredygtige løsning.
Sensommeren og efteråret vil byde på en bred vifte af arrangementer, der fejrer unikke steder og bygninger gennem alt fra workshops og byvandringer til udstillinger og mindre festivaler.
De lokale initiativer har et fælles mål om at skabe opmærksomhed omkring vores fælles kulturarv, og om hvordan godt håndværk og de nye og traditionelle materialer kan bidrage til vores livskvalitet og blive en del af en mere bæredygtig fremtid.
“Det er fantastisk at se så mange inspirerende arrangementer blive til virkelighed med støtte fra Samlingskraft. Arrangementerne vil ikke kun øge kendskabet til vores bygningskultur, men også skabe stærkere fællesskaber og fremme bæredygtige løsninger,” siger Iben Bækkelund Jagd, formand for By og Land Danmark.
Samlingskraft er drevet af By og Land Danmark, som er en landsforening for bygnings- og landskabskultur med medlemmer i hele landet. Tre gange tidligere har der været uddelt støtte til arrangementer og i denne, fjerde, ansøgningsrunde har 27 arrangementer fået støtte. Puljen er finansieret af den filantropiske forening Realdania.
“De 27 arrangementer viser en bredde og dybde i deres tilgang til at formidle bygningskultur og bæredygtighed. Det er opmuntrende at se, hvordan frivillige foreninger og lokale grupper arbejder sammen for at tage hul på positive forandringer. Jeg glæder mig til at følge deres udvikling og den positive indflydelse, de vil have på sammenholdet,” siger Iben Bækkelund Jagd.
Arrangementer i hele landet
Arrangementerne er spredt ud over hele landet. I Jylland kan man f.eks. få øje på de kvaliteter som findes i området, når Forening til bevarelse og formidling af natur- og kulturmiljøet i de danske skove i samarbejde med Vester Starup Sogns Lokalhistoriske Arkiv formidler sammenspillet mellem landskabets naturlige byggematerialer og bevidstheden om bevaring som en faktor for bæredygtighed.
På Fyn inviteres tidligere elever og andre interesserede til at komme og se Bovense skoles bygninger og vække deres historier til live. Gæsterne får mulighed for at deltage i genopbygningen af den og høre mere om, hvad der vil ske på skolen i fremtiden.
På Sjælland kan alle interesserede komme med, når Foreningen Bygnings- og Landskabskultur Møn vil gøre arrangementets gæster klogere på mulighederne i alternative og bæredygtige boligformer etableret i bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i Vordingborg Kommune.
Fakta om Samlingskraft
’SAMLINGSKRAFT – sammen om steder vi holder af’ er en landsdækkende pulje, der støtter lokale kræfter i at sætte fokus på bygningskultur og bæredygtighed i deres nærområde. Puljen har over de fire seneste ansøgningsrunder i 2023 og 2024 støttet 119 arrangementer i hele landet. Det er foreningen By og Land Danmark, som driver Samlingskraft. Projektet er finansieret af den filantropiske forening Realdania.
Der er kun to ansøgningsrunder tilbage af Samlingskraft. Næste ansøgningsrunde åbner 10. oktober 2024. Ansøgningsfristen er 19. februar 2025, ansøgere kan forvente at få svar i anden halvdel af marts 2025.
Hold dig opdateret via By og Land Danmarks sociale medier og nyhedsbrev og læs mere på samlingskraft.dk.
Hold øje med kommende arrangementer i dit lokalområde herunder.
Arrangementer på Sjælland og øer:
Arrangement | Ansøger | Samarbejdspartner | Sted | Planlagt tidspunkt (i 2024, medmindre andet er angivet) |
Bygningskultur og Håndværk i Svaneke og på Bornholm | Forening Netværk for Bindingsværk | Svanekes Venner | 3740 Svaneke | 20. september |
Sammen om Nørrebroparken | Nørrebro United | Alment netværk Nørrebro, Til Vægs, Nørrebro Lokalhistorisk forening, Green Living, Nørrebro hallen, 48 timer festival | 2200 København N | 18. maj 2025 |
Borgermøde om Rørvig Bymidte | Foreningen Rørvig By og Land | Foreningen Strædet | 4581 Rørvig | Ikke fastlagt |
Hvad skal der ske med Rytterskolen i Valby, når biblioteket flytter? | By og Land Danmark – Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur | Valby Lokaludvalg, Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv | 2500 Valby | Ikke fastlagt |
Kultur- og lokalhistorisk vandring i det nye Blovstrød | Lokalhistorisk arkiv og forening i Allerød Kommune | Blovstrødbanen | 3450 Allerød | Ikke fastlagt |
Roskildes vandtårn – håbefulde fortællinger fra solopgang til solnedgang | Grønt Omstillingsforbund – Roskilde | Projektgruppen ’Vandtårnet – håbefulde fortællinger for fremtiden´ | 4000 Roskilde | 31. august |
