Arrangementer
Søg støtte fra puljen Samlingskraft og vær med til at øge engagementet i bygningskulturen nær dig

Foto: Steffen Stamp.
Den 11. april 2025 bliver der igen åbnet for puljen ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’. Dette er puljens sidste ansøgningsrunde med frist den 21. maj 2025.
Alle former for foreninger, lokale grupperinger og frivillige organisationer har mulighed for at søge støtte til lokale arrangementer med fokus på kulturarv og særlige steder i landet. Alle med engagement i deres lokalområde opfordres til at tage del i Samlingskraft og søge op mod 25.000 kr. til arrangementer, der sætter bæredygtige materialer, bevaring og fællesskab på dagsordenen.
Siden opstarten af Samlingskraft er der givet støtte til173 fantastiske og inspirerende arrangementer rundt om i hele landet. På hver deres vis har arrangementerne haft fokus på værdifuld kulturarv og/eller givet lokalsamfund i hele landet mulighed for at dele viden, skabe debat og bygge fællesskaber om de steder, som vi holder af.
Samlingskraft er et unikt projekt, der sætter fokus på steder, der betyder noget for lokalsamfundet. By og Land Danmark står bag Samlingskraft, og puljen finansieres af den filantropiske forening Realdania.
Mulighed for sparring
Der opfordres til, at interesserede ansøgere benytter muligheden for at få sparring fra By og Land Danmark. Sekretariatet sidder klar med sparring og vejledning, i håb om at sikre de respektive arrangementer får de bedste chancer for at blive en realitet.
Se hvordan tidligere ansøgere har gjort og find inspiration til jeres arrangement her.
Ansøgningsperioden er fra 11. april 2025 – 21. maj 2025.
For yderligere informationer om ansøgningsprocessen eller sparring, kontakt:
- Projektleder i By og Land Danmark
Anders Bundgaard Nielsen
22 94 41 50
Læs mere på samlingskraft.dk

Festival, fiskerskure og fængsler: 53 lokale initiativer bringer bygningskulturen til live
Arrangementet ‘Bæredygtig Byggeskik for borgere og bindingsværk på Ærø’. Foto: Steffen Stamp.
En festival på Danish Crowns slagterigrund i Sæby, et indblik i 1800-tallets Svaneke og fængslende aktiviteter i Vridsløselille. Det er tre af i alt 53 lokale ildsjælearrangementer, der nu får støtte gennem By og Lands pulje ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’.
53 arrangementer vil i den kommende tid formidle den lokale begejstring for særlige steder i hele landet. Foreningen By og Land har i en ny ansøgningsrunde slået alle rekorder med 109 ansøgninger fra fællesskaber i hele landet, der ønsker at udbrede kendskabet til bygninger og særlige steder gennem lokalt forankrede aktiviteter og arrangementer.
Arrangementerne bliver støttet af puljen ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’, der skal fremme forståelsen for kulturarven, og hvordan godt håndværk og traditionelle materialer kan være den mest bæredygtige løsning.
“Vi er overvældede over den fortsat store interesse for puljen. Det vidner om en kærlighed til lokale steder i hele landet og et stort lokalt engagement i at skabe folkeoplysning omkring vores fælles kulturarv,” udtaler Iben Bækkelund Jagd, formand for By og Land Danmark.
Lokale kræfter går sammen
De 53 arrangementer repræsenterer en bred vifte af initiativer, hvor lokale ildsjæle går sammen om at fortælle historien bag særlige bygninger og landskaber i lokalområdet.
“Ansøgningerne afspejler en stor kreativitet i måden, de lokale fællesskaber ønsker at formidle vores bygninger og landskaber på. Og igen kan vi glæde os over, at vi har mange foreninger og andre frivillige grupper over hele landet, der viser en stor lyst til at skabe en bred vifte af arrangementer i snitfladen af lokale bygnings- og landskabskultur, bæredygtighed og fællesskaber,” siger Vera Noldus, projektchef i den filantropiske forening Realdania, der finansierer puljen.
Blandt de støttede projekter findes blandt andet:
Svanekes Venner arrangerer sammen med bl.a. Svanekeaktørerne og Svaneke Byguider en kulturhistorisk byvandring, der gennem en fiktiv 1800-tals borgers livshistorie formidler Svanekes historiske steder – fra byens gamle hospital til havnen og den gamle borgerskole – og skaber en levende fortælling om fortidens hverdagsliv.
’Landskabet under forandring – kalder på Samlingskraft’ arrangeret af FBL-Hjørring i samarbejde med Museumsforeningen Vendsysselhistoriske Museum, holder et arrangement, der fokuserer på de mange VE-projekter, særligt solceller, hvor der sættes fokus på nye interessante løsninger, der tager hensyn til både æstetik og landskabet gennem oplæg og paneldebat.
Ringkøbing Bevaringsforening vil i samarbejde med Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv, Indianerlejren, Ringkøbing Smakkelaug sætte fokus på fiskerskurene, Ulrik Plesners havnekontor og smakkerne som et levende og bevaringsværdigt kulturmiljø, der afspejler Ringkøbings historiske forbundethed med fjorden og havet. Der er ikke meget opmærksomhed omkring fiskernes redskabsskure, kaldet Indianerlejren, der primært benyttes af fjordfiskerne og smakkesejlerne. Med arrangementet vil alle blive inviteret indenfor og få mulighed for at opleve dette spændende kulturmiljø.
Vridsløselille Fængsels Venner holder ’Fælles om Vridsløse’ i samarbejde med Albertslund Lokalhistoriske Forening og Verdensmåls Foreningen Albertslund. Arrangementet byder på kortere involverende oplæg om bevaring og transformation kontra nedrivning og nybyg. Desuden præsenteres ejendomsudviklerens metode for at genbruge de mange mursten, der bliver resultatet af nedrivning af både fængselsmuren og bygninger.
Igen åbent for ansøgninger
Der åbnes for Samlingskrafts sidste ansøgningsrunde den 11. april 2025 med ansøgningsfrist den 21. maj 2025.
For yderligere information, kontakt:
- Projektleder i By og Land Danmark
Anders Bundgaard Nielsen
22 94 41 50 - Projektchef i Realdania
Vera Noldus
29 39 81 87
Om By og Land Danmarks pulje Samlingskraft
By og Land Danmarks pulje Samlingskraft har til formål at skabe folkeoplysende aktiviteter omkring bygnings- og landskabskulturen i hele landet. Puljen støtter lokalt forankrede arrangementer, der skal styrke kendskabet til og fællesskabet omkring Danmarks mangfoldige kulturarv.
