Start en lokalforening

Vi har her samlet erfaringer, redskaber og forslag til start af en ny lokalforening (her er en tilsvarende for drift af etablerede lokalforeninger). Hvis du har spørgsmål, der ikke besvares her, eller forslag til materiale, vi burde have med, så kontakt os.

Klik på linksene herunder for at springe til de enkelte afsnit.

– Indledning
– Før oprettelsen
– Kontakt til lokale foreninger og museer
– Landsforeningen kan hjælpe jer i gang
– Indkaldelse til den stiftende generalforsamling
– Dagsorden til den stiftende generalforsamling
– Konstituering af bestyrelsen
– Opstart af arbejdet
– Meld jer ind i Landsforeningen

Indledning

Ønsket om at oprette en lokalforening kan stamme fra jeres generelle interesse for bevaring af og udvikling af arkitektoniske og kulturhistoriske værdifulde bygninger, landskaber og bymiljøer, eller en konkret sag som I ønsker at påvirke – f.eks. gennem en fredning eller en lokalplan med bevaringssigte.

Gør jer fra starten klar over, hvad det er I vil med lokalforeningen. Brug tid på at diskutere, om det er et tilstrækkeligt, konkret grundlag for at gå videre og skriv resultatet ned. Dette grundlæggende arbejde – en strategi – kan I få brug for igen og igen i jeres forbindelse med presse, kommune og offentligheden i øvrigt. Det er enkelt af lave en strategi – her kan du se hvordan man kan bygge den op.

Før oprettelsen

Oprettelsen af foreningen sker på en stiftende generalforsamling. Før afholdelsen af generalforsamlingen skal I fortælle offentligheden om initiativet så I kan få en deltagelse i foreningens stiftelse. Se hvordan man kontakter pressen her (basiskommunikation).

Kontakt til lokale foreninger og museer

Overvej om der er andre lokale foreninger med lignende mål, og hvor og hvordan jeres initiativ spiller sammen hermed. Eksisterende lokale foreninger – det være sig borgerforening, miljøgrupper o.l. – vil ofte have berøringsflader med arbejdet med bevaring af arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger, landskaber og bymiljøer i kommune. Det samme gælder lokale museer og lokale afdelinger af Danmarks Naturfredningsforening. Møder med disse foreninger og institutioner forud for stiftelsen vil give jer mulighed for at forklare, hvilke behov for en lokalforening, I ser på bygnings- og landskabskulturområdet, og hvordan lokalforeningen vil arbejde for at imødekomme disse behov. Hermed kan I starte en dialog og skabe et grundlag for et samarbejde med foreninger og museer, ligesom misforståelser kan forebygges.

Landsforeningen kan hjælpe jer i gang

Landsforeningens bestyrelse og sekretariat kan på forskellig måde hjælpe jer i oprettelsen af en lokalforening, f.eks. kan et bestyrelsesmedlem deltage i den stiftende generalforsamling for at fortælle om landsforeningens virke. Der kan der være individuelle, personlige medlemmer af landsforeningen inden for jeres område. Sekretariatet kan ikke videregive oplysninger om disse medlemmer. Men landsforeningen vil gerne oplyse om jeres initiativ til oprettelse af lokalforeningen gennem sit nyhedsbrev og på sin hjemmeside.

Indkaldelse til den stiftende generalforsamling

Når I fastsætter tidspunktet for den stiftende generalforsamling, skal det ske i god tid – dog ikke i så god tid, at begivenheden går i glemmebogen. Tre uger er en fin tidsfrist. Kommunen kan være behjælpelig med udlån af lokaler. Kontakt kommunen i god tid inden den stiftende generalforsamling. Se mere i Folkeoplysningsloven her. Offentliggørelse af tid og sted for den stiftende generalforsamling kan ske med opslag på rådhuset, biblioteker, museer og øvrige kulturinstitutioner. I forbindelse med opslaget, kan I lægge informationsmateriale med nærmere oplysninger om formålet med lokalforeningen. Husk at spørge om lov inde opslag sættes op, og der lægges informationsmateriale frem. Oplysninger om jeres initiativ til oprettelse af en lokalforening kan i lokalpressen ske i form af interviews, indlæg og læserbreve fra jer. Ved henvendelse til lokalpressen – f.eks. med et ønske om et interview – må man på forhånd have gjort sig klart:

  • Hvilket behov der er for lokalforeningen; f.eks. konkrete eksempler på behov for bevaring af bygninger og by- og landmiljøer.
  • Hvordan lokalforeningen vil arbejde for at imødekomme disse behov i lokalsamfundet; f.eks. ved oplysende arbejde, deltagelse i kommune- og lokalplanlægning, forslag om fredning m.v.
  • Tid og sted for den stiftende generalforsamling.