Åbning af St. Fuglede Station for publikum | St. Fuglede Station | Naturpark Åmosen | 4180 St. Fuglede | 15. september |
Bevaringstur til Agersø | Bevaringsforeningen for Korsør og omegn | Agersø gruppen | 4220 Korsør | 1. september |
Nye bæredygtige boligformer i gamle bygningsmiljøer | Foreningen Bygning- og Landskabskultur Møn | Bevaringsforeningen for Præstø og Omegn, Bofælleskab Vindhøj, Stensby, Bofællesskab Residens Møen | 4780 Møn | 10. oktober |
Klintholm Havnedag | Vandklubben Klintholm Havn | Klintholm Havns kulturhistoriske forening | 4791 Møn | 24. august |
Filmpræmiere i Majbølle Mølle | Majbølle Møllelaug | Brugsens Venner | 4862 Guldborg | Ikke fastlagt |
Grønt på landet og ler i huset – rundvisninger og workshops | Landsforeningen Økologisk Byggeri | Bornholms Økojord A/S | 3790 Rutsker, Bornholm | Ikke fastlagt |
Bæredygtig jul i Nysted | Nysted menighedsråd | Nysted Erhvervs- og Turistforening, Lions Club i Nysted og Ældresagen i Nysted | 4880 Nysted | 28. december |
Arrangementer på Fyn:
Arrangement | Ansøger | Samarbejdspartner | Sted | Planlagt tidspunkt (i 2024, medmindre andet er angivet) |
Kornmarked – Møllehistorie, vand- og vindkraft, forskellige melprodukter og lokal produktion | Christiansmøllen Laug | Kulinarisk Sydfyn | 5700 Svendborg | 25. maj 2025 |
Et møde mellem generationer på Bovense gamle skole | Bovense Gamle Skole | Andelsgaarde, Spaanbrogaard | 5800 Bovense | 7. september 2024 |
Arrangementer på Jylland:
Arrangement | Ansøger | Samarbejdspartner | Sted | Planlagt tidspunkt (i 2024, medmindre andet er angivet) |
Litteratur og Taarnborg | Taarnborgfondet | Læseselskabet af 2023 | 6760 Ribe | Ikke fastlagt |
LYT & Byg version 2. Fårefold | Lystbækforeningen | Foreningen Madum Bæk | 6990 Ulfborg | Ikke fastlagt |
Kronhede forsamlingshus 100-års jubilæum. Vi fejrer husets overlevelse og bevaring. | Kronhede Forsamlingshus | Torsted Lokalhistorisk Arkiv, Bygningsforbedringsudvalget | 6990 Ulfborg | 20. juni 2025 |
Sammenspil mellem landskabets naturlige byggematerialer og bygningskulturen | Forening til bevarelse og formidling af natur- og kulturmiljøet i de danske skove | Vester Starup Sogns Lokalhistorisk Arkiv, Ejer af landskabet og de bevaringsværdige bygninger | 7200 Grindsted | 19. august 2024 |
SØBY – musicalen om det brune guld | Søby Brunkulsmuseum | Borgerforeninger i Kølkær, Arnborg, Høgild, Fasterholt og Søby. | 7400 Herning | 23. august 2025 |
Restaurering af gamle kalkmalerier og åbenthusarrangement med rundvisning for alle fra hele byen. | FDF Gullestrup | Facebookgruppen Gullestrup for ALLE, Facebookgruppen FDF Gullestrup | 7400 Gullestrup | 3. september 2024 |
Få øje på Limfjordslandet Venø – Limfjordens hjerte | Venø havn | Kulturselskabet, Foreningen Venøboen | 7600 Venø | Ikke fastlagt |
Oplevelsesdag – kystfiskerkultur og -historie i Lild Strand – med perspektiver til livsvilkår før/nu | Hawboernes forening | Lildstrand Bådelaug, Foreningen Lildstrand Landingsplads | 7741 Lild Strand | Ikke fastlagt |
Kom og find ud af mere om lokale bygninger og historie med guide | Dansk Rumænsk Kultur Forening i Skive | Spøttrup Borg | 7860 Spøttrup | Ikke fastlagt |
Markedsdag på fælleden i Øster Assels | Borgerhuset | Strømpehusets venner, Kulturkøbmanden, Øster Assels Kultur- og Forsamlingshus, Vester Assels Forsamlingshus osv. | 7990 Øster Assels | 18. oktober 2024 |
Byg og Hyg – med fokus på fortid og fremtid | Venneforeningen til Friskolen i Gjerrild | Familieklubben | 8500 Gjerrild | Ikke fastlagt |
Frivilligt fælleskab i fremtidens kulturhus | Museumsforeningen for MOSS | Museum for Forsyning og Bæredygtighed | 9700 Brønderslev | Ikke fastlagt |
Kontakt
Projektleder i By og Land Danmark
Anders Bundgaard Nielsen
22 94 41 50
samlingskraft@byogland.dk
Projektchef i Realdania
Vera Noldus
29 39 81 87
Stor interesse for arrangementer om lokal bygningskultur
Foto: Gitte Stovgaard-Hansen. Storm Folkefestival.
Der er stor interesse for at afholde arrangementer om den lokale bygnings- og landskabskultur. 35 frivillige foreninger har i denne omgang opnået støtte fra puljen ’Samlingskraft – sammen om steder vi holder af’ til arrangementer, der vil blive afholdt over hele landet.
’Samlingskraft – sammen om steder vi holder af’ er en pulje, der støtter arrangementer, som viser og formidler de særlige steder, der findes overalt i Danmark. Puljen har for nylig været åben for ansøgninger og 35 ud af de 70 frivillige foreninger, der har ansøgt, får nu støtte til deres arrangement.
