Det ikoniske Aarhus Universitet skal fredes

Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede Universitetsparken, Vennelystparken og udvalgte bygninger opført til Aarhus Universitet. Sagen er blevet behandlet i Det Særlige Bygningssyn efter forslag fra By og Land Danmark – Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.

By og Land Danmark sendte fredningsforslag for det samlede universitet til Slots- og Kulturstyrelsen i september 2019. Efter grundige overvejelser om, hvordan så stort et anlæg med park og et utal af bygninger opført over en meget lang tidsperiode kan fredes, foreslog foreningen, at det er det samlede kulturmiljø, der fredes.

’Vi er rigtigt stolte over, at kunne pege på så vigtigt et anlæg i den danske bygnings- og landskabskultur, og at resultatet bliver en fredning, der samler både parken og bygningerne.’ siger Iben Bækkelund Jagd, formand for By og Land Danmark. ’Aarhus Universitet er et ikonisk universitetsbyggeri, der er kendt og anerkendt både nationalt og internationalt. Det er åbenlyst, at her er nogle kulturelle værdier, vi som samfund skal værne om.’

Det er parken der er centrum

Aarhus Universitet er kendt for at være anlagt i en park, der samler universitets gule murstensbygninger i en sammenhæng, der med tiden er blevet et af landets mest ikoniske kulturmiljøer. De ældste bygninger er fra 1933 og den nyeste blev indviet i 2018. Arkitekturen er den funktionelle stil, hvor international funktionalisme fortolkes i dansk håndværkstradition. Derfor er det samlede indtryk også unikt dansk.

Universitet er en stor og aktiv arbejdsplads, derfor skal fredningen gå hånd i hånd med en hverdag, der skal rumme alle studerende og ansatte sammen med de mange borgere, der besøger parken hver dag. ’Vi synes, det er virkelig spændende, at der bliver taget hul på nogle store fredninger, der inkluderer mange bygninger og arealer i mellem. Den danske bygningskultur har udviklet sig fra den første fredningslov blev gennemført. Nu er tiden inde til at tage hul på de fredninger, der beskytter vores velfærdsarkitektur. Aarhus Universitet er et godt sted at starte.’ understreger Iben Bækkelund Jagd.

Konkurrencen om formgivning af Aarhus Universitet blev vundet af arkitekterne Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann, der sammen med landskabsarkitekt C. Th. Sørensen fødte idéen om kantede bygninger i et dramatisk svunget landskab.
Du kan læses hele By og Land Danmarks fredningsforslag her.

Fakta om By og Land Danmark:

By og Land Danmark er drevet af frivillige kræfter, der arbejder for at bevare og udvikle bygninger, haver, landskaber og bymiljøer i Danmark – for at værne om det værdifulde der eksisterer, og for at nyt integreres med omtanke og kvalitet.
Vi er fællesorganisation for knap 90 lokalforeninger, dækkende hele landet. Foreningen er oprettet i 1966, kan foreslå bygningsfredningssager direkte for Det Særlige Bygningssyn, udgiver bladet By & Land, og afholder årligt en række møder, udflugter og arrangementer.

Kontakt:

Iben Bækkelund Jagd
Iben.Jagd@byogland.dk

Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der er myndighed for de fredede bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker i Danmark. Du kan læse deres pressemeddelelse her