Bevarelse af bygningsarven er både vigtigt for klimaet og kulturen

Bevarelse af bygningsarven er både vigtigt for klimaet og kulturen

Dette debatindlæg er bragt i Altinget By og Bolig den 7. nov 2022.

Vores bygningsarv er vigtig, fordi den er en del af os selv. Og så har bevarelsen af bygningskulturen ydermere en klimamæssig gevinst, skriver Iben Bækkelund Jagd, der ønsker, at bæredygtig bevaring skal være en del af en ny regerings politiske prioritering.

Når vores nye minister får sat sig til rette i stolen og skal til at omsætte et regeringsgrundlag til realpolitik, så håber jeg, at ambitionerne for vores boliger, landskaber og fysiske strukturer favner flere perspektiver, og at der i ministeriet er et klart ønske om at boligudvikling, klima og bevaring skal hænge sammen. Bæredygtig bevaring skal være en del af den politiske prioritering og der skal være rammer til at indfri ambitionerne.

Klimabelastningn skal tænkes ind i fysisk planlægning

Vi lever i en tid, hvor ressourceanvendelse og klimabelastning skal tænkes ind i al fysisk planlægning. Uanset om det er opførelsen af boliger, anlæggelse af infrastruktur, byudvikling m.v., så er det uholdbart at bygge nyt uden at indtænke muligheder for renovering og genanvendelse og diskutere transformation og bæredygtighed. Dette bør stå højt på ministerens liste, at det skal kunne svare sig, på flere parametre, at lade bæredygtighed blive det afgørende kriterium.

Bygningsarven er vigtigt, fordi den er en del af os selv

Med i dette regnskab bør bygningskulturen stå. Det skal den, fordi bevarelse af kulturarven er bæredygtigt både ud fra et klimaperspektiv, men også ud fra et kulturelt perspektiv. Bygningskultur handler om at føle sig hjemme. Ikke fordi bygningerne er gamle, eller blot er et udtryk for bestemte begivenheder, håndværk eller arkitektoniske strømninger. Men fordi bygningsarv rummer alle vores fortællinger. Flere hundrede års bygningskultur udgør de fysiske rammer for hvordan vi har boet og levet. I byerne og på landet, i øst og i vest. Når danskerne køber bolig, handler det ikke kun om kvadratmeterpriser og fjordudsigt. Det handler også om at området har en identitet, som i høj grad manifesteres i bygningerne. Når kommuner ser på byudvikling, spiller bygningsarven ind i den store fortælling om stedet og de mennesker, der vil bo og leve her. Det er her vi kan spejle os. Vores bygningsarv er vigtig, fordi den er en del af os selv.

Tænkt gammelt før nyt

Bevarelsen af bygningskulturen er ydermere en klimamæssig gevinst. Vi har masser af bygninger, som kan anvendes mange, mange år endnu. Vi har bygningsarv, som gennem renovering og transformation giver en langt mindre klimabelastning end nedrivning og nyopførelser. Vi skal tænke gammelt, før vi tænker nyt. Vi skal tænke genanvendelse og renovering. Dermed sikrer vi vores kulturarv, skaber lokal forankring og identitet – og vi prioriterer en grøn udvikling.

Det skal være et økonomisk incitament til at genanvende

Det ved vores minister måske nok, men der skal også handles på det. Inden det er for sent og vores bygningsarv er blevet transformeret, i fremskridtets eller uvidenhedens navn, til ukendelighed. Det er derfor vigtigt, at der er en tydelig politisk opbakning til at bygningskultur i langt højere grad indtænkes i den fysiske planlægning og i klimaregnskabet. Der skal være politisk opbakning til at gentænke og genanvende bygningsarven. Det kan f.eks. være et økonomisk incitament til at renovere og genanvende, hvor det er muligt – på samme måde som vi har set økonomisk hjælp til udskiftning af belastende varmekilder til f.eks. varmepumper.

Levetid hører med i den samlede berening

Der skal også være en forståelse for at nok kan den gamle ejendom ikke opnå en energimærkning A, men i det samlede regnskab er det stadig en gevinst at bevare og genanvende. De gamle vinduesrammer kan klare 100 år mere med en grundig renovering, hvilket er betydelig mere end mange nye modeller. Desto længere levetid vi giver vores bygninger, desto bedre bliver balancen. Der skal være incitamenter for både den enkelte og for erhvervslivet, og det offentlige skal være en del af prioriteringen. Prioriter de gode bygninger, det gode håndværk og den gode fortælling og giv det et længere liv.

Det håber jeg bliver ministerens ambition.

Læs også Iben Bækkelund Jagds indlæg om den handlekraft, der skal til for at forløse alle de gode intentioner

Bevarelse af bygningsarven er både vigtigt for klimaet og kulturen

Intentioner og handlekraft

Dette debatindlæg blev bragt i ByrumMonitor den 2. nov 2022.