Arrangementerne har mange former – fra lærlinge, der vil demonstrere opmuring til sejlende skibstalks og ølsmagning i et hus fra 1776.
”Det er skønt at opleve, hvor mange gode idéer, der igen har været til Samlingskraft-arrangementer. Landet kommer i den kommende tid til at boome med frivillige ildsjæles arrangementer, der fejrer de særlige steder, der betyder noget i deres lokalområde” siger Iben Bækkelund Jagd, formand for By og Land Danmark og fortsætter:
”Med Samlingskraft bliver det muligt for ildsjælene at inspirere lokalområdet og huske dem på, at der er grund til at være stolte over, hvor de bor.”
Arrangementer i hele landet
Arrangementerne er spredt ud over hele landet. I Jylland kan man f.eks. genopleve elementer af åbningsfesten for Vejen Hallen, hvor der vil være samme sang som ved åbningen i 1951, og hvor man kan blive klogere på hallens tidstypiske konstruktion, når Vejen Anlægs Venner i et samarbejde med Vejen Badmintonklub inviterer til et arrangement, der vil undersøge hallens fremtidige anvendelsesmuligheder.
På Fyn kan gæsterne på øen Bjørnø ud for Faaborg opleve de konkrete tiltag, der har resulteret i et byggeboom på øen efter mange år med faldende befolkningstal. Bjørnø Beboerforening og Bjørnø Beboerhus holder åben-ø-dag, hvor man kan høre en ung fjerdegenerations øbo fortælle om sine visioner for slægtsgården og opleve de gamle stalde og stuehuse, der indrettes til boliger og erhverv.
I Dronningmølle på Sjælland vil borgerforeningen få gæsternes øjne op for kulturmiljøet gennem et tegneevent. Gæsterne får mulighed for, gennem tegning, at se, hvad der gemmer sig af udsigter, indkig og skitseværdige motiver, der vækker sansninger og oplevelser. Det sker i samarbejde med blandt andre Sammenslutningen Dronningmølle og omegn; Handel, Erhverv og Turisme.
Fakta om Samlingskraft
’SAMLINGSKRAFT – sammen om steder vi holder af’ er en pulje, der støtter lokale kræfter, der vil sætte fokus på bygningskultur og bæredygtighed i deres nærområde. Med puljen har man over tre ansøgningsrunder i 2023 og 2024 støttet 94 arrangementer i hele landet. Samlingskraft er et By og Land Danmark-projekt, finansieret af Realdania.
Næste ansøgningsrunde åbner 17. april 2024. Ansøgningsfristen er den 23. maj 2024, ansøgere kan forvente at få svar i slutningen af juni 2024.
Hold dig opdateret via By og Land Danmarks sociale medier og nyhedsbrev og læs mere på samlingskraft.dk.
Overblik over foreninger, der modtager støtter:
Arrangementer på Sjælland:
ARRANGEMENTETS NAVN | PRIMÆR ANSØGER | SAMARBEJDSPARTNER | STED |
Klubhuset som medborger /forsamlingshus | Boldklubben Skjold | Fritidsklubben Skjold | 2100 København Ø |
Parcelhusenes oversete historier & kvaliteter | By og Land Greve | Grundejerforeningen Greve Strand, Tune Lokalråd, Eriksminde Grundejerforening | 2670 Greve |
Når man tegner, ser man ØJEBLIKKET | Dronningmølle Borgerforening | Sammenslutningen Handel, Erhverv og Turisme, Dronningmølle og omegn, m.fl. | 3120 Dronningmølle |
Gamle vinduer – nyt udsyn: Selsø Slot hylder de gode materialer | Selsø Slots Venner | Den Plessenske Selsø Fond, Skibby Aktive for Fjordlandet | 4050 Skibby |
Revitalisering af Agersteds Købmandsgård | Bygningskultur Ringsted | Dagmar Bryggeriet | 4100 Ringsted |
Åbent hus på Makvärket med Alkes Have og Knabstrup Lokalforum | Makvärket | Alkes Have, Knabstrup Lokalforum | 4420 Regstrup |
Omvendt butik i fremtidens by | S/I Departementet | Vision Haslev, Teater Vi Tør | 4690 Haslev |
Indvielse af skulpturprojekt på havnepromenaden i Næstved | Skulpturpark Næstved Havnepromenade | EUC Sjælland, Erhvervsakademi Sjælland | 4700 Næstved |
Vallensved Skoles 300 års jubilæum. Tre arrangementer i 2024. | Næstved Bevaringsforening | Næstved Museumsforening | 4700 Næstved |
Arrangementer på Fyn:
ARRANGEMENTETS NAVN | PRIMÆR ANSØGER | SAMARBEJDSPARTNER | STED |
DRØMMESKIBE – event med 10 sejlende talks/debatoplæg i Odense Havn | Kulturforeningen Mermaid Odense havn | DYNAMO – arbejdsrum for samtidscirkus og scenekunst, Frigglauget, Byforening Odense, Museum Odense | 5000 Odense |
Kulturlandskab Tarup-Davinde | Davinde Beboer- & Forsamlingshus | Årslev / Sdr. Nærå lokalråd | 5220 Davinde |