By og Land Danmark arbejder for bevaring og udvikling af de arkitektoniske og kulturhistoriske værdifulde bygninger, landskaber og bymiljøer i Danmark. By og Land Danmark er en landsforening, der samler både personlige medlemmer og mere end 90 lokale bevaringsforeninger over hele landet. Læs mere om By og Land Danmark her.
Med puljen har Samlingskraft over fire ansøgningsrunder i 2023 og 2024 støttet 116 arrangementer i hele landet. Samlingskraft er et By og Land Danmark projekt, finansieret af den filantropiske forening Realdania.
Læs mere på samlingskraft.dk
Sted | Arrangement | Arrangør | Samarbejdspartnere |
Sjælland og øerne | |||
Frederiksberg | Byens oaser – Gårdlaug på Frederiksberg | Gårdlaugene Frederiksberg | Danmarks Naturforening Frederiksberg |
Brøndby | Vision for Ditlevs Købmand som lokalt samlingssted | Bevaringsforeningen Brøndbyøster | Brøndbyøster Grønne Nabofællesskaber, Os Arkitekter |
Albertslund | Fælles om Vridsløse – (arbejdstitel) | Vridsløselille Fængsels Venner | Albertslund Lokalhistoriske Forening, Verdensmåls Foreningen Albertslund |
Greve | Oplev fællesskaberne i by og land – på cykel | By og Land Greve | Grundejerforeningen Greve Strand |
Helsingør | Det gamle håndværk fra Helsingør Skibsværft og de gamle skibe | Værftsgruppen, en frivilliggruppe under Værftsmuseet, en del af Museum Helsingør | SS Bjørn, en frivilliggruppe i tilknytning til vedligehold, håndværk og sejladser med SS Bjørn. |
Hundested | HimmelNæs (arbejdstitel) | Foreningen Torup Ting | By og Land Halsnæs |
Fredensborg | Det sete afhænger af tegneren – en udstilling om Fredensborg-tegneren Des Asmussen | Bevaringsforeningen “Fredensborg” | Borgerforeningen Fredensborg, Lokalhistorisk forening for Fredensborg-Humlebæk, Fredensborg Ny Kunstforening, Fredensborg gamle Bio |
Svaneke | Fra vugge til grav – en kulturhistorisk byvandring i Svaneke | Byforeningen Svanekes Venner | Svanekeaktørerne (SVAK). Den lokale amatørteaterforening, Svaneke Byguider, Svanekegården – et kulturcenter på Bornholm |
Ringsted | Lerpuds og lerkunst i Friskovens fælleshus | LANDSFORENINGEN FOR ØKOSAMFUND | Landsforeningen Økologisk Byggeri, Foreningen Friskovens Venner |
Jystrup Midtsjælland | Ringsted Lystanlæg – til gavn og nytte i spændingen mellem fredning og kommercielt brug | Bygningskultur Ringsted | Danmarks Naturfredningsforening Ringsted afdelingen |
Sorø | Offentligt debatmøde: Skal Sorø Kommune have en arkitekturpolitik? | Sorø Bevaringsforening | Pedersborg og Gl. Sorø Lokalråd |
Korsør | Oplevelser på Fæstningen i Korsør | Bevaringsforeningen for Korsør og omegn | Sportsklubberne i Korsør og omegn, |
Omø | Sammen om Omø brugsforening | OMØ BRUGSFORENING | Historiens hus Omø |
Væggerløse | Bål og Bygningskultur i Bøtø | Grundejerforeningen Bøtø | Friluftsrådet Storstrøm, DN, Museum Lolland Falster Guldborgssund |
Næstved | Åbent Hus i Kompagnihuset i Næstved | Foreningen Historiske Festivaler i Næstved | Næstved Nostalgiske Selskab |
Præstø | Håndværk for bæredygtighed -Håndværkergade på Præstø havn- | Foreningen Gyldne Dage i Præstø | Bevaringsforeningen for Præstø og omegn (omtales som Bevaringsforeningen), Foreningen Traditionelle Håndværk, |
Præstø | Det Grønne Tehus | Bevaringsforeningen for Præstø og Omegn | Præstø Lokalforum, Traditionelle Håndværk |
Stege | Murens dag- pas godt på din mur | Foreningen Bygning- og Landskabskultur Møn | Biosfære møn, Sydøstsjællands museum, Kalk a/s St. Heddinge, Fyra Vindar, Murer Marslev Aps, Malermester Ivan luffe A/S |
Nykøbing F | Kulturarv og New European Bauhaus – talk og workshop | Kulturmindeforeningen Nykøbing Falster | Foreningen for Markedshallens Fremme i Nykøbing Falster |
Nysted | Bæredygtig jul i Nysted | NYSTED MENIGHEDSRÅD | Nysted Erhvervs- og Turistforening |
Nakskov | Aktivitetsdag med Nakskov Bygningsbevaringsforening og Nakskov Kunstforening | Nakskov Bygningsbevaringsforening | Nakskov Kunstforening |
Maribo | Vi besøger statsminister Reventlows boliger: Christianssæde og Pederstrup | Bevaringsforeningen By og Land Maribo | Maribo Turistforening |
Rødby | Fra ruin til et unikt CO2-neutralt museum og samlingssted | DSI Museum Polakkasernen | Museum Polakkasernens Venner |
Fyn | |||
Odense C | DRØMMESKIBE – event med kanalsejlads og værftsbesøg weekenden i uge 36 2025 i Odense Havn | Mermaid Odense Kulturhavn | Byforening Odense, Venner af MS Færgehans, Odense Sejlklub, Frigglauget, DYNAMO – arbejdsrum for samtidscirkus og scenekunst |
Gelsted | Mestrene kommer | Foreningen Straatag | Netværk for Bindingsværk, Vestfyns Hjemstavnsforening |
Faaborg | Stedsans: Udvikling i Vestergadekvarteret, Faaborg Midtby | Den selvejende institution Levins Kultur Center, Faaborg | Levins Kultur Centers venneforening, By og Land Faaborg, Videre borgere i Vestergade |
Jylland | |||