Iben Jagd: Bygningskultur har fyldt forsvindende lidt i valgkampen – men vi kan også gøre den største forskel uden for Christiansborg.

Vi lader græsset gro, sætter insekthoteller op og ser skævt til naboen, som måske er lidt for rundhåndet med ukrudtsmidlet. Kampen for biodiversitet har sejret, og det kan vi lære meget af i kampen for bygningskulturen, skriver Iben Jagd, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, i dette debatindlæg.

I en valgtid sætter vi den manglende politiske interesse for bevaringsværdige bygninger og vores generelle bygnings- og landskabskultur lidt på spidsen.

Med meget få undtagelser har kultur – og da slet ikke bygningskultur – fyldt noget i debatterne. Det kommer ikke som en overraskelse, for de færreste af os kan vel mindes en valgkamp, hvor kultur og arkitektur fik lov til at fylde mere end nogle enkelte debatter – oftest arrangeret af faggrupperne selv.

Men det er også tiden mellem valgene, der er den vigtigste. Det er her, ambitionerne og intentionerne skal udfoldes. Og måske er det ikke kun på Christiansborg, at vi skal søge efter handlekraften.

Når profitten styrer, forfalder bygningskulturen

Der er mange steder i byggebranchen, hos håndværkere, arkitekter med flere, en skærpet opmærksomhed på og vilje til at genanvende og transformere byggematerialer og bygninger. Mange af os ved godt, at det strider mod enhver klimaplan at blive ved med at rive ned og nyproducere. I stedet skal vi renovere vores gamle vinduer, bruge murstenene igen og igen og vurdere, om det ikke giver bedst mening at transformere gamle erhvervsejendomme til boliger, kulturhuse eller omvendt.

Vi kan begræde, at det stadig mange steder er markedskræfter og profit, der styrer prioriteringerne – eller manglende indsigt i og forståelse for genanvendelse og reel klimabelastning. Konsekvensen er, at bygningskultur forfalder, skæmmes og mister sine værdier.

Handlekraften findes heldigvis flere steder. Den findes hos fagfolk, erhverv og hos boligejerne.

Kan man forestille sig, at flere håndværkere ser på renovering og genanvendelse, før de giver bud på ombygning af patriciervillaen, parcelhuset eller erhvervsejendommen? Kunne man forestille sig, at byggemarkederne rådgav om renovering og bevaring? Og kunne man forestille sig, at boligejeren betragtede sin bolig som en del af vores samlede bygningsarv og ønskede at sikre dens karakteristika og samtidig vidste, at bevaring var godt for klimaregnskabet?

Ja, det kan man sagtens. Men det kræver, at vi sætter det på dagsordenen i flere fora – for det er en viden og begejstring, der skal ud og virke.

Det er lykkedes med biodiversitet

Det er lykkedes med opmærksomheden på biodiversitet. Mange boligejere, boligselskaber og kommuner ved godt, at biodiversitet er godt for klimaet, for vores insekter og for renommeet. Vi lader græsset gro i villahaven, sætter insekthoteller op og ser skævt til naboen, som måske er lidt for rundhåndet med ukrudtsmidlet.

Men det er ikke en bevidsthed, der er kommet fra den ene dag til den anden, eller fordi det var et punkt i en enkeltstående politisk debat. Den prioritering er kommet, fordi vi overalt har talt om det. I skolen, på arbejdet, i avisen og tv-programmer.

Den samtale skal vi også have om bygningskulturen. Vi skal tage den i lokale foreninger, med vores lokalpolitiker, med naboen, på arbejdet og med erhvervslivet. Vi skal tale om, hvordan vores bygningskultur så ud før, og hvordan den kommer til at se ud, hvis vi ikke alle stopper op nu og tænker os om en ekstra gang.

Husker vi de røde fiskerskure og den gamle havn – eller ser vi kun de stort set identiske boliger, som i dag fylder havnemiljøet? Husker vi dengang, hvor vi ud fra bygningens udsmykning og facade kunne genkende dens funktioner? Og dengang der var så mange forskellige bygninger med så meget forskellig historie, at vi alle kunne spejle os selv og vores historie blot ved at gå en tur og se op. Hvis vi vil holde fast i diversiteten og kulturforståelse, skal vi sætte samtalerne i gang flere steder og på flere tidspunkter end i en valgkamp.

Sådan sikrer vi vores bygningskultur.

Dit X gør en forskel

Dit X gør en forskel

Er du i tvivl?

Er du stadig i tvivl om, hvor du skal sættes dit X tirsdag den 1. november, når Danmark går til stemmeurnerne ved folketingsvalget 2022?

Så kan du holde øje med hvem der arbejder for at bevare vores kulturarv, når du læser valgprogrammer. Rammerne for bygnings- og landskabskulturen bliver i høj grad sat på Christiansborg. Derfor giver det mening at sætte sit X ved folketingsvalget 2022 hos en, der har en holdning til hvordan bygnings- og landskabskulturen bliver en del af fremtidens politiske fokus. 

