Denne artikel er udgvet i bladet By & Land Nr. 136 – september 2022
Af Lisbeth Brorsen, medlem af Have- og Landskabsudvalget
Aarhus Universitetspark udgør kernen i Aarhus Universitet, og den indgår i dag som ét af universitetets tre hovedområder. De to andre er Universitetsbyen (det tidligere Aarhus Kommunehospital) og Katrinebjerg. Fælles for alle bygninger i Universitetsparken er, at de er opført i gule mursten og har gule tage.
Mange undrer sig over, at Aarhus Universitet – og ikke mindst Universitetsparken – ikke for længst er fredet. Landsforeningen har i mange år været fortaler for dette overfor Slots- og Kulturstyrelsen, og i 2019 indsendte vi et forslag om fredning af Aarhus Universitet som en områdefredning, da bygninger og par ker udgør en både visuel og historisk samlet helhed. Sagen er stadig under behandling. Denne artikel omhandler alene Universitetsparken.
De store landskabstræk
Aarhus Universitetspark ligger på en sydvendt skråning nord for Aarhus’ historiske bykerne. Syd for Universitetsparken ligger Vennelystparken, som i dag også indgår i universitetsområdet. Parkerne er anlagt omkring en morænedal med en lille kilde i bunden. Der er åben adgang til begge parker fra de omgivende veje.
Universitetsparken kan groft opdeles i en østlig del med et kuperet morænelandskab og en vestlig del med en jævn flade. I den østlige del løber en kilde, som forsyner to søer. Herfra løber kilden videre, under Vennelyst Boulevard og ned i Vennelystparken.
Morænedalen er karaktergivende for hele Universitetsparken. Parkerede biler og cykler er stort set holdt væk fra synsfeltet, og som gående drages man uvægerligt ind til det store, åbne område. Skråningerne ned mod vandløbet i dalens bund fremstår som bløde, græsklædte bakker med solitære egetræer.
Universitetets bygninger er placeret på toppen af morænedalens skråninger og i områderne bag. De fritstående egetræer forsætter imellem bygningerne og binder områderne sammen.
Både morænedalen og den centrale del af sletten er friholdt for bygninger. Fra dalens sydlige del går en sigtelinje op mod den høje aula i universitetets hovedbygning. En tilsvarende sigtelinje anes fra slettens sydlige del op mod ”Bogtårnet”, som er universitetets højeste bygning.
Syd for hovedbygningen danner et amfiteater en organisk og glidende overgang fra hovedbygningens svagt krummede støttemur og ned til parken. Teateret er indbygget i et kvart cirkelslag og har 3.000 siddepladser.
Beplantningen
Parken indgyder umiddelbart den besøgende et indtryk af storhed og ro. Dette skyldes i høj grad det meget selektive plantevalg, som helt overvejende er egetræer og klippede græsflader.
C. Th. Sørensen valgte eg fremfor bøg, selvom bøgen opfattes som Danmarks nationaltræ, da det indgår i nationalsangen ’Der er et yndigt land’. Hans argumenter herfor var: Egen trives godt i nærheden af bygninger, modsat bøg, hvis rodnet er sart. Egens skygge er let, mens bøgen kaster en tung skygge allerede få dage efter løv spring. Egen tåler afsavning af store grene, mens bøgen har svært ved at læge store sår. Endelig er egen ældre i Danmark end bøgen.
I bogen Aarhus Universitets Bygninger (1978) har C. F. Møller fortalt, at de først plantede egetræer ikke trivedes. Derfor lagde han og C. Th. Sørensen egenhændigt agern ned i små runde bede med 5-10 agern i hvert bed. Efter nogle år blev de dårligste træer fjernet, så det kun var de bedste træer, der blev stående i hvert enkelt bed. Sidst i 1970’erne var egetræerne groet til, og området havde fået skovkarakter.
Nu skulle der tages stilling til, om denne karakter skulle bibeholdes, dog med fritlæggelse af områderne umiddelbart omkring bygningerne, så de kom til at ligge i lysninger i en egeskov, eller om området i stedet skulle have parkkarakter med store, fritstående træer. Videre foreslog C. F. Møller, at der blev foretaget en udtynding, så der op stod sigtelinjer. Endeligt foreslog han, at andre træer, som for eksempel ahorn, pil, bøg og elm blev fældet, når egetræerne havde nået samme højde som den fremherskende bygningstype, det vil sige tre etager eller 10-15 meter.