Kolding | Bygningskultur – mærk kulturarvens vingesus i Design- og Erindringskvarteret | Beboerforeningen TRE-I EN | Kolding Stadsarkiv, Lokalhistorisk Forening Kolding, Bæredygtighedshuset, Skulptør Henrik Fischer |
Kolding | Liv i det gamle posthus og fællesskab i Kolding | Folkehuset Kolding | 27B Kolding |
Haderslev | Parcelhuset og parcelhuskvarteret | BY & LAND HADERSLEV | Vængernes Bebeboerlaug |
Tønder | Bådfolk ved Vidåen 2025 | Smag på Marsken | Foreningen Højer Vandtårn, Masker i Marsken |
Vejen | Opfølgning på Vejen Hallen og det grønne område. | Vejen Anlægs Venner | Vejen Badminton og Lunatic cowboys |
Fanø | Bæredygtighed i arkitektur og byggeri på Fanø. | Fællesskabet Fanø | Fonden Gamle Sønderho, Nationalpark Vadehavet |
Varde | Bevaringsforeningens 50 års jubilæum | Bevaringsforeningen for Varde | Grundejerforeningen Vejers Strand, Poul Erik Bech |
Kibæk | Samlingspunktet Cirkusfabrikken på det gamle mejeri | KIBÆK IDRÆTSFORENING | Fonden af Cirkusfabrikken |
Ringkøbing | Fiskerskure, smakker og røget helt | Ringkøbing Bevaringsforening | Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv, Indianerlejren, Ringkøbing Smakkelaug |
Fredericia | Tavlhøj et hus med muligheder for dig og for alle | Tavlhøj Aktivitetsforening | Taulov Fællesråd, Skærbæk Beboerforening |
Juelsminde | Kulturarvens fundament: bevaring, håndværk og bæredygtighed | Glud Museum (frivilliggruppen “Gå til Håndværk”) | Foreningen Straatag |
Stouby | De nedlagte forskoler i Stouby og opland. | Stouby og Omegns Lokalråd | Stouby Lokalarkiv, Stouby Skole |
Grindsted | En vestjysk stationsbys opståen og udvikling | Forening til bevarelse og formidling af natur- og kulturmiljøet i de danske skove | Starup Naturhus, Vest Starup Sogns Lokalhistoriske Arkiv |
Jelling | Fra fortidens nøjsomhed til nutidens bæredygtighed – vi fejrer god byggeskik før og nu! | Jelling Heritage | Jelling Lokalhistoriske Forening, Familielandbruget LRS Vejle/Jelling, Håndværkerhøjskolen, Lokalhistorisk Arkiv Jelling, Træfagsmestrene for kvalitet og bæredygtighed, Museum Give |
Odder | Åbent hus i Medborgeren – kom og se vores vision for den gamle gymnastiksal. | Medborgerhuset for Hou og omegn. | Hou Lokalråd, By og Land, Odder Lokalafdeling |
Odder | Økologiens Have – Odders grønne fællesskaber | Økologiens Have | Danmarks Naturfredningsforening Odder afdeling |
Ebeltoft | Skovløberhusets Dag | Skovløberhusets Venner | Nationalpark Mols Bjerge, Foreningen Blis Bygnings- og Landskabskultur Syddjurs |
Grenaa | Smede i fortid og nutid – hvad kan vi lære? | Den gamle smedje i Grenaa | Foto- og Medieklub Grenaa, Smedeuddannelsen VidenDjurs, Smedeklubben HSM Industri |
Randers SV | Frisenvold statshusmandsbrug 100 års jubilæum | Frisenvold 100 år | Foreningen for by- og landskabskultur i Randers Kommune |
Sæby | Sæby Festival på slagteriet | Sano | Sæby Friskole, Sæbygård Skolen, Danish Crown |
Løkken | Nr. Lyngby Klinten, ved den Gl. Kirkegård med Klokkestablen | Nr. Lyngby borgerforening | Nr. Lyngby Sølaug, Løkken og Oplands Menighedsråd |
Arden | Indvielse af Sortemosehus: Natur- og læringscenter ved den sydlige indgang til Rold Skov. | Foreningen Sortemosehus | Arkitektfirmaet Gadeplan, Museum Rebild |
Skørping | Fra Mursten til Mellemrum: Et Bæredygtigt Samlingspunkt for Natur, Kultur og Fællesskab | Skørping Idræts Center | DGI Nordjylland, SKØRPING LOKALHISTORISKE ARKIV |
Hjørring | Landskabet under forandring – kalder på Samlingskraft | FBL-Hjørring | Museumsforeningen Vendsysselhistoriske Museum |
Hjørring | Sct. Knuds By i 100 år/Hjørring Sommerspil | Sct. Knudsby Borgerforening | Hjørring Sommerspil |
Læsø | Mejeriets Kickstart | Fonden Læsø Kunst og Kultur | Kulturbobler, Læsø seniorklub |
Jerup | Ellinggårds genopretning i et bæredygtighedsperspektiv | Ellinggårds Venner | Sognefogedgårdens Venner (en gruppe af frivillige som driver et museum) |

Årsudflugt – Oplev Varde by og Vesterhavet
Foto: Henne Mølle Å Badehotel
Byvandring i Varde By, i bus til Vejers og kage og kaffe på Henne Mølle Å Badehotel.
Kom med til en dejlig dag i det Sydvestjyske, hvor vi tager en rundtur i Varde og omegn. Vi begynder i Varde by og fortsætter i fælles bus til Vejers Strand og Henne Strand.
Sæt stort kryds i kalenderen lørdag d. 17. maj 2025, kl. 9.30-17.30
Bevaringsforeningen for Varde Kommune kan til efteråret fejre 50-års jubilæum, så hvad er mere naturligt end at årets udflugt går til Varde.
Programmet
Kl. 9.30 Velkommen, kaffe/the og bagværk i Medborgerhuset, Storegade 57, 6800 Varde
Kl. 10.30 Byvandring i Varde ved guide fra Varde Museerne
Kl. 12.30 Frokost på Von Lügenhals (Brogade 5B, 6800 Varde)
13.45 Transport med bus – påstigning ved Åen (Torvegade) eller Kirkepladsen.
Undervejs kører vi forbi:
- Jugendhuset, Lundvej 39 (fredet)
- Villa Krogen (Martin Nyrup), Frisvadvej 44 (fredet)
- Remiseanlæg ved Varde Vestbanegård (bevaringsværdi 3)
14.15 Vejers Strand v. grundejerforeningsformand Allan Junge, gåtur i sommerhusområdet
Tilbage til bussen.