Du kan kigge efter:
  • Kandidater, der har forstået, at det bedre for klimaet at bevare bygninger frem for at rive ned og opføre nyt i blinde.
  • Kandidater, der ønsker styrke de økonomiske støttemuligheder for husejere, der passer på bevaringsværdierne i deres bygninger. F.eks. ved at styrke byfornyelsesmidlerne.
  • Kandidater, der vil arbejde for at Planloven giver udvidede muligheder for borgerinddragelse, når der skal planlægges for nyopførelse af f.eks. højhuse og indkøbscentre
  • Kandidater, der vil arbejde for en styrkelse af uddannelse og efteruddannelse af håndværkere, der kan de traditionelle håndværk.

Uanset hvem der vinder valget, så ønsker vi, at bygnings- og landskabskulturen får rigtig gode muligheder for at spille en rolle som aktiv kulturbærer i fremtidens Danmark.

Folketingsvalget 2022 bliver afholdt den 1. november, og det ser ud til at blive en gyser. 

Har du spørgsmål eller kommentarer er du altid velkommen til at ringe til sekretariatet på 70 22 12 99.

Studietur til Umbrien i Italien

Studietur til Umbrien i Italien

Tag med på studietur til Umbrien – Italiens kulturelle smeltedigel

Medlemsrejse til Umbrien – Italiens kulturelle smeltedigel den 13. til den 20. maj 2023.

Vi bor i Perugia med daglige udflugter til de omliggende byer. Der planlægges besøg i Urbino, Gubbio, Pienza, Montepulciano, Orvieto, Spoleto og i Assisi som alle byder på en overflod af enestående arkitektur, kunst, historie og smukke haver.

Arkælog Thomas Roland er guide under hele studieturen til Umbrien, hvor han gavmildt deler ud af sin af store interesse og kendskab til Italien og Italiens kulturskatte. Han har tidligere været guide på en medlemstur til Italien.

Vi flyver til Fiumicino lufthavnen i Rom, hvor vi bliver hente i bus, som er med os under hele rejsen. Vi bor på centralt beliggende hotel i det historiske Perugia. Prisen er endnu ikke fastlagt.

Kom med på interesselisten

Tilmeldingen er åben, du kan melde dig til ved at klikke her.

Send gerne allerede nu en interessetilkendegivelse til karenmargretheolsen@byogland.dk, så får du tilsendt yderligere oplysninger så snart de foreligger. Flere oplysninger om program, pris og tilmelding kan du også finde i bladet By & Land december 2022.

OBS: Turen vil medføre en del byvandring ad gader med stigninger og trapper, så fod- og bentøjet skal være i orden.

En stor tak

Turen er arrangeret og koordineret af frivillige i By og Land Danmark. Har du spørgsål kan du ringe til sekretariatet på 70 22 12 99.

*Ret til ændringer forbeholdes. Vi følger altid med i Covid-19 situationen, og følger myndighedernes anbefalinger og restriktioner.

 

AARHUS UNIVERSITET, HØRINGEN ER ÅBEN

AARHUS UNIVERSITET, HØRINGEN ER ÅBEN

Nu er høringen åben

Fredning af Aarhus Universitet: Høringen er åben. Alle kan være give deres holdning til kende. Vi har selvfølgelig udarbejdet et høringssvar, der underbygger vores holdning om, at det samlede anlæg skal fredes.

By og Land Danmark har foreslået Aarhus Universitet fredet til Det Særlige Bygningssyn. Sagen er nu så langt, at Slots- og Kulturstyrelsen har offentliggjort en høring for fredning af begge parker og række udvalgte bygninger i Aarhus. Høringen kører frem til den 11. december 2022.

Deltag i høringen og giv din mening til kende

Vi vil opfordrer alle, der har en holdning til fredning af Aarhus Universitet til at deltage i høringen.

Du kan læse vores høringssvar her, og det er tilladt at lade sig inspirere af det vi skriver. Hvis du har brug for mere viden om Aarhus Universitet samt Universitetsparken og Vennelystparken, kan du læse hele vores fredningsforslag her.

Er du nysgerrig på hvad formand Iben Bækkelund Jagd sagde i medierne, da høringen blev offentliggjort, så kan du læse hele vores pressemeddelelse fra 1. september 2022 her.

Er der noget, du er i tvivl om. Eller har du et sprgsmål eller en kommentar, er du altid velkommen til at ringe til os på 70 22 12 99. Ellers kan du skrive til arkitekt Nanna Uhrbrand på nanna.uhrbrand@byogland.dk. Vi glæder os over at et af Danmarks helt store arkitektoniske velfærdsikoner nu bliver fredet.

Høringen blev afsluttet den 11. dec. 2022 – du kan finde alle de afgivne svar her.