I dag har Aarhus Universitetspark parkkarakter og er helt domineret af store, fritstående egetræer. På sletten mod vest er der ligeledes store, fritstående egetræer og store, græsklædte arealer, men området er også karakteriseret af mange lave hække, der afgrænser tilkørselsveje og parkeringsarealer.
Mod Nørrebrogade blev der ikke plantet eg, men en række kastanjetræer. I 2008 blev disse træer fældet for at udvide gaden og skaffe plads til den kommende letbane. Der er efterfølgende igen plantet kastanjer, men nu seks meter længere inde i Universitetsparken.
Mange af bygningernes store, gule murstensflader er dækket af efeu eller vildvin. Disse begrønninger mildner de karske murflader, både når de om vinteren står som et fint filigran, når de om sommeren er overvældende grønne og frodige, og når de om efteråret står med brune og røde farver. Begrønningerne får bygningerne til at vokse sammen med græsset og træerne, så bygninger og vækster tilsammen danner en helhed.
Kilden løber flere steder igennem vandtrapper og afgrænses andre steder af lavere beplantninger, herunder af to grupper af store skræpper. I de stensatte søer er der grupper af siv og tagrør samt små øer med en varieret bevoksning, herunder nogle store hængepile. Set fra parken dækker disse træer for udsigten til den store, dominerende bygning med Søauditorierne (2001). Der er ingen blomster i Universitetsparken.
Det meget beherskede plantevalg betyder, at parken udgør en robust ramme for store arrangementer, herunder ikke mindst de studerendes årlige kapsejlads på søerne, som overværes af over 30.000 tilskuere.
Historisk
Aarhus Universitet er det første universitet eller højere læreanstalt, som blev etableret udenfor København.
Bygningerne er fra begyndelsen tænkt ind i landskabet, da den udskrevne konkurrence både omfattede et forslag til en bebyggelsesplan og et projekt for universitetets første bygning. Begge konkurrencer blev vundet af arkitekterne Kay Fisker, Povl Stegmann og C.F. Møller i samarbejde med landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.
Deres konkurrencebidrag indeholdt i alt fem forslag til bebyggelsesplaner, som alle friholdt morænedalen for bebyggelse. I dommerbetænkningen blev samspillet mellem bygninger og landskabet fremhævet med formuleringen: ”Projektet udnytter Terrænet på en Maade, der tager Hensyn til dets landskabelige Formation og uden Udgifter til Jordarbejder lader dets Skønhed komme til sin fulde ret”.
Nogle jordarbejder var dog nødvendige. Da de første bygninger var opført, blev C. Th. Sørensens ideer fra konkurrenceprojektet realiseret. Terrænet blev bearbejdet, så bygningerne lå som vokset op af jorden, og dalens form og bløde linjer blev fremhævet. Disse arbejder blev betalt af Aarhus Kommune.
Samtidigt blev søerne etableret, dog først efter at Ny Carlsbergfondet havde skænket cirka 50.000 kr. til arbejdet. C. F. Møller oplyser, at donationen sikkert blev givet som en gave til C. Th. Sørensen som havekunstner. Den dybe del af dalen blev foret med en kerne af ler, og den spæde kilde, der rislede i dalens bund, blev suppleret med tag- og drænvand fra bygningerne. Det gav tilstrækkeligt vand til at fylde søerne selv i tørkeperioder. Videre sikrede en indstillelig overløbsordning (en munk) midt i søerne, at vandtilførslen mod syd kunne reguleres. Endelig blev de vandårer, som senere dukkede op i forbindelse med opførelse af nye bygninger, lagt i dræn og ført ud til søerne.
I det af Aarhus Kommune donerede ’gavebrevsområde’ var der kolonihaver. Havernes bedste og største træer blev købt og indgik i de første år i områdets beplantning. Til at begynde med var der lokalt meget lidt forståelse for Universitetsparkens kvaliteter. Der var både kritik af det landskabelige anlæg og af bygningerne. Samtidig var der længe stor usikkerhed om universitetets økonomi og dermed også om dets videre skæbne. Så først trak arkitekt Povl Stegmann sig fra opgaven, senere også Kay Fisker. Videre var det tæt på, at C. F. Møller blev fyret. Men med dygtighed og snilde fastholdt han sin rolle, som senere overgik til tegnestuen ’C. F. Møller Arkitekter’.
