BOLIGER TIL HELE LIVET
Nybyggeri er yderst klimabelastende, ikke mindst fordi vi bor på alt for mange kvadratmeter. For at afbøde den buldrende klimakrise skal vi ikke bygge mere nyt. FN ́s klimapanel gør det klart, at vi skal bruge de kvadratmeter, vi allerede har bygget.
I Greve Kommune har vi store arealer med 60érne og 70érnes parcelhuse og parcelhuskvarterer – og disse rummer væsentlige kulturhistoriske og arkitektoniske værdier – og et stort potentiale. Det er en attraktiv boligform – men også en monokultur. Parcelhusene og – kvartererne er bygget overvejende til ”kernefamilien” og har ikke rent fysisk tilpasset sig ift. de ændrede familieformer, eksempelvis skilsmissefamilier, singler og andre skiftende livsfaser – men også i parcelhuskvartererne kan vi etablere blandede boligformer – med respekt for eksisterende karakter og særpræg. Mange huse egner sig til at blive indvendigt ombygget til flere boliger, familieboliger, boliger til par og singler, varierende versioner af bofællesskaber.
Faktum er at kvartererne ændrer sig – og det ikke til det bedre. Kontekstblinde totalrenoveringer eller klimabelastende maksimeret nybyg – dem der river huse ned, dem der rydder haven for alt biodiversitet og fælder alle træer, fjerner hækken og sætter lukket dødt plankeværk helt i skel. Kun affaldsspande, inkl. den til giftigt affald bliver sat ud til vejen i det børnevenlige kvarter, som de bosatte sig i. De færreste gør det bevidst for at devaluere – det er manglende bevidsthed, manglende byplanlægning eller håndhævelse af regler, for dårlige lokalplaner, spam med vildledende markedsføring, osv.
Dette emne handler også at medvirke til en ansvarlig, social og økonomisk bæredygtig byudvikling. Hvis vi rykker tættere sammen kan vi også skabe mulighed for at vi bedre kan tage os af hinanden, for vi ser også ind i en fremtid med stor mangel på hænder til de velfærdsopgaver som vi i dag forventer, at kommunen tager sig af. Ved at rykke tættere samme og på tværs af generationer og livssituationer kan vi lære af hinandens erfaringer, men også hjælpe hinanden i hverdagen.
Det er muligt, hvis vi sørger for at identificere og sikre eksisterende kvaliteter og forme de rette rammevilkår.