Da Bygningsfredningsloven var til revision sidste gang, i 2008, havde Landsforeningen blandt mange andre gode ønsker et udspil vedrørende oprettelse af beskyttelseszoner omkring fredede bygninger.
Baggrunden var og er den, at en bygningsfredning, med mindre andet er fastsat, kun gælder selve bygningen og groft sagt ikke en millimeter ud fra facaderne. Med andre ord har loven siden sin oprindelige vedtagelse i 1918 ikke været til hinder for, at man f.eks. i historiske gadestrøg kunne bygge et nyt hus klods op ad et fredet hus uden hensyntagen til dettes arkitektur, og det er der desværre mange skræmmende eksempler på landet over.
Heldigvis har indførelsen af bevarende byplanlægning siden 1960’erne medvirket til, at der i visse byer er indført restriktioner, når det gælder nybyggeri i særligt værdifulde bydele, men en garanti for, at uheldige forandringer ikke finder sted, giver de dog ikke, og hvor galt det så går i bydele, der slet ikke er omfattet af bevaringsbestemmelser, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig.
Landsforeningens forslag i 2008 blev jordet af en anden interesseorganisation, nemlig Kommunernes Landsforening (KL), og nåede således ikke frem til debat i Folketinget. Det kan ikke helt overraske, at KL gik imod, for en centralt indført lovbestemmelse af omhandlede karaktér vil i høj grad kunne hæmme mulighederne for selvstændig, kommunal planlægning.
På den anden side er det et spørgsmål, om emnet: beskyttelse af omgivelserne til den del af vor bygningskulturelle arv, som staten finder særlig værdifuld og derfor freder, ikke er af så væsentlig betydning, at det fortsat skal være overladt til de kommunale myndigheder at afgøre de konkrete tilfælde fra sag til sag og med meget forskelligt udfald.
Nu er der i Folketinget for første gang opstået politisk sympati for de tanker, Landsforeningen slog til lyd for for år tilbage, idet Dansk Folkeparti i februar fremsatte et såkaldt forslag til folketingsbeslutning (nr. B 47) om, at ”de skal være muligt…at fastsætte en beskyttelseszone, så det sikres, at den fredede bygnings kvalitet ikke påvirkes eller forstyrres af uvedkommende eller skæmmende elementer på en måde, så bygningen udseende og karakter og samspillet med omgivelserne forringes, og således at de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier og den sammenhæng, bygningen indgår i, fastholdes.”
Dansk Folkeparti går endog endnu videre i samme forslag, idet partiet foreslår, at ”man (skal) kunne frede bygningshelheder af enestående national betydning, også selv om enkelte bygninger isoleret set ikke opfylder kravene til fredning.”
Desværre var der ikke særlig stor imødekommenhed fra de andre partier i Folketinget, da beslutningsforslaget blev drøftet i salen den 6. april i år. Der kom lidt sympatitilkendegivelser fra visse politikere i andre partier, men det var alt. Sagen er dermed ikke afgjort, omend det ser sort ud for en heldig løsning. Nu verserer den i Folketingets kulturudvalg og vil muligvis blive fremlagt i Folketinget igen i efterårssamlingen i år.
Da begge de nævnte delforslag, der må lyde som liflig musik i ørerne på bygningsbevaringstilhængere, ikke har fået den medieomtale, de fortjener, er det en ekstra grund til at fremdrage dem her.
Det vil være en stor fejltagelse, hvis man ikke i bevaringsvenlige kredse studerer og diskuterer DF`s nye udspil og bakker dem op udadtil så vel som på de indre linjer.
Det er muligt, ja, sandsynligt, at DF’s projekt strander, inden året er omme, men det er den første officielle, politiske bevågenhed, som væsentlige problemstillinger, som bl.a. Landsforeningen kæmper for at få løst, hermed er blevet til del.
Ikke mindst i disse tider, hvor affredningsspøgelset går hærgende gennem landet, er det relevant at tage godt imod initiativer, uanset hvor de kommer fra, som har til hensigt at gavne den byggede kulturarv i en langt større målestok end hidtil muligt.
Da staten efter flere års tilløb i 1918 indførte lovgrundlaget for bygningsfredning, var det et indgreb i den kommunale selvbestemmelse, men det har vel ingen fortrudt i dag. Næsten 100 år senere kunne et nyt og passende skridt i statens bevaringsengagement være en udvidelse af fredningsbegrebet og en sikring af det kulturhistoriske miljø, som fredede bygninger, i by og på land, ligger i.
Tænk, hvis Folketinget kunne samles om at lovfæste disse bestræbelser senest i 2018 – sikke en jubilæumsgave til befolkningen!
Helge Torm – (også udgivet som leder i By & Land 103)