Fokus på Sulelængen i Magtenbølle og en særlig mindesten i landsbyen | Sulelængens Venner | Lokalhistorisk Forening i Vissenbjerg Sogn | 5492 Vissenbjerg |
Seminar om landhusets håndværk og udfordringer – og bliv klogere herpå og forstå håndværket bag | Foreningen Straatag | Glamsbjerg Lokalhistoriske Forening, Landsbyerne Flemløse og Voldtofte – Landsbylauget, Netværk for Bindingsværk | 5591 Gelsted |
Vestergade kvarteret i Faaborg – Den Voigtske Gaard – Levins Hus – Ploughs Gaard | Den selvejende institution Levins Kultur Center, Faaborg | Netværk for Bindingsværk, Den Voigtske Gaard, Bestyrelsesmedlem i Øhavsmuseet, Faaborg, Niels J. Langkilde | 5600 Faaborg |
Steder med Sjæl og Samlingskraft | Foreningen STORM | Haastrup Folkemindesamling | 5600 Faaborg |
Stormflod & Stedsfællesskab | Dyreborg Havn | Byrum Dyreborg, Foreningen Bådebyggeriet | 5600 Faaborg |
Mærk rødderne – snus til forvandlingerne. Åben ø på Bjørnø | Bjørnø Beboerforening | Bjørnø Beboerhus | 5603 Bjørnø |
Arrangementer i Jylland:
ARRANGEMENTETS NAVN | PRIMÆR ANSØGER | SAMARBEJDSPARTNER | STED |
Jernbangegade 54 – Fortid, nutid, fremtid | Huset Fundament | Tegnestuen Mejeriet, Byggelogen | 6000 Kolding |
Vejen hallen og det grønne områdes historie samt fremtid | Vejen Anlægs Venner | Vejen badmintonklub | 6600 Vejen |
Sommerfest med besøg i Kanalbyen og på Lillebælt | Dansk Flygtningehjælps Frivilliggruppe i Fredericia | Ukrainegruppen Fredericia: en græsrodsgruppe af
frivillige ukrainere og danskere |
7000 Fredericia |
Indvielse af Stationshaven ved Taulov Station | Foreningen Taulov Station | Taulov Fællesråd | 7000 Taulov |
Skole og Multihus som omdrejningpunkt – også i en forandringstid | Stouby Multihus | Repair Café Stouby | 7140 Stouby |
Sammenhold, kendskab og samvirke mellem by- og land | Jelling Heritage | Familielandbruget LRS – Vejle, BID-Jelling lokalt netværk, Træfagsmestre for kvalitet og bæredygtighed | 7300 Jelling |
Genåbning af Ikast Vandtårn | Ikast Slægts- og Lokalhistorisk Forening | Ikast Slægts- og Lokalhistorisk Forening, Vores Ikast | 7430 Ikast |
Samlingskraft i Lild Strand –
før, nu og i fremtiden |
Hawboernes forening | Grundejerforeningen Svenstibakkevej | 7741 Frøstrup |
Liv og livet med – og i landsbyfællesskabet | Villerslev og Omegns Beboerforening | Hassing Villerslev Forsamlingshus | 7755 Villerslev |
Kulturmiljø Sydhavnen | SYDHAVNEN (Foreningen Sydhavnen) | Foreningen for Bykultur i Aarhus, Aarhus Arkitektskole | 8000 Aarhus |
By møder land | Fokus Folkeoplysning | Lokalhistorisk Forening for Ferslev, Dall og Volsted sogne, m.fl. | 9000 Aalborg |
Åben mølle dag | Vodskov mølle venner | Ejerforeningen Vodskov Mølle | 9310 Vodskov |
Agersted 125 års jubilæum | Agersted Håndværker- og Borgerforening | Agersted Friskole,
Lokale håndværkere og virksomheder og øvrige foreninger, m.fl. |
9330 Agersted |
En dag ved broen | Hadsund Haandværker- og Borgerforening | Hadsund Handel og Turisme | 9560 Hadsund |
Bygnings-, landskabs- og kulturbevarelse i sommerhusområdet i Jammerbugt | Grundejerforeningen For Saltum Strand | Sammenslutningen af Sommerhusejere i Jammerbugt Kommune, Egnssamlingen Saltum | 9493 Saltum |
De Usynlige Huse – En fælles historie | Institut for Folkeligt Teater | Egnsmindesamlingen for Jerslev og Omegn, Aasen Teater | 9740 Jerslev |
Nyt liv i den gamle skole | Thorshøj Gamle Skole | Thorshøj Borgerforening, Try-Thorshøj Boldklub | 9750 Thorshøj |
Tversted Gå & Se (walk & watch) – en pop op workshop – mini oplæg -kortlægning – musik | Tversted Borger- og Turistforening | Tversted Arkitekturforum – netværk | 9881 Tversted |
Kontakt:
Samlingskraft er et By og Land Danmark projekt
Projektleder Anders Bundgaard Nielsen
22 94 41 50
Projektchef i Realdania
Vera Noldus
29 39 81 87
Hvis du har en god idé til et arrangement og en partner at søge med, så er det bare at komme i gang med at søge.
Greve er noget særligt, og det skal vi snakke højt om!
Pressemeddelelse
Den 1. november inviteres der til stiftende møde i By og Land Greve. Alle der interesserer sig for bæredygtighed, kulturhistorie og arkitektur i Greve er velkomne, når dørene åbnes for et lokalt forum for folk, der vil sætte værdierne i Greve Kommune på dagsordenen.
