Seminar om ’stolpverksbyggande’ i Mariestad i Sverige
den 3.-4. februar 2017

Af Søren Vadstrup

Interessen for at bygge nye træhuse med konstruktioner i massivt træ, samlet med traditionelle træsamlinger, er øget gennem de seneste år – både i Danmark og i resten af Norden + USA, Tyskland og England m.fl.

Derfor havde en flok svenske entusiaster indenfor dette område kaldt til 2-dags Seminar i Mariestad, den 3.-4. februar, hvor den svenske skole for ’højere’ håndværksuddannelse’ har til huse i ’Hantverks-laboratoriet’, der er en afdeling af Göteborgs Universitet, men som også kaldes for ’Da Capo’ (http://craftlab.gu.se/).

Jeg talte omkring 9 deltagere fra Danmark, heraf enkelte gengangere fra vores Netværk for Bindingsværk, ud af de omkring 140 deltagere alt i alt.

Det der var mest interessant ved dette seminar var, at det stort set kun handlede om nybyggeri i træ, og at alle deltagerne beskæftigede sig mest med dette – meget få arbejdede med restaurering og bygningsbevaring. Jeg tror også at jeg var én af de eneste arkitekter. Resten var håndværkere.

Seminaret bestod dels af en række meget spændende foredrag om alt lige fra rekonstruktionen af Shakespeares ’Globe-teater’ – en stråtækt bindingsværksbygning i London, der er rekonstrueret efter arkæologiske udgravninger, over rekonstruktioner af norske stavkirker, beretninger fra decidererede nybygningsprojekter i ’stolpeværk’.

’Stolpværk’ adskiller sig fra dagens gængse træbyggeri i Norden, der foregår som ’regelstomma’ (lægter, planker), samlet med søm- og skruebeslag plus bolte, ved at benytte fuldtømmer i 5 x 5” tømmer (13 x 13 cm), samlet med traditionelle tapsamlinger. Det blev diskuteret om dette ord var det mest dækkende i forhold til rammeværk, korsværk, bindingsværk, reisverk, stavbygg eller timber frame-konstruktioner. Men valget faldt på ’stolpverk’.

Som led i seminaret blev der under mødet bygget et lille ’stolpeværkshus’, samlet af tømmer, hvor hver deltager havde medbragt deres del, fremstillet hjemmefra på forhånd, og samlet på stedet i løbet af få timer. Hvilket viser én af bindingsværket/stolpeværkets kæmpe kvaliteter.

En interessant ting ved seminaret var, at de førende svenske ’stolpeværksbyggere’ var oplært gennem kortere kurser og lignende i USA. Og at det derfor var en engelsk-amerikansk bindingsværks/ stolpeværks-tradition baseret på tapsamlinger, som disse repræsenterede. Dette skyldes at man i 1970-erne i Sverige valgte at uddanne ’multihåndværkere’, tilpasset byggebranchens nybygningsbehov, frem for de traditionelle håndværksfærdigheder, hvorunder mesterlæren også blev nedlagt. Og de klassiske tømmersamlinger var der jo slet ikke brug for mere.

De svenske håndværkeres kendskab til eksempelvis de meget specialiserede træsamlinger, som findes i dansk bindingsværk, f.eks. kæmninger, bladsamlinger og gratninger, er derfor meget lille. Og i forhold til den diskussion, der blev ført på seminaret, om tidsforbruget ved ægte træsamlinger contra sømbeslag og lignende, kunne det netop være en mulighed at effektivisere træsamlingerne, ved at benytte bladsamlinger, kæmninger og gratninger, i stedet for de meget tidskrævende og besværlige tapsamlinger. En diskussion, der er altafgørende for, om der er kunder, der vil bestille bygninger af stolpeværk. For det er jo prisen, og dermed hvor enkelt og hurtigt, man kan udføre træsamlingerne, der er afgørende for en fremtidig succes. Og ikke kun de norske rigmands-projekter, vi blev præsenteret for på seminaret.

På vores sidste møde i Netværk for Bindingsværk i Danmark i Den gamle By, fortalte brandeksperten Anders Bach Vestergaard, at brande i trækonstruktioner udvikler sig først og voldsomst omkring diverse metalbeslag, bolte og skruer, og sidst og minimalt omkring fuldtømmer og ægte træsamlinger. Dette taler jo for, at man af brandmæssige årsager, bør benytte fuldtømmer og træsamlinger frem for tyndere dimensioner, samlet med sømbeslag, i moderne trækonstruktioner, der ønskes mest muligt brandsikre.

De sidste timer på seminaret gik med at stifte ’Foreningen Stolpverk Norden’ – primært med svenske og norske medlemmer i bestyrelsen. Men foreningen er åben for alle i hele Norden. Så det bliver spændende at se, hvad dette udvikler sig til.

I forhold til vores Netværk for Bindingsværk’ er den nye nordiske forening kun et plus, da den som nævnt fortrinsvis beskæftiger sig med nybyggeri i ’stolpverk’ – mens vi mere arbejder med historiske bindingsværksbygninger og bindingsværksmiljøer.

Men det er klart, at vi også skal beskæftige os med nybyggeri i ’bindingsværk’, som jeg i lighed med svenskerne og nordmændene foreslår, at vi kalder for ’stolpeværk’, da vi derved ikke ender i associationer i omverdenen, der mere peger på ’stokroseidyl’ og ’frilandsmuseum’ – end hyper moderne og bæredygtige bygninger af træ. Men i modsætning til det meste moderne byggeri er opført af massivt tømmer i dag, samlet med klassiske træsamlinger, uden sømbeslag.