Sød ser han ud i sine shorts, grønne hat og med en parasol under armen. Denne havenisse lever helt op til de officielle havenissekriterier, nemlig at være max 69 cm høj, have skæg og iført spids hat.
Foto: Nanna Uhrbrand
Med en lanterne i hånden og et stort smil og langt skæg møder han os foran hoveddøren. Han kan se fræk ud og står måske med lys i. Han kan være lillebitte eller stor, lavet af plastik, sten eller ler. I selskab med flere eller stående alene foran døren. Jeg taler naturligvis om havenissen. En fast tradition hos mange og formentligt et hadeobjekt for endnu flere. Men hvem er han, og hvor kommer han fra?
Denne artikel er udgivet i bladet By & Land Nr. 141 – december 2023. Af Stefanie Høy Brink, etnolog og museumsinspektør. Samt redaktør af bladet By & Land
Nissens kulturhistorie
Der er delte meninger om, hvor gammel nissen er. De fleste nisseeksperter mener dog, at de tidligste nisser stammer helt tilbage fra vikingetiden. Der blev de kaldt vætten og var ikke helt så frejdige, som vi anser en nisse for at være i dag. Der er dog alligevel lighedstræk med gårdnissen, men vætten blev anset som værende mere guddommelig end hyggelig. Vætten skulle man respektere og give øl og grød. Til gengæld hjalp han til på gården, hvor han både passede dyr og gav bondemanden gode råd. Respekterede man ham ikke eller sørgede for god forplejning, så kunne han til gengæld bringe ulykke over gården. Han blev anset som en form for venlig husgud på linje med ”de underjordiske”, hekse, elverfolk, trolde og bjergmænd og var jo selvfølgelig ikke begrænset til en højtid eller
særlig tid på året, men måtte passes hele året rundt. Vættens status ændrede sig i takt med kristendommens udbredelse. Når man kun må tilbede én gud, så var der ikke plads til vætten. Vætten blev nu anset som djævelskab, der skulle bekæmpes og forvises fra gården.
I 1800-tallet vandt vætten langsomt indpas i hjemmet igen. Det meste, vi ved om vætten eller nissen, stammer fra folkemindesamlernes arbejde, der hovedsageligt foregik i 1800-tallet, hvor fortællinger og sagn om nissen især bliver beskrevet af Just Mathias Thiele i ”Danske Folkesagn” (1819-1823). På gårdene blev han kendt under navnet Niels, og det blev efterhånden til Nis. Nis hjalp igen til på gården, men kunne også drille og lave lidt ballade. Han fik en rød hue og grå kofte på ligesom bonden og blev set lidt som en lille bondemand. Husguden var blevet en maskot. Men han kunne skabe en masse ballade og forårsage uheld, hvis man ikke passede og plejede ham. Og nissen kunne bonden ikke flygte fra, og heraf stammer udtrykket, at nissen flytter med.
I 1850’erne fik nissen en familie med både kone og børn, og nisserne blev langsomt mere og mere populære blandt både borgerskabet og bønderne. De blev en del af vores juletraditioner og figurerer på julepynt og julekort, og i 1947 blev nissen så til en kravlenisse, der kunne kravle rundt på husets møbler på forskellige halsbrækkende måder. Den første kravlenisse blev tegnet af Frederik Bramming.
Hvor kommer havenissen fra?
Havenissen stammer formentlig fra Polen eller Tyskland. De kom til tyske haver fra midten af 1800-tallet og lignede ofte gartnere eller minearbejdere. Havenissen var lavet i brændt ler og derefter håndmalet og havde ofte et læderforklæde på, mens han bærer en lanterne, en hakke eller et andet redskab. På hovedet sad en rød spids kasket, og det er formentlig denne, der med tiden har gjort, at han blev en del af vores nissefamilie.
