Sommercykeltur – 1950-60’ernes arkitektur i Horsens
Der er lukket for tilmelding til dette arrangement.
Lørdag den 15. august kl. 13 – 16:30 er der cykeltur til Horsens’ bemærkelsesværdigt fine arkitektur fra 1950–60’erne. Bedre Bymiljø i Horsens guider rundt til de spændende byggerier med indlagt kaffepause undervejs.
Cykelturen er en del af serien af sommercykelture som Landsforeningen arrangerer i samarbejde med medlemsforeninger og lokale bygningskulturentusiater.
Vi mødes Chr. M. Østergårds Vej 4 kl. 13. Rute: 15 km / ca. 3,5 timer.
Husk cykel og egen forfriskning til kaffepausen!
Turen er gratis og for alle interesserede.
Sidste tilmelding onsdag den 12. august. Se invitation med program her.

Sommercykeltur – Glostrup Hospital og omegn
Torsdag den 25. juni kl. 15:50 er der cykeltur og rundvisning på Glostrup Hospital. Cykelturen er en del af serien af sommercykelture som Landsforeningen arrangerer i samarbejde med medlemsforeninger og lokale bygningskulturentusiaster. Vi bevæger os i bydelen omkring Glostrup Hospital og ser mindre kendte huse af kendte arkitekter. Derefter viser en arkitekt fra Region Hovedstaden rundt på selve hospitalet.
Vi mødes Glostrup Station v. taxiholdepladserne. Rute: 5,5 km / ca. 2 timer
Husk cykel!

Besøg Onkel Toms Hytte
Tirsdag den 16. juni 2015 inviterer Bevaringsforeningen for Tårnby Kommune medlemmer og andre interesserede på rundtvisning i Onkel Toms Hytte.
I invitationen skriver de: ‘En enkelt mand, Erling Edlund, havde format, vilje og midler til at etablere et campus for sin edb-virksomhed Edlund A/S i 13 skønne villaer i Bjerregårdskvarteret i Valby. En af dem er Onkel Toms Hytte, som var nedrivningstruet da den lå i Folke Bernadottes Allé og var i vejen for “udviklingen”. Erling Edlund tog en rask beslutning og fik huset taget ned og genopført til brug for mødelokaler. Erling Edlund er en enestående personlighed, der har stor viden om kunst, håndværk og arkitektur. Han er i sig selv værd at møde. Det er helt eventyrligt!
Der er begrænset deltagerantal, så tilmelding er nødvendig.
Læs hele programmet og få tilmeldingsoplysninger her
Foto: Jørgen Schneevoigt

