VEDTÆGTER FOR LANDSFORENINGEN FOR BYGNINGS- OG LANDSKABSKULTUR

Udskriv eller gem vedtægterne ved at klikke her (åbner som en pdf)

§ 1 Navn

Organisationens navn er ”Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur”.

§ 2 Hjemsted

Landsforeningens hjemsted er adressen for Landsforeningens sekretariat.

§ 3 Formål

Landsforeningens formål er at arbejde for at bevare og udvikle vore arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger, kulturmiljøer og landskaber, samt at øge befolkningens bevidsthed om betydningen af denne kulturarv.

§ 4 Virksomhed

Stk. 1. Landsforeningen udøver sin virksomhed ved at koordinere og støtte arbejdet i medlemskredsen. Den arbejder for at skabe øget forståelse for sine formål hos myndighederne og i offentligheden.

Landsforeningen følger og kommenterer udviklingen inden for bygnings- og landskabskulturen samt arbejder for at få indflydelse på relevant lovgivning og forvaltning til gavn for foreningens formål. Landsforeningen kan deltage i internationalt arbejde.

Stk.2. Landsforeningens virksomhed kan ske ved

– udgivelse af tidsskrifter og andre publikationer.
– møde-, oplysnings-, foredrags- og formidlingsvirksomhed.
– rådgivning og støtte til medlemmer.
– medvirken ved undersøgelser og forskningsprojekter rejsning af fredningssager.
– afgivning af høringssvar og bemærkninger til forslag om planforslag, lovgivningsinitiativer og forslag om nedrivning af bevaringsværdige bygninger.

§ 5 Medlemskab

Landsforeningens medlemskreds består af:

– Foreninger
– Offentlige og private institutioner, virksomheder, organisationer og fonde.
– Personlige medlemmer.
– Æresmedlemmer.

§ 6 Landsforeningens ledelse

Stk. 1. Generalforsamlingen er højeste myndighed i Landsforeningens anliggender.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april kvartal. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller når mindst 10% af det mulige antal stemmer indsender begæring herom, med angivelse af årsagen til ønsket om den ekstraordinære generalforsamling med forslag til dagsordenen. Det påhviler herefter bestyrelsen at udsende indkaldelsen inden 2 uger efter modtagelsen af begæring herom. Den ekstraordinære generalforsamling skal derefter afholdes senest 3 uger fra datoen på indkaldelsen.

§ 7 Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Stk. 1. Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske med mindst 5 ugers varsel ved skriftlig meddelelse herom til medlemmerne og med angivelse af tid og sted for generalforsamlingen.

Stk. 2. Med indkaldelsen skal foreligge en dagsorden.

Følgende punkter offentliggøres på Landsforeningens hjemmeside mindst 5 uger før generalforsamlingen:

– skriftlig beretning fra bestyrelsen.
– revideret regnskab for det forløbne år.
– forslag til budget for det kommende år.
– eventuelle forslag til generalforsamlingen.

§ 8 Dagsorden for generalforsamlingen

Den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

– valg af dirigent
– godkendelse af bestyrelsens beretning.
– godkendelse af det reviderede regnskab.
– behandling af indkomne forslag.
– godkendelse af budget for det kommende regnskabsår, herunder fastsættelse af kontingent for samme.
– valg af medlemmer til bestyrelsen og suppleanter.
– valg af revisor.
– bekræftelse af mødested og tidspunkt for næste års generalforsamling og valg af mødested for generalforsamlingen om to år.

§ 9. Forslag til generalforsamlingen

Stk. 1. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indsendt senest 4 uger før generalforsamlingen.

Stk. 2. Indkomne forslag fra medlemmerne, bestyrelsens kommentarer hertil samt eventuelt justeret forslag til budgettet lægges ud på Landsforeningens hjemmeside senest 2 uger før generalforsamlingen.

§ 10. Generalforsamlingens gennemførelse

Stk. 1. I generalforsamlingen kan deltage medlemmer af Landsforeningen, herunder også medlemsforeningernes medlemmer samt gæster efter indbydelse.

Stk. 2. Generalforsamlingen ledes af en af generalforsamlingen valgt dirigent, der med bindende virkning afgør alle spørgsmål med hensyn til generalforsamlingens lovlighed, forhandlinger og stemmeafgivelse.

Stk. 3. Dirigenten er ansvarlig for, at der udfærdiges et referat af generalforsamlingen.

Stk. 4. Ved afstemninger på generalforsamlingen træffes beslutning ved simpelt flertal. Til vedtagelse af beslutning om ændring af vedtægterne kræves dog, at mindst 10% af stemmerne er repræsenteret på generalforsamlingen.

Drejer beslutningen sig om vedtægtsændringer, der vedrører formålsbestemmelsen eller om principielle bestemmelser, – sammenslutning med andre foreninger eller opløsning af foreningen kræves, at ændringen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer, som skal udgøre mindst 10 % af det mulige antal stemmer. Har der ikke været et tilstrækkeligt antal stemmer repræsenteret, indkalder bestyrelsen inden 4 uger – til afholdelse inden 8 uger – til en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages ved simpelt flertal uden hensyn til antallet af de repræsenterede medlemmer.