Initiativtagerne er i fuld gang
Initiativtageren bag By og Land Greve er arkitekt MAA Line Stougaard, der sammen med grafisk designer Ina Brixen og jurist Stine Ullmann-Poulsen vil samle engagerede borgere i Greve Kommune, der har en holdning til deres omgivelser.
”Der er behov for By og Land Greve, fordi vi har mange væsentlige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier i kommunen. Vi oplever, at værdierne overses og negligeres, fordi der mangler en offentlig samtale om, hvad der gør Greve til noget særligt. Typisk starter snakken blandt borgerne først, når fx en investor præsenterer et færdigt projekt for et byggeri, der sætter et stort aftryk på omgivelserne. Det giver naturligvis anledning til frustration, når vi som borgere ikke bliver inddraget i beslutningerne om byudviklingen” siger Line Stougaard.
”Vi skal snakke med hinanden i hele kommunen, og udveksle erfaringer på tværs af landsbyer og parcelhuskvarterer. Ved at samle kræfterne får vi en tydelig stemme, som kan sætte et fælles aftryk på vores steder” siger Line Stougaard. Hun fortsætter ”Ved at samle os i By og Land Greve, har vi mulighed for at påvirke også på den lange bane. Fysisk planlægning handler om vores fælles omgivelser – og ikke kun den enkelte sag i den enkeltes baghave.”
Bygningskultur er bæredygtigt
Der er noget større på spil end smuk arkitektur, historiske sommerhuse og planlagte stationscentre, når By og Land Greve samler sig. Line Stougaard forklarer: ”Vi starter også By og Land Greve, fordi vi mener, at vi har et ansvar for fremtiden. Vi ved, at de huse der allerede er bygget, er det mest bæredygtige byggeri der findes. I stedet for at rive ned, skal vi bevare, styrke, udvikle og forbedre. Derfor er langsigtet og ansvarlig planlægning nødvendigt. Den planlægning kræver en tydelig stemme fra borgerne. Den stemme vil vi skabe et forum for.
Forskellighed er en styrker
Det er en fælles bevidsthed om kvalitet, værdier og potentialer, der skal kickstarte den vigtige samtale om Greves udvikling. Derfor vil By og Land Greve invitere til samarbejde med kommunens andre foreninger, arrangere møder og vandringer i kommunen, hvor dialog om Greves fælles styrke og dilemmaer skal bane vejen for deltagelse i den demokratiske proces omkring byudvikling i Greve Kommune.
Du er inviteret med
Du er inviteret til at være med i By og Land Greve, hvis du er nysgerrig og interesserer dig for de omgivelser du bor i og tæt på. Kom med når By og Land Greve samles den 1. november 2023 kl. 19:30 i Greve Borgerhus. Det er gratis at deltage, men af hensyn til mængden af kaffe og kage, skal du gerne melde dig til.
D. 1. november
Greve Borgerhus
Greveager 9, 2670 Greve
kl.19:30 – 21.30
Tilmelding
Tilmelding senest mandag den 30. okt. pr. mail til greve@byogland.dk
By og Land Greve er en afdeling af By og Land Danmark.
Læs mere på byogland.dk/greve eller facebook.com/byoglandgreve
Minigolf ved byens historiske huse eller uddannelse til kulturarvsdetektiv?
Foto: Gitte Stovgaard-Hansen. Hønseklatbingo til Storm Folkefestival.
23 forskellige arrangementer om bygningskultur får støtte
I de kommende måneder vil det pible frem med arrangementer på unikke steder i hele landet. Puljen ’Samlingskraft – sammen om steder vi holder af’ har nemlig netop uddelt støtte til 23 arrangementer, der sætter fokus på lokal bygningskultur, bæredygtighed og fællesskaber.
’Samlingskraft – sammen om steder vi holder af’ er en pulje, der støtter arrangementer, som viser og formidler de særlige steder, der findes overalt i Danmark. Puljen har for nylig været åben for ansøgninger og 23 ud af de 40 frivillige foreninger, der har ansøgt, har fået støtte til deres arrangement.
Arrangementerne har mange former – fra minigolf i bygningsarven og jordvejsspotting til omdannelse af en vandværksgrund og undersøgelser af, hvad man kan lære af gamle byggetraditioner i forbindelse med udbredelsen af tiny houses.
”Jeg er rigtig glad for, at der er så mange, som vil skabe spændene arrangementer i deres lokalområde. Særligt bider jeg mærke i, at der er utraditionelle samarbejder på vej flere steder i landet. Det tror jeg, kan give deltagerne en god oplevelse og nogle brede perspektiver på bygningskultur, bæredygtighed og fællesskaber. Bevidsthed om fx kultur, historie og holdbarhed gror godt i fælles oplevelser, og jeg tror på, at arrangementerne under puljen Samlingskraft kan været rigtig gode til at sætte nye tanker i gang og gøre en forskel i lokalsamfundene i hele landet”, siger Iben Bækkelund Jagd, formand for By og Land Danmark.
