kulturmiljø - hvordan kan det fredes

Områdefredninger kunne have reddet Carlsberg Byen og Slagterhusene

Det er ikke nødvendigvis det enkelte parcelhus, der er værd at bevare, det er parcelhuskvarteret og de store almene byggerier som helhed, der skal bevares, skriver Karen Margrethe Olsen, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, i debatindlæg, der var i Politiken Byrum den 4. august 2020.

Vi skal længere end sokkel- og matrikelprincippet. Princippet betyder, at fredninger ofte alene bliver et udtryk for en enkelt bygnings arkitektur og historie, og dermed går vi glip af den store fortælling.

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har i flere år argumenteret for, at fredninger bør være helhedsorienterede. Mange – for mange – eksempler viser, at enkeltfredninger af bygninger ikke i sig selv kan fortælle historien på ordentlig vis.

Hvad nytter det, hvis omgivelserne til en fredet bygning bliver plastret til med utilpasset byggeri? Så ryger en væsentlig del af fortællingen. Tænk bare på Carlsberg Byen og dens overbebyggede arealer, der helt overskygger fortællingen om bryggeriet.

Vi har brug for områdefredninger for at sikre helheder af nationalbetydning.

Vi har også brug for områdefredninger til at sikre nogle af de store, almennyttige byggerier fra 1950’erne og 1960’erne

Landsforeningen har blandt andet stillet forslag om en fredning af Aarhus Universitet og Grenhusene i Hvidovre. Vi stillede også forslag om at frede de gamle slagterhuse på Enghavevej i København. Det blev ikke til noget, netop fordi områdefredninger ikke er en mulighed inden for den nuværende lovgivning og praksis.

Det er ikke det enkelte parcelhus, der er værd at bevare

Vi har også brug for områdefredninger til at sikre nogle af de store, almennyttige byggerier fra 1950’erne og 1960’erne. Disse byggerier er ikke blot huse, men hele områder, der af gode arkitekter blev tænkt sammen indendørs og udendørs. De har stor værdi, fordi de beriger hinanden.

Vi må også kigge på de store parcelhusområder, der i 1960’erne og 1970’erne skød op overalt i vores mange provinsbyer. De rummer i dag en vigtig historie om byggeskik og materialer, og de fortæller også historien om, hvordan Velfærdsdanmark udviklede sig i den periode.

Mange af velfærdssamfundets bygninger kræver en ny måde at tænke fredning på

Langt de fleste parcelhuskvarterer ligger i dag ubeskyttede hen. Det gør de, fordi de gældende lokalplaner for områderne, hvor de er bygget, ikke indeholder krav til materialevalg, ombygninger med mere, men det kræver også, at vi får blik for andre fredningsværdier end de traditionelle.

Det særlige ved for eksempel mange parcelhusbebyggelser er ikke det enkelte parcelhus, men samlingen af huse, bebyggelsesplanen, vej- og stiforløb med mere. Det fortæller historien om en moderne måde at leve på, og det skal fredningsredskabet også kunne rumme.

KL bremser områdefredninger

Mange af velfærdssamfundets bygninger kræver en ny måde at tænke fredning på. Vi kan heller ikke frede alt. Men det er værd at bemærke, at fredningslovens paragraf 1 omtaler, at fredninger også skal »belyse bolig-, arbejds-, og produktionsvilkår og andre væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling«.
Det er især modstand fra Kommunernes Landsforening (KL), som har resulteret i, at områdefredninger endnu ikke er en realitet. Vi kan samtidig konstatere, at bevaring af helheder igennem bevarende lokalplaner heller ikke prioriteres tilstrækkeligt ude i kommunerne.

Vi mener derfor, at det er på tide, at kulturministeren og Folketinget nu sikrer, at denne fredningsmulighed bliver en realitet.

Du kan læse debatindlægget i hos Politken Byrum. Her kan du også deltage i debatten.