Dette indlæg er bragt i Byrummonitor d. 24. april 2023
Det er ikke nok at dokumentere eller bevare så lidt, at det ikke kan opleves eller sanses i dagligdagen. Når vi stille og roligt fjerner brik efter brik i det puslespil, kan vi til sidst ikke længere se, hvad vi kommer af, skriver Iben Jagd, formand for By og Land Danmark.
Mange af os fulgte i marts sagen i Køge, hvor en fin Bedre Byggeskik-villa må lade livet for nybyggeri. Ikke fordi der var noget videre galt med huset, men fordi man ville noget andet.
Den private ejendomsret skal naturligvis respekteres, og ejer har handlet i god tro. Men det er laveste fællesnævner.
At der ikke var et forbud mod at ødelægge bygningsarven, er ikke ensbetydende med, at man kan fralægge sig ansvaret for sin kulturarv, for fællesskabet og for eftertiden. Det er kortsigtet, historieløst og snæversynet.
I By og Lands sekretariat kom der flere henvendelser om huset i Køge: Kunne vi gøre noget, kunne det stoppes? Men nedrivningstilladelsen er en politisk beslutning, og end ikke massiv opmærksomhed på de sociale medier, Berlingskes dækning, meningsdannere inden for arkitektur og mange andres ytringer kunne redde huset. Heller ikke selvom det ud fra et klimaperspektiv strider imod al sund fornuft at nedrive og producere nyt.
Nedrivningstilladelsen blev givet på selv samme dag, som vi i Danmark havde brugt Jordens ressourcer for hele 2023 (hvis alle levede som os). Det kan næsten ikke blive mere fattigt.
Tømrermesterhotel i fare for nedrivning
Desværre er det ikke en enestående sag. I Aabenraa er Hotel Østersø, tidligere Hotel Hvide Hus, i fare for at lide samme skæbne til fordel for et kæmpe hotel i op til 12 etager.
Ud over den klimamæssige belastning vil Aabenraa miste et væsentligt arkitektonisk vartegn, som fortæller en vigtig historie om vores velfærdssamfunds udvikling. Hotellet fremstår i dag stort set uændret og i stærk sammenhæng med den omkringliggende bebyggelse, hovedvejen og kystlandskabet. Ydermere er det det eneste originale af de fem Hotel Hvide Hus-hoteller, som tømrermesteren og erhvervsmanden Aage V. Jensen byggede rundt om i Danmark fra 1962 til 1968.
Hotellet rummer vores alles fortælling, om hvordan fritidslivet udviklede sig i 1960’erne, og hvordan byudviklingen var præget af visionære sammenhænge, hvor funktion, form, planlægning og strukturer var fint bundet sammen.
Det betyder, at en nedrivning både vil ramme bygningskomplekset og samtidig ødelægge et samlet kulturmiljø fra 1960’erne.
Manglende lokalplaner og arkitektoniske ambitioner
Eksemplerne viser de udfordringer, der er ved sikringen af bygningskulturen. Et er forståelse for, at den nyere arkitektur er lige så væsentlig at bevare som den ældre. At parcelhuse, modernistiske hoteller og vuggestuer fortæller en historie, som vi har brug for at kende og forstå. Noget andet er den manglende sikring gennem lokalplaner og arkitektoniske ambitioner, som vi alt for ofte støder på.
Hver gang vi river noget ned, vælger vi noget fra. Nogle gange er det helt ok, set fra et kulturhistorisk perspektiv, men vi skal gøre det med respekt for den historie, der er vores alles, og den historie, som vi vil give videre til eftertiden.
Det er ikke nok at dokumentere eller bevare så lidt, at det ikke kan opleves eller sanses i dagligdagen. Når vi stille og roligt fjerner brik efter brik i det puslespil, kan vi til sidst ikke længere se, hvad vi kommer af.
Det ansvar er i høj grad politisk.
Kulturministeren skal prioritere bygningskulturen
Vi har brug for lokalpolitikere, som vil deres kommunes dna, som forstår, at bygningskultur og kulturhistorie skaber sammenhængskraft og indsigt. Også selvom den enkelte brik alene ikke er så tydelig.
Vi har brug for bygherrer og bygningsejere, som også forstår det ansvar, som de har over for samfundet og fællesskabet, og som er optaget af at bidrage til samfundet og ikke den kortsigtede gevinst.
Vi har brug for en kulturminister, som også prioriterer bygningskulturen. Som taler den op og forstår, at bygningskultur er en fælles arv, og den rummer både Rundetårn og svømmehallen.
Vi har vi brug for en struktur, politisk og økonomisk, som understøtter genanvendelse og bevaring, så bygningsarven kan leve og fungere mange år endnu.
Og ikke mindst har vi brug for, at vi alle ser det åbenlyst positive i at have en bygningsarv. At det er med stolthed, at vi er ejere af fredede og bevaringsværdige bygninger og passer på noget af det, der binder os alle sammen. At det er en værdi, som giver mening for de mange.