Dette indlæg blev bragt i Berlinske d. 18. april 2023
I Køge skal en fin lyserød villa rives ned. Den er en del af et sammenhængende villakvarter og er den seneste i rækken af bevaringsværdige bygninger, der må lade livet for at give plads til nybyggeri. Sagen har fået stor bevågenhed, både lokalt og nationalt, og mange har råbt op sig og forsøgt at redde huset, men uden held. Sagen i Køge er dog, desværre, ikke enestående. Vi ser det over hele landet, og vi ser det ofte. Bygningskulturen forsvinder omkring os uden at de fleste for alvor forstår konsekvenserne.
Nedrivningen af de bevaringsværdige bygninger rummer to fundamentale problemer. Ud fra et klimaperspektiv er det langt hen ad vejen en helt forkert prioritering af rive ned og opføre nyt. Vi er alle bekendt med, at genanvendelse og renovering er bydende nødvendigt, også indenfor byggeriet. Alligevel ser vi gang på gang, at ældre bygninger jævnes med jorden for at give plads til endnu et typehus, som måske nok har en god energimærkningen, men som gennem produktion har belastet miljøet længe før familien flyttede ind. Dertil skal omkostningerne ved selve nedrivningen lægges.
Når de ældre bygninger forsvinder, mister vi også noget uerstatteligt. Hver gang en bygning forsvinder, mister vi et lille stykke af vores historie. Vi mister de fysiske rammer for den udvikling, som samfundet har gennemgået og rammerne for det liv, som dansker har levet. Ud fra et kulturhistorisk perspektiv er der masser af bygninger, som i sig selv ikke rummer en stærk fortælling, og mange er bestemt heller ikke værd at bevare ud fra et arkitektonisk synspunkt. Men den ureflekterede, fragmenterede nedrivning og planlægning er en trussel mod kulturarven. Bygningerne indgår i helheder, hvor samlede miljøer rummer fortællingerne om landsbysamfundet, industriområder eller velfærdssamfundets udvikling.
Der er masser af engagere borgere, foreninger og organisationer, som råber op og som også lykkedes med at bevare kulturarven, både de enkelte bygninger og de samlede miljøer. I Aabenraa er det gamle Hotel Hvide Hus udset til nedrivning til fordel for et større hotelkompleks. Med en eventuel nedrivning forsvinder et samlet kulturmiljø, der bl.a. fortæller os, hvordan fritidslivet udviklede sig i 1960’erne. I Rudkøbing var det planen at opføre et højhus ved havnefronten, hvilket ville have vansiret omgivelserne så voldsomt, at det stod mål med nedrivninger. Lokale borgere protesterede dog så voldsomt, at planerne er skrinlagte.
Der er behov for en større forståelse for de samlede strukturer og den uoprettelige skade, der sker, når man ikke passer på bygningskulturen. Kommunerne skal blive endnu bedre til at tænke i sammenhænge og prioritere bevaring og renovering over nedrivning. Vi har brug for at bevaring bliver det naturlige valg og det valg, som giver mest værdi både for den enkelte, for samfundet og for klimaet.
Iben Bækkelund Jagd
Formand, By og Land Danmark – Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur