LÆSERUNDERSØGELSE – HJÆLP OS MED AT FORBEDRE BY & LAND

Vi vil gerne gøre By & Land til et bedre blad, og vil derfor gerne vide hvad vores læsere er glade for eller ønsker skulle være anderledes. Indtil den 1. november vil vi på byogland.dk have et kort online-spørgeskema liggende med 12 spørgsmål om bladet, og mulighed for at give os råd eller kritik. Vi håber, du vil hjælpe os ved at fortælle, hvad du mener om bladet. Blandt de udfyldte besvarelser trækker vi lod om tre bøger som tak for hjælpen.

Udfyld online-spørgeskemaet på byogland.dk, om hvad du mener om bladet. Fristen for besvarelse er den 1. november 2011. På forhånd mange tak!

POSTKASSER: ”VENT MED SAV, HAMMER OG BOREMASKINE”

Ifølge den nye postlov skal alle husstande, fra før 1. januar 1974, sætte en postkasse op i skel, dvs. på facaden, hvis man bor mod et fortov eller torv, eller ved havelågen, hvis man har havegang eller indkørsel.

Der er imidlertid truffet aftale om, at der skal gennemføres en konkret besigtigelse, gade for gade og hus for hus, indenfor bevaringsområder og for bevaringsværdige bygninger for at vurdere, om der kan dispenseres fra postloven, og at man dermed kan fortsætte med at få leveret post som hidtil. Det kan være; at postkassen sidder diskret i en portåbning; at der er ganske få skridt fra fortov til døren; at brevsprækken fungerer ganske udmærket, men ikke sidder i en højde som Post Danmark kræver; at posten hidtil er leveret ved døren i baggården, hvor Post Danmark nu kræver, at postkassen skal om på facaden mod gaden. Der er utallige eksempler på, at en dispensation vil være ønskelig, men ikke desto mindre er det påkrævet, at der sker en besigtigelse med medvirken af kommunen og en medarbejder fra Post Danmark.

Denne fremgangsmåde vil imidlertid tage lang tid. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur vil derfor bede Trafikministeren om at meddele en udsættelse af lovens ikrafttræden for områder og bygninger, der er bevaringsværdige således, at alle kan få en fair og kompetent behandling af kommunen og Post Danmark.

Bor du i et hus eller område, der er bevaringsværdigt, kan du rette henvendelse til din kommune for at få oplyst, hvornår besigtigelsen vil finde sted. Vent derfor med at sætte postkasser op til efter denne besigtigelse.

Karen Margrethe Olsen, Landsforeningens bestyrelse

TV2 ØST OM POSTKASSELOVEN OG NYSTED

TV2 Øst har besøgt Nysted og orienterede tirsdag aften den 4. oktober om de uheldige virkninger af den nye Postlov for de bevaringsværdige områder af Nysted og andre købstæder med bevaringsværdige bygninger.

Guldborgsund Kommune opfordrer borgerne til at vente med at sætte postkasser op, hvis deres hus ligger i en af gaderne i bevaringsområdet. Og PostDanmark lover TV2øst, at når det gælder bevaringsværdige huse, vil de være meget large med dispensation.

Se Video fra TV2 Øst 4.oktober 2011 her.

RIV VANDTÅRNET NED OG UDVID LUFTHAVNEN! TÅRNBY KOMMUNE SET MED BØRNEØJNE

Bevaringsforeningen for Tårnby Kommune har sammen med Pædagogisk Udviklings Center deltaget i et projekt der måske kan inspirere andre lokalforeninger, kommuner og institutioner. Målet er at få gjort børn og unge interesserede og engagerede i kulturarv. Skoler og institutioner opfordres til at tage børnene med ud i deres nærområde og finde bygninger og kulturmiljøer, som børn og unge finder er bevaringsværdige.

Læs mere om projektet her.

