Vil du være med til at styrke den danske bygnings- og landskabskultur i lokale samarbejder? Så er du måske den projektleder, som By og Land Danmark søger.

By og Land Danmark søger lige nu en akademisk medarbejder med viden om bygnings- og landskabskultur og lyst til at arbejde i en NGO, der vil gøre en forskel for landets kulturarv. De næste tre år gennemføres, i samarbejde med den filantropiske forening Realdania, et projekt, som har fokus på bygningskultur og bæredygtighed i lokale sammenhænge. Vi har derfor brug for en projektleder til at facilitere og kvalificere projektet, og ikke mindst have hånd i hanke med samarbejdspartnere, processer og deadlines. Derfor søger vi en fagligt velfunderet, organisatorisk stærk kollega, som har gode samarbejdsevner og kan følge projekter til vejs ende.

Stillingen

Der er tale om en tre-årig projektstilling med mulighed for forlængelse, hvor opgaverne vil være fordelt inden for to primære områder:
– Projekt om lokal bygningskultur, hvor opgaverne omfatter udvikling og fremdrift af projekt, økonomisk overblik og koordinering af projektets deltagere.
– Udarbejdelse af bygningsfredningsforslag. Denne del af arbejdet omfatter deltagelse i udvalgsmøder, besigtigelse i hele landet og indsamling af viden. Dertil vil du i mindre omfang skulle deltage i øvrige sekretariatsopgaver efter aftale.

Om dig:

Du har en akademisk uddannelse inden for kulturarv eller arkitektur. Vi er dog åbne for andre fagligheder med relevans for opgaven. Du er måske nyuddannet, men har gennem dit studiejob m.v. fået relevant erhvervserfaring – eller måske har du et par års erfaring fra andre stillinger. Dette kan sagtens være din første som projektleder; dine faglige og sociale kompetencer og dit engagement er afgørende.

Hos os får du et alsidigt arbejde i spændingsfeltet mellem ildsjæle og professionelle, politiske strategier og hverdagens praktiske opgaver. Lige nu er foreningen i gang med at udvikle sig, det betyder, at vi skal udvide sekretariatet med en medarbejder, der understøtter vores projekter samt servicerer vores fagudvalg og arbejder med bygningsfredningsforslag.

Du har erfaring med, eller er nysgerrig på frivilligt arbejde, forskellige fagligheder og samarbejdspartnere. Det er vigtigt for os, at du er en holdspiller, både i det daglige arbejde i et lille sekretariat og på den store bane med mange interessenter.

Hvem er vi:

By og Land Danmark er en landsdækkende NGO, som arbejder for bevaring og udvikling af de arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger, landskaber og bymiljøer i Danmark. Landsorganisationen samler de mange lokale foreninger og personlige medlemmer. Du kan læse mere om os her.

Kontoret ligger i Nyboder i København, hvor vi deler faglig interesse, adresse og faciliteter med Historiske Huse.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til sekretariatet v. Nanna Uhrbrand på 70 22 12 99 eller næstformand i bestyrelsen Peter Tom-Petersen på 20 10 44 57.

Løn og ansættelsesvilkår aftales efter kvalifikationer.

Stillingen er til besættelse snarest muligt og der indkaldes derfor løbende til samtale.

Ansøgning sendes til nanna.uhrbrand@byogland.dk mrk. ”projektleder” i emnefeltet.