Byfornyelsesmidlerne - husrække i provinsen

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har besøgt Boligminister Kaare Dybvad med en klar opfordring til at styrke byfornyelsesmidlerne, så de også kan gavne byer med flere end 4000 indbyggere og i byer med faldene boligpriser og dermed give bymiljøet et løft. Vejledning og dialog er essentiel, derfor skal en del af puljen kunne bruges på fagmedarbejdere i kommunerne.

’Der er brug for flere penge – mindst 300 mio. kr. Så enkelt kan det siges. I 2016 var der afsat ca. 266 mio., de blev brugt alle sammen, i 2020 er der kun prioriteret 150 mio. Det er svært at forstå, når vi ved, at for hver én krone det offentlige bidrager med, kommer der hele tre krone fra private lommer.’ Sådan siger Karen Margrethe Olsen formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Hun mener, at pengene skal fordeles så hele provinsen tilgodeses, derfor skal den nuværende bekendtgørelse ændres, så der er færre begrænsninger. Det skal kunne betale sig at vedligeholde sit hus i provinsbyer, også dem der oplever fraflytning og dermed faldene boligpriser. Den onde spiral skal brydes.

Bygningskultur er en reel værdi

Bygninger med høj bevaringsværdi har en højere salgsværdi end tilsvarende bygninger med færre bygningskulturelle værdier. Det samme gælder for de bygninger, der er omgivet af huse med bevaringsværdier. Derfor bør bygningskulturen være en rettesnor, når der tildeles offentlige midler til istandsættelse. Konkret foreslår Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur:
– At midlerne skal tildeles således, at de bygningskulturelle værdier fastholdes eller styrkes.
– At bygninger, der har modtaget midler skal bevaringsvurderes og indskrives i gældende kommune eller lokalplan.
– At der afsættes midler i puljen til aflønning af fagmedarbejdere, der kan vejlede ejerne og håndværkere om bevaringsværdier og istandsættelse i løbende dialog.
– At bygninger kun kan nedrives med midler fra puljen, hvis de har lav bevaringsværdi.
Puljens navn skal vise vejen
De populære navne i folkemunde er byfornyelsesmidlerne eller nedrivningspuljen. Det officielle navn er ’Pulje til landsbyfornyelse 2020’, Landsforeningen mener, at navnet skal være, ’Pulje til landsby- og byfornyelse – med undertitlen: Pulje til bevaring af historiske bymiljøer og bygninger med lokalhistorisk værdi’. Karen Margrethe Olsen uddyber: ’Fokus skal være på at forbedre ved at istandsætte. Istandsættelse forbedrer ikke kun det enkelt hus men også det samlede bymiljø, når man har øje for at styrke bevaringsværdierne.’

Foreningen besøgte Boligministeren en varm sommerdag og indtrykket var særdeles godt. ’Vi havde en rigtig god samtale, og det gør bestemt indtryk med en minister, der har så godt styr på og stor interesse sit ressortområde som Kaare Dybvad. Det giver grobund for et spændende samarbejde’ slutter Karen Margrethe Olsen.

Læs ’7 gode grunde til, at der skal byfornyelsesmidlerne skal styrkes’.

Du kan også læse om, hvorfor Landsforeningen mener, at områdefredning skal være en løsning, når kulturmiljøer trues.