Fredag den 7. november er der åbent hus i Bygningskulturens Hus i Borgergade 111 i København mellem 16:30 og 24:00. 

Dørene bliver åbnet til fælles velkomst og herefter er der mulighed for at besøge husets beboere til forskellige underarrangementer og til sidst samles alle til musik og mad efterfulgt af fest.

Landsforeningen inviterer til debat med Bo Manderup, medlem af Vordingborg Kommunalbestyrelse og gruppeformand for Venstre, om, hvordan de gode bevaringsintentioner mødes med den lokalpolitiske virkelighed, hvor økonomi, prioritering og studehandler er en del af hverdagen? En virkelighed hvor medlemmerne af kommunalbestyrelserne har uindskrænket magt for så vidt angår lokalplanspørgsmål og de bevaringsværdige bygninger og hvor denne magt alt for sjældent bliver brugt til fordel for bevaring af bygninger, kulturmiljøer og landskabskultur. 

Bo Manderup har mødt denne virkelighed, hvor hensynet til de bevaringsværdige bygninger ikke prioriteres. En verden, hvor bevaring ofte anses for afvikling, hvor udvikling skabes af nye bygninger og dispensationer til lokalplaner er reglen mere end undtagelsen. Beslutninger om lokalplaner og bygninger træffes ofte ud fra kortsigtede økonomiske og kommercielle interesser, der vejer tungere end hensynet til bevaringsværdier. 

Hvad er det, som alle os bygningskulturinteresserede har set og forstået og som lokalpolitikerne endnu ikke har fået øjnene op for? Fører vi som bevaringsentusiaster de ”rene hænders politik” – i et græsrods-arbejde, hvor vi er så dejligt behaglige fri for at skulle prioritere mellem midler til bygningsbevaring, børnehavepædagoger og kvalitetsmad til de ældre? Er det ikke på tide, at vi trækker i arbejdstøjet og går ud i den virkelige verden og tager et reelt ansvar – eller skal vi ‘bare’ blive ved med at bekræftet hinanden i, at vi har den ‘ rigtige’ opfattelse af virkeligheden og bevaringsindsatsen.  

Kom og være med og debatter.

Læs hele programmet og tilmeld dig her