Arrangementer i hele landet
Arrangementerne er spredt udover hele landet. I Jylland kan man for eksempel blive uddannet til kulturarvsdetektiv, når Markvejsgruppen og Fuglelund Naturcenter inviterer til workshop i Jordvejsspotting. Her skal de sønderjyske jordveje genopdages og synliggøres i landskabet og deltagerne oplæres praktisk i at registrere vejene via mobile apps. Ved Træskohage Fyr ved Vejle Fjord kan man høre om den restaurering fyret har undergået og børnefamilier kan prøve kræfter med afstandsbedømmelse fra fyrtårnets platform og være med i skattejagt og kasteleje. Sæby Handelsstandsforening inviterer alle lokale og turister til “gå en runde minigolf” i byen mens de oplever alle Sæbys seværdige bygninger.
I Odense på Fyn kan man komme med til et kick-off-arrangement om havnens udvikling og kulturmiljø, hvor Byforeningen Odense byder på undersøgelsesløb på havnen, illustration af klimaregnskab for nedrivning af bevaringsværdige bygninger samt kanalrundfart og sømandsviser. Og i Davinde vil Davinde Beboer- og Forsamlingshus gøre lokalområdet klogere på landsbyens udviklingshistorie bl.a. gennem forskellige tiders gårdbrande med udgangspunkt i sprøjtehuset, hvor to kunstnere vil arbejde med temaet ild og forvandling.
På Sjælland kaster Bevaringsforeningen Fredensborg lys over kirkegårdskulturen med udgangspunkt i lokalhistorikeren Valdemar Seegers gravsted. I Frederikssunds nye bydel, Vinge, inviterer Grønne Nabofællesskaber til idéindsamling og fællesspisning, der kan mobilisere flere ind i det grønne nabofællesskab. På Møn vil Udby og Omegns Vandværk gentænke vandværksgrunden, så den bliver en blomstrende fælled i samklang med vandværket til glæde for børn og voksne og insekt- og dyreliv.
Fakta
’SAMLINGSKRAFT – sammen om steder vi holder af’ er en pulje, der støtter lokale kræfter, der vil sætte fokus på bygningskultur og bæredygtighed i deres nærområde. Samlingskraft har over to ansøgningsrunder i 2023 støttet i alt 65 arrangementer i hele landet. Næste ansøgningsperiode åbner den 1. januar 2024 og har ansøgningsfrist onsdag den 7. februar 2024 ved midnat. Hold dig opdateret via By og Land Danmarks sociale medier og nyhedsbrev og læs mere på samlingskraft.dk. Samlingskraft er et By og Land Danmark projekt, finansieret af Realdania.
Overblik over foreninger, der modtager støtter
Sjælland:
- Grønne Nabofællesskaber, Vinge 3600 Frederikssund
- Nørrebro United, 2200 København N
- Bevaringsforeningen “Fredensborg”, 3480 Fredensborg
- Foreningen Orange Makers, 4000 Roskilde
- Udby & Omegns Vandværk a.m.b.a., 4780 Udby Møn
Fyn:
- Byforening Odense, 5210 Odense
- Davinde Beboer- og forsamlingshus, 5220 Davinde
- Foreningen Straatag, 5591 Gelsted
- By og Land Faaborg og Omegn, 5700 Faaborg
- Ommel og Omegns Beboerforening, 5960 Ærø
Jylland:
- Fuglelund Naturcenter v/GS, 6200 Haderslev
- Danmarks Kulturarvs Venner, 6340 Kruså
- S/I Elstrup Mølle, 6440 Augustenborg, Als
- Foreningen Termansens, 6760 Ribe
- Stouby og Omegns Lokalråd, 7140 Stouby
- Boddum Ydby Friskole, 7760 Hurup Thy
- BLIN – Bygnings- og Landskabskultur i Norddjurs, 8500 Norddjurs
- Træfagsmestre for Kvalitet og Bæredygtighed, 8654 Bryrup
- Bedre Bymiljø i Horsens, 8700 Horsens
- Foreningen Kulturselskabet, 8800 Viborg
- Sæby Handelsstandsforening, 9300 Sæby
- MOSS S/I, 9330 Dronninglund
- Andelsforeningen Himmerlandsbyen a.m.b.a., 9520 Skørping
Kontakt:
Samlingskraft er et By og Land Danmark projekt
Projektleder Anders Bundgaard Nielsen
22 94 41 50
Projektchef i Realdania
Vera Noldus
29 39 81 87
Hvis du har en god idé til et arrangement og en partner at søge med, så er det bare at komme igang med at søge.
DTU’s landskab foreslås fredet
By og Land Danmark foreslår DTU’s landskab til fredning hos Slots- og Kulturstyrelsen. Foreningen mener, at Edith og Ole Nørgårds landskabsarkitektoniske bearbejdning af det mere end 100 hektar store område, som Danmarks Tekniske Universitet ligger på, er af national betydning. Anlægget har referencer til det naturvidenskabelige koordinatsystem og viser bl.a. inspiration fra mexicanske tempelanlæg.
Udvikling indtænkt fra starten
’Det er et meget præcist landskabsarkitektonisk værk, – monumentalt, rationelt og funktionelt.’ siger Margrethe Floryan, formand for Have- og Landskabsudvalget, og hun fortsætter: ’De elementer, der er brugt i arkitekturen, er usædvanligt karakterfulde. Fx de store støttemure opført i skiffer. De danner rammen om de skiftende plateauer, bygningerne står på, og de giver plads til trapperne, der forbinder niveauerne.’ Margrethe Floryan fremhæver også de fire store kvadranter, som anlægget er delt op, og som stadig er den bærende struktur. ’Fra begyndelsen af blev der taget højde for, at undervisningsinstitutionen skal udvikle sig. Den vision kan stadig forløses i dag.’