Det militære område med ’De forladte huse’. Museumsinspektør John V. Jensen fortæller undervejs i bussen
15.45 Henne Mølleå Badehotel – tegnet af PH. Oplæg om restaureringen og kaffe og kage.
Kl. 16.45 Med bus retur til Varde – på vejen kan vi fra bussen se Henne Strand – Solfang vandrehjem, Hennegård (fredet) og Henne Kirkeby Kro (bevaringsværdi 3)
Kl. 17.30 Tak for i dag
Praktisk information:
Pris for medlemmer: 425 kr. per person.
Pris for ægtefæller af medlemmer: 500 kr.
Pris for ikke medlemmer: 600 kr. pr person.
Der er begrænsede pladser, og tilmeldingen sker efter ført til mølle-princippet. Din tilmelding gælder, når vi har modtaget din betaling.
Sidste frist for tilmelding: senest den 1. maj 2025.
I tilfælde af afbud efter den 9. maj, tilbagebetales gebyr ikke.
Meld dig til ved at udfylde formularen herunder og betale. Du får en mail med oplysninger om betalingsmuligheder, når du har meldt dig til.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til: shb@byogland.dk
Arrangementet er tilrettelagt og gennemføres af By og Land Danmark i samarbejde med Bevaringsforeningen for Varde Kommune. Har du en idé til et arrangement, er du velkommen til at ringe til sekretariatet på 70 22 12 99.
TILMELDING TIL ÅRSUDFLUGT TIL VARDE OG VESTERHAVET
Parcelhuset under forvandling
Transformation af et-plans villa i Aarhus. Foto: arkitekt MAA Jan Fensten
Parcelhuset under forvandling
Er du også optaget af, hvordan vi kan bremse den stigende tendens til at rive parcelhuse og andre enfamiliehuse ned og i stedet sætte fokus på renovering og nytænkning af den både elskede og udskældte boligform? Kom med, når By og Land Danmark, Arkitektforeningen Østjylland og Foreningen for Bykultur i Aarhus udforsker boligidealer og kommunernes handlerum. Tirsdag d. 18. marts 2025 kl. 16-18.00 på Didaktetet på Arkitektskolen Aarhus
Vi elsker vores parcelhuse – hus og have er for de allerfleste drømmen om det gode familieliv. Vi har nu omkring 1,2millioner parcelhuse i Danmark – og hvert år rives 1100 af disse ned og erstattes af nybyggeri. Nybyggeri fordi nogle husejere drømmer om mere areal og energioptimering af boligen.
Desuden anbefaler både entreprenører og banker nedrivning og nybyg som det nemmeste. Men nedrivningerne nedbryder ofte lokale miljøer, helheder som skaber et kvarter, og ofte nedrives både smukke og holdbare huse. Noget går tabt og samtidig er nedrivning af brugbare bygninger et ressourcespild, som vi ikke har råd til i forhold til den nuværende klima- og biodiversitetskrise. Husejerne drømmer om at bo i energioptimerede huse, men da drømmen samtidig er mere plads, mere areal pr. beboer– og flere elektriske apparater, er vores samlede energiforbrug ikke reduceret. Parcelhuset har oftest en planløsning som passer til en kernefamilie – far, mor og 1-3 børn, men i en meget stor del af parcelhusene bor ældre mennesker uden hjemmeboende børn, eller skilsmissefamilier med flexbørn. Og i omkring 40% af alle boliger bor kun én person.
Vi vil se på alle de positive muligheder vi har for at omdanne, transformere eller opdele eksisterende boliger og dermed mulighederne for at få bedre boliger til alle.
I et samarbejde mellem By og Land Danmark, Foreningen for Bykultur i Aarhus og Arkitektforeningen Østjylland inviteres til et åbent eftermiddagsmøde med oplæg, debat og lidt vin.
Program
Bevar mere, del huse – for vores skyld og for kloden
Louise Heebøll arkitekt MAA, V!GØR Aps / Del Hus
Hvad vil og kan vi som kommune gøre?
Anne Mette Boye, arkitekt MAA, stadsarkitekt Aarhus Kommune
Transformation af parcelhuse – eksempler
Kim Pretzmann, arkitekt MAA, Nordpil arkitekter, Aarhus
3 løsninger til at bremse parcelhusvæksten
Mette Mechlenborg, seniorforsker AAU Build
Moderator: Anders Tyrrestrup, arkitekt MAA, AART arkitekter Aarhus
Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.
Vi glæder os til at se dig!
Se invitation her
Temadag om bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer – hvordan får vi indflydelse på kommune- og lokalplanlægningen i et valgår
TEMADAG SØNDAG D. 23. MARTS 2025 KL. 9-16 I ODENSE
Formålet med temadagen er at bidrage til, at lokalforeningerne og bliver bedre i stand til at deltage i og styrke den del af den kommunale planlægning, der fastlægger retningslinjer for kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger.
Temadagen fokuserer på lokalforeningernes og medlemmernes deltagelse i debatten op til kommunevalget 2025 – og deltagelse i den kommuneplanproces, der følger kommunalvalget (kommunens planstrategi).
Program
9.00 Dørene åbnes. Kaffe.
9:30 Velkomst. Kort præsentation af program og indlægsholdere
v/ bestyrelsesmedlem By og Land Danmark
9:45 Bevaringsværdige bygninger – hvad er status for kommunernes registrering og hvilke problemstillinger kan lokalforeningerne bringe ind i valgkampen.
v/Ole Kaae, Formand for Udvalget for Plan og Klima
10:30 Kommunevalg og revision af kommuneplanlægningen. Oplæg og debat
Hvordan hænger valget og kommuneplanlægningsprocessen sammen og hvilke muligheder giver det for indflydelse? Hvilke muligheder er der for at præge debatten?
Debatten op til kommunevalget giver mulighed for at sætte fokus på kulturmiljø og bevaringsværdige bygningers rolle i kommuneplanlægningen. Hvordan skaber vi den?
Oplæg v/Erik Petersen, Projektleder Roskilde kommune.
11:40 Orientering om ”Samlingskraft”
’ SAMLINGSKRAFT – sammen om steder vi holder af’ er en pulje, der støtter lokale kræfter, der vil sætte fokus på bygningskultur og bæredygtighed i deres nærområde.
v/Anders Bundgaard Nielsen, Landsforeningens sekretariat
12.00 Frokost
13:00 Paneldebat om kulturmiljøernes og de bevaringsværdige bygningers rolle i kommuneplanlægningen
Deltagere: Lokale kommunalpolitikere og repræsentanter for lokalforeninger.
