Erik Julius Petersen vinder Bygningskulturprisen 2024 sammen med formand Iben Bækkelund Jagd

Vinder af Bygningskulturprisen 2024 Erik Julius Petersen sammen med formand for By og Land Danmark Iben Bækkelund Jagd. Foto: Jan Hansen

By og Land Danmark uddeler hvert år en bygningskulturpris til et medlem af By og Land Danmark, som arbejder og gør noget særligt for at skabe opmærksomhed omkring bygnings- og landskabskulturen. Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2010.

I 2024 går prisen til Erik Julius Petersen fra Bygningskultur Ringsted. I indstillingen lød begrundelsen, at prisen går til en ildsjæl, der har formået at sætte både sit navn og foreningen, som han er formand for, på landkortet. Han har været med til at starte en forening op og gøre den både relevant og aktiv for såvel medlemmer som i det politiske arbejde.

Erik Julius Petersen arbejder utrætteligt for bygningskulturen i Ringsted Kommune. Prisen uddeles, fordi han altid taler bygningernes sag og ikke er bange for at tage et standpunkt. For hans fænomenale evne til at debattere og sætte en dagsorden både i aviser og på sociale medier. Ofte med et glimt i øjet og altid med sans for sagen. Han tør tage kampen op og både hylde de gode eksempler og sætte spot på de dårlige.

Ringsted Kommunes Arkitekturpris gik i år til Gyrstinge Skovhuse 16 efter indstilling fra Bygningskultur Ringsted. Som formand for foreningen har han desuden stået for to succesfulde arrangementer fra By og Land Danmarks pulje Samlingskraft.

Endelig er Erik Julius Petersen medlem af By og Land Danmarks fagudvalg Plan- og Klimaudvalget, hvor han var en af de bærende kræfter i udarbejdelsen af By og Lands højhuspolitik og i arbejdet med den kommende politik om bevaringsværdige bygninger.

I By og Land Danmark er vi glade for og meget stolte af, at Erik Julius Petersen vil være en del af foreningen, og at han bidrager både lokalt og nationalt for at løfte den bygningskulturelle dagsorden. Læs hele indstillingen her.