Onsdag 23. april – Dagstur til Hietzing og Schönbrunn 

Vi tager toget til én af Wiens sydvestlige forstæder, Hietzing, hvor vi besøger Otto Wagners intakt bevarede kejserlige stationsbygning. Som nabo til stationsbygningen ligger slottet Schönbrunn, hvor der vil være tid til at besøge den imponerende barokhave og på egen hånd evt. også selve slottet. I Hietzing findes også et område med en lang række rigmandsvillaer fra det tidlige 1900-tal – herunder indtil flere af Adolf Loos. Villaerne er i privateje, så der er desværre ikke adgang, men selv ude fra set giver vandringen i kvarteret et fantastisk indblik i de skiftende arkitektoniske retninger fra jugendstilen til den spirende modernisme.

 

WIEN: PÅ GRÆNSEN MELLEM DET GAMLE OG DET NYE – MEDLEMSREJSE APRIL 2025

Wien var som kejserlig hovedstad én af Europas rigeste byer i årtierne på hver side af år 1900 og blomstrede intellektuelt og kunstnerisk.

Også arkitekturen var i Wien banebrydende, men bar samtidig på kejsertidens konservative arv. Ved at studere Wiens bygningskultur fra vor egen Theophilus Hansens bygninger på den nyanlagte Ringstrasse fra 1800-tallets senere del, over Otto Wagners boligblokke og små raffinerede stationsbygninger i jugendstil til eleven Adolf Loos’ gryende modernisme fra 1910’erne og 20’rne får man en levende forståelse for og usædvanlig oplevelse af den vældige dynamik og de markante modsætninger, der kendetegner hele den europæiske arkitektur i tiden.

MEDLEMSTUR

Den spændende fortælling om århundredeskiftets arkitektur vil danne kernen i By & Lands medlemsrejse til Wien – men der vil naturligvis også være plads til at se et udvalg af barokkens forrygende værker og tid til at besøge nogle af Hundertwassers helt egenartede og eventyrlige bygninger … og ja, i det hele tage at afsøge byens bygningskultur for at forstå dens udvikling fra romersk garnisonsby til kejserlig hovedstad – og det der fulgte. Dagsprogrammet har vi sammensat som beskrevet neden for. (NB: ændringer kan forekomme).

PRAKTISK:

Rejsen til Wien gennemføres som flyrejse i dagene den 21. april til 27. april 2025 med seks overnatninger på det centralt beliggende Hotel Astoria. Rejsen tilrettelægges i samarbejde med Vitus Rejser, medlem af Rejsegarantifonden. Turen planlægges af Karen Margrethe Olsen og guide på turen er arkæolog Thomas Roland.

Pris i delt dobbeltværelse er: 15.800 kr.

Pris i enkeltværelse: 18.050 kr.  (NB: Begrænsede antal værelser til rådighed).

Rejsen gennemføres ved minimum 25 deltagere. TILMELD DIG VIA NEDENSTÅENDE FORMULAR.

Prisen inkluderer: Afrejse 21. april CPH 09:50 med ankomst VIE 11:30. Hjemrejse 27. april med afrejse VIE 15:10 og ankomst CPH 16:50.  Morgenmad, en fælles middag og to frokost, entré de steder, som vi i fællesskab besøger, 72 timers Vienna Card(offentlig transport mm.), transfer i bus t/r lufthavn til hotellet og en halvdagsbustransport.

Der er et begrænset antal pladser, og bindende tilmelding efter først til mølle-princippet. 

Deltagelse kræver medlemskab af By og Land Danmark eller en medlemsforening. Er du ikke medlem af By og Land Danmark, kan du melde dig ind her.

Rejsens fulde pris indbetales senest den 27. januar 2025 til Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur på konto: reg. 1551 konto 5095700. MobilePay på nr.: 85969. HUSK at påføre FULDE deltagernavn(e) som anført i pas

Rejsen arrangeres i samarbejde med rejsebureauet Vitus Rejser som er medlem af rejsegarantifonden. Vær dog opmærksom på at, din personlige rejse- og afbestillingsforsikring skal tegnes gennem eget forsikringsselskab eller Vitus Rejser.

NB: Bemærk: turen inkluderer en del byvandring, så det vil være en fordel at medbringe både fysiske og mentale vandresko.

For yderligere information; henvendelse til: By og Land Danmark, Karen Margrethe Olsen karenmargretheolsen@byogland.dk, mobil: 23 11 09 84.

DAGSPROGRAM

Mandag 21. april – Udrejse og byvandring i centrum

Med fly fra Kastrup ankommer vi til Wien, så vi lige over middag kan være ved vort (meget!) centralt beliggende hotel. Efter indkvartering tager vi en byvandring inden for Ringstrasse for at lære det historiske centrum lidt at kende med bl.a. den forrygende, gotiske St. Stefanskirke.