KORT GLÆDE – FLERE MØLLER TIL EN RÆKKE LOKALOMRÅDER

Formand for By og Land i Ulfborg-Vemb, Mikael Bramsen påpeger at selv om der har været landsdækkende oprør over Østerild-møllerne, har kun få bemærket at det var optakten til en stribe af kæmpe testmøller. Nu kommer de til en række lokalområder.

“Det er næsten som en tsunami. Knap er et forslag om vindmøller afvist, før et nyt og større er på vej. Det bliver stadig vanskeligere at finde et sted i Danmark, hvor man kan se naturen uforstyrret, og som ikke er planlagt til et eller andet teknisk formål. Jeg er fortvivlet. Det gamle kulturlandskab forsvinder – det som vi borgere nyder, og som turisterne kommer for at kigge på.” Læs Mikael Bramsens læserbrev Farvel til et stykke dansk landskab her.

LOKALPLAN SKAL REDDE GAMLE SOLDATERHUSE I NÆSTVED

Det gamle soldatermiljø omkring Gallemarksvejs-kvarteret i Næstved er i dag udpeget som kulturmiljø med høj bevaringsværdi.

Næstved Kommune vil forhindre, at de bevaringsværdige huse bliver bygget om, så miljøet ændres. Derfor skal en ny lokalplan redde området. Planen skal være en slags guide til boligejerne, så renovering kan foregå på en smuk måde.

Læs mere om lokalplanen og de gamle soldaterhuse her.

GAMLE NYBORGHUSE KOMMER I FOTO-FOKUS

I Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har vi i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen og den lokale bevaringsforening startet et fotoregistreringsprojekt, hvor bevaringsværdige huse fotograferes og udstilles på internettet.

Foreløbig kommer ordningen kun til at fungere i Præstø og Nyborg.

Læs mere om det spændende arbejde med at fotoregistrere Nyborg her, og besøg databasen over de redede og bevaringsværdige bygninger her.

GAMLE BYDELE BØR FRITAGES I NY POSTLOV

Den nye postlov giver kun fredede bygninger mulighed for dispensation og ikke alle de fine gamle bevaringsværdige huse, som ikke er fredede.

Efter at være blevet gjort opmærksom på problemet af Ærøskøbing Byhistoriske Forening, søger Ærø Kommune nu om, at ejendomme i de gamle, bevaringsværdige bydele i Marstal og Ærøskøbing fritages fra den nye postlov.

Læs mere om dispensationsansøgningen og de bevaringsværdige huse i Ærøskøbing her.

VITUS BERINGS PARK I HORSENS

Horsens banegård blev i 1929 flyttet til den vestlige del af byen. Det gav plads til flere store karrébebyggelser opført i perioden fra 1930 til 1960. I dette kvarter blev også Vitus Berings Park anlagt. Parken kom til at være opholds- og legeareal for bydelens mange haveløse etageboliger. Havearkitekt C. Th. Sørensen skabte her en bypark, der var ny i sit formsprog og samtidigt bragte kendte landskabelige elementer, skovbrynet og sletten, ind i en bymæssig sammenhæng.

Læs mere om et af C. Th. Sørensen hovedværker i det indsendtefredningsforslag her.

LANDSBYREGISTRERING I RANDERS KOMMUNE

På Stadsarkitektens Kontor i Randers Kommune er man ved at lægge sidste hånd på et stort projekt, Landsbyregistrering 2011, hvor samtlige landsbyer i kommunen er blevet registreret, for at fastlægge deres fysiske tilstande, potentialer og udfordringer. Efter kommunesammenlægningerne fik Randers et stort opland med hele 94 landsbysamfund. For at få indblik i deres fysiske tilstande, potentialer og udfordringer er projektet ’Landsbyregistrering 2011’ sat i værk. Her er de bærende værdier for hver enkelt landsby blevet kortlagt, og formidles gennem registreringer og vejledninger. Formålet er, at fremhæve de værdier, der skal styrke landsbyernes udvikling fremover.