Klimabelastning er et vigtigt argument mod nedrivning, men kulturarven er et grundlæggende formål for at bevare, skriver Iben Bækkelund Jagd, formand for By og Land Danmark. Uden kontekst er det blot en bygning.
Dette debatindlæg er bragt i politikens ByrumMonitor den 23. feb 2024
Enkeltsagsbehandling er et velkendt fænomen. Enkeltsager, som er nemmere at forholde sig til, hvor holdningerne kan være skarpe og måske nemmere at positionere, og hvor løsningerne, måske, også er mere håndterbare. Det gælder inden for alle område, også inde for bygningskulturen.
Hvad vi skal bevare, rive ned og udvikle bliver ofte reduceret til enkeltsager: En bevaringsværdig bygning er i fare, og kommentarsporet på de forskellige medier fyldes med indignation.
Noget er af så særlig betydning, at det skal have national beskyttelse. Men rigtig meget, det allermeste, har primært en lokal betydning og overlades til både lokale politikere, forvaltninger og borgeres forhåndenværende interesse og prioritering. Her ender det alt for ofte med tilfældigheder, og den sammenhængende forståelse af, hvorfor det er vigtigt at tænke kulturarv ind i en større planlægning, er fragmentarisk. Her burde man, som på nationalt niveau, vurdere og prioritere, hvad der har væsentlig betydning og skaber sammenhæng lokalt. Det bør være en helt integreret del af den lokale planlægning.
Hvis vi reelt mener, at vi skal bevare vores byggede kulturarv, at vi skal sikre vores kulturlandskaber og tror på, at kultur er meningsfuldt i samfundet, så må vi begynde at tale om det i sammenhænge.
Bevaring er blevet et naturligt klimaargument
De seneste år er behovet og forståelsen for bevaring blevet mere udbredt, ikke mindst i lyset nedrivningens væsentlige klimamæssige belastning, hvis det sker til fordel for nybyggeri. Bevaring er for mange efterhånden en naturlig del af argumentationen om bæredygtighed.
Desværre er det oftest stadig på enkeltsagsniveau og uden, at der tales om, hvorfor det er vigtigt for samfundet at have en varieret bygningsarv. Det betyder, at beslutningstagerne alt for sjældent kender eller forstår sammenhængene mellem enkeltsagerne og de store helheder, kulturmiljøerne, de lange linjer og den lokale forankring og identitet.
Den kultur, der netop gør deres sted til noget helt særligt for dem, der bor og lever her, og som skaber sammenhænge i hele landet.
Vi kan ikke forstå jernbanen uden stationen
Når politikerne på Falster i forbindelse med sagen om Idestrup Præstegård ikke mente, at en kirke og en præstegård var en del af samme kulturmiljø, og præstegården derfor godt kunne undværes, er det udtryk for en manglende forståelse for helhederne. Hvis vi skal forstå betydningen af jernbanens etablering, skal vi både have stationen, damplokomotivet og beskrivelsen af, hvordan det var at rejse før, med. Ellers giver det ikke mening.
Bygningerne og kulturmiljøerne skaber sammenhænge og indsigt i det levende liv, og det er essentielt for samfundets udvikling, at vi har en kulturarv at spejle os i. Det er i kulturen, at vi finder forståelse, og det er i den forståelse, at vi sammen skal finde løsninger på nutidens udfordringer. Derfor er kulturarven essentiel.
Kulturen skal ind i bevaringsdebatten
Kulturarvens transparens med de mange lag, der vidner om en lang udvikling, giver os den erfaring, som vi skal bygge videre på. Derfor er der også brug for, at vi taler kulturen ind i vores argumentation om bevaring. Enhver arkitektur er også en fortælling om sin samtid, om visioner, materialer, funktioner og håndværk. Uden kontekst er det blot en bygning. Med historien får den en betydning for mange.
Den betydning har vi sammen en forpligtigelse til at formidle. Hvis vi vil passe på bygningskulturen og undgå de meningsløse enkeltsager og tonedøve nedrivninger, skal vi formidle, hvorfor det er vigtigt at bevare.
Klimabelastning er en vægtig argumentation mod nedrivning fulgt af nybyggeri, men kulturarven er et grundlæggende formål for at bevare bygningskulturen. Der er brug for, at alle aktører også understøtter den forståelse. Hos politikere, embedsværk, branchefolk, ejendomsmæglere og boligejere.
Kulturarven er for os alle, og derfor skal vi også alle passe på den.