 

By og Land Valby – ser dagens lys

By og Land Valby – ser dagens lys

En ny afdeling af By og Land ser dagens lys i Valby.

Den 29. september 2022 mødes valbyborgere med interesse for bygningskultur i Valby Kulturhus, for at danne By og Land Valby, der skal arbejde for at bevare de kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, der findes i Valby
’Valby er noget ganske særligt, vi vil være med til at sættes fokus på hvad er gør Valby til Valby, så de værdier, som er noget særligt her i bydelen kan få lov at blive stående i mange generationer fremover.’ Siger Jens Aaberg, der er initiativtager til By og Land Valby og bestyrelsesmedlem i By og Land Danmark.

Det er et mål for By og Land Valby at øge bevidstheden om Valby på Københavns Rådhus. Det vil de gøre i fællesskab med andre organisationer, der har Valby som hjemsted. ’Vi vil gerne samarbejde med alle andre, der holder af Valby, ligesom vi gør. Derfor håber vi også at se en masse mennesker, der elsker vores bydel, når vi mødes første gang som afdeling.’ Siger Jens Aaberg. Han fortsætter: ’Der er allerede gjort nogle tanker om hvor vi kan starte. Men det hele er stadig åbent, så vi planlægger først, hvad vi starter med, når alle har haft mulighed for at kommer med idéer og fortælle, hvad de vil arbejde med.’

Valby har meget bygnings- og landskabskultur

By og Land Valby har allerede en ridset de første arbejdsidéer op:
– Bevaring af ’Den Hvide By’ arkitektoniske træk
– Fokus på kvaliteterne og arkitektoniske værdier i villakvartererne opført 1910-1030
– Fokus på kvaliteterne og arkitektoniske værdier i efterkrigstidens karrébebyggelser og deres grønne rum
– Strukturerne fra landsbyerne Vigerslev og Valby bevares og understreges
– Udarbejdelse af træpolitik for Valby
– Udpegning af bevaringsværdige bygninger i Valby, og fredning af dem der har fredningsværdier
– Fokus på at passe de grønne værdier, der er i bydelens parker og grønne områder: Valbyparken, Kulbaneparken, Vestre Kirkegård og villakvarteret vest for Carlsberg.

Alle kan være med

Jens Aaberg understreger, at alle er velkommen i By og Land Valby, også de, der er helt nye, når det kommer til bygnings- og landskabskultur. Det vigtigste er at man interesserer sig for Valby og de kulturværdier, der findes i bydelen.

Kontaktinfo: For flere fotos, bedre oplysning eller uddybende kommentarer: Kontakt Jens Aaberg på tlf. 40 50 84 45

By og Land Valby mødes første gang i Valby Kulturhus den 29. sep. 2022 kl. 19:00 i lokale 01, på 5. sal.
Alle er velkommen.

Se mere om afdelingen på Facebook

Du kan kontakte os på valby@byogland.dk

AARHUS UNIVERSITETSPARK

AARHUS UNIVERSITETSPARK

Denne artikel er udgvet i bladet By & Land Nr. 136 – september 2022

Af Lisbeth Brorsen, medlem af Have- og Landskabsudvalget

Aarhus Universitetspark udgør kernen i Aarhus Universitet, og den indgår i dag som ét af universitetets tre hovedområder. De to andre er Universitetsbyen (det tidligere Aarhus Kommunehospital) og Katrinebjerg. Fælles for alle bygninger i Universitetsparken er, at de er opført i gule mursten og har gule tage.

Mange undrer sig over, at Aarhus Universitet – og ikke mindst Universitetsparken – ikke for længst er fredet. Landsforeningen har i mange år været fortaler for dette overfor Slots- og Kulturstyrelsen, og i 2019 indsendte vi et forslag om fredning af Aarhus Universitet som en områdefredning, da bygninger og par ker udgør en både visuel og historisk samlet helhed. Sagen er stadig under behandling. Denne artikel omhandler alene Universitetsparken.

De store landskabstræk

Aarhus Universitetspark ligger på en sydvendt skråning nord for Aarhus’ historiske bykerne. Syd for Universitetsparken ligger Vennelystparken, som i dag også indgår i universitetsområdet. Parkerne er anlagt omkring en morænedal med en lille kilde i bunden. Der er åben adgang til begge parker fra de omgivende veje.

Universitetsparken kan groft opdeles i en østlig del med et kuperet morænelandskab og en vestlig del med en jævn flade. I den østlige del løber en kilde, som forsyner to søer. Herfra løber kilden videre, under Vennelyst Boulevard og ned i Vennelystparken.

Morænedalen er karaktergivende for hele Universitetsparken. Parkerede biler og cykler er stort set holdt væk fra synsfeltet, og som gående drages man uvægerligt ind til det store, åbne område. Skråningerne ned mod vandløbet i dalens bund fremstår som bløde, græsklædte bakker med solitære egetræer.