Udenlandsk inspiration
Det var arkitekterne Eva og Nils Koppel, der i 1960 fik opgaven med at formgive DTU, og det blev gjort i samarbejde med landskabsarkitekterne Edith og Ole Nørgård. Forud for opgaven havde arkitekterne været på studietur i USA og i Mexico. Monumentaliteten og rumdannelsen i de historiske tempelanlæg i Mexico blev en helt central inspirationskilde for deres arbejde med DTU-anlægget.
DTU (Danmarks Tekniske Universitet) i Lyngby, nord for København, er en af de første moderne, højere læreanstalter anlagt uden for landets største byer. DTU er i en rivende udvikling, fx er der netop kommet letbane til området. Der er mere end 100 bygninger, der sammen med landskabet skaber rammerne for knap 20.000 studerende, forskere og undervisere, der beskæftiger sig med et utal af grene inden for de tekniske videnskaber.
Alle elementer spiller med
Det er ikke kun forholdet mellem bygninger og terræn, der er noget særligt. Træerne og den øvrige beplantning spiller også en vigtig rolle i DTU-anlægget. ’Alle træarterne er hjemmehørende i de danske skove. Den reference er meget stærk i det skovbælte, der omkranser DTU, og meget sofistikeret genfortolket på esplanaden. De lige trærækker leder tankerne hen på et grid,’ fortæller Margrethe Floryan. Ikke at forglemme Grønnegården i hovedbygningen, den italiensk inspirerede terrassehave med vandkunster (opkaldt efter Nørgård-parret) og de mange, individuelt formgivne gårdhaver.
’Vi mener, at DTU’s landskab bør fredes, fordi det er et ikonisk anlæg. Det afspejler en tidsånd, eksemplificerer den rationalitet og formsans der blev så karakteristisk for både bygnings- og havekulturen i efterkrigstiden, og er samtidig helt sit eget.’
Læs fredningsforslaget
Fredningsforslaget er udarbejdet af By og Land Danmark i foråret 2023, og du kan læse det i sin fulde længe her. Foreningens andre fredningsforslag kan også læses her på hjemmesiden.
Hvis du har en idé til en bygning, et landskabsarkitektonisk værk eller en kombination, du mener bør fredes har vi udarbejdet en lille guide, som fortælle dig, hvilket materiale du kan sende til os, så vores frivillige fagudvalg akn vurdere sagen.
Bygningskulturprisen 2021
Helge C. Jakobsen, mangeårig formand for By og Land Haderslev, modtog lørdag den 5. juni Bygningskulturprisen fra Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Han modtog prisen for en ihærdig og vedvarende indsats for den danske bygningskultur med udgangspunkt i Haderslev.
En ihærdig formidler
Helge C. Jakobsen har i en menneskealder været med til at sætte fokus på den danske bygnings- og landskabskultur. Med sit mangeårige formandskab i By og Land Haderslev har han arbejdet for den særlige bygningskultur i byen. Det er kommet til udtryk i en række foldere, som lokalforeningen har udgivet om de arkitekter, der har præget Haderslev gennem opførelsen af en række bygninger. Folderne bliver uddelt til de ejere, der bor i bygningerne. Aktuelt går Helge C. Jakobsen forrest i sagen om utilpasset højhusbyggeri på Honnørkajen, der vil ødelægge kyst- og fjordlandskabets profil.
’Helge C. Jakobsen har gjort en kæmpe forskel for den danske bygningskultur i sit frivillige virke som formand i By og Land Haderslev. Med sit lune væsen kan han levere barske sandheder, når der bliver taget upopulære beslutninger om nedrivning, højhusbyggeri og utilpasset byggeri. Han er altid på bygningskulturens og bymiljøets side.’ Sådan udtrykte Landsforeningens formand Karen Margrethe Olsen, da hun uddelte prisen.
En stor og ydmyg tak
Da Helge C. Jakobsen havde modtaget prisen sagde han: ’Tusind tak! Jeg er både taknemmelig og ydmyg. Jeg er ydmyg fordi, jeg står sammen med en hel bestyrelse i By og Land Haderslev. De arbejder sammen med mig. Vi har været i gang i mere end 50 år, og der skal stadig gøres en kæmpe indsats for vores fælles bygnings- og landskabskultur. Aldrig har den været under så meget pres, som den er nu. Rigdom og ærgerrighed er en farlig cocktail, når det kommer til historiske bygninger.’
By og Land Haderslev er en mere end 50 år gammel bygningskulturforening, der arbejder for købstæders bygningskultur og er medlem af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
Udover at være formand for By og Land Haderslev har Helge C. Jakobsen være medlem af Kulturmiljørådet, formand for provstiudvalget i Haderslev Stift og Amtsrådet. Han er forfatter til flere bøger og skriver aktuelt på en ny bog.
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur uddeler bygningskulturprisen én gang om året til en ildsjæl, der har gjort en forskel for den danske bygnings- og landskabskultur.
Sidst prisen blev uddelt var det til årsmødet i Hjørring i 2019 og der modtog Kirsten Lund-Andersen prisen
Velkommen i bestyrelsen Mette Boisen Lyhne
Vi byder velkommen til Mette Boisen Lyhne, der er valgt som ny suppleant i bestyrelsen.