14:15 Kaffe
14:45 Bevaringsværdige bygninger i lokalplanlægningen – lokalplaner med bevaringssigte, dispensationer fra lokalplaner; klager til Planklagenævnet.
v/Fay Mitchel, Byplanlægger Svendborg kommune
15:30 Opsummering af dagen
v/Ole Kaae, Formand for Plan- og Klimaudvalget
16:00 Farvel og tak for i dag
Praktiske oplysninger:
Søndag den 23. marts 2025 i Odense
Brasserie Olivia, Vintapperstræde 37, Odense
Deltagerbetaling: 240,00 kr.
Tilmelding via formularen herunder:
inden den 3. marts 2025
TILMELDING TIL TEMADAG: Bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer.
MEDLEMSTUR TIL WIEN






MEDLEMSREJSE APRIL 2025
WIEN: PÅ GRÆNSEN MELLEM DET GAMLE OG DET NYE
Wien var som kejserlig hovedstad én af Europas rigeste byer i årtierne på hver side af år 1900 og blomstrede intellektuelt og kunstnerisk.
Også arkitekturen var i Wien banebrydende, men bar samtidig på kejsertidens konservative arv. Ved at studere Wiens bygningskultur fra vor egen Theophilus Hansens bygninger på den nyanlagte Ringstrasse fra 1800-tallets senere del, over Otto Wagners boligblokke og små raffinerede stationsbygninger i jugendstil til eleven Adolf Loos’ gryende modernisme fra 1910’erne og 20’erne får man en levende forståelse for og usædvanlig oplevelse af den vældige dynamik og de markante modsætninger, der kendetegner hele den europæiske arkitektur i tiden.
MEDLEMSTUR
Den spændende fortælling om århundredeskiftets arkitektur vil danne kernen i By & Lands medlemsrejse til Wien – men der vil naturligvis også være plads til at se et udvalg af barokkens forrygende værker og tid til at besøge nogle af Hundertwassers helt egenartede og eventyrlige bygninger … og ja, i det hele tage at afsøge byens bygningskultur for at forstå dens udvikling fra romersk garnisonsby til kejserlig hovedstad – og det der fulgte.
Dagsprogrammet har vi sammensat som beskrevet neden for. (NB: ændringer kan forekomme).
PRAKTISK:
Rejsen til Wien gennemføres som flyrejse i dagene den 21. april til 27. april 2025 med seks overnatninger på det centralt beliggende Hotel Astoria. Rejsen tilrettelægges i samarbejde med Vitus Rejser, medlem af Rejsegarantifonden. Turen planlægges af Karen Margrethe Olsen og guide på turen er arkæolog Thomas Roland.
Pris i delt dobbeltværelse er: 15.800 kr.
Pris i enkeltværelse: 18.050 kr. (NB: Begrænsede antal værelser til rådighed).
Rejsen gennemføres ved minimum 25 deltagere. TILMELD DIG VIA NEDENSTÅENDE FORMULAR.
Prisen inkluderer: Afrejse 21. april CPH 09:50 med ankomst VIE 11:30. Hjemrejse 27. april med afrejse VIE 15:10 og ankomst CPH 16:50. Morgenmad, en fælles middag og to frokost, entré de steder, som vi i fællesskab besøger, 72 timers Vienna Card (offentlig transport mm.), transfer i bus t/r lufthavn til hotellet og en halvdagsbustransport.
Der er et begrænset antal pladser, og bindende tilmelding efter først til mølle-princippet.
Deltagelse kræver medlemskab af By og Land Danmark eller en medlemsforening. Er du ikke medlem af By og Land Danmark, kan du melde dig ind her.
Rejsens fulde pris indbetales senest den 5. februar 2025 til Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur på konto: reg. 1551 konto 5095700. MobilePay på nr.: 85969. HUSK at påføre FULDE deltagernavn(e) som anført i pas
Rejsen arrangeres i samarbejde med rejsebureauet Vitus Rejser som er medlem af rejsegarantifonden. Vær dog opmærksom på at, din personlige rejse- og afbestillingsforsikring skal tegnes gennem eget forsikringsselskab eller Vitus Rejser.
NB: Bemærk: turen inkluderer en del byvandring, så det vil være en fordel at medbringe både fysiske og mentale vandresko.
For yderligere information; henvendelse til: By og Land Danmark, Karen Margrethe Olsen karenmargretheolsen@byogland.dk, mobil: 23 11 09 84.
DAGSPROGRAM
Mandag 21. april – Udrejse og byvandring i centrum
Med fly fra Kastrup ankommer vi til Wien, så vi lige over middag kan være ved vort (meget!) centralt beliggende hotel. Efter indkvartering tager vi en byvandring inden for Ringstrasse for at lære det historiske centrum lidt at kende med bl.a. den forrygende, gotiske St. Stefanskirke.
Tirsdag 22. april – Byvandring på Ringstrasse
Tirsdagen står i den berømte Ringstrasses tegn. Den prægnante boulevard omkring byens gamle kerne blev anlagt i slutningen af 1800-tallet, da Wiens historiske forsvarsværker blev sløjfet. I den blomstrende kejsertid skulle byen imponere, og en række af Wiens mest imposante bygninger blev opført for at understrege kejsermagten. Ikke mindst kom den danske arkitekt Theophilus Hansens historicistiske værker til at præge det nye strøg. Vi kommer forbi de fleste og skal bl.a. inden for i den imponerende børsbygning, det netop restaurerede Parlament og det mindre kendte Sværdridderordenens hovedsæde.
Onsdag 23. april – Dagstur til Hietzing og Schönbrunn
Vi tager toget til én af Wiens sydvestlige forstæder, Hietzing, hvor vi besøger Otto Wagners intakt bevarede kejserlige stationsbygning. Som nabo til stationsbygningen ligger slottet Schönbrunn, hvor der vil være tid til at besøge den imponerende barokhave og på egen hånd evt. også selve slottet. I Hietzing findes også et område med en lang række rigmandsvillaer fra det tidlige 1900-tal – herunder indtil flere af Adolf Loos. Villaerne er i privateje, så der er desværre ikke adgang, men selv ude fra set giver vandringen i kvarteret et fantastisk indblik i de skiftende arkitektoniske retninger fra jugendstilen til den spirende modernisme.