Universitetets bygninger er placeret på toppen af morænedalens skråninger og i områderne bag. De fritstående egetræer forsætter imellem bygningerne og binder områderne sammen.

Både morænedalen og den centrale del af sletten er friholdt for bygninger. Fra dalens sydlige del går en sigtelinje op mod den høje aula i universitetets hovedbygning. En tilsvarende sigtelinje anes fra slettens sydlige del op mod ”Bogtårnet”, som er universitetets højeste bygning.

Syd for hovedbygningen danner et amfiteater en organisk og glidende overgang fra hovedbygningens svagt krummede støttemur og ned til parken. Teateret er indbygget i et kvart cirkelslag og har 3.000 siddepladser.

Beplantningen

Parken indgyder umiddelbart den besøgende et indtryk af storhed og ro. Dette skyldes i høj grad det meget selektive plantevalg, som helt overvejende er egetræer og klippede græsflader.

C. Th. Sørensen valgte eg fremfor bøg, selvom bøgen opfattes som Danmarks nationaltræ, da det indgår i nationalsangen ’Der er et yndigt land’. Hans argumenter herfor var: Egen trives godt i nærheden af bygninger, modsat bøg, hvis rodnet er sart. Egens skygge er let, mens bøgen kaster en tung skygge allerede få dage efter løv spring. Egen tåler afsavning af store grene, mens bøgen har svært ved at læge store sår. Endelig er egen ældre i Danmark end bøgen.

I bogen Aarhus Universitets Bygninger (1978) har C. F. Møller fortalt, at de først plantede egetræer ikke trivedes. Derfor lagde han og C. Th. Sørensen egenhændigt agern ned i små runde bede med 5-10 agern i hvert bed. Efter nogle år blev de dårligste træer fjernet, så det kun var de bedste træer, der blev stående i hvert enkelt bed. Sidst i 1970’erne var egetræerne groet til, og området havde fået skovkarakter.

Nu skulle der tages stilling til, om denne karakter skulle bibeholdes, dog med fritlæggelse af områderne umiddelbart omkring bygningerne, så de kom til at ligge i lysninger i en egeskov, eller om området i stedet skulle have parkkarakter med store, fritstående træer. Videre foreslog C. F. Møller, at der blev foretaget en udtynding, så der op stod sigtelinjer. Endeligt foreslog han, at andre træer, som for eksempel ahorn, pil, bøg og elm blev fældet, når egetræerne havde nået samme højde som den fremherskende bygningstype, det vil sige tre etager eller 10-15 meter.

I dag har Aarhus Universitetspark parkkarakter og er helt domineret af store, fritstående egetræer. På sletten mod vest er der ligeledes store, fritstående egetræer og store, græsklædte arealer, men området er også karakteriseret af mange lave hække, der afgrænser tilkørselsveje og parkeringsarealer.

Mod Nørrebrogade blev der ikke plantet eg, men en række kastanjetræer. I 2008 blev disse træer fældet for at udvide gaden og skaffe plads til den kommende letbane. Der er efterfølgende igen plantet kastanjer, men nu seks meter længere inde i Universitetsparken.

Mange af bygningernes store, gule murstensflader er dækket af efeu eller vildvin. Disse begrønninger mildner de karske murflader, både når de om vinteren står som et fint filigran, når de om sommeren er overvældende grønne og frodige, og når de om efteråret står med brune og røde farver. Begrønningerne får bygningerne til at vokse sammen med græsset og træerne, så bygninger og vækster tilsammen danner en helhed.

Kilden løber flere steder igennem vandtrapper og afgrænses andre steder af lavere beplantninger, herunder af to grupper af store skræpper. I de stensatte søer er der grupper af siv og tagrør samt små øer med en varieret bevoksning, herunder nogle store hængepile. Set fra parken dækker disse træer for udsigten til den store, dominerende bygning med Søauditorierne (2001). Der er ingen blomster i Universitetsparken.

Det meget beherskede plantevalg betyder, at parken udgør en robust ramme for store arrangementer, herunder ikke mindst de studerendes årlige kapsejlads på søerne, som overværes af over 30.000 tilskuere.

Historisk

Aarhus Universitet er det første universitet eller højere læreanstalt, som blev etableret udenfor København.

Bygningerne er fra begyndelsen tænkt ind i landskabet, da den udskrevne konkurrence både omfattede et forslag til en bebyggelsesplan og et projekt for universitetets første bygning. Begge konkurrencer blev vundet af arkitekterne Kay Fisker, Povl Stegmann og C.F. Møller i samarbejde med landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.

Deres konkurrencebidrag indeholdt i alt fem forslag til bebyggelsesplaner, som alle friholdt morænedalen for bebyggelse. I dommerbetænkningen blev samspillet mellem bygninger og landskabet fremhævet med formuleringen: ”Projektet udnytter Terrænet på en Maade, der tager Hensyn til dets landskabelige Formation og uden Udgifter til Jordarbejder lader dets Skønhed komme til sin fulde ret”.