Dog er der ikke enighed om havenissens tyske ophav. Den tyske historiker Hans-Werner Prahl mener overraskende, at der er et slægtskab mellem vor tids havenisser og magiske figurer, der blev fremstillet i Tyrkiet i middelalderen. Slaver købt i Afrika og sendt til Anatolien skulle, ifølge Prahl, være blevet anset som havende magiske kræfter, fordi de som pygmæer kunne kravle i små minegange efter koks og malm og samtidig være utrolig stærke trods deres størrelse. Fascinationen gav sig til udtryk ved, at pygmæerne blev lavet som stenfigurer for derved at indkapsle magien. Disse eksotiske stenfigurer blev købt af italienske købmænd og solgt videre på de venezianske markeder. De små figurer blev samleobjekter og skulle pryde adelens haver, hvorfor europæiske stenhuggere
begyndte at fremstille dværge i sten og marmor for at dække den stigende efterspørgsel. Disse havedekorationer blev forløberen til havenissen.
Slægtskabet med den sagnomspundne figur dværgen er der enighed om blandt havenisseforskere. Ligesom vores gårdnisser var de første havenisser også menneskelignende, men af lille statur. Dværgen findes mange steder i såvel græsk og germansk mytologi og optræder også som en gennemgående figur i Brødrene Grimms eventyr. Nogle af de ældste havenisser, vi kender, er de 28 marmorskulpturer, der findes ved Mirabell Slot ved Salzburg. Barokhavenisserne er skabt af den østrigske billedhugger og arkitekt Johann Bernhard Fischer von Erlach, men om de er inspireret af de tyrkiske figurer tør denne artikels forfatter ikke sige. Havenisserne står i den såkaldte dværghave og blev opstillet mellem 1690-95. Et andet eksempel er havenisserne i sandsten på Greillenstein Slot
fra 1700. Havenissen var med andre ord hot i barokkens Europa, men i løbet af oplysningstiden blev de anset for dårlig smag, således kan man læse i Hermann Goethes berømte digt ”Hermann og Dorothea” fra 1797, at en haveejer har en have fyldt med stentiggere og dværge, og ingen vil se på dem længere, fordi alt skal være smagfuldt og enkelt.
Havenissen delte også generationer. Den britiske aristokrat Sir Charles Isham importerede de første havenisser til hans gods Lamport Hall i England i begyndelsen af 1800-tallet. Isham var et spirituelt og overtroisk menneske. Han købte 21 havenisser og var af den overbevisning, at havenisserne blev levende om natten og kunne kommunikere med ham. Han ville – helt i vættens og gårdnissens ånd – passe godt på dem og byggede et univers. Nisserne fik træer, huse, klippeformationer og tunneler, og han lavede små scener. Blandt andet lavede han en lille demonstration, hvor nogle minenisser strejker og kræver regler for arbejdstid og hvile. Efter sigende hadede hans døtre havenisserne og syntes, det var pinligt og ødelagde dem alle efter hans død. De overså dog én, der sad og
gemte sig i en sprække i en mur. Det er i dag en yderst velhavende havenisse. Lampy the Garden Gnome (Havenissen Lampy), som han bliver kaldt, er i dag rykket inden for og vurderet til to millioner pund.
Havenisser giver nemlig ikke op, og de spreder sig i haverne op gennem 1800-tallet. Til forskel fra de danske gårdnisser, så har havenissen ikke noget imod at blive set – ikke engang med bukserne nede!
Den fabriksfremstillede havenisse
Udviklingen tog for alvor fart, da havenissen begyndte at blive fabriksfremstillet fra 1870’erne på en polsk fabrik i Stettin. Inden da havde Meissen Porcelænsfabrik og porcelænsfabrikken i Wien fremstillet figurer til borgerskabets og aristokratiets prydhaver. Men nu blev der grundlagt yderligere to firmaer i Gräfenroda ved Thüringen, og i 1898 blev de såkaldte Thüringer-nisser vist frem på den traditionsrige Leipzigermesse. Herefter bød flere producenter sig til på havenissemarkedet, og udbredelsen stormede frem. Havenisserne blev dog atter fortrængt fra de europæiske haver under de store verdenskrige og blev
også forbudt på flere messer, da de ikke blev anset for at være rigtig havekunst.
Havenissernes udtryk ændrede sig en smule i 1930’-erne. Traditionelt var havenissen en lidt gnaven dværg eller gnom, men da Disneys ”Snehvide og de 7 små dværge” fik premiere i 1937, fik den brede befolkning et lidt andet syn på dværgene, og havenissen fik et mere hyggeligt og rart udtryk.