Torsdag 24. april – Byvandring i Wien-syd
Hovedvægten på fjerdedagens byvandring vil ligge på Wagners meget personlige udgave af jugendarkitektur, som det bl.a. ses i hans raffinerede metrobygninger og fornemme etageejendomme. Vi vil dog også møde andre, samtidige arkitekter og bl.a. besøge den lille udstillingsbygning ”Secession” m. Klimts berømte ”Beethovenfrise”.
Den organiske og normsprængende jugendstil har meget til fælles med barokkens ligeledes grænsesøgende arkitektur. Det er derfor naturligt på denne dag også at besøge ét af wienerbarokkens hovedværker, Karlskirken opført over ca. 20 år og indviet 1737. Efter en fællesfrokost på Cafe Rüdigerhaus – endnu en jugendstilbygning – er eftermiddagen til fri disposition. Der vil dog være mulighed for med gruppen at gå sammen til den meget smukke barokhave ved Belvedereslottet i samme område, ligesom Wiens bymuseum ligger lige om hjørnet.
Fredag 25. april – Dagstur med tog og bus til forstæderne vest for centrum
Dagen begynder med en kort togtur til Hundertwassers festligt udformede fjernvarmeværk ved Spittelau, hvorefter vi tager endnu en station til Heiligenstadt. Hér finder vi den enorme Karl-Marx-Hof (opf. 1926-33). Det ikoniske boligbyggeri imponerer ikke blot med sin størrelse men også ved wagnereleven, Karl Ehns, dristige modernisme. Vi tager os tid til at vandre igennem det store kompleks og efter frokost stiger vi på en lejet bus, der kører os lidt sydpå, for atter at komme på sporet af Wagner. I Penzing skal vi således se to af hans villaer, hvoraf den ene som museum er tilgængelig for besøgende. Herefter fortsætter vil til, hvad der måske er Wagners hovedværk, nemlig den stærkt gribende kirke ”Zum Hl. Leopold am Steinhof”. Den mægtige kuppelkirke hvis glødende indre er udsmykket raffineret inventar og mosaikker, kroner et stort hospitalsområde, der ligeledes har Wagner som arkitekt. Sent på eftermiddagen bringer bussen os tilbage til hotellet.
Lørdag 26. april – Byvandring i Wien øst
Lørdagen er programsat let og muntert med en byvandring i centrums østlige del, hvor man finder Hundertwassers finurlige ”Hundertwasserhaus” – et helt specielt byhus, der tydeligvis er frembragt af en arkitekt, der tillige var en farveglad maler. Tæt på ligger også Hundertwasser Museum, som vi ligeledes slår et slag forbi. Som en festlig afslutning på turen – og med reverens til Theoph. Hansen – får vi efter frokost en rundvisning i Musikverein med bl.a. den berømte ”Gyldne Sal”, der kendes fra Nytårskoncerterne. Resten af dagen er uden program.
Søndag 27. april – Hjemrejsedag
Også søndag formiddag er uden program, men der er tid til et sidste café-(eller museums-!)besøg inden vi ved middagstid tager med egen bus til Wiens lufthavn. Ankomst i Kastrup sidst på eftermiddagen.
TILMELDING TIL REJSE TIL WIEN
Københavns Museum – historicistisk kvalitetsarkitektur i nye klæder (AFHOLDT)

Foto: Thomas Roland
Københavns Museum – historicistisk kvalitetsarkitektur i nye klæder
Tag med By og Land Danmark på en særrundvisning med fokus på både H. J. Holms sprudlende 1800-talsarkitektur og den historiske bygnings funktionsændringen til museum.
I 2020 kunne Københavns Museum åbne dørene for gæster i sine nye lokaler i den smukke fredede bygning i Stormgade 18 bag Københavns Rådhus. Den imposante historicistiske bygning blev opført i 1893-94 som Overformynderi efter tegninger af én af datidens store arkitekter, H.J. Holm (1835-1916).
Holms arkitektur er bl.a. karakteriseret ved ”moderne historicisme”, hvor f.eks. nye europæiske strømninger fra bl.a. jugendstilen inkorporeres i den ellers noget uglesete sene 1800-tals historicisme. Hertil føjer Holm en personlig ornamentrig livlighed, store krav til kvalitet og materiale samt en udpræget sans for funktionalitet. Alt dette finder udtryk i Overformynderiets bygning.
Arkæolog, Thomas Roland, har dagligt glæde af husets mange kvaliteter og vil gerne vise herlighederne frem ved en særlig rundvisning for By og Land Danmarks medlemmer. På turen vil tillige museets leder, Maria-Louise Jacobsen, der selv har baggrund som konservator, fortælle om den omfattende restaureringsopgave, det var at få et lidt slidt og glemt kommunalt hus til at genopstå som den pragtbygning, Holm skabte i 1890’erne.
Praktiske oplysninger
Dato: lørdag d. 18. januar 2025
Mødetid: kl. 13.00
Seneste frist for tilmelding: 6 januar 2025
Mødested: i forhallen til Københavns Museum, Stormgade 18, 1555 København V.
Pris: 190 kr. Prisen inkluderer billet til museet, rundvisning samt efterfølgende kaffe og kage i museets café
Meld dig til via formularen her:
Parcelhuset: Hvordan gentænker vi Danmarks mest udbredte boligform?

Foto: Line Stougaard, Ark OIE
Parcelhuset: Hvordan gentænker vi Danmarks mest udbredte boligform?
Er du også optaget af, hvordan vi kan bremse den stigende tendens til at rive parcelhuse og andre enfamiliehuse ned og i stedet sætte fokus på renovering og nytænkning af den både elskede og udskældte boligform? Kom med, når By og Land Danmark og Arkitektforeningen udforsker boligidealer og kommunernes handlerum. Mandag d. 18. november 2024 kl. 15.30-17.00 hos Arkitektforeningen i København.
Hvert år bliver 1.100 enfamiliehuse revet ned og erstattet med nybyggeri – og heraf er særligt de ældre parcelhuse udsatte. Husene bliver ikke revet ned, fordi de ikke længere kan bruges, men fordi mange boligejere ser nedrivning og nybyg som den nemmeste og billigste vej til en større og mere energivenlig, moderne bolig.
