Vinder af Bygningskulturprisen 2025!
Søren Thirup fra FBL-Hjørring vinder bygningskulturprisen 2025!
Hvert år hædrer By og Land Danmark et af vores medlemmer med Bygningskulturprisen – en pris, der gives til en person eller forening, som gør en særlig indsats for at styrke og skabe opmærksomhed omkring Danmarks bygnings- og landskabskultur.
Prisen har været uddelt siden 2010 og er med til at fejre det lokale engagement og de ildsjæle, der hver dag arbejder for at bevare og udvikle vores fælles kulturarv.
Årets modtager af Bygningskulturprisen 2025 er Søren Thirup, formand for Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Hjørring.
Søren Thirup hædres for sin faglige indsigt, lokale forankring og menneskelige varme, som tilsammen har gjort en markant forskel for bygnings- og landskabskulturen i Hjørring og omegn.
Han er en ildsjæl, der formår at samle fagfolk, politikere og frivillige om fælles mål – og som med dialog og samarbejde viser, at store resultater skabes, når viden og vilje går hånd i hånd.
Sørens arbejde spænder fra kommunens træpolitik og SAVE-registreringer til formidlingen af Hack Kampmanns kulturarv – altid med blik for helhed, kvalitet og samspillet mellem arkitektur, historie, landskab og mennesker.
Han minder os om, at bygningskultur ikke kun handler om mursten, men om mennesker og fællesskab – om at værne om det, der gør vores steder særlige.
Et stort tillykke til Søren Thirup med Bygningskulturprisen 2025 – og tak for dit store engagement i den levende bygningskultur! Læs hele indstillingen her.