Den 29. maj 2019 er der netværksmøde i Netværk for Bindingsværk. Temaet er egnsbyggeskik, og programmet er fyldt med oplæg om bindingsværk fra hele landet. Som altid er der rundvisning det sted der besøges.
Selv om Danmark er et relativt lille land, er der alligevel store forskelle på den ældre landbebyggelse fra egn til egn. Bygningernes udformning og placering er tilpasset de landskabelige og klimatiske forhold, og er oftest opført af de byggematerialer, der kunne skaffes lokalt.
Før 1850 finder vi mange egnsspecifikke forskelle i dansk bygningskultur, der er påvirket af særlige byggematerialer eller kulturhistoriske forhold. Indenfor bindingsværkshuse findes der især ret mange lokale variationer. Kigger vi på de store linjer, er der især nogle markante forskelle mellem byggeskikken på Sjælland og Lolland-Falster, og på Fyn og Jylland, mellem ’Østdanmark’ og ’Vestdanmark’. Men dertil kommer at bindingsværkstraditionerne i en enkelt landsby, Tårnby på Amager, og delvist også i Dragør, på forskellig vis påvirket af hollandsk bindingsværk. Bindingsværket på Læsø er påvirket af at skulle bære det tonstunge tangtag, og på Bornholm har fraværet af 1700-tallets udflytning af landsbyerne medført helt særlige bindingsværkstraditioner.
Læs hele programmet som pdf her
Tilmelding i formularen herunder senest den 22. maj 2019
Det er ikke længere muligt at melde sig til dette arrangement