Nogle jordarbejder var dog nødvendige. Da de første bygninger var opført, blev C. Th. Sørensens ideer fra konkurrenceprojektet realiseret. Terrænet blev bearbejdet, så bygningerne lå som vokset op af jorden, og dalens form og bløde linjer blev fremhævet. Disse arbejder blev betalt af Aarhus Kommune.

Samtidigt blev søerne etableret, dog først efter at Ny Carlsbergfondet havde skænket cirka 50.000 kr. til arbejdet. C. F. Møller oplyser, at donationen sikkert blev givet som en gave til C. Th. Sørensen som havekunstner. Den dybe del af dalen blev foret med en kerne af ler, og den spæde kilde, der rislede i dalens bund, blev suppleret med tag- og drænvand fra bygningerne. Det gav tilstrækkeligt vand til at fylde søerne selv i tørkeperioder. Videre sikrede en indstillelig overløbsordning (en munk) midt i søerne, at vandtilførslen mod syd kunne reguleres. Endelig blev de vandårer, som senere dukkede op i forbindelse med opførelse af nye bygninger, lagt i dræn og ført ud til søerne.

I det af Aarhus Kommune donerede ’gavebrevsområde’ var der kolonihaver. Havernes bedste og største træer blev købt og indgik i de første år i områdets beplantning. Til at begynde med var der lokalt meget lidt forståelse for Universitetsparkens kvaliteter. Der var både kritik af det landskabelige anlæg og af bygningerne. Samtidig var der længe stor usikkerhed om universitetets økonomi og dermed også om dets videre skæbne. Så først trak arkitekt Povl Stegmann sig fra opgaven, senere også Kay Fisker. Videre var det tæt på, at C. F. Møller blev fyret. Men med dygtighed og snilde fastholdt han sin rolle, som senere overgik til tegnestuen ’C. F. Møller Arkitekter’.

Vokseværk

Dog har andre arkitekter, de såkaldte ’gæstearkitekter’, igennem årene haft mindre opgaver i området. Det er først med opførelsen af Skou-bygningen (2018), at denne kontinuitet er brudt. Det er Cubo Arkitekter, der står for denne bygning.

Efterhånden som universitetet voksede, blev der jævnligt behov for mere areal. Blikket faldt derfor ofte på Høegh-Guldbergsgades Kasernes store, tilgrænsende arealer mod vest. Igennem årene lykkedes det universitetet at fravriste militæret større eller mindre dele af disse arealer, indtil hele arealet til sidst overgik til universitetet. Et andet tilkommet areal er området mod øst, hvor Bartholinbygningen (1974) nu ligger. Her lå et savværk, som brændte i begyndelsen af 1960’erne, og arealet blev derefter erhvervet af universitetet.

Områdets parkkarakter blev minimeret i begyndelsen af 1970’erne, da de oprindelige professorboliger og hovedbygningens auditorium i det nordøstlige hjørne desværre blev nedrevet og erstattet af den nuværende højere og mere kompakte bebyggelse.

C. Th. Sørensen og C. F. Møller

Både C. F. Møller og C. Th. Sørensen mindedes deres arbejde med Aarhus Universitet og Aarhus Universitetspark med glæde. Således skrev C. Th. Sørensen i 1975, 82 år gammel: ”Men trods alt er det arbejde det, jeg mindes med størst Glæde.” Og C. F. Møller skrev i 1978, 80 år gammel: ”Det har været en alt overskyggende del af mit liv gennem de forløbne 50 år.”

C. Th. Sørensen (1893-1979) var uhyre produktiv. Han søgte at give hvert anlæg et kendetegn, som kunne give området en identitet. Han tog udgangspunkt i en enkelt idé, som var tilpasset forholdene, som var robust og praktisk, og som indeholdt et rumligt aspekt. Ikke mærkeligt, at han indgik i et utal af samarbejder med tidens førende arkitekter.

Forventninger til fremtiden

Aarhus Universitet har i 2019 overtaget det tidligere Aarhus Kommunehospital på den anden side af Nørrebrogade. Det betyder, at behovet for nybyggeri i Universitetsparken foreløbig er minimeret.

Med den rette forståelse for helheden skulle det også fremover være muligt at indpasse nye aktiviteter i området og samtidig bevare både park og bygninger med den sammenhæng og særpræg, som er så karakteristisk for dette enestående anlæg.

