Netop nu er kommunerne landet over i gang med implementering af EU’s vandrammedirektiv, hvori der forlanges fri faunapassage fra hav til kilde i alle de vandløb, der er klassificeret højt dvs. en klassifikation som naturlige vandløb. Skalaen strækker sig fra naturligt til stærkt modificerede og kunstige vandløb.
Rent praktisk betyder implementeringen, at ca. 1500 spærringer skal fjernes fra vandløb, åer og søer. En lille del af disse spærringer er imidlertid direkte og uløseligt knyttet til en vigtig del af vores fælles kulturarv, de danske vandmøller. Vandmøllernes tekniske anlæg bliver nu betragtet som fysiske spærringer og skal derfor fjernes, så alle typer fisk frit kan svømme modstrøms til hver en tid.
Den direkte konsekvens heraf er, at vandmøllerne ikke længere kan være funktionsdygtige, fordi muligheden for bl.a. at opstemme vand i mølledammene,og dermed opnå tryk nok til møllehjulet fjernes. Det er et problem for en vandmølle er ikke bare en bygning. Der er meget andet der knytter sig til mølleanlæg og det er en samler kompleks enhed, der består af flere dele. Fjernelse af mulighed for møllevirksomhed er det sammen som fratagelsen af et solidt eksistensgrundlag. Bygningerne vil miste deres direkte fortælleværdi, og selv om bygningsbevaring i sig selv er en mulighed så længe vandstaden holdes på et niveau, hvor fundamenterne ikke tager skade, er det ikke at foretrække. Uden tilstrækkelig vandgennemstrømning mister vandmøllerne deres værdi som mølle og bliver ligeså amputeret som vindmøller uden vinger. Hvis man vil se, hvor trist det kan ende med forladte kulturmiljøer, er det bare at kaste et blik på de mange tidligere jernbanestationer rundt i hele landet, der ikke længere har jernbanevirksomhed knytte til. Langt de fleste stationer er overrenoverede til noget, der til mest af alt minder om dårlige typehuse og der i dag ligger isoleret bag en ligusterhæk. Kun de allermest vidende jernbaneentusiaster kan genkende historien.
Vandmøllerne og deres funktion er vigtig, fordi de hører til blandt det første af vores industrielle kulturarv, og samtidigt var tæt knyttet til landbrugslandet. Der er altså en vigtig kobling i fortællingen om den danske udvikling og grundlag for moderne tider. Så faunapassager skal planlægges så vandmøllerne og omgivelserne ikke lider overlast. I det hele taget mener vi, at der bør være ligeså stor opmærksomhed på beskyttelsen af kulturmiljøer som af vandmiljøet. Begge dele er lige vigtigt for de fremtidige generationers forståelse for, hvilket samfund de kommer fra.
Vi ved, at Kulturstyrelsen har arbejdet seriøst med problematikken og har udvidet bygningsfredningen på flere møller til også at inkludere vandtekniske anlæg. Nu opfordrer Landsforeningens landets kommuner til at tage ansvar og nedklassificere de få vandløb, der er knyttet til funktionsdygtige vandmøller, så undtagelsesbestemmelsen om, at spærringer ikke skal fjernes, hvis et vandløb er kunstigt eller stærkt modificeret, kan benyttes. Vi betragter de vandløb med direkte tilknytning til et vandmølleanlæg som stærkt modificerede, da vandmøllerne som regel er flere hundrede år og i alt den tid har haft indflydelse på det omkringliggende vandmiljø med deres vandtekniske anlæg, hvorfor vandløbene må betragtes mere som kultur end som vild natur.
Landsforeningens sidste opfordring går til regeringen, som vi mener, bør afsættes tilsvarende økonomisk midler til støtte af vandkulturanlæggene, som der bruges på beskyttelsen af vandmiljøet.
– Nanna Uhrbrand
– Foto af Hjerritsdal Vandmølle: Torben Lindegaard