Det samme gælder for indlæg og læserbreve. Tag udgangspunkt i jeres strategi, således at lokalforeningens grundlag forekommer gennemtænkt, sagligt og upolemisk inden den stiftende generalforsamling. Orienter kommunen om initiativet og den stiftende generalforsamling. Deltagelse af kommunalpolitikere og/eller embedsmænd i stiftelsen kan ofte være et godt udgangspunkt for et fremtidigt samarbejde. Se i øvrigt gode råd om basiskommunikation her.

Dagsorden for den stiftende generalforsamling

Dagsordenen for den stiftende generalforsamling skal som minimum indeholde flg.: 1. Valg af dirigent og referent 2. Præsentation af tanken bag lokalforeningen 3. Godkendelse af vedtægter (der stemmes om vedtægterne § for § og til sidst stemmes om den samlede vedtægt) 4. Fastsættelse af kontingent (alt efter tidspunktet på året fastsættes et kontingent frem til årsskiftet og herefter det årlige kontingent) 5. Valg af bestyrelse (det vil her være hensigtsmæssigt, at I har forberedt forslag til bestyrelses medlemmer) 6. Valg af revisor Referatet skal dokumentere, hvilke beslutninger der træffes, og hvem der er blevet valgt til bestyrelsen. Referatet underskrives efterfølgende af dirigent og referent. Det underskrevne referat er en forudsætning for oprettelse af foreningskonto m.v. Se forslag til vedtægter her.

Konstituering af bestyrelsen

Hvis bestyrelsen ikke er valgt til konkrete poster på den stiftende generalforsamling, skal bestyrelsen konstituere sig. Konstitueringen kan ske på det første bestyrelsesmøde – typisk i form af udpegning af formand, næstformand og kasserer. Det er en god ide at udarbejde en forretningsorden for bestyrelsen – se et eksempel her. Det er nødvendigt at oprette en bankkonto i lokalforeningens navn med henblik på indbetaling af kontingent og afholdelse af udgifter. For at oprette en bankkonto for lokalforeningen er det nødvendigt at fremlægge: – Lokalforeningens vedtægter – Referat af den stiftende generalforsamling – Referat af det konstituerende bestyrelsesmøde, hvor forretningsordenen er fastlagt således, at banken kan se hvem, der må hæve fra kontoen. Vær opmærksom på, at banken kan stille yderligere krav.

Opstart af arbejdet

Udsend en pressemeddelelse efter den stiftende generalforsamling, hvor I fortæller om lokalforeningens mål, hvem der blev valgt og hvordan I vil arbejde – og ikke mindst hvordan man kan blive medlem af lokalforeningen. Med udgangspunkt i jeres strategi kan I starte foreningsarbejdet. I kan hente inspiration til aktiviteter i idékatologet. Start med at beslutte hvilke informationsmateriale, der skal udarbejdes om lokalforeningen. Husk at anføre de nødvendige bankoplysninger mht. kontingentindbetaling.

Meld jer ind i Landsforeningen

Landsforeningen rådgive lokalforeninger f.eks. i spørgsmål om lokalplanlægning, bevaringsværdige huse og kulturmiljøer. Landsforeningen udgiver tidsskriftet ”By & Land” som udkommer fire gange årligt. Landsforeningen har ret til rejse fredningssager. Som lokalforening har I mulighed for at foreslå, at bestemte bygninger, haver og parker fredes. Det er landsforeningens fagudvalg, der vurderer, om konkrete forslag fra lokalforeningen kan bære en fredning. Der afholdes hvert år et årsmøde, som arrangeres skiftende steder i landet med lokalforeninger som arrangører hvor alle medlemmer af lokalforeningerne kan deltage. Mødet strækker sig traditionelt fra fredag aften til søndag eftermiddag. Landsforeningens generalforsamling er indlagt i årsmødet og afvikles om lørdagen. Landsforeningen arrangerer formandsmøder, hvor målgruppen er bestyrelsesmedlemmer fra lokalforeningerne. Her drøftes vilkårene for lokalforeningernes arbejde, og der udveksles erfaringer og ideer. Lokalforeningerne opfordres til at komme med ideer og emner. Landsforeningen holder inspirationsmøder, hvor bestemte temaer tages op. Inspirationsmøder er for alle – også ikke- medlemmer. Oplægsholderne kan være fra lokalforeninger eller Landsforeningen, eller eksterne eksperter. Se landsforeningens arrangementer her. Endelig afholder landsforeningen temamøder, hvor målgruppen er professionelle, der arbejder med bygnings- og landskabskultur. Deltagelse er åben for alle og oplægsholderne vil som regel være eksterne. Meld jer ind her.