Landsforeningen mener, at æstetik og energirigtig drift skal gå hånd i hånd

Energimærkning af bevaringsværdige bygninger skal være kvalificeret.Anker

Alle ejendomme, med ganske få undtagelser, skal energimærkes ved salg eller udlejning. Det er en god ting. Men, det er kritisabelt at de energirapporter, der udarbejdes til de fredede og bevaringsværdige bygninger, ofte ikke er gode nok og er direkte ødelæggende for bevaringsværdierne.

Energirapporterne indeholder bl.a. forslag til energiforbedrende tiltag, som de fleste købere vil betragte som påbud og derfor efterkomme. Det er jo eksperter der udtaler sig! Problemet er, at energikonsulenterne ikke nødvendigvis er eksperter i fredede og bevaringsværdige bygninger og derfor foreslår tiltag, der ødelægger bevaringsværdierne. Landsforeningen konstaterer, at energikonsulenterne ikke er klædt godt nok på til at udarbejde energirapporter til de fredede og bevaringsværdige bygninger.

Til en fin histoticistisk ejendom fra 1908 med en facade af blank mur, dekorationer af granitsten over vinduer og døre og murstensmønstre foreslog energikonsulenten at isolere udefra, direkte på facaden. Det ville være det billigste og nemmeste. I øvrigt er der i området en lokalplan, som ikke tillader et sådant tiltag på facaden – heldigvis – men ikke engang det forhold, havde energieksperten undersøgt.  Ovenstående er desværre blot et eksempel blandt mange.

At foreslå energieffektive løsninger, der samtidig sikrer det æstetiske og historiske udtryk er naturligvis en udfordring men slet ikke umuligt. Nye lavenergivinduer kan udføres som koplede rammer med energiglas i inderste ramme. Isolering af vægge kan foretages indvendigt, hvorefter stuk og paneler bliver reetableret.

Landsforeningen vil anbefale og arbejde for, at der uddannes energikonsulenter, med speciale i fredede og bevaringsværdige bygninger, som kan foreslå kreative løsninger der sikrer at æstetik og energirigtig drift går hånd i hånd.