Aarhus Universitets historie:

– 1928: Universitetsundervisning begynder i eksisterende bygninger i Aarhus.
– 1929: Aarhus Byråd donerer et areal i nordlige del af den nuværende Universitetspark til et egentligt universitet.
– 1931: I marts udskriver Aarhus Byråd en konkurrence om opførelse af universitetet. I september vinder arkitekterne Kay Fisker, Povl Stegmann og C. F. Møller konkurrencen i samarbejde med landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.
– 1933: Den første, nye bygning står færdig; en værkstedsbygning. Senere samme år fulgte de første undervisningsbygninger med midlertidig funktion af hovedbygning.
– 1946: Indvielse af den nuværende hovedbygning, herefter opføres løbende nye bygninger
– 2006: AAU udpeges som et af tolv danske arkitekturværker i Kulturministeriets Kulturkanon.
– 2018: Skou Bygning opføres som den nyeste bygning
– 2019: Landsforeningen indsender forslag om områdefredning af AAU.

I bladet By & Land 136 finder du mere:

Læs også:

– Formand Iben Bækkelund Jagds leder: Grøn omstilling skal tage hensyn til kulturværdier
– Jørgen v. Larsen: Det forkætrede torv i Ringsted
– Iben Margrethe Thomsen, Simon Skov og Oliver Bühler: Bevaring af træer ved byggeri og anlæg
– Flemming Brandrup: Bygningshistori i lokalavisen
– Se glimt fra foreningens studieture og læs boganmeldelser af spændende bøger inden for emnet.

Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.

Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.

By og Land Valby – Vær med fra start

By og Land Valby – Vær med fra start

Kom og vær med ved vores stiftende møde i By og Land Valby!

I Valby er der heldigvis mange, der er rigtig interesserede i bydelens historie og i Valbys lokale bygnings- og landskabskultur, kulturmiljøer og arkitektur.

Derfor vil vi nu starte en lokal afdeling af den landsdækkende forening ’By og Land Danmark – Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur’. Du er også vigtig i den nye lokalafdeling. Du behøver ikke at have beskæftiget dig med emnet før. Vigtigst er, at du vil være med til at arbejde for bevaring af Valbys historiske værdier.

Vi glæder os til at se dig og din nabo i Valby Kulturhus lokale 1, 5. sal

INVITER DINE VENNER MED

Vi håber på at se så mange mennesker som muligt, så inviter dine venner med.

Du kan allerede nu gå ind på facebook og følge vores side, her kan du også fortælle om du kommer til mødet i By og Land Valby den 29. sep. 2022.

HVAD SKAL VI ARBEJDE MED

Vi har samlet en række temaer, som vi mener er vigtige for Valby, og som vi gerne vil arbejde med:
– At byggeforeningernes vigtigste arkitektoniske træk bevares
– At der kommer større fokus på kvaliteterne i villakvartererne fra 1910-30
– At de oprindelige bystrukturer i landsbyerne Vigerslev og Valby bevares og understreges
– At vi får øjnene op for kvaliteterne i efterkrigstidens arkitektur repræsenteret ved de mange karrebebyggelser og rummene imellem dem
– At der udpeges bygninger, der bør erklæres bevaringsværdige og ansøges fredet
– At vi passer på det grønne: Valby har mange spændende haver og også nogle parker: Vigerslev, Valbyparken, Kulbaneparken, en del af Vestre Kirkegård, villakvarteret vest for Carlsberg.

Vi vil også arbejde for, at bydelen får en træpolitik, så de vigtige træer bevares.

Hvad mener du?

Du kan kontakte os på valby@byogland.dk 

 

 

 

AARHUS UNIVERSITET SKAL FREDES

AARHUS UNIVERSITET SKAL FREDES

Det ikoniske Aarhus Universitet skal fredes

Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede Universitetsparken, Vennelystparken og udvalgte bygninger opført til Aarhus Universitet. Sagen er blevet behandlet i Det Særlige Bygningssyn efter forslag fra By og Land Danmark – Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.

By og Land Danmark sendte fredningsforslag for det samlede universitet til Slots- og Kulturstyrelsen i september 2019. Efter grundige overvejelser om, hvordan så stort et anlæg med park og et utal af bygninger opført over en meget lang tidsperiode kan fredes, foreslog foreningen, at det er det samlede kulturmiljø, der fredes.

’Vi er rigtigt stolte over, at kunne pege på så vigtigt et anlæg i den danske bygnings- og landskabskultur, og at resultatet bliver en fredning, der samler både parken og bygningerne.’ siger Iben Bækkelund Jagd, formand for By og Land Danmark. ’Aarhus Universitet er et ikonisk universitetsbyggeri, der er kendt og anerkendt både nationalt og internationalt. Det er åbenlyst, at her er nogle kulturelle værdier, vi som samfund skal værne om.’

Det er parken der er centrum

Aarhus Universitet er kendt for at være anlagt i en park, der samler universitets gule murstensbygninger i en sammenhæng, der med tiden er blevet et af landets mest ikoniske kulturmiljøer. De ældste bygninger er fra 1933 og den nyeste blev indviet i 2018. Arkitekturen er den funktionelle stil, hvor international funktionalisme fortolkes i dansk håndværkstradition. Derfor er det samlede indtryk også unikt dansk.