Mette Lyhne blev valgt på den elektroniske generalforsamling i okt. 2020. Hun brænder for arbejdet med bygnings- og landskabskulturen generelt, men hun har særlige kundskaber, når det handler om kulturmiljøer og så har hun et blødt punkt for Hack Kampmann.
Til daglig arbejdet Mette Lyhne på Arkitektskolen i Aarhus, som forskningsassistent. Det er igennem det faglige netværk og projekter fra skolen, at hun har lært Landsforeningen og flere lokale foreninger at kende. Hun har været ansat på Arkitektskolens store projekt om Screening af Kulturmiljøer (SAK). Hermed har hun været rundt i det meste af landet, og set en række meget forskellige kulturmiljøer og landskaber.
Hun mener, at man skal tage kritisk stilling til, hvad man vælter og hvad man ny-opfører, når det kommer til byudvikling. ’Det er ikke fordi, jeg hører til dem der tror, at alt var bedre i gamle dage. Men det er vigtigt for mig, at vi beskytter, det der er værd at beskytte og kvalificerer det nye der kommer til. Ikke mindst når det kommer til kulturmiljøerne, som pga. en arbejdsskade har min særlige interesse’.
Når det er særligt vigtigt at være opmærksom i byudvikling, handler det om at der ikke er nogen vej tilbage. Er en historisk bymidte først spoleret, så kommer den ikke igen. Mette Lyhne mener, at Joni Mitchell slår hovedet på sømmet, når hun synger: ’Don’t it always seem to go / That you don’t know what you’ve got till it’s gone / They paved paradise / And put up a parking lot’.
FAKTA
– Mette Lyhne bor I Aarhus, men er opvokset i Lemvig i Vestjylland
– Hendes afgang fra arkitektskolen handlede om Ebeltoft gamle præstegård (Hack Kampmanns fødehjem)
– Hun har erfaring med bestyrelsesarbejdet fra studienævnet på Arkitektskolen Aarhus
Læs mere om Mette Boisen Lyhne her
Opdateret juni 2021 – Mette Boisen Lyhne trådte ud af bestyrelsen den 5. juni 2021
Velkommen i bestyrelsen Rudi Rusfort Kragh
Velkommen tilbage i Landsforeningens bestyrelse til Rudi Rusfort Kragh.
På weekendens generalforsamling fik Rudi Rusfort Kragh fra Sydfyn igen plads i Landsforeningens bestyrelse, efter han har holdt pause fra det landsorganisatoriske i ca. 15 år.
På generalforsamlingen sagde Rudi, at han vil have særligt fokus på emner som:
– energioptimering af bygninger uden det spolerer de kulturelle og arkitektoniske værdier
– udbredelse og folkelig forankring af viden om bygnings- og landskabskulturens betydning for almindelige mennesker, også dem der ikke bor i husene
– samarbejde og hvordan lokale foreninger og Landsforeningen kan inspirere hinanden
Rudi Rusfort Kragh er kendt for sit utrættelige arbejde med at sætte bygnings- og landskabskulturen på den politiske dagsorden. Med en uddannelse inden for historie og offentlig administration fra RUC forstår han især den arbejdsmetodik, der bruges af embedsfolk. Derfor har han også som formand for By og Land Sydfyn haft succes med at samarbejde med kommunen. Hans interesse går også i retning af energispørgsmålet og hvad du som husejer kan gøre for at for styr på energiforbruget uden at miste husets sjæl eller arkitektoniske udtryk.
Han siger: ’Bygningskultur, bæredygtighed og genbrug hænger sammen. Når vi taler om verdensmål, kulturmiljøer og klimakrise, kan bygningskulturen være en del af løsningen. Vi må ikke i kampen for at redde jordens klima sætte bygningskulturhistorien og landskabets æstetiske herligheder over styr. De gamle huse er fra det fossile samfunds epoke, eller opført før denne. Mange af de gamle byggematerialer indeholder CO2 men de er endnu gedigne og bevidst en langtidsholdbarhed. Det bedste fra den periode skal vi ikke miste i processen frem mod det energimæssige CO2-frie samfund”.
Rudis interesse for bygnings- og landskabskulturen startede da han købte en fredet ejendom, der skulle sættes i stand fra A-Z. Der gik det op for ham, hvor meget viden og erfaring sådan et projekt kræver af både ejer og håndværker. Det er en der erfaring han nu vil bringe med ind i Landsforeningens bestyrelsesarbejde.
FAKTA
Fakta om Rudi Rusfort Kragh (1961)
– Bor i Vester Skerninge ved Svendborg
– Opfandt en maskine, der kan rense gamle mursten, så de kan genbruges, også i nybyggeri
– Har været formand for By og Land-Sydfyn i 18 år
– Har egen kommunikationsvirksomhed; med fokus på udskiftning af oliefyr til bedre alternativer
– har været engageret i mange typer af bestyrelsesarbejde, fx indenfor skoleområdet, i et fjernvarmeværk og i klima- og miljøforeninger.
Du kan læse mere om Rudi Rusfort Kragh her
Vi ser frem til samarbejdet og ønsker tillykke med valget.
Red.: Rudi Rusfort Kragh trådte ud af bestyrelsen ved årsskiftet 2021/2022