Foto: Line Stougaard, Ark OIE

Parcelhuset: Hvordan gentænker vi Danmarks mest udbredte boligform?

Er du også optaget af, hvordan vi kan bremse den stigende tendens til at rive parcelhuse og andre enfamiliehuse ned og i stedet sætte fokus på renovering og nytænkning af den både elskede og udskældte boligform? Kom med, når By og Land Danmark og Arkitektforeningen udforsker boligidealer og kommunernes handlerum. Mandag d. 18. november 2024 kl. 15.30-17.00 hos Arkitektforeningen i København. 

Hvert år bliver 1.100 enfamiliehuse revet ned og erstattet med nybyggeri – og heraf er særligt de ældre parcelhuse udsatte. Husene bliver ikke revet ned, fordi de ikke længere kan bruges, men fordi mange boligejere ser nedrivning og nybyg som den nemmeste og billigste vej til en større og mere energivenlig, moderne bolig.

Men når parcelhuse forsvinder, forsvinder også væsentlige arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter. Det har ikke kun betydning for det enkelte hus, men for vejen, kvarteret og hele forstaden. Og i kølvandet på nedrivningerne følger øget CO2-udledning, bunker af byggeaffald og et øget ressourceforbrug.

Til dette arrangement undersøger vi, hvilke barrierer, der findes for renovering frem for nedrivning – og hvordan vi kan overkomme dem. Handler det om boligidealer, økonomi eller manglende viden? Hvilken rolle spiller kommunerne? Og hvordan kan vi ændre boligkøbernes og ejendomsmæglernes syn på de ældre parcelhuse.

Arrangementet er især for dig, der står med de faglige problemstillinger til daglig – fx som praktiserende arkitekt eller planlægger. Og for dig, der interesserer dig for parcelhusenes arkitektur og fremtid. Det er gratis at deltage, hvis du er medlem af Arkitektforeningen eller af By og Land Danmark.

Samtalen faciliteres af redaktør på Arkitekten Albert Algreen-Petersen.

OBS. Er du medlem af Arkitektforeningen, melder du dig til via tilmeldings-knappen her. Er du medlem af By og Land Danmark, melder du dig til her.

Program

Interview: Parcelhuskvarteret under forandring

Hvad er det for en udvikling vi ser lige nu? Hvilke af parcelhusets kvaliteter skal vi lære at få blik for? Hvad skal vi bevare, og hvad skal vi give slip på?

Interview på scenen med Grethe Pontoppidan, arkitekt MAA, formand for By og Land Danmarks udvalg for Nyere tids arkitektur og indehaver af tegnestuen Arkitketuret.

Samtale: Sådan bringer vi parcelhuset godt ind i fremtiden

Arkitekt MAA Line Stougaard, tegnestuen ark oie
Som praktiserende arkitekt rådgiver Line parcelhusejere i, hvor lidt der faktisk skal til for at få et opgraderet og velfungerende parcelhus. Så hvordan mener hun, vi kan nytænke det klassiske parcelhus, så det i højere grad matcher danskernes boligdrømme og ændrede familiemønstre?

Kristine Virén, formidlingschef hos Videncentret Bolius
Kristine arbejder for at øge danskernes boligkvalitet gennem fakta, fif og fortællinger, og Bolius er én af de største platforme for formidling direkte til boligejerne. Kristine er også fast deltager i DR-programmet Hammerslag, hvor hun jævnligt ser danskernes boligdrømme udfoldet i praksis. Så hvad skal der efter hendes mening til, hvis boligkøbere og mæglere skal ændre deres blik på parcelhuset som ramme om det gode, moderne liv?

Signe Voltelen, arkitekt og byggesagsbehandler, Rødovre Kommune
I kraft af sin rolle som arkitekt og byggesagsbehandler kender Signe lovgivningens begrænsninger, især med hensyn til miljø, klima og kulturarv, og hun er velbevandret i den virkelighedskløft, mange kommuner oplever lige nu. På den ene side står den virkelighed, borgerne drømmer om, hvor eksisterende parcelhuse i stigende grad rives ned og erstattes af nye. Og på den anden står planlæggere og byggesagsbehandlere, som gerne vil dæmme op for de mange nedrivninger. Så hvilken udvikling ser man i Rødovre Kommune? Hvilke værktøjer er der i den kommunale værktøjskasse i dag? Og hvilke nye værktøjer kunne hun tænke sig?

Martin Enemærke, indehaver, ejendomsmægler, MDE, Nybolig
Som ejendomsmægler har Martin indsigt i købernes drømme og bekymringer for deres fremtidige bolig. Derudover arbejder han sammen med Rødovre Kommune om at formidle kvaliteterne af de eksisterende huse til køberne. Så hvilke barrierer ser han for, at flere vil istandsætte frem for at rive ned og bygge nyt? Hvilken rolle spiller ejendomsmæglerne? Og hvordan får vi flere med?

Afsluttende debat

Vi runder arrangementet af med fælles debat og en let forfriskning.