Universitet er en stor og aktiv arbejdsplads, derfor skal fredningen gå hånd i hånd med en hverdag, der skal rumme alle studerende og ansatte sammen med de mange borgere, der besøger parken hver dag. ’Vi synes, det er virkelig spændende, at der bliver taget hul på nogle store fredninger, der inkluderer mange bygninger og arealer i mellem. Den danske bygningskultur har udviklet sig fra den første fredningslov blev gennemført. Nu er tiden inde til at tage hul på de fredninger, der beskytter vores velfærdsarkitektur. Aarhus Universitet er et godt sted at starte.’ understreger Iben Bækkelund Jagd.

Konkurrencen om formgivning af Aarhus Universitet blev vundet af arkitekterne Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann, der sammen med landskabsarkitekt C. Th. Sørensen fødte idéen om kantede bygninger i et dramatisk svunget landskab.
Du kan læses hele By og Land Danmarks fredningsforslag her.

Fakta om By og Land Danmark:

By og Land Danmark er drevet af frivillige kræfter, der arbejder for at bevare og udvikle bygninger, haver, landskaber og bymiljøer i Danmark – for at værne om det værdifulde der eksisterer, og for at nyt integreres med omtanke og kvalitet.
Vi er fællesorganisation for knap 90 lokalforeninger, dækkende hele landet. Foreningen er oprettet i 1966, kan foreslå bygningsfredningssager direkte for Det Særlige Bygningssyn, udgiver bladet By & Land, og afholder årligt en række møder, udflugter og arrangementer.

Kontakt:

Iben Bækkelund Jagd
Iben.Jagd@byogland.dk

Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der er myndighed for de fredede bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker i Danmark. Du kan læse deres pressemeddelelse her

Besøg Nørre Vosborg og omegn

Besøg Nørre Vosborg og omegn

Oplev bygningskulturen, det vilde landskab og det gode selskab

Skal du med til Vestjylland de 17. september og opleve bygningskulturen, når By og Land Danmark sammen med lokale frivillige inviterer på udflugt til bl.a. Nørre Vosborg, Bovbjerg Fyr og Skærum Mølle. Tag din nabo under armen og tilmeld jer til kør-selv-turen. Det bliver en spændende dag.

Program

kl. 09:30: Bovbjerg Fyr, Fyrvej 27, 7620 Lemvig: velkommen + kaffe og hjemmebagte boller

kl. 10:00: Indlæg om fyret, herunder ombygningen og betydning af frivillige engagement ved Bjørn Albinus og kystsikringsarbejdet ved Jens Kaasgaard. Besøget afsluttes med en rundvisning

kl. 11:15: Transport til Strandingsmuseet St. George, Vesterhavsgade 1E, Thorsminde, 6990 Ulfborg

kl. 11:45: Rundvisning i Strandingsmuseet

kl. 13:00: Frokost

kl. 14:30: Besøg og rundvisning på Nr. Vosborg

kl. 16:00: Kørsel til Skærum Mølle og Per Kirkebys ‘Huset for sten og stjerner’

kl. 16:10: Rundvisning i Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle

kl. 17:00: Farvel og tak for i dag

Pris

Deltagelsen koster 175,- kr. for medlemmer, personlige medlemmer af By og Land Danmark og eller medlemer af By og Land Danmarks medlemsforeninger.
Deltagelsen koster 350,- kr. for alle andre.

Er du ikke allerede medlem af By og Land, så kan du melde dig ind i foreningen her. Vi betragter medlemmer af medlemsforeninger som medlemmer af By og Land Danmark.

Tilmelding

Der er begrænsede pladser og tilmelding sker efter først til mølle-princippet. Tilmeldingen skal ske via hjemmsiden, vi åbner for tilmeldingen den 2. august 2022. Der er sidste tilmelding den 7. sep. 2022. Tilmeld dig i det røde felt lidt nede.

Et særligt tilbud

Særtilbud på overnatning på hotellet på Nørre Vosborg fra fredag den 16. september til lørdag den 17. september koster 995,- inkl. lækker morgenbrunch. Reservation til Nr. Vosborg: hotel@hotelvosborg.dk eller telefon 97 48 48 97 med oplysning om deltagelse i By og Land Danmarks medlemsudflugt.

Der er også begrænsede pladser her, tilmelding efter først til mølle-princippet.

En stor tak

Turen er arrangeret af frivillige ildsjæle og sponsoreret af Lemvig Kommune, Holstebro Kommune og By og Land Danmarks  formidlingspulje.

Stor tak til dem, der har fået turen til at blive virkelighed.

*Ret til ændringer forbeholdes. Vi følger altid med i Covid-19 situationen, og følger myndighedernes anbefalinger og restriktioner.

Arrangementet har været afholdt