Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur byder velkommen til Jens Aaberg, arkitekt maa, i bestyrelsen.

På foreningens årsmøde i Hjørring den 11. maj 2019 blev Jens Aaberg valgt ind i Landsforeningens bestyrelse med et løfte om at arbejde for
• at styrke samarbejdet med de lokale foreninger
• at styrke organisationens økonomi
• at styrke Landsforeningens sekretariat, så der altid er ekspertise til rådighed for alle, der har brug for det.

Jens Aabergs hjerte banker for bygningskulturen og det er et mål for ham at bidrage til, at dette bliver et politisk emne både lokalt og nationalt.

‘Jeg er vokset op på en præstegård med strå på taget, og jeg tror det er gået i blodet på mig, for jeg har interesseret mig for det traditionelle byggeri lige siden.’ sagde han i sin valgtale.

Bygningerne er fysiske aftryk af historien, der fortæller om hvordan man tænkte og levede, hvad man var i stand til økonomisk og håndværksmæssigt og derfor er de en del af vores fælles arv, mener Jens Aaberg.

Han uddybede: ‘Vores generation har ansvaret for at passe på fortidens bygninger, som vi har til låns. Hvis de forsvinder, så forsvinder en del af os. Det er ubærligt, når en unik, uerstattelig, fin, gammel eller nyere bygning rives ned – jeg får det dårligt.’

Jens Aaberg har været medlem af Landsforeningens Frednings- og Bevaringsudvalg siden efteråret 2016 og bidraget til udviklingen af projektet ‘En fælles sag’, som netop har fået fondsstøtte til gennemførelse af 1. fase.

Tillykke med valget til både Jens Aaberg og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.

Fakta om Jens Aaberg
• Er uddannet arkitekt maa og Byggeøkonom mdb og driver egen tegnestue
• Han bor sammen med sin familie i den københavnske forstad Valby
• Ejer en olivengård med 200 oliventræer i Italien

Læs mere om Jens Aaberg på Linkedin