Foto: Frilandsmuseet

N E T V Æ R K S M Ø D E

BULHUSE er det ene af de tre ældste stolpebårne bindingsværkskonstruktioner i Norden til bygninger: Sulehuse, højremshuse og bulhuse. Alle tre kan føres tilbage til jernalderen, og sandsynligvis også bronzealderen for 4.000 år siden.

I 1937 udgav arkitekten Mogens Clemmensen sit store værk ’Bulhuse – studier over gammel dansk træbygningskunst’, hvor samtlige tilbageværende bulhuse i Danmark, Sydsverige og på Gotland og Øland er målt meget detaljeret op og beskrevet. I dag er mange af disse bygninger desværre revet ned. Men de der er tilbage i det nuværende Danmark, ligger i Sønderjylland. Og dem skal vi se nogle af på vores netværksmøde.

Arkitekt Nik Hyllestad, der har fået til opgave af SLKS at undersøge nogle af disse, og komme med forslag til deres restaurering og fortsatte bevaring og brug, vil fortælle om dette spændende arbejde – og også komme ind på bulhusenes historie og konstruktion.

Anders Heding har opført to nyere huse i bulværk i Præstø og på Møn.
Anders er uddannet bådebygger og har meget bl.a været med til at restaurere et træhus i Brede, nord for København.
Han vil fortælle om opførelsen af de to spændende huse, hvilke udfordringer og fordele der har været ved at bygge udfra en ældgammel dansk byggetradition.

Til sidst vil Søren Vadstrup fortælle om den igangværende genopførelse af Svinkløv Badehotel i nyt stolpeværk, uden brug af søm- og skruebeslag, plastikdampspærrer og mineraluldsisolering.

Som noget nyt bliver der introduceret et programpunkt, hvor netværkets medlemmer kan drøfte hvilke problemer, udfordringer eller oplevelser indenfor arbejdet med bindingsværk eller bindingsværksrelateret opgaver de støder på. Hvordan kan vi fremadrettet udvikle og forenkle arbejdet med bindingsværk, uden at gå på kompromis med kvaliteten og ‘ægthed’ i forarbejdet og det færdige resultat.

Læs hele programmet her
*ret til ændringer forbeholdes

Som altid er netvrksmødet gratis for Landsforeningens personlige medlemmer, alle andre er velkommen men skal betale 250,- kr.

Du kan melde dig ind i Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur her, hvis du sætter x ud fra Netværkfor for Bindingsværks nyhedsbrev, er du medlem af netværket.

Dato: Den 9. november 2018
Sted: Museum Sønderjylland, Arkæologi.
Dalgade 7, 6100 Haderslev
Tilmelding: Senest den 3. november 2018

Arrangementet er afholdt.