Kulturministeriet har netop haft åbent for forslag til tentativlisten til UNESCO’s verdensarvsliste.
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur mener, at de jyske kvaderstenskirker hører til på listen og derfor har vi foreslået dem til listen.
Imellem 1100-1250 blev der opført ca. 2.000 danske stenkirker. Der tegner sig et mønster, hvor kirkerne i Jylland primært blev opført i kvaderhugne kampesten, mens man delvis på Fyn og overvejende på Sjælland nøjedes med at kløve markstenene. Byggematerialet var de tusindvis af vandreblokke, som istiden havde efterladt ved isens tilbagetrækning. Samtidig blev der bygget domkirker i landet, domkirkerne er prægtige, men opført efter europæisk forbillede. Landsbykirkerne er præget af dansk mådehold.
På trods af deres nedtonende ydre skal kvaderstenskirkerne ikke undervurderes. Ud over det store arbejde selve tilhugningen har været, er kirkerne ofte udsmykket med billedsten af sjælden skønhed og originalitet. Der findes næppe noget sted i verden, hvor der er bevaret så stor en mængde af stenkirker med så høj kunstnerisk værdi på et så relativt begrænset område. Derfor bør de være med på verdensarvslisten.