Vokseværk
Dog har andre arkitekter, de såkaldte ’gæstearkitekter’, igennem årene haft mindre opgaver i området. Det er først med opførelsen af Skou-bygningen (2018), at denne kontinuitet er brudt. Det er Cubo Arkitekter, der står for denne bygning.
Efterhånden som universitetet voksede, blev der jævnligt behov for mere areal. Blikket faldt derfor ofte på Høegh-Guldbergsgades Kasernes store, tilgrænsende arealer mod vest. Igennem årene lykkedes det universitetet at fravriste militæret større eller mindre dele af disse arealer, indtil hele arealet til sidst overgik til universitetet. Et andet tilkommet areal er området mod øst, hvor Bartholinbygningen (1974) nu ligger. Her lå et savværk, som brændte i begyndelsen af 1960’erne, og arealet blev derefter erhvervet af universitetet.
Områdets parkkarakter blev minimeret i begyndelsen af 1970’erne, da de oprindelige professorboliger og hovedbygningens auditorium i det nordøstlige hjørne desværre blev nedrevet og erstattet af den nuværende højere og mere kompakte bebyggelse.
C. Th. Sørensen og C. F. Møller
Både C. F. Møller og C. Th. Sørensen mindedes deres arbejde med Aarhus Universitet og Aarhus Universitetspark med glæde. Således skrev C. Th. Sørensen i 1975, 82 år gammel: ”Men trods alt er det arbejde det, jeg mindes med størst Glæde.” Og C. F. Møller skrev i 1978, 80 år gammel: ”Det har været en alt overskyggende del af mit liv gennem de forløbne 50 år.”
C. Th. Sørensen (1893-1979) var uhyre produktiv. Han søgte at give hvert anlæg et kendetegn, som kunne give området en identitet. Han tog udgangspunkt i en enkelt idé, som var tilpasset forholdene, som var robust og praktisk, og som indeholdt et rumligt aspekt. Ikke mærkeligt, at han indgik i et utal af samarbejder med tidens førende arkitekter.
Forventninger til fremtiden
Aarhus Universitet har i 2019 overtaget det tidligere Aarhus Kommunehospital på den anden side af Nørrebrogade. Det betyder, at behovet for nybyggeri i Universitetsparken foreløbig er minimeret.
Med den rette forståelse for helheden skulle det også fremover være muligt at indpasse nye aktiviteter i området og samtidig bevare både park og bygninger med den sammenhæng og særpræg, som er så karakteristisk for dette enestående anlæg.
Aarhus Universitets historie:
– 1928: Universitetsundervisning begynder i eksisterende bygninger i Aarhus.
– 1929: Aarhus Byråd donerer et areal i nordlige del af den nuværende Universitetspark til et egentligt universitet.
– 1931: I marts udskriver Aarhus Byråd en konkurrence om opførelse af universitetet. I september vinder arkitekterne Kay Fisker, Povl Stegmann og C. F. Møller konkurrencen i samarbejde med landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.
– 1933: Den første, nye bygning står færdig; en værkstedsbygning. Senere samme år fulgte de første undervisningsbygninger med midlertidig funktion af hovedbygning.
– 1946: Indvielse af den nuværende hovedbygning, herefter opføres løbende nye bygninger
– 2006: AAU udpeges som et af tolv danske arkitekturværker i Kulturministeriets Kulturkanon.
– 2018: Skou Bygning opføres som den nyeste bygning
– 2019: Landsforeningen indsender forslag om områdefredning af AAU.
I bladet By & Land 136 finder du mere:
Læs også:
– Formand Iben Bækkelund Jagds leder: Grøn omstilling skal tage hensyn til kulturværdier
– Jørgen v. Larsen: Det forkætrede torv i Ringsted
– Iben Margrethe Thomsen, Simon Skov og Oliver Bühler: Bevaring af træer ved byggeri og anlæg
– Flemming Brandrup: Bygningshistori i lokalavisen
– Se glimt fra foreningens studieture og læs boganmeldelser af spændende bøger inden for emnet.
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Helge Torm på redaktoren@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.