DER ER STADIG SMUKT I DANMARK

Men et smukt Danmark er ikke nogen selvfølge. Byerne og det åbne land undergår dramatiske forandringer i disse år, og umistelige kulturværdier vil gå tabt, hvis de ikke beskyttes. I de sidste tiår er der bygget og renoveret mere i Danmark end nogensinde tidligere i historien – en udvikling der også har store omkostninger. Der er utallige eksempler på brutale og tankeløse nedrivninger og nyopførelser overalt i landet. For meget bygges og ombygges uden tilstrækkelig viden og omhu. Traditionelle materialer og metoder glemmes, og erstattes ofte af løsninger, der er langt mindre smukke, og som viser sig at være både dyrere og dårligere på længere sigt.

LANDSFORENINGENS ARBEJDE

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur arbejder for bevaring af de arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger, landskaber og bymiljøer i Danmark – for at der værnes om det værdifulde der eksisterer, og at nyt integreres i det eksisterende med omtanke og kvalitet. Landsforeningen samler både personlige medlemmer og mere end 90 lokale bevaringsforeninger over hele landet. Et stort antal medlemmer i hele Danmark er engagerede i det lokale arbejde for at fremme sagen. Bliv medlem her.

HVAD VI GØR

Vi følger og kommenterer udviklingen for landskabs- og bygningskulturen i medierne og i By & Land, vores eget blad. Vi afholder kurser og rådgiver medlemmer og lokalforeninger f.eks. i forbindelse med lokalplaner, høringssvar og fredninger. Vi fungerer som høringspartner ved udarbejdelsen af nye regler, både nationalt og på EU-niveau, og deltager i udvalg og arbejdsgrupper med myndigheder og lokale foreninger. Endelig er Landsforeningen tildelt retten til at rejse sager om bygningsfredning for Det Særlige Bygningssyn.

HVAD VI HAR OPNÅET

Landsforeningen har siden 1990 været forslagsstiller til mere end 50 positivt gennemførte bygningsfredningssager. Vi har været med til at etablere Forum for Bygningskultur i 1995 – i dag Bygningskultur Danmark. Vi har haft indflydelse på lovgivningen vedrørende bygningsforbedringsudvalg. Vi deltager aktivt i revisionen af lovene om bygningsfredning, bevaring og planlægning. Endelig har vi haft indflydelse på oprettelsen af bygningsbevaringsrådene og er aktiv i disse.

HVAD ARBEJDER VI FOR FREMADRETTET

Landsforeningen virker for øget kvalitet i nybyggeriet og for at kommuneplanlægningen og andre offentlige redskaber tager landskabets kvalitet og interesser mere alvorligt.
Landsforeningen ønsker at være ”folkets stemme”, når det drejer sig om vor fælles kulturarv og kulturmiljø, og den naturlige partner, man henvender sig til i sager, der ligger indenfor foreningens interesseområde.

MEDLEMMER

Landsforeningens medlemskreds består af lokale og landsdækkende bevaringsforeninger, specialmedlemmer (offentlige og private institutioner, virksomheder, fonde og organisationer), og personlige medlemmer.

GENERALFORSAMLING, BESTYRELSE, FORRETNINGSUDVALG

Generalforsamlingen er Landsforeningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april kvartal. Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen af landsforeningens medlemmer. Bestyrelsen består af 7 medlemmer og 2 suppleanter. I bestyrelsen vælges en formand, en næstformand og en kasserer – disse udgør forretningsudvalget. Forretningsudvalget udgør landsforeningens daglige ledelse.

UDVALG

Landsforeningen har nedsat en række udvalg til at varetage foreningens interesseområder. For tiden eksisterer følgende udvalg: Frednings- og bevaringsudvalget, Planudvalget, Have- og Landskabsudvalget, Udvalget for nyere tids arkitektur.

SEKRETARIAT

Landsforeningens sekretariat arbejder for forretningsudvalget. Sekretariatet består pt. af en frednings- og en sekretariatsmedarbejder. Desuden er bladet By & Lands redaktør tilknyttet.

BYGNINGSKULTURENS HUS

Landsforeningen har til huse i Bygningskulturens hus, der ligger i Nyboder i København og er Søetatens tidligere pigeskole. Huset blev fredet i 1992 på grund af sin enestående håndværksmæssige kvalitet, det tidstypiske historicistiske udtryk og den gennemførte funktionalitet – og bygningen er et usædvanligt helstøbt eksempel på samtidens kvalitets- og funktionsbevidste institutionsbyggerier. Læs mere på www.bygningskulturenshus.dk