Vidste du, at der i Hundige Parken ligger en glemt skat

villa sitka greve

Villa Sitka er en smuk velproportioneret perle af en feriebolig bygget i 1912 beliggende i Hundige Parken. Huset og dets sidebygning er forbundet med et skønt gårdrum, beliggende foran rækkerne af de krogede, duftende Sitka-graner. Stedet knytter sig til historien om det danske fritids- og ferieliv, dengang københavnerne ønskede frisk luft og høj himmel og opdagede den skønne strand og natur syd for hovedstadens tætpakkede kvarterer.

– “det gode liv” ved stranden, der siden er bygget videre på her.

Villa Sitka er bevaringsværdigt, en del af vores kulturhistorie

Siden 2014 har Greve Kommune ejet Villa Sitka. Greve kommune er ansvarlige for alle vores kommunalt ejede bygninger, herunder alle bevaringsværdige bygninger. 

Det er flere måneder siden, der blev smadret tagsten på huset,og kommunen harstadig ikke afdækket. Det undrer os, at administrationen i Greve kommune ikke har beføjelser eller et budget til hurtigst muligt at afdække skader på kommunalt ejede bygninger, så skader ikke forværres, menat dette skal godkendes på politiske udvalgsmøder eller ligefrem Byrådsmøder. 

I et klima- og økonomisk perspektiv er det dokumenteret fordelagtigt at bevare, vedligeholde og udnytte den bygningsmasse vi allerede har fremfor at lade forfalde, rive ned og bygge nyt.

Byrådsmødet den 29. januar 2024 – midlertidig sikring af tag på Villa Sitka

Center for Teknik og Miljø har angivet et budget på 500.000 + 2 mio. på en midlertidig afdækning af Villa Sitka – hvilket ud fra vores viden er et disproportionelt højt beløb. Nu er det altid godt at få en uvildig vurdering. Derfor skaffede og fremsendte By og Land Greve et uvildigt budget fra arkitektfirmaet Aaberg og Pilgaard. Arkitekt Jens Aaberg er erfaren restaureringsarkitekt og medstifter af fonden Danmarks Kulturarv. Han har besigtiget Villa Sitka og udfærdiget budget på samlet: 38-45.000 kr. – altså ca. 2 % af det beløb administrationen mener en midlertidig afdækning vil koste.

Læs brev fra By & Land her.

Derfor stillede vi på Byrådsmødet følgende spørgsmål: 

  • Hvilke kompetencer er der i Greve Kommunes administration, Center for Teknik og Miljø, i relation til vedligeholdelse af kommunale bygninger – eller hvem rådgiver de sig med? 
  • Er administrationens budget for midlertidig afdækning et udtryk for et flertal i Byrådet, om at man ønsker at få nedrevet Villa Sitka, at man generelt er imod bevaringsværdige bygninger, at man generelt hellere vil rive ned og bygge nyt?

På Byrådsmødet 29. januar 2024 blev det besluttet, at beløbet for tagsikring af Villa Sitka blev taget ud af den samlede anlægsbevilling, og at der skal forelægges en sag for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, der beskriver forskellige løsninger, herunder økonomi for midlertidig sikring af taget på Villa Sitka. By og Land Greve er glade for byrådets lydhørhed på vores henvendelse.  

Opfølgning
By og Land Greve håber naturligvis ikke, at Byrådets beslutning vil betyde, at en sikring af taget på Villa Sitka vil blive yderligere udsat. Slet ikke når det uvildige budget fremlagt viser så markant billigere en pris på en nødvendig afdækning. Vi tilslutter os naturligvis kommentar til spørgsmålet fra byrådsmedlem Mehmet Zeki Dogru, om at man fra politisk side bør overveje at afsætte en fast pulje til sikring af potentielle fremtidige skader på kommunale bygninger for at undgå fordyrende udbedringer. En ansvarlig bygningsejer vil naturligvis søge at afdække hurtigst muligt eller forebygge skader – det må ikke mindst gælde kommunalt ejede bygninger og ikke mindst bevaringsværdige af høj arkitektonisk og kulturhistorisk værdi. Den slags har vi i øvrigt mange af i Greve Kommune – langt fra alt er dog endnu officielt klassificeret som bevaringsværdig.

By og Land Greve ønsker at blive klogere på baggrunden for dette langvarige og for Villa Sitka og kommunens og borgernes kultur- og ejendomsværdi fordyrende forløb. 9 år er gået, hvor Villa Sitkas arkitektoniske, kulturhistoriske værdier og sociale, økonomiske potentiale er blevet negligeret. 

Villa Sitka knytter sig til en af By og Land Greves mærkesager – og et af den nye planstrategis pejlemærker, “Trygge og sammenhængende lokalområder”.

Læs vores mærkesager her.

Du kan læse mere om Villa Sitka her, forfattet af arkitekt Lene Corselli,som dengang var ansat i Greve Kommune. Hun undersøgte og skrev dette i sin fritid, for det var ikke prioriteret – men så vigtigt og værdifuldt et sted, et hus, et kulturminde, en identitetsmarkør for Greve kunne dengang se det var – Tak, Lena Corselli.

https://arkiv.dk/pdfviewer/viewpdf?originalId=91e7832dfaea40949c1763c8dea0a7bc.

Læs her brev fremsendt 26. 01.2024 til byrådspolitikere og Center for Teknik og Miljø, hhv. Ejendomme og Plan.