§ 11. Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen, der er foreningens højeste myndighed mellem generalforsamlingerne, består af 7 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. I lige år afgår 4 medlemmer – i ulige år 3 medlemmer.

Stk. 2. Generalforsamlingen vælger tillige 2 suppleanter – hver for 1 år.

Stemmetallet afgør placeringen som henholdsvis 1. og 2. suppleant.

Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger af sin midte formand, næstformand og kasserer. Hvis der ved en afstemning i bestyrelsen er stemmelighed, vil formandens stemme være udslagsgivende.

Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmerne kan tage orlov for en tidsbegrænset periode. I sådanne tilfælde indtræder 1. suppleanten.

Stk. 5. Bestyrelsen skal udforme en forretningsorden om den nærmere udførelse af dens hverv.

Stk. 6. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af særlige opgaver inden for foreningens formål. Bestyrelsen skal i ethvert udvalg være repræsenteret af mindst 1 bestyrelsesmedlem/suppleant.

Stk. 7. Bestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer.

§ 12. Forretningsudvalg

Forretningsudvalget, der er foreningens daglige ledelse, består af formand, næstformand og kasserer. Efter behov kan tilknyttes andre bestyrelsesmedlemmer til udvalget.

§ 13. Opsigelse/udmeldelse

Stk. 1. Medlemskabet og hermed forbundne kontingentforpligtelser kan opsiges skriftligt inden udgangen af december måned med virkning for det efterfølgende år.

Stk. 2. Kontingentrestance i mere end 1 år medfører automatisk udmeldelse/ophør af medlemskabet.

§ 14. Afstemninger

Stk. 1.

A-medlemmer med til og med 20 medlemmer har 3 stemmer.
A-medlemmer med over 20 – men under 81 medlemmer – har 6 stemmer.
A-medlemmer med flere end 80 medlemmer har 9 stemmer.
B-medlemmer har 3 stemmer.
C- og D-medlemmer har 1 stemme.

Stk. 2. Det er medlemstallet i den enkelte forening pr. 1. januar i generalforsamlingsåret, som er afgørende for antallet af stemmer ved generalforsamlingen.

Stk. 3. For at være stemmeberettiget på generalforsamlingen forudsættes det, at kontingentet er betalt. Betalingen skal efter anmodning kunne dokumenteres på generalforsamlingen.

Stk. 4. De, der lader sig opstille til bestyrelsen på generalforsamlingen, skal være medlemmer af Landsforeningen, enten som personlige medlemmer eller som medlem af en medlemsforening. Kandidaterne skal være til stede på generalforsamlingen eller skriftligt have tilkendegivet, at de er indstillet på at lade sig vælge til bestyrelsen.

Stk. 5. A- og B-medlemmer kan kun repræsenteres ved egne medlemmer. Foreninger kan stemme ved skriftlig fuldmagt.

Stk. 6. Personlige medlemmer kan ikke stemme ved fuldmagt.

§ 15. Kontingentstørrelse og økonomi

Stk. 1. Foreningens økonomiske grundlag baseres på:
– Medlemskontingenter.
– Økonomisk støtte fra offentlige myndigheder.
– Gaver og bidrag fra private og offentlige institutioner, organisationer, fonde og erhvervsvirksomheder.

Stk. 2. Kontingentet fastlægges for hver medlemsgruppe hvert år af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.

Stk. 3. Gaver og bidrag kan af giveren eller Landsforeningen forbeholdes til brug for særlige opgaver indenfor foreningens virkefelt.

§ 16. Tegningsret

Landsforeningen tegnes af formanden, næstformanden eller kassereren – i forening med et andet bestyrelsesmedlem. Ved køb og salg af fast ejendom tegnes Landsforeningen af formanden sammen med 2 bestyrelsesmedlemmer.

§ 17. Hæftelse

Foreningen er en selvstændig juridisk enhed. For Landsforeningens forpligtelser hæfter alene foreningen med sine midler.

§ 18. Regnskab og revision

Årsregnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor godkendt af generalforsamlingen.

§ 19. Opløsning

Beslutter generalforsamlingen, at Landsforeningen skal opløses, vælger den samtidig en likvidator til at gennemføre afviklingen. Efter at den gæld, som påhviler Landsforeningen og omkostningerne ved likvidationen, er betalt, skal den resterende formue efter samråd med ressortmyndigheden for bygningsfredning, stilles til rådighed for formål, som ligger indenfor Landsforeningens hidtidige virkefelt. Ved opløsning skal Landsforeningens arkiv afleveres på Rigsarkivet.

§ 20 Ikrafttræden

Disse vedtægter træder i kraft, når de er gyldigt vedtaget på generalforsamlingen.

Således vedtaget på generalforsamlingen den 6. juni 2009 i Randers.