Tirsdag 22. april – Byvandring på Ringstrasse

Tirsdagen står i den berømte Ringstrasses tegn. Den prægnante boulevard omkring byens gamle kerne blev anlagt i slutningen af 1800-tallet, da Wiens historiske forsvarsværker blev sløjfet. I den blomstrende kejsertid skulle byen imponere, og en række af Wiens mest imposante bygninger blev opført for at understrege kejsermagten. Ikke mindst kom den danske arkitekt Theophilus Hansens historicistiske værker til at præge det nye strøg. Vi kommer forbi de fleste og skal bl.a. inden for i den imponerende børsbygning, det netop restaurerede Parlament og det mindre kendte Sværdridderordenens hovedsæde.

Onsdag 23. april – Dagstur til Hietzing og Schönbrunn 

Vi tager toget til én af Wiens sydvestlige forstæder, Hietzing, hvor vi besøger Otto Wagners intakt bevarede kejserlige stationsbygning. Som nabo til stationsbygningen ligger slottet Schönbrunn, hvor der vil være tid til at besøge den imponerende barokhave og på egen hånd evt. også selve slottet. I Hietzing findes også et område med en lang række rigmandsvillaer fra det tidlige 1900-tal – herunder indtil flere af Adolf Loos. Villaerne er i privateje, så der er desværre ikke adgang, men selv ude fra set giver vandringen i kvarteret et fantastisk indblik i de skiftende arkitektoniske retninger fra jugendstilen til den spirende modernisme.

Torsdag 24. april – Byvandring i Wien-syd

Hovedvægten på fjerdedagens byvandring vil ligge på Wagners meget personlige udgave af jugendarkitektur, som det bl.a. ses i hans raffinerede metrobygninger og fornemme etageejendomme. Vi vil dog også møde andre, samtidige arkitekter og bl.a. besøge den lille udstillingsbygning ”Secession” m. Klimts berømte ”Beethovenfrise”.

Den organiske og normsprængende jugendstil har meget til fælles med barokkens ligeledes grænsesøgende arkitektur. Det er derfor naturligt på denne dag også at besøge ét af wienerbarokkens hovedværker, Karlskirken opført over ca. 20 år og indviet 1737. Efter en fællesfrokost på Cafe Rüdigerhaus – endnu en jugendstilbygning – er eftermiddagen til fri disposition. Der vil dog være mulighed for med gruppen at gå sammen til den meget smukke barokhave ved Belvedereslottet i samme område, ligesom Wiens bymuseum ligger lige om hjørnet.

Fredag 25. april – Dagstur med tog og bus til forstæderne vest for centrum

Dagen begynder med en kort togtur til Hundertwassers festligt udformede fjernvarmeværk ved Spittelau, hvorefter vi tager endnu en station til Heiligenstadt. Hér finder vi den enorme Karl-Marx-Hof (opf. 1926-33). Det ikoniske boligbyggeri imponerer ikke blot med sin størrelse men også ved wagnereleven, Karl Ehns, dristige modernisme. Vi tager os tid til at vandre igennem det store kompleks og efter frokost stiger vi på en lejet bus, der kører os lidt sydpå, for atter at komme på sporet af Wagner. I Penzing skal vi således se to af hans villaer, hvoraf den ene som museum er tilgængelig for besøgende. Herefter fortsætter vil til, hvad der måske er Wagners hovedværk, nemlig den stærkt gribende kirke ”Zum Hl. Leopold am Steinhof”. Den mægtige kuppelkirke hvis glødende indre er udsmykket raffineret inventar og mosaikker, kroner et stort hospitalsområde, der ligeledes har Wagner som arkitekt. Sent på eftermiddagen bringer bussen os tilbage til hotellet.

Lørdag 26. april – Byvandring i Wien øst

Lørdagen er programsat let og muntert med en byvandring i centrums østlige del, hvor man finder Hundertwassers finurlige ”Hundertwasserhaus” – et helt specielt byhus, der tydeligvis er frembragt af en arkitekt, der tillige var en farveglad maler. Tæt på ligger også Hundertwasser Museum, som vi ligeledes slår et slag forbi. Som en festlig afslutning på turen – og med reverens til Theoph. Hansen – får vi efter frokost en rundvisning i Musikverein med bl.a. den berømte ”Gyldne Sal”, der kendes fra Nytårskoncerterne. Resten af dagen er uden program.

Søndag 27. april – Hjemrejsedag

Også søndag formiddag er uden program, men der er tid til et sidste café-(eller museums-!)besøg inden vi ved middagstid tager med egen bus til Wiens lufthavn. Ankomst i Kastrup sidst på eftermiddagen.

 

TILMELDING TIL REJSE TIL WIEN

  • Tilmeld dig til rejsen ved at udfylde formularen her.
  • dd/mm/ååå
    Som angivet i dit pas
    Overnatning i enkeltværelse er desværre udsolgt. Du kan skrive til Karen Margrethe Olsen til karenmargretheolsen@byogland.dk
  • Skriv her, hvem du følges med og som du ønsker at dele værelse med. Din ledsager skal også udfylde en deltagerformular med oplysninger om navn, adresse osv.
  • Skriv her, hvis du fx rejser et andet sted fra end København.
  • De felter, der er markeret med * skal udfyldes
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.