Sommercykeltur – Gåtur i Aalborg midtby
Guidet gåtur i Aalborg midtby ved Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Aalborg. Vi ser på samspillet mellem moderne bygninger og de middelalderlige omgivelser. Kan moderne arkitektur berige os og tilføje nye lag i byens fortælling?
Vi mødes i Algades vestlige ende, lige over for Hotel Phønix, tirsdag den 16. juni 2015 kl. 19:00
Varighed: Ca. 1-1½ time
Guide: Arkitekt Erik Iversen, Foreningen for Bygnings– og Landskabskultur i Aalborg.
Alle er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.
Majs nyhedsbrev
Landsforeningen har netop sendt maj-udgaven af sit nyhedsbrev i indbakkerne. I nyhedsbrevet kan man bl.a. læse om en guidet tur i Aalborg Midtby og Det nordiske samarbejde. Og så beder Landsforeningen om hjælp til at finde butikscentre opført i 1950’erne og 1960’erne.
Anne Jønsson er ny suppleant i bestyrelsen
På Landsforeningens årsmødet i Lyngby den 9. maj 2015 blev Anne Jønsson fra Odderegens Forening for Bygnings- og Landskabskultur valgt som suppleant til bestyrelsen.
Samarbejde er vejen frem
’Jeg er rigtig glad for at få muligheden for at være med til at styrke bygnings- og landskabskultursagen på landsplan. Lokalt har vi en masse erfaringer, som jeg kan tage med videre til Landsforeningen. Mit fokus vil være at få Landsforeningen og medlemsforeningerne til at blive endnu bedre til at bruge hinandens kompetencer. Vi skal huske, at samarbejde og dialog gør, at vi er stærkere, end hvis vi hver især skal ”opfinde den dybe tallerken”. Det vil styrke sagen på mange måder at få knyttet alle aktive endnu tættere sammen.’
‘Med et tæt samarbejde vil der også være flere ressourcer til bl.a. at gå i dialog med kommunerne og andre med stor indflydelse på den byggede kulturarv. Med min erhvervserfaring og min interesse for formidling i bagagen, vil jeg gerne være med til at arbejde for, at bygnings- og landskabskulturen bliver en del af pensum i folkeskolen. Ved at fange de unges interesse i en tidlig alder, øger vi muligheden for, at bygnings- og landskabskulturen bliver en folkesag.’ siger Anne Midtgaard Jønsson.
Kulturmiljøet er en levende historie
Hun fortsætter: ’Bygnings- og landskabskulturen er vigtig, fordi den er allerstedsnærværende. Som helt almindeligt menneske ser du den mange gange i løbet af en dag. Hvis du tænker på turistbrochurernes flotte fotos, er det altid den lokale bygnings- og landskabskultur, der anvendes i markedsføringen. Paradoksalt nok er rigtig mange af disse steder i Danmark truet. Derfor er vi også rigtigt glade for, at Odder Kommune i den seneste kommuneplan har udpeget 40 kulturmiljøer som bevaringsværdige.’
‘Vi mener selvfølgelig, at det kan være med til at politikerne, erhvervslivet og borgerne får endnu mere forståelse for de mange steder, vi har her i kommunen. Steder som ikke bare er flotte fotos, men som betyder noget i kraft af den historie de fortæller. Det giver en merværdi at have levende historie, der fastsætter den helt unikke baggrund som findes – ikke kun i Odder Kommune, men i hele landet.
Lokalplanen bestemmer
Det er kommunerne, der varetager opgaven med beskyttelse af kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger. Dette gøres oftest ved, at der for et givet område laves en lokalplan med bevaringsbestemmelser. Lokalplanen kan udpege enkelte bygninger som bevaringsværdige og der kan være bestemmelser om, hvordan bygningerne inden for lokalplanens område må se ud.
Anne Midtgaard Jønsson siger: ’Lokalplaner er et rigtigt interessant værktøj til at sikre bygningskulturelle værdier, og så kan de være med at til fremme vækst og økonomiske værdier i de enkelte kommuner. Realdania har netop fået lavet en analyse der viser, at fx huspriserne i Lønstrup ved Hjørring stort set er fordoblet siden man fik en lokalplan med bevaringsbestemmelser. Det viser helt klart, at bygningskultur er noget der på alle måder, kan betale sig at værne om’
Anders Myrtue er valgt ind i bestyrelsen
På Landsforeningens årsmødet i Lyngby den 9. maj blev overinspektør fra Odense By Museer Anders Myrtue valgt ind i bestyrelsen. Anders Myrtue har i de senere år været aktiv i Landsforeningens Planudvalg. Her har han bidraget med sin store ekspertise omkring det åbne land og de mange love, der har bevaringsbestemmelser.
Aprils nyhedsbrev
Landsforeningens seneste nyhedsbrev indeholder informationer om en FBB-udstilling med byvandring i Faaborg, en heldagstur ud i bondelandet, tilmelding til august måneds ugekursus i praktisk bygningsbevaring og foreningens kommentarer til fordebat i Aalborg angående Budolfihus.
Kurser: Bygningsbevaring i praksis
Kom på kursus og nå hele vejen rundt om dit gamle hus. Landsforeningen tilbyder i samarbejde med Centrum for Restaurering i Hverringe en række dagskurser i alt fra stilhistorie og bevaringsværdier over facader og vinduer, energirenovering og ikke mindst historiske interiører.
Den 22. marts er der fokus på bygningsgennemgang – Læs mere og tilmeld dig her
Den 29. marts er det haver og udearealer der bliver behandlet – Læs mere og tilmeld dig her
Den 12. april er energirenovering af ældre huse på programmet – Læs mere og tilmeld og her
Den 19. april er det murværk, pudsede facade og sokler der står for tur – Læs mere og tilmeld dig her
Den 3. maj er emner træfacader samt maling inde og ude – Læs mere og tilmeld dig her
Den 17. maj kan man lære at sætte gamle vinduer af træ og støbejern i stand – Læs mere og tilmeld dig her
Den 31. maj afsluttes forårets kursusrække med en dag om indvendig istandsættelse – Læs mere og tilmeld dig her
I uge 32, fra d. 2. – 7. august, holder vi sommerskole for dem, som har lyst til et intensivt kursus. Formålet er at give alle interesserede lejlighed til at lære noget om praktisk bygningsbevaring, dansk bygningskultur og håndværk – i hyggeligt samarbejde med andre. Kursets teoridel afholdes på Gl. Broløkke og den praktiske del i et at godsets bygninger, der er under restaurering. Overnatning foregår i delte dobbeltværelser i Jagthuset på Gl. Broløkke.
Det endelige program er under udarbejdelse og offentliggøres inden længe. Der blive sendt separat invitation ud og det bliver annonceret her på siden.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så modtager du oplysninger om fremtidige kurser direkte i din indboks
Novembers nyhedsbrev
Landsforeningens nyhedbrev for november indeholder bl.a .en invitation til en byvandring i Svendborg, en opfordring til lokalforeningsformænd og bestyrelsesmedlemmer samt et godt råd fra en politiker.