Hvad er der sket siden borgermødet i marts 2022?

I marts 2022 inviterede kommunen til besigtigelse og borgermøde med overskriften: “Der skal liv i Villa Sikta”. Efterfølgende arbejdede to borgergrupper videre med at afsøge muligheder. Der blev fra politisk side ikke afsat tid eller ressourcer til at forvaltningen kunne hjælpe med at vurdere og afklare potentiale og muligheder. Der blev heller ikke afsat tid til at kommunens forskellige centre kunne sætte sig sammen for at vurdere, hvordan Villa Sitka kunne afhjælpe nogle af de udfordringer, som kommunen står i – og overfor.

Et forslag fra den ene borgergruppe til fremtidig udnyttelse blev af administrationen vurderet realiserbart inden for eksisterende restriktive plangrundlag. Formand for By og Land Greve, arkitekt MAA Line Stougaard var dengang som borger en del af denne borgergruppe.

Kort fortalt gik forslaget på sambrug – at bruge hus og sted som et udgangspunkt for udebørnehavegrupper, kommunale skoleklasser, foreningsliv og borgeres fritidsliv. Hovedhus skitseres med enkle faciliteter til personale i hverdagene og i weekender fx. til enkel ud-af-vinduet-servering som varetages af et socialøkonomisk projekt. Sidehus indrettes med adgang til vand og toiletter og den oprindelige garage udnyttes til opbevaring af effekter til naturoplevelser, billedkunst, afstresning og kulturhistorie, mm.

Forslagets udgangspunkt er, at udnytte potentialet og skabe værdi med Villa Sitka og dets særlige beliggenhed – til gavn for alle. Det vil også skabe økonomisk værdi for Greve kommune,  som en del af løsninger på mange af de udfordringer, som Greve står overfor, Bl.a. at opnå nødvendig kapacitet på daginstitutionsområdet, fremadrettet også på skoleområdet, minimering af dyrt kommunalt nybyggeri, en del af løsningen på areal-udfordringer, løft af misligholdt eksisterende bygningsmasse, til at afhjælpe udfordringer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, bedre trivsel for børn m.m. Med en restaurering i biobaserede materialer og formidling af dette til borgerne vil Villa Sitka også være et eksempel til konkretisering af den grønne omstilling.

Denne borgergruppes forslag tager også den væsentlige branding-værdi af sådan et nytænkende projekt her i kommunen i betragtning. Strandvejen er vores allesammens “forhave”, og derfor vil det have positiv effekt at bevare, styrke, udnytte og formidle både hus og sted – men også som en grøn kile og adgang for resten af kommunens borgere mod stranden. 

Langsigtet byudvikling med bevaring af Greves eksisterende værdier

Trods massive borgerprotester bygges der tæt i Hundige Øst. Planer om at byudvikle eksempelvis ved Hundige Station blev droppet. Hvad skal tiltrække de nye borgere? Hvordan integreres nye borgere i eksisterende fællesskaber? Hvordan er det tanken, at også nye borgere skal kunne få glæde og gavn af Greves natur, friarealer og ikke mindst stranden?

Villa Sitka ligger ved Strandvejen som offentlig adgang til en skøn grøn kile. Naboen mod nord er en udflytter-børnehave indrettet i en anden af datidens ferieboliger blot ejet af Københavns Kommune. Mod syd er et aflukket privatejet areal. I gældende kommuneplan kan vi læse: “Ved nybygning og omdannelser af områder l etageboligbebyggelse skal der sikres areal l fælles grønne friarealer. Det fælles friareal skal sikres en kvalitet og udformes således, at det udover at give mulighed for ophold, også motiverer og giver muligheder for fysisk aktivitet for områdets beboere og brugere”.. og “Disse blå og grønne rekreative og kulturelle områder er en del af Greve Kommunes DNA – og de skal styrkes.”

Fysisk mulig og imødekommende adgang og enkle faciliteter med adgang til drikkevand og toilet øger motivationen til at bevæge sig ud i naturen og nyde den – også mere end til blot en kort gennemgang. Mange borgere og institutioner i Greve Kommune bruger idag Trylleskoven i Solrød eller Ishøj Naturcenter til udflugter.

Status

Administrationen vurderede i 2021, at en lettere renovering ville løbe op i ca. 3 mio., en grundig renovering til 5-6 mio.kr. I det lys er nuværende vurdering fra Center for Teknik og Miljø af pris på blot en midlertidig afdækning af taget på 500.000kr. + 2 mio. disproportionelt højt – selv prisudvikling taget i betragtning. Tænk hvor langt man kunne komme med 2,5 mio. kr. til en restaurering af huset.

Sommer 2023 blev der derimod politisk truffet beslutning om, at der skal arbejdes for at Villa Sitka kan sælges, at grunden under den fine feriebolig skal udmatrikuleres. Det er ikke en sag, der er lige til pga. de mange restriktioner i plangrundlaget, der sikrer områdets kvaliteter. Borgmesteren har tidligere meldt ud i Sydkysten, at der arbejdes på dispensationer med politikere på Christiansborg – det gør der stadig. Men hvorfor? 

Meget i beslutningen om at udmatrikulere og sælge, og i øvrigt processen før og efter borgermødet i marts 2022 har undret os – ikke mindst kommunens vurderinger af huset, processen og argumenterne for de beslutninger der er truffet.