Foto: er venligst udlånt af Lemvig Folkeblad v Johan Gadegaard
Henrik B. Hoffmeyer døde den 20. juni i en alder af 79 år efter flere års kamp mod kræften.
Henrik havde livet igennem en glødende interesse for historie og arkitektur og var fra starten af 1980’erne dybt involveret i bygningsbevaringssagen. Det begyndte i Holstebro, hvor han i mange år var formand for lokalforeningen, men der skulle ikke gå mange år, før han indtrådte i bestyrelsen for Sammenslutningen for Bygnings- og Landskabskultur (senere Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur) og var sammen med Klaus Eggers Hansen initiativtager og redaktør for bladet By & Land, der første gang udkom i 1985. Efter en kort afstikker til Gamle Bygningers Bevaring, hvor han i to år var formand, vendte Henrik i 1995 tilbage til Landsforeningen som formand, en post som han bestred indtil 2006.
Det var i denne periode Landsforeningen tog det store spring fremad og fik sekretariat i København samtidig med, at Landsforeningen fik tilkendt retten til at rejse bygningsfredningssager og fik plads i Det Særlige Bygningssyn. Dette var først og fremmest Henriks fortjeneste, ligesom Henrik var involveret i oprettelsen af de regionale kulturmiljøråd. Sideløbende var Henrik fortsat en aktiv formand i Holstebro, bestyrelsesmedlem i Hjerl Hede, Herningholm Museum og fik etableret årlige regionalmøder i Landsforeningen, som han altid selv deltog i.
At stå i spidsen for en landsdækkende folkelig forening i stærk vækst og med mange ambitioner er bestemt ingen nem opgave, hvilket Henrik også måtte sande, men både i medgang og i modgang viste Henrik format. Han var en sand gentleman, og havde altid overskud til altid at være venlig og opmærksom overfor sine omgivelser.
Henrik var til det sidste optaget af bygningsbevaringssagen og var fra 2008 og til sin død aktiv som bestyrelsesmedlem i Foreningen Straatag, hvor vi har haft stor gavn og glæde af hans tilstedeværelse.
Henrik har haft en meget stor betydning for bygningsbevaringssagen, og vi vil huske ham som et prægtigt menneske.
Af Torben Lindegaard Jensen