Dette indlæg er bragt i Byrummonitor d. 10. oktober 2023.
Vi skal have flere mennesker på barrikaderne og blive engageret i kampen for bevaring. Der skal skrives høringssvar, debatindlæg, deltages i borgermøder og engageres i dialog med lokalpolitikerne, skriver By & Land-formand Iben Bækkelund Jagd i dette debatindlæg.
Så er den gal igen – denne gang på Falster, hvor byrådet i Guldborgsund Kommune har givet nedrivningstilladelse til en fin præstegård fra 1927.
Menighedsrådet mener ikke, at Præstegården er velholdt nok, eller at den lever op til forventningerne til en bolig for en præstefamilie. Mange har gjort indsigelser; den lokale bevaringsforening, det lokale museum, ja selv biskoppen er imod nedrivningen. P4 Sjælland har dækket sagen massivt, men lige lidt har det hjulpet.
Nu kan man håbe, at menighedsrådet som ejere får lyttet til argumenterne og vælger at istandsætte eller forsøge at sælge fremfor at benytte sig af nedrivningstilladelsen. Desværre er sagen på Falster kun en af mange. Vi kan pege på flere bevaringsværdige bygninger, som dømmes til nedrivning og til at give plads til stringent funktionelle nye bygninger. Bygninger, som er formet lige præcist til deres nye formål.
Fristelser forblænder
Man forstår jo godt fristelsen: At få noget nyt, måske vedligeholdelsesfrit i en længere årrække og med rum, der er formet til nye funktioner. Men det er også en fristelse, som forblænder. For tabet af det gamle for det nye er et massivt tab af vores kulturarv og en voldsom belastning af klimaet.
Vi skriver, argumenterer og harcelerer over de mange unødvendige nedrivninger, men flytter vores mening reelt noget? Det gør det nok, men vi kan ikke gøre det alene. Hvis vi for alvor som samfund skal få et andet syn på bevaring skal flere mobiliseres. Det skal ske både på det kommunalpolitiske og statslige niveau, men i høj grad på det folkelige niveau. Grundlæggende skal vi have flere mennesker på barrikaderne og blive engageret i kampen for bevaring. For vores kulturarv og for vores klima.
Flere skal reagere, når bygningsarv er truet, og når bygninger, der ellers gennem renovering og transformation kunne få nyt liv, alligevel nedrives. Der skal skrives høringssvar, debatindlæg, deltages i borgermøder og engageres i dialog med lokalpolitikerne. Der skal formidles om de lokale steder og bæredygtighed i bevaring, og der skal skabes engagement gennem fællesskaber. Gerne nye fællesskaber, hvor vi finder sammen om steder, der betyder noget, som det i øjeblikket sker gennem ’Samlingskraft’.
Og de gode historier skal fortælles. De steder, hvor folkeligt engagement har nyttet, eller hvor dygtige politikere har tænkt længere end den korte bane og set på både bæredygtighed og sammenhængskraft og gennem lokalplaner har sikret bygninger og kulturmiljøer. Vi skal hylde dem, der tænker på andet end den monetære bundlinje og som inspirerer andre til handling. Og det folkelige engagement kan flytte politikerne. Både de lokale og de nationale.
Pres på
Vi skal desuden hjælpe vores politikere til at blive klogere på fordelene ved bevaring. Vores kulturminister har ytret sympati for bygningskulturen, men kan ikke umiddelbart forventes at have større viden om bevaring, byplanlægning og klimabelastning.
For de øvrige ministerier gælder det, at den private ejendomsret og hensynet til økonomiske interesser vægter langt højere end kulturarv. Vi skal fortælle dem ved enhver given lejlighed, at det er mere end sund fornuft at tænke bevaring og renovering før noget andet, og vi skal forpligte dem til at sætte det på dagsordenen. Vi skal presse på for at kommunerne får bedre redskaber til at passe på de bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer, at der ikke kan generes fortjeneste ved at foretage ulovlige nedrivninger, og at der kan skabes en incitamentstruktur for genanvendelse.
Bevaring og klima rykker heldigvis højere og højere op på agendaen i disse år, og væsentlige aktører er for længst i gang med at tænke bæredygtigt byggeri og genanvendelse. Det er dog afgørende, at den brede befolkning også samler sig bag denne dagsorden, det er trods alt her de fleste kvadratmeter kan aktiveres.
Det gælder både det nye badeværelse og de nye vinduer. Og det gælder ikke mindst det medansvar, som man som borger skal tage for at ens eget lokalsamfund har bevaring som det naturlige førstevalg. Ganske som vi som private borgere engagerer os i foreningslivet, naturen og den lokale købmand – for at få vores samfund til at hænge sammen – skal bevaring blive en del af den aktivistiske hverdag.