Men når parcelhuse forsvinder, forsvinder også væsentlige arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter. Det har ikke kun betydning for det enkelte hus, men for vejen, kvarteret og hele forstaden. Og i kølvandet på nedrivningerne følger øget CO2-udledning, bunker af byggeaffald og et øget ressourceforbrug.
Til dette arrangement undersøger vi, hvilke barrierer, der findes for renovering frem for nedrivning – og hvordan vi kan overkomme dem. Handler det om boligidealer, økonomi eller manglende viden? Hvilken rolle spiller kommunerne? Og hvordan kan vi ændre boligkøbernes og ejendomsmæglernes syn på de ældre parcelhuse.
Arrangementet er især for dig, der står med de faglige problemstillinger til daglig – fx som praktiserende arkitekt eller planlægger. Og for dig, der interesserer dig for parcelhusenes arkitektur og fremtid. Det er gratis at deltage, hvis du er medlem af Arkitektforeningen eller af By og Land Danmark.
Samtalen faciliteres af redaktør på Arkitekten Albert Algreen-Petersen.
OBS. Er du medlem af Arkitektforeningen, melder du dig til via tilmeldings-knappen her. Er du medlem af By og Land Danmark, melder du dig til her.
Program
Interview: Parcelhuskvarteret under forandring
Hvad er det for en udvikling vi ser lige nu? Hvilke af parcelhusets kvaliteter skal vi lære at få blik for? Hvad skal vi bevare, og hvad skal vi give slip på?
Interview på scenen med Grethe Pontoppidan, arkitekt MAA, formand for By og Land Danmarks udvalg for Nyere tids arkitektur og indehaver af tegnestuen Arkitketuret.
Samtale: Sådan bringer vi parcelhuset godt ind i fremtiden
Arkitekt MAA Line Stougaard, tegnestuen ark oie
Som praktiserende arkitekt rådgiver Line parcelhusejere i, hvor lidt der faktisk skal til for at få et opgraderet og velfungerende parcelhus. Så hvordan mener hun, vi kan nytænke det klassiske parcelhus, så det i højere grad matcher danskernes boligdrømme og ændrede familiemønstre?
Kristine Virén, formidlingschef hos Videncentret Bolius
Kristine arbejder for at øge danskernes boligkvalitet gennem fakta, fif og fortællinger, og Bolius er én af de største platforme for formidling direkte til boligejerne. Kristine er også fast deltager i DR-programmet Hammerslag, hvor hun jævnligt ser danskernes boligdrømme udfoldet i praksis. Så hvad skal der efter hendes mening til, hvis boligkøbere og mæglere skal ændre deres blik på parcelhuset som ramme om det gode, moderne liv?
Signe Voltelen, arkitekt og byggesagsbehandler, Rødovre Kommune
I kraft af sin rolle som arkitekt og byggesagsbehandler kender Signe lovgivningens begrænsninger, især med hensyn til miljø, klima og kulturarv, og hun er velbevandret i den virkelighedskløft, mange kommuner oplever lige nu. På den ene side står den virkelighed, borgerne drømmer om, hvor eksisterende parcelhuse i stigende grad rives ned og erstattes af nye. Og på den anden står planlæggere og byggesagsbehandlere, som gerne vil dæmme op for de mange nedrivninger. Så hvilken udvikling ser man i Rødovre Kommune? Hvilke værktøjer er der i den kommunale værktøjskasse i dag? Og hvilke nye værktøjer kunne hun tænke sig?
Martin Enemærke, indehaver, ejendomsmægler, MDE, Nybolig
Som ejendomsmægler har Martin indsigt i købernes drømme og bekymringer for deres fremtidige bolig. Derudover arbejder han sammen med Rødovre Kommune om at formidle kvaliteterne af de eksisterende huse til køberne. Så hvilke barrierer ser han for, at flere vil istandsætte frem for at rive ned og bygge nyt? Hvilken rolle spiller ejendomsmæglerne? Og hvordan får vi flere med?
Afsluttende debat
Vi runder arrangementet af med fælles debat og en let forfriskning.
Få støtte til at vise det særlige i dit lokalsamfund frem

Arrangementet ‘Et møde mellem generationer på Bovense Gamle Skole‘ på Fyn blev til i samarbejde mellem foreningen Bovense Gamle Skole, Andelsgaarde og Spaanbrogaard. Fotograf: Susanne Lindberg.
Den 10. oktober bliver der igen åbnet for puljen ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’. Her kan man få støtte til et arrangement med fokus på fællesskaber og særlige steder.
Puljen ’Samlingskraft – Sammen om steder vi holder af’ åbner for femte gang for ansøgninger. Det sker i perioden fra den 10. oktober 2024 og frem til den 19. februar 2025.
I ansøgningsperioden har alle former for foreninger, lokale grupperinger og frivillige organisationer mulighed for at søge støtte til lokale arrangementer, der sætter fokus på vores fælles kulturarv og særlige steder i hele landet.
By og Land Danmark, der står bag Samlingskraft, opfordrer derfor alle med et engagement i deres lokalområde, til at tage del i Samlingskraft og søge op til 25.000 kr. til at sætte emner som bæredygtige materialer, bevaring og fællesskab på dagsordenen. Med kommunalvalget i 2025 kan et arrangement give mulighed for at skabe debat om de steder, der betyder noget for vores lokalsamfund, og for at bidrage til den politiske dagsorden.
Samlingskraft er finansieret af den filantropiske forening Realdania.
Over 120 fantastiske arrangementer i hele landet
Siden Samlingskraft-projektets start er der blevet afholdt over 120 inspirerende og engagerede arrangementer rundt omkring i Danmark.
Arrangementerne har alle på forskellig vis sat fokus på at bevare vores alles værdifulde kulturarv og givet lokalsamfund mulighed for at dele viden, skabe debat og bygge fællesskaber omkring de steder, vi holder af. Fra debatter om byudvikling og bevaringsværdige bygninger til vandreture i historiske kulturlandskaber, har Samlingskraft gjort det muligt at løfte den lokale opmærksomhed på væsentlige emner og steder.
Samlingskraft er en unik mulighed for at sætte fokus på de steder, der betyder noget for ens lokalsamfund. Uanset om det handler om at bevare historiske bygninger, beskytte kulturlandskaber eller skabe debat om byudvikling.
Se hvordan tidligere ansøgere har gjort og find inspiration til jeres arrangement her.