I 1960’erne begyndte en masseproduktion af havenisserne især i plast, men det var først i 1990’erne, at havenisserne for alvor fik en renæssance, samtidig fik de også et nyt udtryk. De var blevet uartige og kunne stå med bukserne nede eller med skøre ansigter. Helt i tidens ånd blev nisserne også angrebet af ironi og postmodernisme. Nogle blev også formet som karikaturer på politikere, og variationen i materiale blev ligeledes udvidet, og havenissen i ler blev fortrængt til fordel for havenisser i plast og gips. Havenissen blev en del af populærkulturen, som for eksempel i den franske film ”Den fabelagtige Amélie fra Montmartre” fra 2002, hvor hovedpersonen sender sin fars havenisse ud på en jordomrejse, hvorfra den sender postkort. Senere blev havenisser både figurer i reklamer for Viasat og som en figur hos produktionsselskabet Zentropa.
Havenisserne kan i dag købes overalt og ses både som kitsch og dårlig smag, men også som noget hyggeligt og som noget, der hører julen eller haven til.
Havenissernes foreninger
I 1984 blev den internationale forening til beskyttelse af havenisser skabt. Foreningen holder til i Basel og har opstillet klare kriterier for den ægte havenisse. Han er naturligvis en mand, max 69 cm høj, har skæg og er iført spids hat.
I slutningen af 1990’erne blev Havenissernes Befrielsesfront stiftet. Det begyndte i Frankrig som Front de Liberation des Nains de Jardins og har siden spredt sig til andre lande, herunder Danmark. Dets tilhængere befrier nisserne fra haverne og sætter dem ud i skoven, der af foreningens tilhængere betragtes som havenissens naturlige levested.
Den største samling af havenisser skulle efter sigende befinde sig i Pfaffstätt i Østrig, hvor parret Eidenhammer har cirka 5.000 havenisser. Et egentligt havenissemuseum findes i den tyske by Gräfenroda. Museet er indrettet i en tidligere havenissefabrik fra 1974.
Kilder
Bengen, Etta 2001: Die große Welt der Gartenzwerge. Ein historischer Rückblick. Verlag anderweit, Suderburg-Hösseringen; Feilberg, H. F. 1979: Nissens historie. Wormianum; Goethe, Johann Wolfgang 1872: Herman og Dorothea. Ernst Bojsens Kunstforlag; Mennes, Marcus 2004: Gnome & Garden: A Gnovelty Kit, Quirk Books; Müller, Ludwig 1986: Die kleine Welt der Gartenzwerge. Falken-Verlag (Liebhaber Bibliothek), Niedernhausen/Ts.; Thiele, Just Mathias 2022: Danmarks Folkesagn. Legare Street Press; Storm, Jannick: En rest af det naturlige. Fyens Stiftstidende 7. februar 2008; Havenissernes Befrielsesfront – Spademanns Leksikon (besøgt d. 17. november 2023); Levende havenisser startede trenden i England – Unyttige Historiefacts (besøgt d. 17. november 2023); Nissens historie – Nordjyske Museer (besøgt d. 17. november 2023).
Bladet By & Land 141
I bladet By & Land 141 finder du også artiklerne:
-Lederen: Bevaring er en del af løsningen af Iben Bækkelund Jagd
-Hilsen fra den nye redaktør af Stefanie Høy Brink
-Den farlige have – Den evige kamp mellem natur og kultur af Thomas Roland
-Herregårdshaven på Løvenborg af Kirsten Lund-Andersen
-God bevaring i 25 år af Niels Meyer
-By og Land Greve har noget på hjerte af Nanna Uhrbrand
-Et historisk og nutidigt tanghus af Frida Nielsine Bommenskjold Thomsen og Alberte Klysner Steffensen
-Aktuelle sager og holdninger af Iben Bækkelund Jagd
-Samlingskraft åbner igen for ansøgninger af Anders Bundgaard Nielsen
-Boganmeldelser
Bliv medlem og få det næste blad
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Stefanie Høy Brink shb@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.