Mulighed for sparring
By og Land Danmark opfordrer i øvrigt til at sende ansøgningen i god tid. Selv om ansøgningsfristen er den 19. februar 2025, er det vigtigt at få sat gang i processen så hurtigt som muligt. Det er med til at sikre, at man kan få den sparring og vejledning, By og Land Danmark tilbyder, så arrangementet får de bedste chancer for at blive en realitet.
Se tjeklisten inden I laver jeres ansøgning her.
Se hvilke krav, I skal opfylde her.
Samlingskraft er et projekt, der bliver drevet af foreningen By og Land Danmark. Projektet er finansieret af Realdania.
Ansøgningsperiode: 10. oktober 2024 – 19. februar 2025 For yderligere information om ansøgningsprocessen og sparring, kontakt:
Projektleder i By og Land Danmark, Anders Bundgaard Nielsen
22 94 41 50
samlingskraft@byogland.dk
samlingskraft.dk

invitation til valby idéfestival 2024
Hvad der skal ske med Rytterskolen og Prinsessens Hus, når biblioteket flytter ud…
Om få år flytter Valby Bibliotek ud af de historiske bygninger i Annexgade, Rytterskolen og Prinsessens Hus. Det efterlader et kæmpehul centralt i Valby. Hvad skal give Valby ny puls? Med Valby Idéfestival er målet at få friske ideer frem i lyset.
Arrangørerne, Valby Lokaludvalg, By og Land Valby samt Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv, inviterer alle valbyborgere – uanset alder, interesser og køn – samt skoler, erhvervslivet og foreninger til at komme med deres bud på et nyt samlingssted i de gamle rammer i hjertet af Valby. Find meget gerne sammen med andre i Valby, og lav forslaget sammen med dem, hvis det kan understøtte ideen.
Onsdag den 11. september introduceres festivalen i Valby Kulturhus 5. sal kl. 19-21. Mød juryen, få svar på dine spørgsmål.
Søndag den 5. oktober præsenteres alle forslagene kl. 14-16 i Valby Kulturhus 5. sal. Publikum kan stemme om, hvilket forslag fortjener den særlige publikumspris og alle forslagsstillere modtager et diplom. Arrangementet er gratis og alle velkomne!
Læs alt om Valby Idefestival 2024 og hvordan du deltager på Valby Lokaludvalg
Læs mere og se invitation her
Tilmelding til Valby Idéfestival behøves ikke.
sådan får du din idé med på vALBY IDEFESTIVAL 2024
Forudsætninger:
Inden du/I går i gang med dit forslag, skal du/gruppen vide at:
- Københavns Kommune vil fremover stadig være ejer stadig bygningerne
- Huset skal være offentligt tilgængeligt
- Arrangørerne forbeholder sig ret til efterfølgende blande de udvalgte forslag og finde frem til det eller de forslag, der tilsammen synes at ville inddrage Valbys borgere bedst og i størst muligt omfang
- Alle forslagsstillere vil modtage et diplom for deres deltagelse i Valby Idéfestival 2024. Forslagsstillerne har ingen krav på præmie; en udpeget jury vil udvælge 3-4 forslag, der vil indgå i den videre proces Københavns Kommune, evt. med inddragelse af forslagsstillerne.
- Arrangørerne må offentliggøre forslagene i alle medier og også i forslagenes afleveringsform (f.eks. i form af en udstilling).
Dit forslag skal indeholde følgende informationer:
- Titel på forslaget
- Hvem står for forslaget (navn, adresse, mob.nr.)
- Indhold eller funktion – hvad er din idé?
- Hvem drifter huset?
- Hvem vil bruge huset? Hvem af glæde af din idé?
- Hvordan vil Valbys borgere får glæde af din idé?
- Hvilke tider af døgnet?
- Har du en idé om, hvor mange, der vil bruge huset?
- Hvorfor er det gamle bibliotek et godt sted til din idé?
- Hvordan skal huset bruges med de forskellige bygninger, som det er opdelt i?
- Hvordan kan pladsen foran biblioteket og den lille gårdhave bruges?
Afleveringsformat:
Det står deltagerne frit at aflevere i form af en planche, et hæfte, en model, et skrift eller lignende. Der må ikke afleveres digitale forslag. Afleveringerne må ikke være anonyme, men skal forsynes med navn på forslagsstillerne inkl. kontakter.
Max. Størrelse på formatet er A2.
Deadline og aflevering af formatet
Forslag skal afleveres fysisk torsdag 3. oktober 2400 i Valby Lokalarkiv mellem kl. 15 og 17.00.
Adressen er Mosedalvej 1 i Valby.
God arbejdslyst, vi glæder os til at se jeres forslag!
program for valby idefestiVAL 2024 (OPDATERES LØBENDE)
Onsdag 11. september kl. 19-21: Kick-off til Valby Idéfestival 2024
Få inspiration til at gå videre med din idé til et nyt samlingssted i Annexgade 2. Hør inspirerende oplæg og mød Idéfestivalens jury og få svar på dine spørgsmål.
Sted: Kulturhuset 5. sal, Valgårdsvej 4 i Valby.
Gratis adgang. Alle er velkomne. Arrangørerne serverer øl/vand og snacks.
Torsdag 3. oktober kl. 15-17: Deadline og aflevering af forslag
Sted: Valby Lokalarkiv, Mosedalvej 1, 2500 Valby
Lørdag 5. oktober kl. 14-16: Idefestival 2024
Vi hylder idéerne og deres ophav. Oplev idé-udstillingen og stem på den idé, som du synes er den bedste til den særlige Publikumspris. Se og hør, hvilke ideer juryen har lagt særligt vægt på. Taler og overrækkelse af diplomer til forslagsstillerne. Ideerne skal indgå i arbejdet med f
Sted: Kulturhuset 5. sal, Valgårdsvej 4 i Valby.
Gratis adgang. Alle er velkomne. Arrangørerne serverer øl/vand og snacks.
Arrangører:
Valby Lokaludvalg
By og Land Valby
Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv
Kontaktperson: Jens Aaberg, formand for By og Land Valby mail: valby@byogland.dk, mobil 40 50 84 45
Se mere om afdelingens arbejde på Facebook
Arrangørerne ønsker at takke Realdania og By og Land Danmark for økonomisk støtte til Valby Idéfestival 2024 gennem puljen Samlingskraft. LÆS MERE OM SAMLINGSKRAFT HER